Husk mig
▼ Indhold

Erhvervslivet kan levere den nødvendige action

Michael Rothenborg
Michael Rothenborg, redaktør, Rambøll
Af Michael Rothenborg

”Vi må være taknemmelige for den prisværdige indsats, der gøres af forskere og ingeniører, dedikerede til at finde løsninger på menneskeskabte problemer”.

Sådan sagde pave Frans sidste sommer i et manifest, der opfordrede til handling på klimafronten. Nogle måneder senere stod jeg i en halvtom, halvkold hal, reserveret til ingeniørvirksomheder og andre innovative kræfter, der var kommet til COP21 i Paris, netop med løsninger på klimaudfordringen.

10 minutters buskørsel derfra – i en noget varmere hal – sad politikere fra FN-landene og diskuterede, hvordan man kunne begrænse CO2-udledningen. De blev enige om en aftale – en ret god aftale. Men når COP22 kører i november i Marrakesh, bør grønne innovative virksomheder ikke placeres langt fra begivenhedernes centrum. For på en måde er vi nu mere begivenhedernes centrum, end politikerne er det.

COP21 var min første COP som repræsentant for erhvervslivet. Under de første klimamøder, jeg var til for mere end ti år siden som journalist på Politiken, følte jeg ind imellem, at de der folk i jakkesæt godt kunne være lidt påtrængende – som gatecrashere til en fest, hvor de ikke rigtig er inviteret. Det var jo politikerne, der besluttede, og NGO’erne, der fortalte dem, hvor de helst skulle hen. Hvad lavede erhvervslivet egentlig her? Prøvede de at obstruere?

Der gik ikke mange møder, før det stod klart, at FN-systemet arbejdede ret langsomt – nogle gange pinefuldt langsomt. Også selv om markante politikere holdt talrige peptalks for at få ord til at blive til handling: ”Action, action, action”, som den tidligere Hollywood-actionhelt og californiske guvernør Arnold Schwarzenegger udtrykte det ved FN’s klimadag i New York i september 2007. Det skabte et kæmpe bifald, også i presserummet, hvor jeg sad. Men det satte ikke tempoet nævneværdigt op.

NGO’erne fandt også ud af, at det var småt med handling i FN-systemet. Mange af dem begyndte derfor selv at tage blazerjakker på og snakke med jakkesættene. De var med til at presse kæder som Nike, H&M og verdens største arbejdsgiver, detailhandelsgiganten Walmart, til at skrue ned for CO2-blusset.

Andre dele af erhvervslivet fokuserede deres innovative kræfter i retning af at producere produkter med mindre brug af ressourcer og mindre udledning af CO2. Det gjaldt blandt andet virksomheder, der er domineret af de ingeniører, som paven fremhævede i fjor – herunder Rambøll, som jeg kom til sidste efterår. Efter 13 år som klima- og miljøjournalist på Politiken stod jeg ved en korsvej, og skulle vælge retning – mellem et traditionelt journalistisk medie, en grøn NGO og så det erhvervsliv, jeg selv havde set lidt skævt til ved de første FN-klimamøder.

Rambøll har 13.000 ansatte i 35 lande og er i den globale top 10 inden for miljørådgivning. Koncernen er blandt meget andet med til at omstille kraftværker fra kul til biomasse og forebygge oversvømmelser med rekreative grøn-blå områder i byer som København, Singapore og New York.

Men der er også knap så kendte produkter på hylderne: Ny brug af varmepumper til at booste traditionel røggaskondensering, så energieffektiviteten i et affaldsforbrændingsanlæg når helt op på 107 procent. Og møllefundamenter, der er formet som en slags sugekopper – med en bæreevne, der kan modstå ekstrem vægt selv i meget blød havbund, og som samlet er billigere i opsætning og drift.

Jeg havde det lidt som pave Frans; at der burde sættes pris på dem, der ikke bare producerede ord, men som også handlede. Derfor stod jeg pludselig med begge ben i erhvervslivets lejr på COP21 i fjor.

Det var ikke tænkt som en salgsmesse, hvor vi skulle pushe helt bestemte produkter. Vi skal selvfølgelig også tjene penge, men det væsentlige i denne sammenhæng er, at vi sammen med lignende virksomheder i andre lande har en ekspertise, der er brug for: Vi er professionelle, og vi er dem, der ved, hvad der kan lade sig gøre på klimafronten i dag, og hvad der vil blive muligt i morgen. Derfor var vi på COP’en med til at arrangere seminarer og debatter om konkrete greb til at få nedbragt CO2-udledningen og afbødet konsekvenserne.

Problemet var, at alle ville være tæt på forhandlerne. Så selv om der var pænt besøgt til debatterne, kunne mange flere have haft gavn af at høre om vejen til det 2 graders-mål, som politikerne tog beslutning om få minutters buskørsel derfra.

På det næste klimamøde i Marrakesh vil det i høj grad handle om at flytte sig fra ord til handling, som Marokkos udenrigsminister Salaheddine Mezouar sagde i maj til organisationen Climate Action. Derfor er erhvervslivet mere i centrum end nogensinde, hvilket også er budskabet fra tænketanken The Climate Groups CEO Mark Kenber.

Det er vi virksomheder selvfølgelig enige i. Vi kan så kun håbe på, at vi nemmere vil få politikernes, NGO’ernes og pressens bevågenhed denne gang. Første skridt er, at vi ikke bliver placeret i en hal langt fra begivenhedernes centrum. Andet skridt er, at det for alvor går op for politikere, embedsmænd NGO’ere og presse, at vi ikke er gatecrashere, og at de i højere grad bør inddrage vores ekspertise.

Tager man eksempler på best practice med i den konkrete politikformulering – eller bare i præambler og noter og lignende – bliver det mere konkret at forholde sig til for alle parter. Når verden får mere viden om, hvor højt barren sidder, kan politikere i de enkelte lande opstille mere ambitiøse og mere præcise mål – der igen vil skabe endnu mere innovative virksomheder og mere handling. Til glæde for paven, tidligere actionhelte og alle os andre.





1. august 2016, 18:44 2 kommentar(er) · 1167 fremvisninger

Kommentarer
Kosmos 2. august 2016, 10:51
Jeg havde det lidt som pave Frans; at der burde sættes pris på dem, der ikke bare producerede ord, men som også handlede. Derfor stod jeg pludselig med begge ben i erhvervslivets lejr på COP21 i fjor

- personligt er jeg nu i denne forbindelse mere enig med biskoppen af Chester end med Hans Hellighed!


Overall, the encyclical strikes us as well-meaning but somewhat naïve. Its gentle idealism longs for a world in which cats no longer chase mice, a world in which species do not kill and eat each other (most do), a world in which species no longer become extinct, despite the firmly established scientific fact that most of the species that have existed have already become extinct through the normal operation of the evolutionary process. Much of what he recommends in his 'ecological spirituality' – a regular day of rest, an economic market that is our servant and not our master, and a proper recognition of the rootedness of human life in the wider natural world – is valuable
and commendable. But to regard economic growth as somehow evil, and fossil fuels as pollutants, will only serve to increase the very poverty that he seeks to reduce
Boe Carslund-Sørensen 6. september 2016, 04:20
Det sværeste er ikke at opfinde noget ny teknologi - nej det sværeste er, at få skrottet det gamle. Noget fjernvarmebranchen beviser hver eneste dag. Et lille eksempel fra et barmarksværk, der har fået tilladelse til at opstille en 1 MW biomassekedel for at bryde afhængigheden af naturgas, hvilket nogel mener skulle være gavnlig for CO2-udledning. Jeg foreslå, at de i stedet for investerede i en 1 MW forgasningskedel, så der fremover ville være 3 produkter - varme, el og forgasningsgas. Jeg fik det ret nedslående svar, at der ikke var noget referenceværk, som der kunne bruges til reference. Nu er det jo sådan med al udvikling, at erskakun være den første.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Erhvervslivet kan levere den nødvendige action:

Husk mig

Lignende indhold
NyhederDato
Klima-spidser mødes med erhvervslivet i København24-05-2009 22:32
Erhvervslivet gør ikke nok for klimaet14-04-2009 07:05
EU-pakke godkendt – erhvervslivet begejstret18-12-2008 06:48
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik