Husk mig
▼ Indhold

Menneskerettigheder er en central del af klimaløsningen

Lærke Petersen
Lærke Marie Lund Petersen, projektkoordinator, IWGIA’s Environment and Climate Change Programme
Af Lærke Marie Lund Petersen

Danmark har netop ratificeret Paris-aftalen, der træder i kraft d. 4. november i år og forpligter herved verdens lande til at arbejde for, at den globale temperaturstigning holder sig under 2 grader og helst på 1,5 grader. Gennem Paris-aftalen har Danmark samtidig skrevet under på at promovere og respektere oprindelige folks rettigheder i implementeringen af de klimaløsninger, der udvikles og skabes for at nå de aftalte mål. Dette fremgår af Paris-aftalens præambel.

Udenrigsministeriets solstrålehistorie om vind
I den sidste tid har en særlig historie fanget dele af de danske mediers opmærksomhed, nemlig en alternativ udgave af Udenrigsministeriets og Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU)’s solstrålehistorie om det danske vindmølleeventyr i Kenya, det såkaldte Lake Turkana-vindenergiprojekt (Lake Turkana Wind Power Project), der begyndte i 2007.

Vestas leverer 365 vindmøller til Turkana-projektet, der efter sigende bliver den største vindmøllepark i Afrika syd for Sahara, og som med sine 625 millioner euro udgør den største private investering i Kenya nogensinde. Turkana-projektet er støttet af den danske Klimainvesteringsfond, et offentligt-privat initiativ, administreret af IFU. Klimainvesteringsfonden er etableret af den danske stat for at bidrage til at mobilisere 100 milliarder dollars årligt fra 2020, som de udviklede lande har forpligtet sig til for at sikre finansiering til klimaprojekter i udviklingslande.

Turkana-vindmølleprojektet er af den danske regering blevet fremstillet og bliver stadig promoveret som en nøglemodel for grøn vækst og bæredygtig udvikling. Og der er gode elementer ved Turkana-projektet, der forventes at øge Kenyas energi med 15-20 procent fra 2017, erstatte store dele af landets import af fossilt brændstof til vedvarende energi og bringe elektricitet til 2,5 millioner kenyanere.

Så langt så godt. Men solstrålehistorien har desværre en bagside. Danwatch har lavet en undersøgelse baseret på 24 interviews med fire oprindelige etniske grupper i Turkana-området i det nordlige Kenya. Mange af lokalsamfundene støtter op om vindmølleprojektet. Samtidig oplyser de oprindelige folk, at de ikke er blevet konsulteret, hverken af virksomhederne, der er ansvarlige for projektet, eller af den kenyanske stat, før deres jord blev udlejet til Turkana-vindmølleprojektet. Ud over de påståede overtrædelser af jordrettigheder og manglende konsultation, er prostitution, vold og alkoholisme blevet en del af hverdagen i området efter projektet begyndte i 2007.

Klimaløsninger for ”the greater common good” er et tveægget sværd
Turkana-casen illustrerer et centralt dilemma ved de globale klimaløsninger, der opstår i bestræbelserne for at imødekomme og minimere klimaforandringernes konsekvenser. Blot fordi et projekt er ”grønt” og fokuserer på bæredygtig omstilling, lever det ikke nødvendigvis op til internationale menneskerettighedsstandarder. Det kan virke som et nødvendigt onde at kompromittere rettigheder for de få, for at sikre det globale fællesskabs velbefindende og afværge en økologisk og menneskelig klimakatastrofe. Samtidig er der dog en række problemer ved denne logik.

Klimaprojekter for vedvarende energi og andre tiltag for at reducere CO2-udledning, såsom skovbevarelse, implementeres ofte i områder, der bebos af marginaliserede og i forvejen sårbare grupper, i særdeleshed oprindelige folk. De oprindelige folk og andre fattige grupper i udviklingslande bærer et minimalt historisk ansvar for klimaforandringerne. De har bidraget mindst til den globale CO2-udledning og er samtidig nogle af dem, der bliver hårdest ramt af ændringerne i klimaet. Verdens mest sårbare grupper bliver således ”dobbelt-straffet”. Ikke nok med at de ikke har bidraget til klimaforandringerne, de rammes derudover hårdest af såvel konsekvenser som klimaløsninger, der risikerer at fratage dem deres jord eller andre basale menneskerettigheder, såsom adgang til vand, eller mad.

Menneskerettigheder er en god forretning
Et centralt spørgsmål er, hvorvidt grøn vækst og bæredygtighed overhovedet kan være bæredygtigt uden at indtænke de mennesker, der lever i de områder, hvor klimaprojekterne implementeres. Dette indebærer at respektere og integrere lokalbefolkningens rettigheder og viden i de løsninger, der involverer dem eller deres territorier. Faktisk har adskillige studier vist, at hvis lokalbefolkningen, og her er der især tale om oprindelige folk, aktivt inddrages i klimaløsninger, og deres rettigheder og viden respekteres og styrkes, bliver projekterne mere omkostningseffektive og bæredygtige. I områder, hvor oprindelige folks territoriale rettigheder er anerkendt, forekommer mindre afskovning, og en større og mere effektiv lagring af CO2. I områder, hvor lokalbefolkningen aktivt inddrages i implementeringen af projekterne, bliver det lokale ejerskab større og sikrer herved bæredygtighed på sigt.

Turkana-vindmølleprojektet er også et interessant eksempel i denne sammenhæng. I 2012 trak Verdensbanken sig fra Turkana-projektet, da de vurderede, at energipriserne fra projektet ville blive for høje for kenyanerne, og dermed ikke ville komme lokalbefolkningen til gode. Danwatch satte for nylig fokus på, at Google tøver med at opkøbe Vestas’ andel på 12,5 procent i Turkana-projektet, på grund af manglende inddragelse og konsultation af de oprindelige befolkningsgrupper omkring Lake Turkana. Det kan således vise sig at blive en rigtig dårlig forretning på langt sigt ikke at tage højde for lokalbefolkningers rettigheder i udviklingen og implementeringen af klimaprojekter.

De ovenstående eksempler tydeliggør, hvorfor linket mellem menneskerettigheder og klimaforandringer er umådeligt vigtigt at tage højde for. Det er noget, vi i Danmark bør huske på, nu hvor den danske regering netop har lanceret en ny Verdensmålsfond, inspireret af Klimainvesteringsfondens model, med særlig henvisning til mønsterprojektet Lake Turkana i Kenya. Andre lande kigger til Danmark for inspiration til disse private-offentlige konstruktioner til klimafinansiering.

Lige netop derfor bør Danmark gå forrest for at fremme en forståelse af, at menneskerettigheder og implementeringen af Paris-aftalen må gå hånd i hånd, og at lokalbefolkninger og de oprindelige folk er en del af løsningen, ikke problemet, i verdens landes forsøg på at skabe de løsninger, klimaforandringerne fordrer.
Herved kan Danmark vise, at vores ekspertise ikke kun ligger inden for vedvarende energi og energieffektivitet. Den er i høj grad også baseret på en lang og stærk tradition og erfaring med arbejdet for at sikre og fremme oprindelige folks rettigheder i såvel nationale som internationale sammenhænge. Det er en kerneekspertise, som Danmark bør trække på i implementeringen af Paris-aftalen.





31. oktober 2016, 22:08 3 kommentar(er) · 4122 fremvisninger

Kommentarer
Kosmos 1. november 2016, 19:47
Såvidt jeg husker, bragte DR for nogle måneder siden en længere udsendelse om samme projekt, der ligeledes fokuserede på disse problemer.

Det er indlysende, at lokalbefolkningens bør tilgodeses - men dette bør da principielt være den kenyanske regerings ansvar!(?), et ansvar, den øjensynligt ikke løfter. Desværre er det vist et generelt, afrikansk problem, at regeringerne forsømmer at varetage (lokal)befolkningernes interesser, fx. ifm. kinesiske investeringer.

Men det er vel på den anden side heller ikke langtidsholdbart, hvis donororganisationer, NGOer osv. uden videre går ind og agerer 'etisk overdommer' for respektive regeringer, som i så fald næppe nogensinde når til erkendelse af, at lokale interesser (også) skal respekteres.

Det ville iøvrigt være hensigtsmæssigt, om det i omtalen af kronikøren blev oplyst, hvad 'IWGIA' står for! (= "International Work Group for Indigenous Affairs").
Jakob 25. oktober 2017, 09:35
­




@Lærke Marie Lund Petersen


Det er virkelig længe din klimavinkel har dominieret denne side. Det ville jeg klage over, hvis jeg var dig.

Har du nogensinde hørt om begrebet "boomtowns"..?

Det er et kendt begreb fra USA, hvor guldminer og andre råstoffund på godt og ondt har vent op og ned på lokalområder.
Er det ikke, hvad der er sket i det eksempel, du omtaler, bare i langt mindre skala, så man i virkeligheden overordnet må glæde sig over så få sociale tragedier, der kommer i kølvandet på vindmøller..?
Det er ikke fordi menneskerettigheder ikke skal overholdes, når det gælder vindmøller, for selvfølgelig skal de det. Men der er måske noget med proportionerne, der går galt, hvis det gøres med alt for stor nidkærhed i forhold til andre anlæg med tilknytning til energisektoren..?


Til sidst vil jeg gerne spørge, hvor menneskerettighederne blev af for de mere end 1000 mennesker, som år 2014 måtte lade livet til kul, fordi andre var for fine til at opstille vindmøller..?


Og til allersidst, hvor bliver menneskerettighederne af til de kommende generationer..?

http://www.klimadebat.dk/forum/groen-vaekst-d12-e2962-s40.php#post_57453
http://www.euroman.dk/natur/sadan-ser-jorden-ud-hvis-indlandsisen-smelter-farvel-danmark





Der er måske ingen menneskerettigheder, som forbyder uerstatteligt generationstyveri af råstoffer, land og klima, når blot du og jeg og tilstrækkeligt mange andre nulevende kan nyde god kortsigtet luksus af det..?





­
Jakob 2. november 2017, 22:16
­



Denne graf blot for at gøre det endnu mere tydeligt i hvor høj grad vindmøller redder menneskeliv:

https://motherboard.vice.com/en_us/article/vvvkb3/whats-the-deadliest-power-source





­
Deltag aktivt i debatten om artiklen Menneskerettigheder er en central del af klimaløsningen:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Rusland kritiserer DK menneskerettigheder108-02-2014 14:11
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Sverige forbyde alle benzin- og dieselbiler fra 2030 som foreslået af klimaministeren?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2017 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik