Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Niels I. MeyerOprettelse af VE-Rådet 1991
Den officielle begrundelse for nedlæggelsen af VE-Styregruppen var, at Energiministeriet ønskede de forskellige tilskudsordninger for VE samlet under én ordning: Udviklingsprogrammet for Vedvarende Energi (UVE). Samtidig ville man nedlægge Styregruppen og oprette et nyt rådgivende organ for Energistyrelsen kaldet VE-Rådet. Forhandlingerne om denne ændring fandt sted i eftersommeren og efteråret 1990 og viste sig at indebære en række principielle spørgsmål, hvor Styregruppens hidtidige praksis kom i modstrid med departementets mere traditionelle opfattelse af rådgivningens organisering.
I den forbindelse førte
Niels I. Meyer en række forhandlinger med energiminister
Jens Bilgrav-Nielsen og departementschef
Michael Lunn om principperne for det nye VE-Råd. Niels I. Meyer fremhævede betydningen af, at medlemmerne i det nye råd både var fagligt kompetente og ”brændte for sagen”, samt at rådet havde rådighed over egne penge, så det selvstændigt kunne iværksætte nye projekter (se bl.a. skrivelserne i
[17]). Ellers ville rådet komme til at svæve frit i luften, og medlemmerne ville hurtigt miste gejsten.
Departementschefen havde en ganske anden opfattelse. Han argumenterede kraftigt for et traditionelt rådgivende organ, hvor de forskellige interesseorganisationer var repræsenterede. Desuden var det hans opfattelse, at rådet skulle overlade til en række faglige underudvalg at uddele penge til konkrete projekter, medens rådet selv skulle svæve over vandene og tage sig af de store linjer i VE-politikken.
Michael Lunns tætte position i forhold til ministeren gjorde udslaget, selvom det lykkedes for Niels I. Meyer med god støtte af OVE og Håndværksrådet
[18] at få nogle enkelte af den tidligere Styregruppes principper med over i VE-Rådet. I en pressemeddelelse og et notat fra oktober 1990
[19,20] meddelte energiminister Jens Bilgrav-Nielsen følgende om den nye UVE-ordning og om VE-Rådet:
”Med den nye organisation oprettes der nu et samlet rådgivende udvalg for vedvarende energi – VE-Rådet – og faglige udvalg inden for de områder, hvor en særlig indsats er nødvendig (biomasse, vindkraft og solenergi). Som formand for VE-Rådet har energiministeren udpeget professor Niels I. Meyer”.
I øvrigt skulle VE-Rådet sammensættes med én repræsentant for hver af følgende organisationer: Energistyrelsen, Miljøstyrelsen, Kommunerne, Amtskommunerne, elværkerne, fjernvarmeværkerne, Industrirådet, Håndværksrådet, OVE, Risø, DTI og Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi. Derudover kunne Rådet have personligt udpegede medlemmer med særlig sagkundskab. Endelig var det forudsat, at formændene for de tre faglige udvalg skulle være medlemmer af Rådet. Valgperioden var tre år. En hurtig optælling viser, at VE-Rådet ville få mindst 16 medlemmer.
Det blev understreget i ministeriets notat, at VE-Rådet ikke skulle behandle sager om tilskud til projekter inden for de tre indsatsområder, hvor der var etableret faglige udvalg.
Hermed skulle man tro, at der var givet grønt lys for det nye VE-Råd og det nye UVE-program, men sådan skulle det ikke gå. Der kom et folketingsvalg i vejen i december 1990, som bl.a. medførte, at Jens Bilgrav-Nielsen gik af som energiminister og blev erstattet
Anne Birgitte Lundholt (Det Konservative Folkeparti). Den nye energiminister, som også var Industriminister, var langt mindre interesseret i VE end sin forgænger, og syntes heller ikke særlig forhippet på at få Niels I. Meyer som formand for det planlagte VE-Råd. Det er jo ikke usædvanligt, at ministre helst vil have udvalgsformænd af samme partifarve som dem selv! I den forbindelse var der dog det mindre problem, at hendes forgænger allerede i oktober 1990 havde udpeget Niels I. Meyer som formand for det nye VE-Råd.
Anne Birgitte Lundholt fandt så i januar 1991 på den løsning at nøjes med at beskikke VE-Rådet (herunder formanden) til udgangen af 1991. Samtidig tilbød hun Niels I. Meyer hvervet som formand for Rådet efter nogle forudgående forhandlinger med ham om Rådets sammensætning.
Her havde Niels I. Meyer foreslået ministeren, at hun skulle udpege Klaus Illum, Jens Jensen og Svend Andersen som særligt fagkyndige medlemmer
[21]. Det var ministeren ikke særlig villig til og endte med kun at beskikke
Jens Jensen som tilforordnet
[22].
Foruden Niels I. Meyer som formand kom det første VE-Råd derefter til at bestå af:
Per B. Suhr (Miljøstyrelsen),
Niels Nedergaard (Herning Kommunale Værker),
Ove Dietrich (SEAS),
Alice Faber (Odense Magistrat),
Niels O. Gram (Industrirådet),
Hanne V. Moltke (Håndværksrådet),
Hans Bjerregård (OVE),
Poul Erik Morthorst (Risø),
Søren Stjernquist (DTI),
Preben Maegaard (Nordvestjysk Folkecenter for VE),
Knud Øllgaard (formand for det faglige biomasseudvalg - Knud Øllgaard omkom i forbindelse med Estonias tragiske forlis i september 1994),
Laue Traberg Smidt (formand for det faglige solenergiudvalg) og
Tage Dræbye (formand for det faglige vindkraftudvalg). Desuden deltog smedemester
Jens Jensen som tilforordnet, medens kontorchef
Kai Worsaae og
Jan Bünger (Rådets sekretær) repræsenterede Energistyrelsen.
Det kunne hurtigt konstateres, at medlemmernes energipolitiske baggrund var så forskellig, at det sjældent var muligt at opnå konsensus om markante handlingsplaner og udtalelser til fordel for VE. Flere af medlemmerne følte sig mere som repræsentanter for deres bagland end som støtter for VE. Derved gled magten i betydeligt omfang over til embedsværket, som kunne ”dele og herske” ved at spille på modsætningerne i Rådet. Tilsvarende konsekvenser kendes fra Energistyrelsens rådgivende energiforskningsudvalg. Et af resultaterne var, at en del af medlemmerne ikke prioriterede deres rådgivende arbejde særligt højt. Den forudsete, markante forskel fra arbejdsmiljøet i den tidligere VE-Styregruppe blev således hurtigt manifesteret.
Trods disse vanskelige arbejdsvilkår lykkedes det alligevel for VE-Rådet at iværksætte en del konstruktive projekter og initiativer. De væsentligste af disse skal omtales i det følgende.
Allerede i maj 1991 afholdt VE-Rådet en høring om ”Vedvarende Energi i U-landsbistand” med indlæg fra repræsentanter fra DANIDA, Dansk Missionsråd, Mellemfolkeligt Samvirke m.fl. Høringen havde ikke den helt store effekt, bl.a. fordi DANIDA ikke havde ret mange eksperter vedr. VE og desuden generelt havde en skeptisk indstilling til at inkludere ”ufærdige” teknologier i deres projekter. I dag er denne indstilling så småt ved at ændre sig, men det er gået meget langsomt.
I VE-Rådets handlingsplan for årene 1992-94 pegede man bl.a. på perspektiverne i offshore vindmølleparker og i dyrkningen af energiafgrøder. På solvarmeområdet efterlystes en større informations- og kampagneindsats. Desuden anbefalede Rådet en indsats for at opnå erfaringer med produktion af brint. Nogle af Rådets anbefalinger blev fulgt, men det er først i de seneste år, at der er bevilget støtte til brintområdet, og indsatsen vedr. energiafgrøder er stadig yderst beskeden.
I Rådets statusrapport fra 1993 pegede man bl.a. på den bekymrende nedgang i udbygningen med vindkraft i Danmark gennem årene fra 1990 til 1992. Rådet anbefalede, at dynamikken i vindkraftudbygningen blev genetableret gennem en række politiske initiativer, hvor bl.a. kommunerne skulle involveres aktivt i ansvaret for udbygningen i deres eget område. Dette er efterfølgende sket med en genetablering af dynamikken som resultat. Rådet anbefalede desuden en effektiv myndighedsindsats for at eliminere en række barrierer mod vindmøller til havs.
På biomasseområdet pegede Rådet på den ulige konkurrence med naturgassen og anbefalede, at der blev foretaget en energipolitisk omprioritering til fordel for udnyttelse af biomasse, samt at der blev givet forøget støtte til effektive teknologier til gasificering af biomasse. Disse anbefalinger er blevet fulgt i et vist omfang.
Hvad angår solvarme anbefalede Rådet, at der blev indført øgede krav i bygningsreglementet vedr. anvendelsen af
passiv og aktiv solvarme. Dette forslag har kun opnået beskeden politisk støtte.
Endelig påpegede Rådet, at skabelsen af en bæredygtig energiudvikling må ses i tæt sammenhæng med udviklingen på miljø-
og transportområdet. Derfor anbefalede man et tættere samarbejde mellem ministerierne for energi, miljø og trafik. I år 2000 er transportsektoren stadig den vanskeligste barriere for en bæredygtig energiudvikling, og politikerne viger tilbage for at tage de virkemidler i brug, der kunne gøre en forskel.
VE-Rådets sidste handlingsplan blev afleveret i december 1994 og dækkede perioden 1995-97. Af hensyn til skabelsen af en bæredygtig udvikling anbefalede Rådet, at der indførtes officielle måltal for udviklingen i energiforbrug og for indførelsen af VE i forsyningssystemet, som kunne sikre de miljømæssige rammer.
På vindområdet anbefalede Rådet bl.a. en hurtigere udbygning med vindmølleparker til havs, lempelse af bopælskrav og af begrænsninger i ejerandele, og støtte til udvikling af mere effektive vindmøllekoncepter.
Hvad angår biomasse anbefalede Rådet, at naturgassen generelt skulle vige for biomasse-baserede brændsler, og at man skulle foretrække anvendelse af biomasse i
decentrale kraftvarmeværker frem for i centrale værker. Desuden ønskede Rådet, at der blev gennemført analyser til belysning af indflydelsen af økologisk jordbrug på potentialet af biomasse til energi fra landbruget.
Endelig ønskede Rådet, at der blev iværksat sammenlignende analyser af de eksterne samfundsomkostninger (eksternaliteter) fra forskellige energisystemer og brændsler. Denne anbefaling er senere blevet fulgt op med analyser, der sammenlignede vindkraft med kulkraft, og
biogas med naturgas
[23].