Husk mig
▼ Indhold

Frygten er IPCC's våben

Ole Humlum
Ole Humlum, professor, Oslo Universitet samt UNIS (Svalbard)
Af Ole Humlum

At det siden 1850 er blevet varmere, er der ingen tvivl om; at mennesket kan påvirke klimaet, er der ingen tvivl om; at der er naturlige klimavariationer, er der ingen tvivl om. Det, der imidlertid er tvivl om, er, hvor stor den menneskeskabte komponent af nutidens klimaændringer er i forhold til den naturlige komponent.

Mange mener, at den menneskeskabte komponent er størst, men en gruppe forskere – flere end det almindeligvis antages – mener, at det fortsat er den naturlige komponent, som er den vigtigste. Til denne videnskabelige skole hører forfatteren af denne tekst. Dette uafklarede spørgsmål om komponenternes størrelse er aldeles uegnet til besvarelse ved demokratisk flertal, og vil alene kunne besvares ved fortsat forskning, ganske som tilfældet er for alle andre uafklarede naturvidenskabelige spørgsmål.

For nylig udkom IPCC’s seneste delrapport under AR5 om virkninger, tilpasninger og sårbarhed over for klimaændringer. Den bygger på hovedrapporten fra september 2013, som sammenlignet med AR4 fra 2007 er langt mere moderat. Blandt andet menes temperaturstigningen frem til år 2100 nu ikke at ville overstige 2 grader, mens man i AR4 opererede med højere tal. Det bemærkes også, at IPCC nu kun føler sig sikker på, at mere end halvdelen af opvarmningen i nyere tid er menneskeskabt, hvilket indirekte betyder, at næsten halvdelen af opvarmningen godt kan være helt naturlig – ifølge IPCC.

Der har været mange gode effekter af den observerede opvarmning frem til år 2000, ligesom en eventuel fremtidig opvarmning (om den overhovedet kommer) sandsynligvis også vil have mange positive effekter. Dette aspekt af klimaændringer kommer imidlertid sjældent frem. Ifølge FN-organet FAO har landbruget øget sin produktivitet i takt med temperatur- og CO2-stigningen, blandt andet fordi planter generelt vokser bedre med mere CO2 i atmosfæren, og samtidig øges deres modstandsdygtighed mod tørke. FAO oplyser, at den globale fødevareproduktion på denne baggrund forventes at stige med omkring 55-60 % frem til 2050 med de af IPCC varslede klimaændringer. Skulle temperaturen ikke stige, eller måske endda synke, vil det desværre næppe gå lige så godt. Det antyder fortidens klimahistorie med vægt.

Fra IPCC – godt sekunderet af forskellige nyhedsmedier – har vi derimod hørt en endeløs strøm af mulige klimatrusler, selv om der langt fra altid har været dækning for disse i rapportens videnskabelige afsnit. På mig virker det, som om IPCC har besluttet, at frygten for fremtiden for tiden er deres stærkeste våben i kampen om folkeopinionen.

Summary for Policymakers (SPM) er den del af IPCC’s rapporter, som læses mest flittigt af politikere og journalister. I Technical Summary og de enkelte kapitler i hovedrapporten findes mange gode oversigter over nyere videnskabelige publikationer, men SPM vil altid afspejle det, som til enhver tid er politisk korrekt og acceptabelt.

Denne latente konflikt mellem forskning og politik synes i øjeblikket at tilspidses i IPCC. Det er i hvert fald det, man må konkludere efter læsning af Is the IPCC Government Approval Process Broken?, skrevet af Robert N. Stavins. Robert Stavins er bestemt ikke hvem som helst; han er Albert Pratt Professor of Business and Government ved Havard University og Co-Coordinating Lead Author (CLA) på kapitel 13, International Cooperation: Agreements and Instruments, under Working Group III (Mitigation) i IPCC’s AR5. Den dom, han nu fælder over IPCC-systemet og tilblivelsen af SPM, kan vanskeligt beskrives som andet end hård; muligvis tilintetgørende. Men læs og døm selv.

Der er mange flere mærkværdigheder knyttet til AR5. I denne nye rapport ignorerer IPCC eksempelvis næsten helt de sidste 16-17 års udeblevne temperaturstigning. Objektivt set er dette meget besynderligt, da det jo siden IPCC’s oprettelse i 1988 angiveligt har været frygten for fortsat temperaturstigning, som har været hovedargumentet for det store apparat, som i mange lande er sat i værk for at imødegå en fortsat temperaturstigning. Specielt har dette apparat været rettet mod atmosfærisk CO2, som af IPCC anses som hovedårsag til den globale temperaturstigning efter 1975.

Den udeblevne temperaturstigning burde derfor logisk set resultere i stor glæde hos IPCC. Men det har bestemt ikke været tilfældet. Det er derimod min personlige erfaring, at påpegning af dette glædelige forhold ofte udløser irritation og vrede, eller i det mindste en sværm af forklaringer om, hvor den ’manglende’ varme måske gemmer sig. At klimamodellerne muligvis skulle være på galt spor, ønsker man ikke at diskutere, selv om det vel egentlig var det første spørgsmål, som burde melde sig, når naturen gør noget andet end det, modellerne forudsagde? Samtidig står det fast, at klimamodellerne generelt ikke evner at eftergøre vigtige naturlige klimavariationer, som ifølge IPCC selv kan være ansvarlig for indtil næsten halvdelen af den tidligere – men nu ophørte – temperaturstigning.

Dette besynderlige handlingsmønster sætter naturligvis spørgsmål ved, hvad det egentlig er, som er den grundlæggende drivkraft hos IPCC og deres støtter? Det kan åbenbart alligevel ikke være frygten for opvarmning, men må være noget helt andet. Det ville imidlertid være godt at vide, hvad dette andet er? Ikke mindst da det nu iværksatte apparat til CO2-begrænsning mildt sagt har udviklet sig til et dyrt bekendtskab for os alle (se eksempelvis på din seneste elregning), og de der investerede midler muligvis kunne være bedre benyttet til helt andre formål?

Det er imidlertid ikke kun IPCC og deres videnskabelige støtter, som man bør rette dette vigtige spørgsmål til. I et demokrati bør vælgerne klart informeres om, hvorfor og på hvilket grundlag man politisk påtænker initiativer i denne målestok, så vælgeren personligt har mulighed for at tage stilling til fornuften i initiativet. Mange politikere og journalister har dermed pådraget sig et betydeligt ansvar for den nuværende situation, hvor vi baseret på en stemning af frygt og åbenlyst fejlagtige klimamodeller investerer store midler til forebyggelse af et ikke-eksisterende problem (opvarmning).

Politikere og journalister har – med få undtagelser – næsten demonstrativt ignoreret det alternative videnskabelige synspunkt om klima; nemlig at det hovedsagelig er en naturlig klimaudvikling, vi er vidne til. Ikke sjældent har man i den forbindelse tilladt sig at gøre brug af negative personkarakteristikker, for derved lettere at kunne affeje det alternative synspunkt som ikke værd at bruge tid på. I fravær af saglige argumenter benyttes samtidig i stigende omfang frygten for fremtiden som officiel påvirkningsfaktor.

Det positive ved udviklingen er, at planetens klima i øjeblikket selv er i færd med at demonstrere, hvem der har mest ret af de to videnskabelige skoler. Vi har set en vis opvarmning indtil årtusindeskiftet, men på ingen måde enestående eller bekymrende. Derefter har vi set en årrække uden opvarmning. Ikke desto mindre har vi alligevel set udtalelser om accelererende temperaturstigning samt overdrevne forestillinger om tænkelige ubehagelige konsekvenser heraf. Der er som bekendt ingen grænser for, hvad man kan tænke sig til af mulige katastrofer.

Også enkelte forskere har været på banen i dette lidet tiltalende spil. Senest er nogle endda begyndt at knytte forhåbning til det naturlige oceanografiske fænomen El Niño om snarlig afbrydelse af den stærkt generende periode uden temperaturstigning. Det vil være forfriskende, om der snart kom lidt mere sund fornuft ind i debatten om klimaændringer og deres mulige årsager, i stedet for den utiltalende, massive indgydelse af frygt for fremtiden hos folk, der naturligvis ikke alle kan forventes at besidde specialviden om klima.

Forskning og politik er i kraft af deres natur to forskellige størrelser, som bør holdes adskilte. Det er det, som er gået helt galt for IPCC, og som på grund af denne utidige sammenblanding grundlæggende er en unaturlig konstruktion. Hensyntagen til forskningsresultater kan ofte være en god hjælp for frie politikere, men hensyntagen til politiske holdninger er sjældent en god hjælp for frie forskere.

Jeg formoder, at løbet på nuværende tidspunkt er ved at være kørt for IPCC. Kun hensynet til de mange iværksatte politiske og forskningsmæssige projekter – og ikke mindst det enorme bureaukrati, som er opbygget i forbindelse hermed – vil betyde, at forskellige grupperinger vil gøre deres bedste for at holde IPCC og klimaspøgelset kunstigt i live længst muligt.





2. maj 2014, 16:28 8 kommentar(er) · 4558 fremvisninger

Kommentarer
Henning Petersen 3. maj 2014, 11:22
Hensyntagen til forskningsresultater kan ofte være en god hjælp for frie politikere, men hensyntagen til politiske holdninger er sjældent en god hjælp for frie forskere.


Lige præcis!
Palle Miliam 9. maj 2014, 09:21
Her rammer du lige hovedet på sømmet. Det burde være forsidestof i landets aviser!

DET ER FORTSAT UFATTELIGT SVÆRT AT FORSTÅ, HVORDAN JOURNALISTERNE HAR BÅRET SIG AF MED IKKE AT STILLE DE KRITISKE SPØRGSMÅL I DENNE DEBAT
I DET 21. ÅRHUNDREDE.

Politikerne vil formentlig gøre alt, for at dette ikke vinder frem i medierne, i hvert fald ikke før de er gået på pension, men allerede nu synes tiden at være løbet fra dem.
Jørgen Petersen 9. maj 2014, 19:22
Journalister stiller da ikke kritiske spørgsmål så længe man har de korrekte politiske holdninger.
Palle Miliam 13. maj 2014, 17:23
@ Jørgen Petersen
Ad journalister:
Det kommer sandelig an på, hvilken agenda de har lagt for dagen. Enten vil de gerne please, eller også vil de oplyse, sidstnævnte giver muligvis Cavling-prisen, mens førstnævnte giver goodwill hos magthaverne (I HVERT FALD INDTIL DER KOMMER NOGLE ANDRE TIL MAGTEN!)
I denne debat er det åbentlyst, at den videnskabelige kamp er til skeptikernes fordel, mens den politiske kamp taler til alarmisternes fordel, ergo er der rigelig plads til interessante journalistiske indspark i debatten, hvis de ellers turde!
Jørgen Petersen 13. maj 2014, 19:27
@ Palle Miliam

Jeg må sige, at jeg forstår ikke rigtigt hvad det er, som du skriver om.

Som jeg ser det, er journalister gode til at dække konflikter, katastrofer, skandaler og lignende. Det sælger aviser og tiltrækker seere og lyttere.

Min er faring er her ud over, at journalister generelt ikke er kritiske overfor folk med politisk korrekte holdninger. Ellers er journalister da gode til at være kritiske.
Jakob 28. maj 2014, 10:38
.




Ole Humlum:
Frygten er IPCC's våben



Ja, det er jo nok det eneste, der kan få den ubæredygtige affaldsproducerende jubelverden til at tænke sig om.

Men IPCC kommer blot helt til kort, når man sammenligner med alle de trusler og ondsindede postulater, som man udsættes for, hvis man ønsker at omstille verden til bæredygtig drift.
Forskellen er, at IPCC især fortæller om trusler i fremtiden, mens skeptikerne fortæller om alle de katastrofer, som vil ramme os nu og her, hvis vi forsøger at undgå de fremtidstrusler, som IPCC taler om.

Vedvarende energi skaber fattigdom, og fattigdom skaber sult, og sult skaber død.
Økologisk landbrug frådser mere med jorden, så hvis der omstilles til økologisk drift, så må de sidste orangutænger uddø, fordi de sidste skove skal fældes, når vi skal have landbrugsjord nok til at brødføde mennesker.
Osv osv...
Og mange af dem synes tilmed oveni dette ikke, at verden eller Danmark har et overbefolkningsproblem så stort, at det ikke allerede kan betragtes som løst, og det ville i øvrigt være for umenneskeligt at bede mennesker om at lægge bånd på sig selv og deres avlslyst.


Kildeeksempler:
http://www.klimadebat.dk/forum/vedvarende-energi-skaber-fattigdom-d12-e2578.php#post_41403
http://www.klimadebat.dk/forum/kul-bekaemper-fattigdom-d12-e2486.php
http://www.klimadebat.dk/forum/agw-et-bagatel-problem-d12-e1979.php
http://www.klimadebat.dk/forum/har-i-taenkt-over-det-det-kan-blive-en-realitet-hvis-ikke-vi-goer-noget-nu-kom-gerne-med-respons--d12-e2515.php#post_40452


I mine øjne kan de politiske AGW skeptikere betragtes som dem, der hellere vil låne til at betale renterne end bide i det sure æble og sætte tæring efter næring, før det er for sent.

Så kort sagt er det altså nogle vattede unddrager tøsedrenge, som ikke vil stille om til bæredygtig drift, mens de rigtige mandfolk med hår på brystet skal findes blandt de økologiske spydspidser.

Altså bare lige for at få sat dét på plads..!




.
ib lynæs hansen 23. juni 2014, 23:14
professor Humlum har leveret vås i årevis. Svalbard er et af de områder, hvor gennemsnitstemperaturen er steget så markant, at kun et fjols kan undgå at bemærke det. Humlum kan.
kfl 7. december 2015, 16:46
Kære Ole Humlum

Det centrale i dit meget velformulerede indlæg er en politisk polemisering mod IPCC og kun i mindre grad en videnskabelig argumentation. Hvis jeg ser på den videnskabelig del af din argumentation, nemlig spørgsmålet om en manglende temperatur stigning de sidste mange år, har jeg følgende bemærkning.

Du og andre skeptikere har ikke være opmærksom på begrebet Regression toward the mean. Hvis man af en eller anden årsag har haft en ekstrem observation i en tidsserier, vil man efterfølgende se mindre observerede værdier. Det er lige præcis det, der er sket i forbindelse med den kraftige El Nino i 1998. Du og andre klimaskeptikere tolker dette som et udtryk for at temperature ikke vokser. Mere forkert kan det ikke være.

Som videnskabsmand forstår du dette argument, og du vil selvfølgelig ærgrer dig over ikke at have taget hensyn til dette i din argumentation. Jeg håber på, at du tager dette til dig i andre indlæg eller debatter fremover.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Frygten er IPCC's våben:

Husk mig

Vurderinger
Du skal være logget ind for at vurdere artiklen 'Ole Humlum: Frygten er IPCC's våben'.
Meget godt
86%[6 Stemmer]
Godt
0%[Ingen stemmer]
Middel
0%[Ingen stemmer]
Dårligt
0%[Ingen stemmer]
Meget dårligt
14%[1 Stemme]

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Ole Humlum216-01-2009 15:09
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik