Om klimaforhandlingerne

Klimaforhandlingerne – hvorfor er det så svært?

Af Bjarke Kronborg

Klimaforhandlingerne har nogle temaer, som er vildt vigtige for forhandlingerne. To af dem, tilpasning til klimaforandringerne og hvordan vi skal betale for at gøre det, behandles kort i denne artikel.

Det overordnede billede
I FN’s klimakonvention diskuterer politikere og eksperter en fremtidig aftale, der skal søge at undgå og minimere konsekvenserne af klimaforandringerne. Hvor progressiv denne aftale skal være, og hvad den skal omfatte, er nogle af de væsentligste konfliktpunkter.

Helt konkret er der 5 hovedområder, der skal løses, for at der kan nås enighed om en ny klimaaftale: Et mål for reduktion af CO2, hvordan vi skal tilpasse os klimaforandringer, udvikling og udbredelse af moderne bæredygtig teknologi, samt overførsel af denne til verdens fattige lande, hvordan verdens skove skal takles i et CO2 perspektiv og hvordan hele gildet skal finansieres.

Udledningen af gasser i atmosfæren skal reduceres.
En af de ting, der snakkes meget om i medierne og på topmødet, er et reduktionsmål. Umiddelbart tænker mange, at det da ikke kan være så svært at finde ud af. FN’s klimapanel har nemlig lavet en meget officiel og anerkendt rapport med konkrete anbefalinger til et globalt reduktionsmål. Det skal være mellem 25 og 40 % i år 2050, hvis vi vil have en 50/50 chance for ikke overstige en 2 graders temperatur stigning. Dette mål vil give håndterbare klimaforandringer men ikke forskubber det globale klima markant. Men det store spørgsmål i forhandlingerne er, hvordan disse procent skal fordeles.

U-landene mener, at I-landene skal påtage sig hele reduktionen, mens I-landene mener, at nogle af de større udledere blandt U-landene også skal påtage sig et fast reduktionsmål. Endeligt mener de små østater, der med rette frygter oversvømmelser selv ved en 2 graders stigning, at vi ikke må overstige 1,5 grader, hvilket betyder, at vi skal reducere udslippet med omkring 80 % i 2050.

Så det er ikke så let endda at blive enige.

Tilpasning
Mange lande bliver allerede i dag ramt af klimaforandringer. I fremtiden vil der komme flere og større konsekvenser, uanset hvor meget vi reducerer. Vi er kommet så langt, at klimaforandringer ikke længere kan undgås. Nu er det et spørgsmål om at undgå de værste klimaforandringer, og så ellers gøre os klar til at takle dem, der kommer.

Typisk er det verdens fattigste lande, der bliver ramt hårdest af klimaforandringer. Det er paradoksalt nok også de lande, der har færrest muligheder for at håndtere dem. Dette er et moralsk problem, da det er de rigeste lande, der primært har forårsaget klimaforandringer, mens det er de uskyldige, der bliver ramt hårdest.

De hårdest ramte nationer kræver derfor, at de rige lande, som jo har forårsaget klimaforandringerne ved udledning af CO2, skal betale yderligere for det. Det svarer jo til at rydde efter sig.

Og hvorfor skal de fattige nationer betale for konsekvenserne af de rige nationers udslip?

Tak til Natur & Ungdom for materiale.

< Tilbage til Generation K's blog