Husk mig
▼ Indhold

Kulde og global opvarmning

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker, Los Alamos National Laboratory, USA, Jens Hesselbjerg Christensen, forskningschef ved Danmarks Klimacenter, og Martin Stendel, seniorforsker ved DMI

Offentliggjort 02.02.2011 i Jyllands-Posten: http://jp.dk/opinion/kronik/article2325599.ece


Den globale middeltemperatur stiger stadig. Siden 1850 er den i gennemsnit steget med ca. 0,8 grader celsius, og inden for de sidste 25 år alene med mere end 0,4 grader. Samtidig er temperaturerne i Arktis steget med omkring det dobbelte og det tredobbelte i vintermånederne.
Temperaturudviklingen stemmer overens med forventningerne til de menneskeskabte stigninger i koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, hvor atmosfærens CO2-indhold er det højeste set i mindst en million år og netop nu har passeret 390 ppm (parts pr. million) eller et niveau ca. 40 pct. højere, end da den industrielle revolution begyndte.

Til trods for denne vinters bemærkelsesværdige kulde i november og december og snestorme i Danmark og Nordvesteuropa blev året 2010 ifølge Nasa/GISS og NOAA's National Climatic Data Center det hidtil varmeste år globalt, der er målt siden 1850. Året 2010 tangerede den tidligere varmerekord fra 2005 - 2010 var 0,01 grader højere, så statistisk set må de to år regnes for at være lige varme.
Men havde det ikke været på grund af naturfænomenet La Niña, der har en nedkølende effekt på vejret mange steder på Jorden, ville 2010 uden tvivl have været varmere og sat en mere entydig varmerekord. Det tyder dermed på, at temperaturstigningen vedbliver.
Der er en tydelig forskel på opvarmningen over land og hav. Landmasserne undergår en større opvarmning end oceanerne, og det skyldes, at der kræves mere energi til at opvarme oceanet, da varmen fordeles i de øverste flere hundrede meter af havet. Når temperaturen måles ved havoverfladen, kan en opvarmning derfor kun spores i mindre grad.

I den hjemlige klimadebat høres ofte ræsonnementet: »Det kan ikke passe, at det globalt kan være så varmt, når Danmark har haft det koldt de seneste vintre.« Svaret er, at Danmark kun udgør en lille del af klodens areal, faktisk dækker Danmark kun et areal på 43.000 kvadratkilometer, mens Jordens overflade udgør 510.000.000 kvadratkilometer. Dette svarer til én af 12.000 dele eller størrelsen af en mobiltelefon i forhold til en typisk dansk lejlighed (62 kvadratmeter). Et koldt Danmark kan derfor sagtens forekomme uden at være i strid med klodens gennemsnitlige temperaturudvikling. Argumenterer man videre for, at det ikke kun er Danmark, der har været ramt af kulde, men det meste af Nordvesteuropa, er forklaringen tilsvarende. Hele Europa udgør end ikke 3 pct. af klodens samlede areal.
Kolde vintermåneder i et afgrænset område som for eksempel Nordvesteuropa kan altså ikke betyde alverden for klodens overordnede temperatur. Derimod har fænomenet La Niña i Stillehavet en synlig global indflydelse. Det skyldes, at det område på Jorden, som temperaturmæssigt er under indflydelse af La Niña, udgør et langt større areal end de føromtalte 3 pct.

Der findes måske en fysisk forklaring på, hvorfor det har været koldt på danske og nordeuropæiske breddegrader på trods af, at den globale temperatur samlet set stiger. Internationalt anerkendte klimaforskere med Joanna Haigh ved Imperial College i London i spidsen har gransket variationen i Solens energi for at finde en forbindelse til klimaet. På baggrund af en omfattende undersøgelse af satellitbilleder offentliggjort i fjor i det anerkendte tidsskrift Nature finder de, at Solens varierende effekt ikke har haft nævneværdig indflydelse på de langsigtede variationer i klimaet gennem de seneste årtier.
Til gengæld kan Solen være en del af forklaringen på det kolde vintervejr over Nordvesteuropa. Årsagen er, at Solen udsender mindre ultraviolet lys end hidtil antaget, når dens 11-årige solpletcyklus er i nærheden af sit laveste niveau.
Det ultraviolette lys optages primært i den ydre del af atmosfæren, hvorved temperaturen højt i atmosfæren i forbindelse med solpletminimum aftager i forhold til det normale. Det medfører en øget mulighed for, at beliggenheden af atmosfærens "motorveje", de såkaldte jetstrømme, påvirkes, så kold polarluft føres fra høje breddegrader mod lavere - for eksempel til Nordvesteuropa, som tilfældet har været de sidste vintre.

Et andet resultat påpeger, at ændringer i beliggenhed og styrke af jetstrømmene måske ikke kun sker på baggrund af ændringer i solens ultraviolette lys.
Et forskerhold ved Potsdam Institute of Climate Impact Research i Tyskland har ved at anvende en klimamodel demonstreret, at der findes en forbindelse mellem kolde vintre i Nord- og Vesteuropa og en reduktion af havisen i det Arktiske Ocean - i særdeleshed i Barentshavet nord for Skandinavien og Karahavet nord for Rusland.
Under normale omstændigheder udgør havisen et isolerende lag for udvekslingen af varme mellem hav og den kolde arktiske luft. Forskerne er på baggrund af undersøgelsen, udgivet i tidsskriftet Journal of Geophysical Research, kommet frem til, at de betragtelige forandringer i havisudbreddelsen over de seneste tre årtier kan være en medvirkende årsag til en påvirkning af atmosfærens trykforhold (forekomsten og beliggenheden af højtryk og lavtryk) og vindmønstre over store dele af de nordligste breddegrader.
I modellen medfører det, at kold arktisk luft føres sydover til lavere breddegrader og dermed erstatter vindene fra vestenvindsbæltet, som bl.a. Danmark normalt er domineret af. Potsdam-forskerne forventer øget risiko for, at kommende vintre i lighed med de to foregående år bliver kolde, da vi i gennemsnit går mod mindre havisudbredelse.
Vinteren 2010/11 er ingen undtagelse, idet isudbredelsen ifølge National Snow and Ice Data Center i USA fra oktober til januar har været rekordlav - den laveste siden satellitter systematisk begyndte at overvåge havisudbredelsen i Arktis i 1979.
Det er ikke overraskende, at kolde vintertemperaturer i Danmark og Nordvesteuropa primært skyldes polarvinde fra nord. Konsekvensen af de effekter, som forskerne ovenfor har beskrevet, er netop, at vi i disse år får flere af de kolde pust fra nord, enten som følge af ændringer i jetstrømmenes beliggenhed i de højere luftlag eller ændringer i trykforhold i de lavere eller som en følge af begge forhold på én gang. Det vil måske komme som en overraskelse for mange, men det er kendt og forstået, at Grønland samtidig med en sådan kulde på vore breddegrader oplever relativt varme forhold. Denne vinter i Grønland har endda været særdeles usædvanlig med flere varmerekorder til følge.

De to studier begrænses dog noget af perioderne, som analyserne er fortaget for - der kræves et længere tidsperspektiv, før der er ført et endeligt bevis. Men det er relevant at fremhæve de to studier som eksempler på, at forskningen er ved at finde et ståsted med hensyn til at forklare netop dette paradoks: Koldt vintervejr i Danmark mens det globalt varmer op.
Udsigten til kolde vintre aftager dog i løbet af århundredet. I takt med at den globale temperatur stiger, bliver den relative effekt af tilførslen af polarluft til Danmark mindre. Det skyldes, at opvarmningen i Arktis er markant større end på vore breddegrader - ikke mindst om vinteren som nævnt ovenfor.
Til sidst tillader vi os at minde om, at den globale opvarmning er stærkt knyttet til menneskers stadigt voksende energiforbrug og det medfølgende stadigt stigende udslip af drivhusgasser til atmosfæren.
Klimaeffekten af de drivhusgasser, vi udleder i dag, vil kunne ses fremover i årtier og i århundreder, og behovet for meget omfattende og hurtige begrænsninger af de globale drivhusgasudledninger er på ingen måde aftaget.





3. februar 2011, 13:56 3 kommentar(er) · 4811 fremvisninger

Kommentarer
Boe Carslund-Sørensen 5. februar 2011, 19:14
Til sidst tillader vi os at minde om, at den globale opvarmning er stærkt knyttet til menneskers stadigt voksende energiforbrug og det medfølgende stadigt stigende udslip af drivhusgasser til atmosfæren.
Klimaeffekten af de drivhusgasser, vi udleder i dag, vil kunne ses fremover i årtier og i århundreder, og behovet for meget omfattende og hurtige begrænsninger af de globale drivhusgasudledninger er på ingen måde aftaget.


Hvis præmissen om at menneskeskabt CO2-udledning ændrer de klimatiske forhold på kloden, er rigtig, så kan det undrer at afbrændingslobbyen stadig har så stor indflydelse på ikke bare den danske energipolitik men også på EUs energipolitik, og ikke at forglemme energipolitikken i USA, Kina, Indien m.fl., ja selv verdensbanken går afbrændingslobbyens ærinde. At udskifte fossile brændsler med biologiske brændsler reducerer ikke den menneskeskabte CO2-udledning.
Det kan således undre, at elforbruget er blevet "skurken", når "skurken" reelt er al afbrænding.
Engvild 20. februar 2011, 17:16
Det er interessant, at man efterhånden begynder at acceptere at variationer i solens aktivitet - som bl. a. viser sig ved antallet af solpletter - har en direkte modulerende effekt på klimaet i Europa. Det bliver spændende at se, om de nuværende kolde vintre vil fortsætte også de næste par år, hvor solens aktivitet stadigvæk vil være relativt lav. Det bliver også spændende at se hvilke mekanismer, der de vigtigste: skydannelse a la Svensmark, kemiske opvarmning (ozondannelse) i stratosfæren og flytning af jetstrømme efter Lockwood og Haigh, magnetisk modulation a la Piers Corbyn, blokerende højtryk og isfrit ishav (eller omvendt) a la Petoukhov, eller noget helt femte.

I hvert fald synes der at være en sammenhæng mellem kolde vintre og solaktivitet i Danmark: [url]http://www.klimadebat.dk/forum/isvintre-og-solpletter-d6-e1667.php [/url].
Birger Wedendahl 24. februar 2011, 21:05
Man kan gøre sig mange overvejelser om hvorfor den globale gennemsnitstemperatur lander på et højere tal i 2010 end tidligere. Man kan også gøre sig nogle overvejelser om hvad tallet egentlig dækker over. For det første er det ikke en temperatur. Det er ikke en fysisk målelig størrelse ,så ingen har mulighed for at kontrollere hvad tallet rent fysisk dækker over. Usikkerheden på tallet er genstand for diskussion. Tallet opgives med helt op til tre decimaler, men kritiske røster (Steve Goddard) angiver en usikkerhed på hele +-o,3 grader.
Det er go skik i videnskab at forholde sig kritisk til styrker og svagheder ved en given videnskabelig metode (brugen af LOTI (Land Ocean Temperature Index)er en metode (statistisk index) og ingen metode er bedre end de hypoteser den hviler på.
LOTI er et forsøg på at angive et samlet tal for for jordens "energitilstand". Hvor velment dette forsøg end måtte være, så er det ifølge sagkundskaben (Bjarne Andresen, Niels Bohr Instituttet) ikke muligt i et thermodynamisk system i ubalance. Under alle omstændigheder vil metoden være forbundet med stor usikkerhed. Jeg forestiller mig ikke at termodynamikere overhovedet vil indgå i en diskussion om størrelsen på usikkerheden idet de må formodes at betragte regnestykket som absurd, men Steve Goddard byder altså ind med +- 0,3 grader."Hansen's claimed precision is much larger than his accuracy. He has no temperature data for
more than 10% of the planet. His error bar is probably +/- 0.3 degrees, yet he claims a record by
0.01 degrees."http://scienceandpublicpolicy.org/images/stories/papers/reprint/the_hottest_year_ever.pdf
Deltag aktivt i debatten om artiklen Kulde og global opvarmning:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Global opvarmning
DebatterSvarSeneste indlæg
Nu kommer kulden!126-06-2016 10:37
Syrien: Katastrofen lurer, sibirisk kulde rammer flygtningeområder117-12-2013 22:42
Når sjov ikke hjælper på kulden024-01-2013 18:44
Krisen som undskyldning for kulde1413-10-2009 22:08
Er politikerne ligeglade med kulden?1930-07-2009 12:58
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik