Husk mig
▼ Indhold

Politiske konsekvenser

Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.


< Sammenfatning af analysens overordnede konklusionerIndholdsfortegnelseMetodekritik >


6. Politiske konsekvenser
Det har i løbet af opgaven været muligt at argumentere for, at klimadebatten har oplevet høj grad af politisering og en vis form for sikkerhedsliggørelsesforsøg. Det er derfor relevant at se nærmere på de teoretiske konsekvenser af en vellykket sikkerhedsliggørelse indenfor klimadebatten.

6.1. Bredt vs. smalt sikkerhedsbegreb

Der findes, som indledningsvis nævnt under afsnittet om Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori, to grupper indenfor sikkerhedsteorier – den gruppe, der gerne vil udvide sikkerhedsbegrebet til andre sektorer end den militære, og den traditionelle gruppe, der er statscentreret og mener, at sikkerhed er et militært spørgsmål.

Som nævnt, er formålet med sikkerhedsliggørelse, at skabe grundlag for en frigørelse af de eksisterende regler indenfor traditionel politik og skabe mulighed for etableringen af ekstraordinære midler. Sikkerhedsliggørelsen af eksistentielle trusler kan således legitimere at bryde med de eksisterende regler.
Securitization is not fulfilled only by breaking rules (which can take many forms) nor solely by existential threats (which can lead to nothing) but by cases of existential threats that legitimize the braking of rules.227

Forskellen mellem gruppen, der gerne vil udvide sikkerhedsbegrebet til andre sektorer end den militære, gruppen med et ønske om et bredt sikkerhedsbegreb228, og den gruppe, der er statscentreret og mener, at sikkerhed er et militært spørgsmål, gruppen med et ønske om et smalt sikkerhedsbegreb, er ønsket om at sikkerhedsliggøre elementer indenfor den økonomiske, miljømæssige eller samfundsmæssige sektor. Det har etableret to syn på sikkerhedsundersøgelser.

Gruppen med ønsket om et bredt sikkerhedsbegreb argumenterede hovedsageligt ud fra, at flere nye, ofte ikke-militære trusler så dagens lys. Samtidig var det blevet anvendt, at aktører indenfor international politisk økonomi sammenkoblede mønstre indenfor den økonomiske og militære sektor.229 Hvorfor en sådan gruppe kan have interesse i at sikkerhedsliggøre et emne, giver sig selv. En sikkerhedsliggørelse af et emne giver mere fokus på emnet, og det ses også i klimadebatten, at UNFCCC, som følge af denne politisering/sikkerhedsliggørelse, gennem årene får langt flere medlemmer. I dag er den eneste stat, der ikke har ratificeret Kyoto-Protokollen, USA. Samtidig har møderne netop på grund af emnets ophøjede status fået stor og prominent deltagelse og stor mediebevågenhed, især da ministre og statsledere er strømmet til fra hele verden, for at være en del af en aftale, blive set og for at virke klimaansvarlige. Man kan således sikkerhedsliggøre for at politisere. Der kan derfor også argumenteres for, at en mislykket sikkerhedsliggørelse ikke vil være mislykket, da forsøget vil medføre en højere grad af fokus på problemet.

Analysen har da også kun fokuseret på, om aktørerne har forsøgt at sikkerhedsliggøre klima, hvordan og med hvilken begrundelse. Derfor vil der nu blive set nærmere på, hvorfor det muligvis ikke har været/er en god ide at sikkerhedsliggøre klimadebatten. For

[There] are intellectual and political dangers in simply tacking the word security onto an even wider range of issues.230

Gruppen med ønsket om et smalt sikkerhedsbegrebs centrale argument var, at den gradvise udvidelse af begrebet truer den intellektuelle sammenhæng indenfor sikkerhed ved at presse så meget ind under begrebet, at dens betydning udvaskes.

En anden mere politisk frygt var, at tilladelsen af, at ikke-militære spørgsmål opnår en sikkerhedsstatus, ville have uønskede og uheldige virkninger på hele strukturen af sociale og internationale forbindelser.231 Gruppen med ønsket om et smalt sikkerhedsbegreb bliver sat under pres – især deres krav om, at staten er centrum for sikkerhedsanalyse, eftersom mange ikkestatslige aktører begynder at spille en rolle i det militære spil - og gruppen splittes følgeligt i forskellige holdninger.

Nøglestrategien ender med at være, at en udvidelse af sikkerhedsbegrebet kun kan tillades for så vidt, at det er knyttet til bekymringer om en trussel eller faktisk anvendelse af vold mellem politiske aktører. Stephen Walt er den aktør indenfor gruppen, der giver den stærkeste erklæring om den traditionalistiske position, idet han hævder, at sikkerhedsundersøgelser handler om krig, og at de kan defineres som studiet af trusler, brug af og kontrol af militær magt.

Han advarer om en udvidelse af sikkerhedsbegrebet, da man så vil

[run] the risk of expanding ”Security Studies” excessively; by this logic, issues such as pollution, disease, child abuse, or economic recessions could all be viewed as threats to ”security”. Defining the field in this way would destroy its intellectual coherence and make it more difficult to devise solutions to any of these important problems.232

Især det sidste aspekt af dette citat er relevant ift. diskussionen af de politiske konsekvenser af en sikkerhedsliggørelse af klimadebatten, idet Walt her tydeliggør, at en sikkerhedsliggørelse kan have indflydelse på muligheden for at opnå løsninger for klimaproblematikken.

Traditionalisternes kritik af, at et bredt sikkerhedsbegreb risikerer at resultere i manglende intellektuel sammenhæng, kan være en relevant pointe. Det bredere sikkerhedsbegreb udvider rækken af viden og forståelse, der er nødvendig for at gennemføre en sikkerhedsundersøgelse. Derudover, hvilket er mere bekymrende, gør det brede sikkerhedsbegreb også to andre ting. Først, den politiske funktion af ordet sikkerhed taget i betragt, opfordrer det brede sikkerhedsbegreb stater til en mobilisering af en bred vifte af emner. Dette kan være uheldigt og kontraproduktivt, og argumentet kan let udvides til andre sektorer, hvilket også ses i henhold til klimadebatten. For det andet, har det brede sikkerhedsbegreb en tendens til at ophøje sikkerhed til et universelt gode eller en ønsket tilstand, som alle sektorer bør bevæge sig i retning af. Sikkerhed er dog ikke en ønskelig tilstand. For at vende tilbage til det tidligere citat, er sikkerhed en tilstand, hvor det konstant er muligt legitimt at bryde regler.233 I bedste fald er sikkerhed således en form for stabilisering af konfliktskabende eller truende relationer. Ifølge Ole Wæver er det bedre at sigte efter en afsikkerhedsliggørelse, der vil flytte emner tilbage til det politiske niveau, hvor det er muligt at føre normale forhandlinger i den politiske sfære.234

6.2. Sikkerhedsliggørelse skaber fronter

Der bliver i de ækvivalenskæder og talehandlinger, der skal etablere en ny diskurs, lagt meget vægt på, at klimaforandringerne skaber usikkerhed, hvilket også skal udgøre hovedargumentet for, hvorfor medlemslandene skal handle, oprette en bæredygtig udvikling og minimere drivhusgasudledningen. Naturens, Afrikas, små østaters, men generelt hele planetens sikkerhed er det bærende led i det politiske legitimeringsforsøg, som de forskellige aktører fremlægger i UNFCCC-regi, hvori de forsøger at knytte forståelsen af usikkerhed til klimadebatten. Som det også ses i analysen af rapporterne, så forsøger de forskellige aktører at etablere forskellige diskurser. Tilsammen er landenes diskurs, at drivhusgasudledninger truer verden, og at der derfor må handles omgående. Men for østaterne, Afrika og andre ulande er det afgørende, at etablere en diskurs, der sikrer dem økonomisk og teknologisk støtte fra ilandene.

For at vende tilbage til Walts påstand om, at en sikkerhedsliggørelse kan have indflydelse på muligheden for at opnå løsninger for klimaproblematikken, ses der også antydninger heraf i analysen. Der er i ægte konfliktstil blevet etableret ”fronter” i klimadebatten. Den ene front er ulandene, der overordnet set ikke har forskyldt klimaforandringerne, men som med en voksende udvikling er ved at udvikle sig til store drivhusgasudledere. Disse lande ønsker bl.a. finansiel støtte, teknologisk støtte, fattigdomsbekæmpelse og kapacitetsopbygning – noget ulandene vil ønske i ethver henseende, for at øge deres velfærd og på sigt at komme op på samme udviklingsniveau, som den anden front, ilandene. Ilandene derimod har erkendt deres skyld i klimaforandringerne. Alligevel opstår problematikken, at USA, verdens største drivhusgasudleder, ikke ønsker at ratificere Kyoto-Protokollen, da man selv ønsker at bevare en vis velfærd. Der opstår således en Nord-Syd-debat under klimadebatten om, hvorvidt og i hvor højt omfang ilandene skal tage ansvar for deres forpligtelser. Bevidst om denne problematik, samt faren for, at fattigdom og klimaforandringernes konsekvenser i ulandene vil føre til ekstremisme/terrorisme, en konkurrence om naturressourcer, migration etc., forsøger flere talere at bruge en debat, der bør handle om, hvordan man håndterer klimaspørgsmålet, til at forsøge at advare mod disse konsekvenser og anmode om, at UNFCCCs medlemslande sørger for, at det ikke kommer til at gå så vidt. Samtidig drages et kausalt link mellem klimaforandringer og fremtidige krige/konflikter.

6.3. Free rider problemet

Et andet problem, der opstår, fordi lande føler sig presset til at indgå aftaler, som de muligvis ikke kan, muligvis ikke vil overholde, er free rider-mentaliteten. Definitionen på en free rider i økonomisk forstand er en, der konsumerer en ressource uden at betale for den eller ved at betale mindre end den fulde værdi. Et anvendt eksempel er ofte passagerer, der anvender offentlige transportmidler, uden at betale for dem, hvilket på sigt gør det dyrere for de betalende passagerer.
Free rider teorien kan også anvendes på klimadebatten.235

Det ville være forkert at påstå, at free rider problemet opstår som følge af sikkerhedsliggørelsen. Det er ikke tilfældet, og free rider problemet ville også være tilstede under normale forhandlinger indenfor den politiske sfære. Det, som en sikkerhedsliggørelse kan medføre, er dog, at det bliver mindre gennemskueligt, hvem der er free rider. Således er en af problemstillingerne i flere af talehandlingerne, at landene har påtaget sig nogle forpligtelser internationalt, men at disse forpligtelser ikke bliver implementeret nationalt. FN kan ikke tvinge medlemslande til at overholde de indgåede aftaler, og der er kun svage sanktionsmuligheder, hvis en aftale brydes. For at overvåge aftalernes implementering benytter FN sig af nationale rapporter, hvilket giver regeringerne muligheden for at præsentere et mere favorabelt billede end realiteten. Viljen til at overholde en aftale afhænger derfor af medlemslandenes respekt for FN.236 Man har en interesse i, at indgå aftaler. Alle medlemslande er således enige om, at en aftale er en god ting, da den på sigt gavner alle. For det enkelte medlemsland vil det dog være mere attraktivt, som for USA, hvis alle andre nationer verden over sænkede deres drivhusgasudledninger, mens man selv fortsat kunne bevare de goder, der er forbundet med en høj grad af drivhusgasudledninger – såsom hurtige og forurenende biler. Der kan derfor nationalt i de enkelte lande være et incitament til eksempelvis at forsinke implementeringen af en mere miljøvenlig kurs.

Free rider problemet kan i sidste ende resultere i et prisoner’s dilemma237, hvor lande ikke kan enes, selvom det ville være det bedste for dem alle.

Denne problematik skal ses i lyset af afsnittet om den klassiske realisme. Jf. dette afsnit er ingen stater interesseret i at opgive deres suverænitet til fordel for en global sikkerhedsgarant i form af en global stat eller verdensregering. Til gengæld kan stater, hvis det er i deres overlevelses- og sikkerhedsinteresse, lave kontrakter og traktater med hinanden. Men det faktum, at alle stater skal sikre deres egne nationale interesser, betyder, at man aldrig helt kan stole på andre lande og disses regeringer. Alle internationale aftaler er foreløbige og betinget af staternes vilje til at overholde dem.

6.4. Marginalisering af andre miljøproblemer

En anden konsekvens af sikkerhedsliggørelsen af klimadebatten er marginaliseringen af andre miljøproblemer. Det, at der i UNFCCC-regi bliver forsøgt at knytte forståelsen af usikkerhed til klimadebatten medfører, at videnskabsmænd, der er uenige med IPCC, som UNFCCC læner sig op ad, ikke kan nå igennem med deres diskurs.238 Det er tydeligt, at hele miljødebatten, der eksisterede inden klimadebatten, er blevet fortrængt af klimadebatten. Således var der, som tidligere nævnt under afsnittet om publikums forhåndsopfattelse, langt flere elementer i Rio Earth Summit, der dannede grundlag for UNFCCC, end der bliver taget op i UNFCCC-regi, der primært beskæftiger sig med drivhusgasudledninger som det altafgørende problem. Med andre ord resulterer denne sikkerhedsliggørelse i, at nogle bestemte diskurser, der ellers kunne knyttes til klimadebatten, forsvinder, fordi klimadebatten hovedsageligt er struktureret omkring forståelsen af drivhusgasudledninger som eksistentiel trussel. Dette er bemærkelsesværdigt, da et bredt sikkerhedsbegreb, som tidligere beskrevet, opfordrer stater til en mobilisering af en bred vifte af emner og sektorer.

Men der kan argumenteres for, at en af de politiske konsekvenser ved sikkerhedsliggørelsen eller den ophøjede status af klimadebatten er en marginalisering/udgrænsning af andre miljøskader eller andre diskurser på klimaområdet.

6.5. Sikkerhedsbegrebets udvaskelse

For at vende tilbage til traditionalisternes frygt for en udvaskelse af begrebet, kan der findes elementer heraf i klimadebatten.

Københavnerskolens teori mangler at forklare, hvorfor den største sikkerhedstrussel i dag endnu ikke har set ekstraordinære midler.239

I forbindelse med G8/G20 topmødet i Canada i 2010 har George Loewenstein, professor i økonomi og psykologi ved Carnegie Mellon University, og Daniel Schwartz, Carnegie Mellon University, udgivet en artikel om frygts indflydelse på klimadebatten. Heri redegør de for, at det i krigstider, hvor befolkninger oplever patriotisme, angst og had, har været muligt for nationer at slutte sig sammen – langt mere, end hvad der ville være nødvendigt for at vende klimaforandringerne. Nu står menneskeheden overfor en trussel, der kan sammenlignes med den værste menneskelige fjende, men indtil videre har nationer ikke formået at opnå ofre.

Klimaforandringer er således et perfekt eksempel på en trussel, der ikke formår at samle den grad af opmærksomhed, som den kræver. Roden hertil ligger i menneskets manglende evne til at opleve et niveau af frygt, der er rimeligt ift. klimaproblematikkens alvor. Når de fleste mennesker tænker på negative konsekvenser af følelser, er de tilbøjelige til at tænke på tilfælde med store følelser, der har resulteret i panik og en immobiliserende depression. Men mange, hvis ikke de fleste, af de problemer menneskeheden i dag står over for, stammer fra et underskud i stedet for et overskud af følelser. Underskudet af frygt i forbindelse med klimaforandringerne lover endnu mere alvorlige konsekvenser. Så er spørgsmålet, hvorfor vi oplever så lidt frygt i lyset af en så overhængende trussel mod vores kollektive eksistens. Frygt er en udviklet reaktion, der fundamentalt forandrer menneskets evne til at håndtere truende situationer, som det tidligere er stødt på i dens evolutionære fortid. Frygt aktiverer specialiserede systemer i hjernen. Selvom følelser, herunder frygt, tjener vigtige funktioner i menneskets liv, er menneskets følelsessystem blevet udviklet i et anderledes miljø, end det nuværende. Ligeledes er menneskets frygtsystem udviklet i en tid, hvor de fleste mennesker, der var relevante for et individs overlevelse, var i dets umiddelbare nærhed. Og de fleste farer, der truede menneskets overlevelse, var relativt umiddelbare, såsom rovdyr, fjender og pludselige ændringer i miljøet. Menneskets frygtsystem er dermed ikke godt rustet til at håndtere betydningsfulde trusler i den moderne tidsalder, der, som klimaforandringer, udvikles gradvist og påvirker mennesker, som vi aldrig har mødt og aldrig vil komme til at møde. Klimadebatten mangler med andre ord en ”fjende”!

Derudover er menneskets frygt istand til at tilpasse sig. Hvis et problem holdes konstant i en periode, aftager frygten, selvom problemets omfang er konstant eller endda vokser gradvist. Den menneskelige frygt er designet til at motivere mennesket til at fjerne overhængende fare, men når risici såsom klimaforandringer forbliver konstant, eller kun ændres umærkeligt over tid, tager frygtsystemet det som et signal om, at vedvarende frygt ikke tjener nogen funktion. Menneskets frygt er således i høj grad orienteret mod nutiden. Det stemmer overens med resultaterne af analysen, hvor det er tydeligt, at der i de første år af klimadebatten og altid efter en ny ildevarslende rapport fra IPCC finder en større grad af sikkerhedsliggørelse og prominent deltagelse sted.240

En sektor som klimaforandringer er derfor ikke egnet til sikkerhedsliggørelse, hvilket også kan være en af årsagerne til, at flere aktører hiver klimadebatten over i andre sektorer!

< Sammenfatning af analysens overordnede konklusionerIndholdsfortegnelseMetodekritik >






 0 kommentar(er) · 1968 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Politiske konsekvenser:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik