Husk mig
▼ Indhold

Ingen har patent på den sunde fornuft

Mickey Gjerris
Mickey Gjerris, lektor i bioetik, Københavns Universitet
Om etikkens bidrag til klimadiskussionen

Af Mickey Gjerris


Klimaforandringer. De fleste af os vælger at glemme dem og koncentrere os om mere presserende problemer, som skæggede damer i Melodi Grand Prix, kendte, der laver mad, imens de danser, politikernes privatøkonomi og dagens skandale. Andre ser klimaforandringerne som det nye vækstlokomotiv og øjner milliarder af kroner, som regner ned over dem, der finder tekniske løsninger, der muliggør, at vi kan fastholde vores livsstil uden samtidig at undergrave den. Enkelte nægter, at problemet findes – eller i hvert fald, at det er os selv, der er skyld i det. Og enkelte overvejer, om dette kunne være en anledning til at gentænke vores forhold til den natur, som bærer vores liv. Det er de sidste, der skal optage mig her. Før jeg når til dette, vil jeg dog kort opridse grundlaget for overhovedet at inddrage etik i klimadiskussionen.

Etik angår os alle og berører alle aspekter af tilværelsen. Etik er at reflektere over, hvad vi bør gøre, blandt alt det som vi kan gøre. At reflektere over ansvar og skyld og hvilke konsekvenser, det har for os. Tanker om det rigtige og forkerte, det gode og det onde. Etik er at tage sine egne og andres grundlæggende værdier frem i lyset og forholde sig kritisk til dem. Og etik er at se i øjnene, at vores værdier uundgåeligt er med til at bestemme, hvordan vi fortolker viden om virkeligheden og påvirker vores forestillinger om, hvad den sunde fornuft fortæller os. Set fra et etisk perspektiv foregår en af de vigtigste diskussioner på klimaområdet derfor mellem på den ene side dem, der mener, at vi primært skal fortsætte med at ændre på verden, så den passer til vores behov, og på den anden side dem, der mener, at vi skal ændre og begrænse vores behov, så de passer bedre til verden.

De færreste vil benægte, at videnskab og teknologi kommer til at spille en væsentlig rolle i vores forsøg på at håndtere de udfordringer, som klimaforandringerne bærer med sig. Og de færreste vil benægte, at det også er en god ide at prøve at se på, om vi kan ændre et system, hvor forbrug og økonomisk vækst ikke længere er midler til at skabe bedre liv for mennesker, men er blevet et mål i sig selv, der undergraver vores egne livsvilkår. Der er tale om et spektrum, hvor man kan placere sig forskellige steder. Fokus her vil dog være at fremstille grundargumentet for, at det centrale er at genoverveje vores egen rolle i forhold til naturen. Klimaforandringerne bliver dermed direkte til en etisk, filosofisk, eksistentiel og religiøs udfordring, idet vi taler om at ændre på forestillingen om, hvad det gode menneskeliv er.

Det gør man også inden for det, man kunne kalde det ”tekno-optimistiske” felt. Her er forestillingen, at den måde at indrette livet på, som præger den vestlige verden i dag, er et udtryk for det gode menneskeliv – og udfordringen går på at fastholde disse livsmuligheder på en mere eller mindre bæredygtig måde. Som nævnt ovenfor har ingen af parterne noget at lade hinanden høre. Vi er alle i sidste ende fedtet ind i værdier, der bestemmer vores tilgange til disse spørgsmål. Det er bare så meget nemmere at få øje på hos dem, der vil det nye end de, der blot vil mere af det samme.

Som nævnt i indledningen, så er der mange af os, der lever i en form for ’villet blindhed’ i forhold til de konsekvenser, som vores samfundsstruktur og livsstil har for biosfæren. Vi ved det, men vælger ikke at vide det, for at kunne fortsætte som i går. Der er mange bud på grundene til dette, men en af de væsentligste synes at være ganske simpel. Tager man klimaforandringerne alvorligt, og er man ikke så ovenud optimistisk at tro, at mennesket ved hjælp af teknologisk snilde kan løse alle udfordringerne, så truer klimaforandringerne nemlig med at fratage os muligheden for at leve det gode liv. Vi ved, at mange elementer i vores livsstil er ”forkerte” i forhold til klimaet. Transportmønstre, forbrug, ferierejser, kødforbrug m.m. er alle elementer i det gode liv, som skader klimaet. At handle ”klimarigtigt” bliver derfor et offer, der skal bringes af moralske grunde. Klimaet bliver centrum i kampen mellem det moralske ideal om altruisme (at handle for den andens skyld) og menneskets iboende selvoptagethed. En kamp, som klimaet som oftest taber.

Der er dog nogle, der søger at ophæve denne modstilling af andres og egne interesser. De argumenterer for, at det er i egen interesse at handle for at beskytte andres interesser. De søger at vise, hvordan det at handle, som var man del af et større forpligtende fællesskab, ikke alene med andre mennesker, men også med den natur, som klimaforandringerne kommer til at skade og ændre, i sidste ende giver en bedre forståelse af, hvad menneskets selv er. Den norske filosof Arne Næss, der står som en af fadderne til den øko-filosofiske tænkning, taler om, at det gælder om at udvikle sansen for ’Det økologiske selv’, der er indfældet i verden og er en uløselig del af biosfæren, i stedet for hele tiden at insistere på ’Det individuelle selv’. Det individuelle selv er banalt sagt begrænset af forestillingen om, at det gælder om at vinde over de andre. Men hvad nu, hvis man kun kan vinde, når de andre og det andet også vinder – fordi det er en del af en selv?

Den amerikanske økolog og filosof David Abram taler om, at mennesket evolutionært set er en del af ’A more-than-human-lifeworld’. Vi er ganske enkelt hard- og soft-wired til at være omgivet af natur i stedet for beton og lysende skærme. Og kun ved at søge hen mod en respektfuld disharmoni med naturen i stedet for den beherskelsestankegang, der præger vores kultur, kan vi i sidste ende finde vejen til et godt menneskeliv. For det er forankret i et liv med snarere end mod naturen.

Diskussionen om klimaforandringerne, og særligt de forskellige strategier til at imødegå dem, er således også en etisk diskussion. Det er en diskussion om kultur, natursyn og i sidste ende en civilisationskritik, forstået som en besindelse på, hvem vi er, og hvor vi skal hen. Etikken kan dels bidrage med normative standpunkter som det her skitserede øko-filosofiske udgangspunkt for menneskets forhold til naturen. Men endnu vigtigere kan etikken bidrage til at afdække de værdier, som bærer sådanne synspunkter – og de værdier, der dækker de modsatte synspunkter. På den måde kan etikken være med til at løfte den offentlige debat til et niveau, hvor det er tydeligere, hvad vi diskuterer hvornår. Samt bidrage til, at diskussionen ikke blot handler om den sunde fornuft mod håbløse idealister, men om forskellige værdier, der mødes og til tider støder sammen i forhold til de enorme udfordringer, vi står over for.





1. juni 2014, 13:00 9 kommentar(er) · 2959 fremvisninger

Kommentarer
Kosmos 4. juni 2014, 10:32
Som nævnt i indledningen, så er der mange af os, der lever i en form for 'villet blindhed' i forhold til de konsekvenser, som vores samfundsstruktur og livsstil har for biosfæren. Vi ved det, men vælger ikke at vide det, for at kunne fortsætte som i går...

- det kunne jo også tænkes, at mange mener, at skønt 'problemet' er eksisterende, er det langt fra stort, som samtidens 'civilisationsflagellanter' gerne vil gøre det: Der er med andre ord langt vigtigere ting, der skal 'håndteres'!
Jeg vil tillade mig mig at bringe et citat fra en tidligere debat i samme klumme:

...det er størrelsen af problemet, der er "debat" om, og det ved du selvfølgelig godt. Som en anden politiker forsøger du at foregøgle læseren, at blot vi ved, at CO2 er en drivhusgas, som alt andet lige vil opvarme jorden, så kan vi gå over til at debattere, hvordan vi skal reagere på det!
Det er jo særdeles væsentligt at vide hvor stort problemet er, før man bruger en masse penge på det[...]Ifølge IPCC vil en opvarmning på under 2C have fortrinsvis positive konsekvenser. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at vide, hvor følsom klimaet faktisk er, inden vi kaster et hav af ressourcer efter problemet. Vi kan ikke rigtig nøjes med at vide, at CO2 er en drivhusgas.
Boe Carslund-Sørensen 4. juni 2014, 15:18
Vi ved, at mange elementer i vores livsstil er "forkerte" i forhold til klimaet. Transportmønstre, forbrug, ferierejser, kødforbrug m.m. er alle elementer i det gode liv, som skader klimaet. At handle "klimarigtigt" bliver derfor et offer, der skal bringes af moralske grunde. Klimaet bliver centrum i kampen mellem det moralske ideal om altruisme (at handle for den andens skyld) og menneskets iboende selvoptagethed. En kamp, som klimaet som oftest taber.


Jeg ved godt, at jeg bliver meget upopulær nu, men hvornår stopper vi med, at uddele nødhjælp til mennesker, der har valgt at bosætte sig og øge befolkningen i områder, der ikke kan brødføde det antal mennesker, der allerede bor der?

Det er ikke det enkelte menneskes adfærd, der gør en forskel, det er summen af mange, der har samme adfærd, der gør en forskel - både positivt og negativt. På grund af misforstået empati, så vil vi gerne have, at flest muligt får samme adfærd samtidig med, at vi sætter klodens reguleringssystemer til at begrænse antallet af mennesker på kloden ud af kraft.
Jørgen Petersen 4. juni 2014, 22:46
@ Boe Carlslund-Sørensen

Der findes kun en brugbar måde til at få befolkningstilvæksten bragt ned på, og det er via udvikling. Alt andet har kun kortsigtede effekter, hvis det overhoved har nogen effekt.

I alle lande hvor man er kommet op på et tilpas højt udviklingsniveau, er befolkningstilvæksten gået i står af sig selv.
Jørgen Petersen 4. juni 2014, 23:02
@ Mickey Gjerris

Du skriver: "Som nævnt ovenfor har ingen af parterne noget at lade hinanden høre."

Det passer bare ikke. En lang række CO2-fanatikere har således kørt CO2-, AGW- og klimaproblemet op på et komplet vanvittigt niveau. Et niveau hvor dette problem slet ikke hører hjemme. De har i årevis fremstillet dette problem som værende tæt på jordens- og menneskehedens undergang.

Efterhånden som tiden går, så står det jo mere og mere klart, at CO2-problemet ikke er det massive problem, som det er blevet fremstillet til at være. Og det endda så langt fra.

Dette er da en meget vigtigt aspekt at få med, når vi snakker etik og moral.
Boe Carslund-Sørensen 7. juni 2014, 15:59
Jørgen Petersen 4. juni 2014, 22:46
@ Boe Carlslund-Sørensen

Der findes kun en brugbar måde til at få befolkningstilvæksten bragt ned på, og det er via udvikling. Alt andet har kun kortsigtede effekter, hvis det overhoved har nogen effekt.

I alle lande hvor man er kommet op på et tilpas højt udviklingsniveau, er befolkningstilvæksten gået i står af sig selv.


Jørgen Petersen

Hvordan kan et højere udviklingsniveau få indflydelse på, at der er områder på kloden, hvor befolkningen igen og igen rammes af, at området ikke kan brøde dem ?

Når jeg ser på, hvordan de såkaldte højtudviklede landes befolkning vedbliver med at sende nødhjælp til befolkningen i samme område år efter år. Så begynder jeg at sætte spørgsmålstegn ved, om vores udviklingen reelt er høj. For de evindelige nødhjælpskonvojer, vi sender af sted, løser reelt ikke problemet for befolkningen i området, det forlænger blot pinen.

Vi skal - efter min mening - stoppe med at give nødhjælp, hvis det blot er, for at vi kan pudse glorien. Det er bedre at lære de nødlidende at hjælpe sig selv end at uddele gratis mad, vand, medicin mv. - dels fordi gratis mad ødelægger økonomien for fødevareproducenterne i området - og dels fordi det fratager befolkningen i området ansvaret for deres egne liv.
Jørgen Petersen 7. juni 2014, 20:32
@ Boe Carslund-Sørensen

Højt udviklede lande kan uden problem lave produkter af en høj kvalitet, som kan sælges til en god pris på det store verdens marked. Herved kan de købe al den mad som de har brug for, og mere til.

Fattige og tilbagestående lande har bare en høj befolkningstilvækst. Det kan man ikke lave om på. Hvis man kunne ville jeg gerne vide hvorledes.
Boe Carslund-Sørensen 8. juni 2014, 15:58
Jørgen Petersen

Det er kontraproduktivt at uddele gratis mad, det ødelægger det økonomiske grundlag for egnes egen fødevareproduktion. Samtidig understøtter nødhjælp også en uholdbar forøgelse af antallet af mennesker i området.
sg17a 30. juni 2014, 10:53
Boe,
Nu er FN jo også klar over at det er et problem at nødhjælp i en periode kan være nødvendigt. (Jeg regner med du skelner mellem nødhjælp og ulandsbistand / bilateral hjælp). Når du bruger ordet 'Evindelige nødhjælpskonvojer' så giver du et lidt unøjagtigt billede af sandheden.

jeg tror den bedste formidler af netop at hjælp er vejen ud er Hans Rosling: https://www.youtube.com/watch?v=usdJgEwMinM

Bemærk også i hans videoer, hvad der sker når man laver militær intervention. Det koster meget (ikke at det altid kan undgås, med krig har bare en negativ effekt på nøgleparametre, som fødsrate, levetid og økonomi)
Boe Carslund-Sørensen 30. juni 2014, 14:14
sg17a

Jeg har opfattelsen af, at du ikke har forstået, hvad det er jeg skriver.

Nej jeg skelner ikke direkte mellem nødhjælp og ulandsbistand, når det gælder uddeling af "gratis" mad. Og jeg mener faktisk, at det er meget lidt humant, at vedblive med at bilde en befolkning ind, at de kan overleve i et område, der gang på gang viser dem, at det kan de ikke, hvis de ikke har økonomi til at importere de manglende fødevarer. Samtidig ødelægger gratis mad muligheden for, at de selv kan få en rentabelt fødevareproduktion op at stå.

Jeg mener heller ikke, at vi hjælper effektivt ved at understøtte de nødlidende i at slå sig ned i andre områder, der heller ikke har ressourcerne til at brødføde dem.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Ingen har patent på den sunde fornuft:

Husk mig

Vurderinger
Du skal være logget ind for at vurdere artiklen 'Mickey Gjerris: Ingen har patent på den sunde fornuft'.
Meget godt
33%[1 Stemme]
Godt
0%[Ingen stemmer]
Middel
33%[1 Stemme]
Dårligt
0%[Ingen stemmer]
Meget dårligt
33%[1 Stemme]

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Brug dog hvad vi har med fornuft617-10-2010 21:39
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik