Husk mig
▼ Indhold

Arktis er andet end smeltende is

Martin Breum
Martin Breum, journalist, forfatter
Af Martin Breum

”Er det pressen, der ikke lever op til sit ansvar?” Det var en dansk journalistelev, som studerer klimaforandringer ved universitetet i Helsinki, der spurgte. Jeg måtte skuffe hende. Når de gængse budskaber om klimaforandringerne i Arktis har sværere og sværere ved at afspejle virkeligheden, så er det ikke medierne skyld.

Jeg var i Helsinki for at holde et foredrag over den store, prisvindende amerikanske dokumentarfilm Chasing Ice. I filmen dokumenterer fotografen James Balog, hvordan gletsjere i Island, Grønland, Alaska og Montana bliver mindre i hårrejsende tempo. Et visuelt kolossalt stærkt værk med et utrolig vigtigt budskab, men i mine øjne også en film, der viser, hvordan de store medie-skrald om klimaforandringerne i Arktis ofte giver et utilstrækkeligt billede af klimaforandringernes påvirkning af hele den arktiske del af verden.

Klimaforandringerne kobler sig til globaliseringen i en cocktail, der påvirker alle de arktiske nationer i voldsom grad: Nye sejlruter fra Europa til Asien åbner sig; sejlruter, der også gør det langt hurtigere at flytte krigsskibe og tropper fra Atlanterhavet til Stillehavet og omvendt. Olie- og gasefterforskning i Arktis bliver gradvist nemmere. Store mineralforekomster bliver mere tilgængelige. Verdens rigeste fiskefarvande forandres og bliver mere tilgængelige. Nye geopolitiske alliancer støbes; politiske organisationer som Arktisk Råd får vældig betydning, og selv nationer som Indien og Singapore – langt fra Arktis – er nu permanente observatører i Arktisk Råd, fordi isens forsvinden og klimaets udsving i Arktis har indlysende globale implikationer. Forskningen i det arktiske klima bliver stadig vigtigere – også Kina har nu en forskningsstation på Svalbard, og det kinesiske forskningsskib Snow Dragon ses stadig oftere i de arktiske farvande. Danmark og Grønland har gjort krav på 895.000 kvadratkilometer af havbunden under Det Arktiske Ocean; Rusland har overlappende interesser. Hele den arktiske verden har fået helt ny global betydning, og i alle de arktiske nationer reagerer de politiske ledere, erhvervslivets beslutningstagere, forsvarets chefer og andre med indflydelse på disse forandringer.

Det var derfor, jeg måtte svare afkræftende på spørgsmålet, om medierne har skylden. Der er ikke nogen simpel forklaring på, at alverdens filmmagere, kronikskrivere og klimaaktivister tegner et billede af klimaforandringerne i Arktis, der ikke får det hele med. Forandringerne i Arktis finder sted i så kolossalt et tempo og over så bredt et spektrum af samfundets facetter, at det ikke lader sig gøre at formidle i enkle trompetskrald.

Fortalerne for en skarpere indsats mod klimaforandringerne forsøger helt legitimt at sende så klare og rentonede budskaber ud i samfundet som muligt. Derfor er en film som Chasing Ice eksempelvis støvsuget for ethvert tegn på liv i de samfund, som de sårede gletsjere ligger i. Klimaforandringerne fotograferes, som om de finder sted i en mennesketom verdensdel. Arktis fremstilles, så det matcher vores vante forestillinger om det arktiske: vildt, barskt, ufremkommeligt, farligt, uendeligt smukt, dødeligt koldt og uden for almindelige menneskers rækkevidde. Det er et billede, der på den ene side hjælper med at skære alvoren i klimaforandringerne ud i pap, men som i stadig større grad fjerner sig fra den virkelighed, vi lever i.

Det er ikke sket tidligere i menneskets historie, at et helt ocean, der før var utilgængeligt, pludselig åbner sig for almindelig menneskelig aktivitet. Sammen med den tiltagende globalisering – især efterspørgslen på mineraler, fødevarer og energi – gør isens forsvinden Arktis stadig mere central for verdenssamfundet. Derfor ser vi nu, hvordan de involverede stater alle øger deres indsats for at opnå indflydelse i Arktis – samtidig med, at de forsøger at holde fokus på det vigtigste af det hele: Klimaforandringerne og kampen for at bremse dem.

De arktiske nationer har for længst erkendt, at udviklingen kræver et intensiveret samarbejde, hvis alt skal gå vel: Regionens egentlige stormagt og den stærkeste militære magt i Arktis er Rusland, der andre steder på kloden p.t. forfølger sine interesser på uforudsigelig vis, og som føler en særlig historisk og geografisk adkomst til Arktis. De sidste grænser i Det Arktiske Ocean er endnu ikke på plads; ingen ved præcis, hvem retten til de sidste stykker havbund omkring Nordpolen tilhører. Klimaforandringerne ændrer løbende regionens geografi og gør Arktis til genstand for nervøs, global interesse.

Arktis er alt andet end mennesketomt; tværtimod er regionen i stigende grad genstand for menneskelige handlinger, politik og nye kulturprodukter – tænk f.eks. på Disneys seneste superhit, animationsfilmen Frozen, der er den mest indbringende af sin art i filmens historie. Eller LEGOs nye arktiske forskningsstation, der ligesom alle andre LEGO-kasser sælges over hele verden. Disney og LEGO afkoder, hvad der pirrer det moderne menneskes nysgerrighed – og i disse år står Arktis højt på listen.

Simple budskaber om isens forsvinden dækker med andre ord for en uendelig kompleks virkelighed – også i Danmark. Her er det udenrigspolitiske fokus i færd med et støt skifte mod nord – og ikke kun på grund af klimaforandringerne og isens forsvinden.

I januar slog regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, fast, at et stærkt engagement i Arktis er afgørende for nationens interesser: ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”, sagde han til Politiken. Få dage senere bekræftede udenrigsminister Kristian Jensen, at staben omkring den arktiske ambassadør i Udenrigsministeriet nu udvides.

Skiftet har været på vej i nogen tid. Norge gjorde allerede i 2005 ’Nordområdepolitikken’ til hovedanker i norsk udenrigspolitik, og da udenrigsminister Per Stig Møller i 2008 inviterede de øvrige arktiske kyststater, USA, Canada, Rusland og Norge til topmøde i Ilulissat i Grønland, høstede dansk diplomati både hæder og nyttig erfaring. Peter Taksøe-Jensen var chef for den task force i Per Stig Møllers ministerium, der forberedte mødet i Ilulissat. Et par måneder senere anbefalede Erling Bjøl i Politiken et øget fokus mod ”Nordkalotten” som afløsning for jagt på ”guerillakæmpere i et ukendt asiatisk bjergland”. Han havde forinden indhentet råd fra bl.a. flådens daværende chef, kontreadmiral Nils Wang (Forsvarsakademiets nuværende chef), der i en årrække har argumenteret aktivt for det skifte mod nord, vi nu ser.

Når det nye fokus på Arktis måske alligevel virker overraskende for nogle, skyldes det formentlig, at det siden 2. verdenskrig har været kutyme blandt landets ledere at nedtone Grønlands betydning for Danmark. Statsminister H.C. Hansen indgik allerede i 1957 en hemmelig aftale, der tillod USA at opmagasinere atomvåben i Thule, og der har i det hele taget været et geopolitisk element i Danmarks interesser i Grønland, som skiftende regeringer har valgt nedtone eller fortie.

Denne berøringsangst er under opløsning. Da SR-regeringens udenrigsminister Martin Lidegaard i 2014 blev spurgt, hvilken betydning, rigsfællesskabet med Grønland har for Danmark, lød svaret: ”Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning.” Synspunktet blev gentaget på tv.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde det samme – bare kortere – på et pressemøde med Grønlands og Færøernes politiske ledere kort efter nytår: ”Det giver en rolle i verdenssamfundet, der er klart større end den rolle, Danmark kunne opnå alene, Grønland kunne opnå alene, Færøerne kunne opnå alene”.

Mens BBC, Al Jazeera, Fox, nyhedsbureauerne og alle mulige andre medier gerne og med god grund fokuserer på, at isen forsvinder – og dermed på udsigten til skæbnesvangre stigninger af vandstanden i havene, ny ørkendannelse, flere orkaner og oversvømmelser – fører regeringerne i Arktis politik om helt andre facetter af de samme klimaforandringer.

Danmarks nye interesser i Arktis blev defineret bredt i kongerigets arktiske strategi fra 2011: Danmark skal først og fremmest bidrage til at fastholde Arktis som en fredelig region, hvor udnyttelsen af de naturlige ressourcer og nye muligheder – mineraler, olie, gas, fisk, nye handelsruter m.v. – forfølges i stringent balance med hensynet til klimaet og det arktiske miljø og til stadig gavn for de arktiske folkeslag (der bor cirka fire millioner mennesker nord for Polarcirklen, heraf ca. 500.000 medlemmer af de arktiske folk).

Det er en dagsorden, der kommer til at kræve rigtig mange politiske kræfter, skarpe prioriteringer i udenrigstjenesten, i forholdet til Grønland, Færøerne og til andre nationer. Det er ikke en dagsorden, der strider mod hensynet til klimaet. Men det er en dagsorden og en politisk virkelighed, der ikke afspejles i de gængse budskaber om klimaforandringerne i Arktis.

Det samlede billede er langt mere multifacetteret. Beslutningstagerne, offentligheden og medierne i alle de arktiske lande baserer deres handlinger på et mix af mindst seks magtfulde forestillinger om Arktis. Det har et stærkt hold af forskere kortlagt i den glimrende bog Contesting the Arctic.

Heri beskriver de først forestillingen om Arktis som Terra Nullius; et ingenmandsland, åbent for erobring af alle, der har mod og kræfter. En forestilling, vi så i fuldt flor i 2007, da russiske mini-ubåde plantede et flag på bunden af det arktiske ocean præcis ved Nordpolen, men som også farver Canadas fremfærd. Forfatterne har eksempelvis fundet officielle kort fra både Rusland, USA og Canada, der viser, hvordan de tre stater stadig optegner Arktis, så de afspejler deres helt egne meninger om, hvor grænserne i regionen rettelig bør gå.

Dernæst følger fortællingen om det tankesæt om Arktis, forfatterne kalder Frozen Oceans. I denne forestilling tillægges selve den arktiske is betydning for retten til territorium, jagt og færdsel, selvom en sådan tænkning savner hjemmel i international lov.

I kapitlet om Indigenous Statehood ser vi, hvordan forestillingen om Grønlands løsrivelse griber om sig, og hvordan grønlænderne selv haster bort fra forestillingen om et inuit-fællesskab på tværs af nationalstaterne. I stedet forfølger grønlænderne som bekendt visionen om en selvstændig, grønlandsk stat.

Den fjerde forestilling, som kaldes Ressource Frontier, er forestillingen om Arktis som et skatkammer af olie og andre rigdomme. Forfatterne peger her på Kina, Japan, EU og de globale koncerner, der forestiller sig Arktis som et dereguleret Klondyke uden grænser og lovgivning, selvom langt de fleste værdier – olie, gas, mineraler – i Arktis ligger fast forankret bag klare landegrænser. Medierne er ifølge forfatterne stadig de stærkeste bærere af forestillingen om et arktisk goldrush, der så igen skal kobles med de løbende opdateringer af gletsjernes sammenbrud, indlandsisens afsmeltning og isbjørnenes trængsler.

I kapitlet Transcendent Nationhood beskrives forestillingen om et fællesskab mellem inuit i Alaska, Canada, Grønland og Rusland. De arktiske folkeslag har officiel status i Arktisk Råd, men de frygter ny marginalisering, nu hvor Kina, Japan, Indien og andre vinder indpas i Rådet. De arktiske regeringer hævder ofte, at al udvikling i Arktis sker med de arktiske folkeslags ve og vel for øje, men målet for meget arktisk politik er dog stadig at overføre værdier fra nord til syd, hvor hovedparten af vælgerne og aktionærerne i de arktiske stater bor.

Den sidste, men stærke forestilling om Arktis kalder forfatterne Nature Reserve. Denne vision om Arktis som sårbart naturområde, der bør fritages for industri, minedrift og olieudvinding, har abonnenter især blandt miljøorganisationerne, men også bredt i verdensopinionen og i medierne. I denne forestilling reduceres de fire millioner mennesker, der lever i Arktis, til blide naturfolk i skindtøj, der selvsagt kun jager de truede dyr på skånsom vis – eller de redigeres helt ud af virkeligheden, sådan som det sker i Chasing Ice. Hverken Greenpeace, WWF eller andre af de store miljøbevægelser forfølger denne vision i dens reneste form, men de er ifølge forfatterne fortsat besjælet af dens ånd.

Budskabet om klimaets forandring og den fart, hvormed forandringerne finder sted i Arktis, er af afgørende betydning for mobilisering af verdensopinionen og af de beslutningstagere, der stadig har magt til at begrænse skaderne. Men det er også budskaber, der i tiltagende grad skæres til på en måde, så de andre, omfattende forandringer i Arktis udelukkes. Måske der heri ligger en fare for, at klimabudskabernes troværdighed i længden undergraves.

Litteratur og yderligere læsning:





5. marts 2016, 16:40 2 kommentar(er) · 1452 fremvisninger

Kommentarer
Jørgen Petersen 6. marts 2016, 17:32
@ Martin Breum

Har du glemt at faktatjekke?

Såvel Nordøst- som Nordvestpassagen bruges fortsat ikke til egentlig sejllas. Sejllas disse 2 steder er fortsat kun noget, der foregår på forsøgsbasis.

Olie- og gasefterforskningen i de arktiske egne lider samme skæbne som den gør alle andre steder, hvor olien og gassen er svært tilgængelig. Som følge af de lave olie- og gaspriser er den disse steder neddroslet til et absolut minimum.

Afsmeltningen af indlandsisen på Grønland er fortsat absolut minimal. Det årlige nettomassetab er af DMI opgjort til ca. 200 Gigaton pr. år. Da den samlede ismasse på Grønland er på ca. 2,9 mio kubikkilometer giver det med den nuværende afsmeltning is nok til 14.500 års afsmeltning
(2.900.000/200=14.500). En så lille afsmeltning kan hverken kaldes for alarmerende, faretruende eller katastrofal.

Hvis klimabudskabernes troværdighed undergraves (som du skriver), så skyldes det da primært alle de massive overdrivelser, som der igennem tidens løb er blevet fremført på dette område.
Jakob 6. april 2016, 09:40
­




@Martin Breum


Det er nok den sidste forestilling, du skriver om, som det især er vigtigt at lægge mærke til og holde fast i som den bedste mulighed.

Men det kan godt virke lidt som om, at du ikke kan finde gode grunde til, at det skulle være vigtigt.

Klimaforandringerne ødelægger livsmuligheder i fattige lande mod syd, mens andre lande mod nord får nye muligheder.
Hvis det lykkes at vende klimaforandringerne, så får vi samme dårlige historie igen, hvis de nye områder mod nord i mellemtiden er blevet beboet.
Jeg forstår godt de tænksomme og fremsynede mennesker, som ønsker at gøre gældende, at områderne ikke er indtaget og ikke må indtages.

Miljøorganisationerne har også ganske gode argumenter.

Med mindre man elsker klimaforandringer, som danser på fattige landes grave, så er det måske også lidt upassende at begejstres over nye muligheder for at udvinde klima skadeligt fossilt brændsel på Grønland.



Og så er der også lige denne:

Danmark skal først og fremmest bidrage til at fastholde Arktis som en fredelig region


Gør man det bedst med den sidste forestilling, eller ved at alle lande i guldfebervildelse kaster sig over de blotlagte begrænsede råstoffer og knalder miner af om kap..?


Er det for upassende at spørge om, hvem der lønner dit arbejde angående Grønland og Arktis..?
Jeg vil gerne rose dig, fordi jeg synes, at du er blevet bedre.
Men de første gange, jeg hørte dig fra Grønland, tænkte jeg, at det lød som om en DR journalist var blevet ramt af farlig guldfeber.
Derfor mener jeg, at det er et relevant spørgsmål, selvom jeg beklager at stille det.





­
Deltag aktivt i debatten om artiklen Arktis er andet end smeltende is:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Arktisk Råd
Arktis
Arktisk havis 2010 - en mulig minimal rekordudbredelse (Mernilds Klumme, juni 2010)
Et enestående arktisk jubilæum i en tid med klimaforandringer (Mernilds Klumme, september 2008)
Klimaforandringer og fremtidens Arktis (Mernilds Klumme, november 2007)
NyhederDato
Varm maj i Arktis og Nordsibirien25-06-2011 06:39
Mængden af is i Arktis topper usædvanlig sent13-04-2010 07:09
Mere is i Arktis efter kold vinter07-04-2010 10:25
Vinden skyld i en stor del af is-tabet i Arktis23-03-2010 05:33
Pris for afsmeltningen i Arktis: over 10 billioner kroner08-02-2010 10:02
DebatterSvarSeneste indlæg
Arktiske område og klimaændringer2817-06-2016 21:18
Den minimale/maksimale isudbredelse ved Arktis/Antarktis611-02-2016 22:28
Arktis var koldere end i dag trods globalt meget varmere128-12-2015 15:06
Smeltende poler vil oversvømme København12624-01-2013 16:04
Arktisk isudbredelse, historiske vidnesbyrd1115-09-2012 19:32
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik