Programmering af fremtidens klima

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (ph.d.), Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA

I december 2010 mødtes repræsentanter fra 194 nationer i Cancun, Mexico, til FN’s klimakonference, COP16, hvor de forsøgte at finde fælles fodslag efter den politiske fiasko ved COP15 i København forrige år. Dette i en tid, hvor den globale middeltemperatur fortsat stiger, og hvor vi med vores adfærd er i færd med at programmere klimaet mange hundrede år frem. Noget, som ikke tidligere er set.

I mere end én forstand har tendenserne i klimaet været bekymrende forud for COP16. Efter Copenhagen Accord, det noget forkølede resultat fra forrige års klimatopmøde i København, var forventningerne til Cancun-konferencen på forhånd lave. Klimaforandringerne lader imidlertid ikke vente på sig. Den globale middeltemperatur stiger fortsat, og til trods for novembers og decembers kulde og snestorme i Danmark og Nordvesteuropa tegner året 2010 til at blive et af de hidtil varmeste målt på kloden siden 1850. Havde det ikke været fordi, kloden netop i slutningen af 2010 er ramt af fænomenet La Niña, der af naturlige årsager gør den lidt køligere, ville 2010 uden tvivl have sat ny varmerekord.

Vi er med vores adfærd i gang med at programmere klimaet, idet de menneskeskabte drivhusgasser vil påvirke atmosfæren meget langt frem i tiden. Vi ved fra iskerneboringer i Grønland og Antarktis, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren typisk har været omkring 180 ppm (parts per million) i kolde perioder med istider og 300 ppm i varme perioder. Atmosfærens CO2-indhold er netop nu 390 ppm, og med den stigende menneskeskabte udledning af drivhusgasser – koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger hvert år med cirka to ppm – har vi kurs direkte mod 500–600 ppm. Fra vi udleder CO2 gennem skorstenene, til mængden i atmosfæren er halveret, kan der gå op mod 500–600 år. Vi er derfor med vores adfærd ved at påvirke atmosfæren i en grad, som ikke tidligere er set.

Med udgangspunkt i de vage politiske udmeldinger fra Copenhagen Accord, viser computerberegninger af fremtidens klima, at der er få procents chance for, at den globale middeltemperatur vil stige med mindre end to grader eller over fire grader frem mod 2100, og 50 procent risiko for, at vi lander på et niveau mellem 2,4 og 3,7 grader. Sidst kloden havde en temperatur som den, vi forventer i 2100, var under Eem-mellemistiden for 130.000–114.000 år siden. Temperaturprognoserne for fremtiden er foruroligende, og politisk bliver to-graders-målsætningen sandsynligvis svær at opretholde, hvis ikke der politisk gribes ind.

Man var politikerne så i stand til at gribe ind og gøre noget i forbindelse med COP16?
COP16 var stedet, hvor den meget lidt ambitiøse Copenhagen Accord blev løftet over i FN-regi, og hvor de politiske mål om bl.a. en maksimal temperaturstigning på to grader blev nedskrevet og vedtaget. De rige lande skal begrænse deres udledning af drivhusgasser med 25 til 40 procent i 2020, og fra 2020 skal de årligt donere 100 mia. dollars til en fond for ulandene.

Som sådan får Cancun-aftalen ingen direkte indflydelse på klodens klimaudvikling. Der er næppe tale om en succesfuld aftale, idet der stadig forekommer banale mangler angående forpligtende krav i aftalen om, hvem der gør hvad for at begrænse deres udledning af drivhusgasser til atmosfæren. Og intet er der fx. nævnt om, hvad der skal ske, hvis der ikke sker noget. Men aftalen ses pudsigt nok af FN-systemet, diplomatiet og af dem, der tror på FN-processen, som en sejr, da det lykkedes at få 193 ud af de 194 deltagende lande til at tilslutte sig aftalen. Umiddelbart er der lang vej til en kommende bindende global reduktionsplan, og efter mere end 18 års klimakamp (siden klimakonferencen i Rio de Janeiro) synes processen at gå trægt og den menneskeskabte programmering af fremtidens klima stadig at finde sted.