Husk mig
▼ Indhold

Nye vinkler på vedvarende energi

Af Rasmus Vincentz

I sidste uge var jeg inviteret til Litauen af Europa-Parlamentet for at bidrage til et ungdomsseminar om klimaforandringer. Jeg var blevet bedt om at holde en workshop og et oplæg om vedvarende energi, og mens jeg forberedte mig på det, gik der nogle ting op for mig. Selv om jeg har beskæftiget mig intenst med feltet i en hel håndfuld år, og jeg har arbejdet med f.eks. vindmølle-, biogas- og solcelleprojekter, så kunne jeg ikke finde en vinkel på spørgsmålet om vedvarende energi, som jeg virkelig tænkte, de unge på seminaret trængte til at høre.

Det kan være, det siger en hel del om mig og mine begrænsninger, men jeg vil også vove den påstand, at vi alt for ofte behandler spørgsmålet om vedvarende energi, som om det alene var et spørgsmål om, hvordan vi får lidt mere grøn energi i stikkontakten og en smule mindre fossilt brændsel i bilen. Set i det lys opstår det problem, at der lægges virkelig meget vægt på de tekniske, økonomiske og juridiske vinkler på opgaven med at sikre mere, eller fuldstændig vedvarende energi. Det er vigtigt, men da jeg skulle forberede mig, tænkte jeg, at netop de vinkler ikke ville være tilstrækkeligt til at få ungdommen op af stolene og motivere dem til at engagere sig i kampen mod klimaforandringer. Så jeg måtte finde på noget andet.

Jeg valgte derfor to usædvanlige vinkler på temaet vedvarende energi og tænkte, at jeg hellere må påtage mig at være den, som prøver at tænke anderledes om ting, vi ellers synes at kende så godt, og på den måde give mit bidrag til at mobilisere flere folk til at gøre mere ved klimaforandringerne.

På seminaret i Litauen fremlagde jeg derfor de følgende to nye vinkler på vedvarende energi.

For det første slog det mig, at det er virkelig besynderligt, at det er vores maskiner, der skal have glæde af den vedvarende energi. I debatten om, og i den praktiske udvikling af, vedvarende energiprojekter, arbejdes der med vedvarende energi, der skal puttes på el-nettet, eller bruges direkte i private husholdninger osv. Jeg er sikker på, at vores brødrister, komfur og barbermaskine er glade for at slippe for at køre på fossile brændsler, men i længden tror jeg ikke, de mærker den store forskel.

Vi mennesker derimod, som normalt er så optagede af, hvad vi spiser, drikker, omgiver os med og bygger identitet op omkring, taler desværre sjældent om, hvorvidt den mad, der giver os energi, er vedvarende. Det er beklageligt, for selv en ganske kort granskning af det spørgsmål vil afsløre, hvor ufatteligt ikke-vedvarende vores personlige energikilde i form af mad egentligt er. Mange af de ting, vi spiser, f.eks. fisk, der kommer fra overfiskede bestande, kan langt fra siges at være vedvarende. Desuden er vores fødevareproduktion i dag bundet op på et så massivt forbrug af fossile brændstoffer, f.eks. til maskinparken, kunstgødningen og transporten, så det heller ikke kan siges at være spor vedvarende. Endelig er der den pointe, at den måde, hvorpå langt de fleste landbrugsprodukter i dag fremstilles, indebærer massive udledninger af både CO2 fra jorden, metan fra dyrene og N2O fra gødningen.

Fødevarepriser og oliepriser. Kilde: Paul Chefurka
Udviklingen i de globale fødevare- og oliepriser. Kilde: Paul Chefurka
En oversigt over sammenhængene mellem markedspriserne på olie og udvalgte fødevarer viser en korrelation på 93 %. En så høj korrelation viser, at vi ikke kan regne med billige fødevarer, når og hvis olieprisen fortsat stiger, eller regne med fødevarer overhovedet i den nuværende form, hvis vi skal ophøre med at brænde fossile brændstoffer af.

Man kan således slet ikke kalde den energi, der går til at ’drive’ os mennesker, for vedvarende, og vi kan roligt konstatere, at mens vi i energidebatten i dag er optaget af, hvilken energi vores brødrister skal køre på, er der kun begrænset snak om, hvorvidt brødet, eller bare kornet i det, skal være vedvarende, i betydningen uafhængig af fossile brændstoffer og uden massive udledninger af drivhusgasser.

Den næste vinkel, jeg bragte i spil på seminaret, handler om den energi, vi skal bruge til at skabe omstillingerne – skal den ikke også være vedvarende?

Vi taler sjældent om den energi, vi som mennesker skal bruge til at sikre omstillingen til vedvarende energi, men vi skal huske på, at det kræver enorme menneskelige ressourcer både at udvikle nye løsninger, implementere dem, og samtidig bryde fri af tidligere mønstre, vaner og dybt rodfæstede forestillinger om, hvad man kan og ikke kan.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi sikrer, at vores energi til at genskabe fejlagtige energisystemer, omdanne et katastrofalt transportsystem og gentænkte et ubæredygtigt landbrug, er tilstrækkelig og vedvarende? Hvordan sørger vi for, at vi hver dag kan tappe ind til nye ressourcer for at mobilisere energi nok til at bekæmpe yderligere klimaforandringer, og kæmpe for at skabe et langt bedre alternativ til en fossilbaseret fremtid? Det kræver nemlig masser af menneskelig energi i form af både mod, passion og vedholdenhed. Mit bedste bud er, at vi lader os lede af vores lyst! Jeg vil igen hævde, at bevægelsen om Nyt Nordisk Køkken, med René Redzepi og Claus Meyer i spidsen, i kraft af deres (gen)opdagelse af nordisk sæsonbestemt mad, har gjort mere for klimaet, end mange af os entusiaster kan drømme om. Det særlige ved det er yderligere, at bevægelsen ikke udspringer af bekymring for klimaet, men af lyst, nydelse og kreativitet.

Jeg vil derfor foreslå, at vi fokuserer på kreativitet, når vi taler om, hvordan vi sikrer energi for at kunne modarbejde klimaforandringerne, og en vedvarende en af slagsen. For kreativitet er nemlig ikke bare en vedvarende ressource, det er en ressource, som har den magiske evne, at jo mere du bruger af den, desto mere kommer der. Det er fantastisk og et godt grundlag for at skabe en verden, som ikke undergraver sig selv.

På seminaret i Litauen, hvor der deltog unge fra de tre baltiske og de tre skandinaviske lande, lykkedes det i hvert fald at få en god oplevelse med at skabe noget sammen. Da vi startede, vidste vi, at vi efter blot få timers arbejde skulle have en præsentation klar, hvor vi både overraskende og pædagogisk skulle fremstille spørgsmålet om fødevarer som menneskers vedvarende energi. Det gik godt, og vigtigst var oplevelsen af, at vi kan skabe så meget mere, end vi lige går rundt og tror, også på tværs af kulturer og faglige forskelle.

De unge, der deltog i min workshop under seminaret i Litauen, var helt med på de nye vinkler, og vi fik udviklet nogle langt mere raffinerede forståelser af feltet, end nogen af os havde haft før, og lykkedes med at præsentere dem for resten af seminaret. Der er lang vej igen, men jeg er sikker på, at nogle gode frø er plantet. Hvis de blot bliver gødet med rigelige mængder kreativitet, er de er i hvert fald vedvarende!





4. maj 2012, 11:25 2 kommentar(er) · 4365 fremvisninger

Kommentarer
Boe Carslund-Sørensen 5. maj 2012, 14:01
Rasmus Vincent - jeg vil foreslå dig, at du tager en tur rundt på de danske landbrugsskoler, så vil du sikkert lige som jeg opdage, at de faktisk gerne vil gøre landbruget bæredygtigt, men at producenterne af landbrugsmaskiner spænder ben. Et af landbrugets problemer er, at garantien på traktorer mv. bortfalder, hvis der skifts væk fra fossil diesel.

Et andet og måske vigtigere problem er, at stadig færre landmænd skal brødføde en stigende bybefolkning, der ikke selv har mulighed for at dyrke grøntsager mv. - og hvis endelig har et stykke havejord, så kan der ikke dyrkes grønsager til menneskeføde pga. forurening med bla. bly.

Men selvfølgelig hvis bybefolkningen vil reducere deres føde indtag, så det passer med den mængde et landbrug efter dit hoved kan producere, så fortsæt bare af denne vej. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at landbefolkningen nok skal kunne brødeføde sig selv.
Jakob 18. juni 2012, 13:37
.




Mit bedste bud er, at vi lader os lede af vores lyst!


Det lyder da rigtig fint og humant, at vi ikke skal bekymre os om klima af pligt eller skam, men kun hvis vi har lyst.
Så tror jeg lige, at jeg vil sætte mig ned med en kasse bajere eller to, mens jeg overvejer situationen.
Skal jeg foretage en usikker og bøvlet stor investering i en vindmølle, som måske giver utilfredshed hos mine naboer..?
Eller skal jeg hellere bruge pengene på at rejse et år til Thailand, hvor jeg kan ligge i solen med en kold drink og 12 smukke kvinder dansende omkring mig..?
Tja, når klimaproblemerne skal løses ved lyst alene, så kan jeg nok ikke gøre noget bedre end at vælge Thailand og spise mørt kød hver aften.
Lysten peger også i retning af en større bil og en større motorbåd, men det kan godt være, at det alligevel bliver for stramt for økonomien, når jeg har været i Thailand, så det må nok udsættes et par år mere.
Hvad var det, du sagde om klima..? Nå, det er også ligemeget, jeg har alligevel ikke lyst til at høre om det, og så er det selvfølgelig min forventning, at du følger min lyst og lukker skuffen.

Jeg håber, at denne kommentar giver dig lidt stof til eftertanke.
Som Al Gore sagde, det er et spørgsmål om moral.
Man kan ud fra en psykofilosofisk betragtning hævde, at mennesket kun kan handle egoistisk, og det er sikkert rigtigt. Men hvis man tror, at der kun kan ske gode ting, hvis det er lyst og ikke nød, pligt, moral og samvittighed, der driver værket, så ved man i mine øjne mindre end lidt om menneskets drivkraft og formåen. Og hvis man kun vil sætte lyst i spil omkring klimaproblemerne, så sker der ikke en dyt andet, end at vi får nogle sociale kaffeklubber og endnu mere forurening. Det har de sidste mange år så rigeligt bevist:
http://ing.dk/artikel/129232-danskere-bruger-flere-ressourcer-end-amerikanere




.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Nye vinkler på vedvarende energi:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik