Husk mig
▼ Indhold

Sammenfatning af analysens overordnede konklusioner

Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.


< COP16IndholdsfortegnelsePolitiske konsekvenser >


5. Sammenfatning af analysens overordnede konklusioner
Det følgende afsnit vil gennemgå analysens resultater, herunder sikkerhedsliggørelsesforsøgenes udformning, en gennemgang af diskursen og talehandlingerne i de enkelte rapporter og relevante grupper i sikkerhedsliggørelsesforsøgene.

5.1. Sikkerhedsliggørelsesforsøgenes udformning

Når man undersøger, hvordan klimadebatten er forsøgt sikkerhedsliggjort, er sikkerhedsliggørelsesforsøgenes udformning en væsentlig del af resultaterne. Det har i løbet af analysen vist sig, at det primært har været de indledende udsagn i rapporterne, resumeer af taler, der har været fyldt med sikkerhedsliggørelsesforsøg. Aktørerne i den sammenhæng har i regelen været enkeltaktører, såsom værtslandets repræsentant/er, formanden for den pågældende og forudgående COP, FNs generalsekretær og UNFCCCs sekretariatschef, og dermed repræsentanter for COP, UNFCCC og FN. Der har kun været få talehandlinger og forsøg på etableringer af diskurser i de trufne aftaler og handlingsplaner, som bl.a. Kyoto-Protokollen, Bali Action Plan og Copenhagen Accords. Aktøren i den sammenhæng kan kaldes UNFCCC, da disse aftaler afspejler hele konventionen.

Der bliver i talehandlingsteorien lagt vægt på, at der skal gives udtryk for konsekvenser/fremtidige begivenheder, for at noget kan være en trussel/advarsel. Men som der er beskrevet i redegørelsen for talehandlinger, kan flere sætninger sammenlagt være en enkelt talehandling, en kompleks talehandling, og en enkelt ytring kan rumme flere forskellige talehandlinger. Det genfindes også i de analyserede rapporter. Analysen blev således opbygget med formålet at finde sikkerhedsliggørelsesforsøg, der ifølge teorien skulle rumme påstand, advarsel og anmodning. I flere af aktørernes taler, har talehandlingen fyldt hele talen, og aktøren har løbende refereret tilbage til talehandlingen ved at bringe argumenter for, hvorfor påstanden er sand; give udtryk for, at der er kommet ny viden, som publikum ikke er bevidst om; henvise til, hvor truslen allerede er trådt i kraft, og til beviserne for, at truslen vil blive realiseret; argumentere for, at truslen ikke er i publikums interesse etc. Der er dog flere tilfælde, hvor den komplekse talehandling er udformet som påstand og anmodning, som eksempelvis under COP2, hvor G.O.P. Obasi, Elizabeth Dowdeswell, Bert Bolin og Chen Chimutengwende påstår at klimaforandringerne er menneskeskabte og anmoder publikum om at følge IPCCs anvisninger, men hvor den overordnede komplekse talehandling må opfattes som indeholdende en advarsel, da der kan argumenteres for, at der i FN eksisterer en diskurs, der indeholder advarselsdelen. Det er således tydeligt i rapporterne, at der i FN, med udgangspunkt i IPCCs forskellige rapporter, er bred enighed om, at det vil have fatale konsekvenser, hvis ikke der tages hånd om den globale opvarmning og de heraf følgende klimaforandringer.

Til tider er anmodningerne svage, som i klimakonventionen, hvor den absolutte prioritering fremlægges som noget publikum burde gøre, hvilket alt andet lige fører til svage forpligtelser for de lande, der underskriver konventionen. Det har, som under COP3, været en tendens i rapporterne, at jo flere aftaler, der er opnået, des mindre politisering og sikkerhedsliggørelse har der været, og derimod er vigtigheden af de opnåede aftaler og disses vidtrækkende konsekvenser blevet omtalt.

Nogle af talehandlingerne, der ikke indeholder advarselsdelen, hæver ikke i samme grad klimadebatten op på et sikkerhedsliggjort niveau, som de talehandlinger med advarselsdelen. De kan derfor rettere betegnes som politiseringer fremfor sikkerhedsliggørelser. Det gælder også nogle direktive advarsler/anmodninger, hvor publikum bedes om at gøre noget. Vuori deler jf. afsnittet om talehandlingsteorien de sikkerhedsliggørende talehandlinger op i to kategorier: selvhævdende og direktive. Det har vist sig at være flest direktive talehandlinger i rapporterne. Men der er stor forskel på disse, og det er ud fra analysen min opfattelse, at niveauet af hhv. politisering eller sikkerhedsliggørelse i høj grad kommer an på indholdet. Ifølge Gyldendals Den Store Danske, er definitionen på en politisering en overfladisk og ukyndig beskæftigelse med politik. Det er en meget vag udlægning heraf, og den betydning, som begrebet ønsker at ramme i dette speciale, er rettere Københavnerskolens definition under afsnittet om Ekstraordinære midler:
(...) meaning the issue is part of public policy, requiring government decision and resource.

Forskellen på sikkerhedsliggørelse og politisering er jf. afsnittet om talehandlinger givet ved den illokutionære kraft, og dermed udsagnets evne til at være heldig eller uheldig. Den illokutionære kraft er defineret ved 1. den intentionelle pointe, 2. de forberedende betingelser, 3. realiseringsegenskaberne af den intentionelle pointe, 4. styrkegraden af den intentionelle pointe og 5. dens indholdsbetingelser. Ændringer i den intentionelle kraft medfører også forskellige niveauer af sikkerhedsliggørelse. I henhold til analysens resultater, er de elementer af den illokutionære kraft, som varierer i rapporterne, hovedsageligt 4. styrkegraden af den intentionelle pointe og 5. indholdsbetingelserne og dermed primært anmodningsdelen. Dette bekræfter min opfattelse af, at den direktive talehandlings indhold er udslagsgivende for, om talehandlingen er en form for politisering eller sikkerhedsliggørelse. Et eksempel herpå er, at den sikkerhedsliggørende aktør anmoder publikum om at revidere de seneste COPs resultater, hvilket ikke kan ses som sikkerhedsliggørelse.

5.2. Klimadebatten forsøges sikkerhedsliggjort

Der sættes i UNFCCC-regi ikke spørgsmålstegn ved, om klimaforandringer eksisterer. Samtidig er der etableret en tydelig diskurs om, at klimaforandringer er menneskeskabte og skyldes energiforbruget. Dermed har CO2-udledningen afgørende betydning for menneskeheden og truer deres eksistens, hvorfor der må handles omgående. Denne diskurs ligger til grund for de andre ting, der kan siges i klimadebatten.

Problemformuleringen kan således besvares med ja, klimadebatten forsøges sikkerhedsliggjort.

Men sikkerhedsliggørelsesforsøgenes styrke varierer gennem årene. Derfor vil den nedenstående tabel give en oversigt over på hvilke punkter klimadebatten er blevet sikkerhedsliggjort og i hvor høj grad.


COP:Værtslandstype:Sikkerhedsliggørelsesforsøg:Styrke af sikkerhedsliggørelsesforsøg:
Earth Summit (1992 i Rio de Janeiro, Brasilien)UlandKlimaforandringer fremstilles som bekymring.Svag
COP1 (1995 i Berlin, Tyskland)IlandBredt sikkerhedsliggørelsesforsøg, hvor klimaforandringer fremstilles som en trussel for verdensfreden og økonomien.Stærkt
COP2 (1996 i Geneve, Schweiz)IlandFokus på konsekvenserne af en mislykket implementering af UNFCCC.Svag
COP3 (1997 i Kyoto, Japan)IlandKlimaforandringer fremstilles som en trussel for økonomien.Svag
COP4 (1998 i Buenos Aires, Argentina)UlandFokus på ratificering af Kyoto-Protokollen og at nedtone debatten om, hvem der er ansvarlig for klimaforandringerne.Svag
COP5 (1999 i Bonn, Tyskland)IlandKlimaforandringer fremstilles som det største miljøproblem. Fokus på manglende opfyldelse af visionerne fra Rio Earth Summit.Svag
COP6 (2000 i Haag, Holland/2001 i Bonn, Tyskland)IlandFokus på at klimaforandringerne udvikles hurtigere end forventet og på manglende aftaleopnåelse pga. uoverensstemmelser blandt i- og ulande.Svag
COP7 (2001 i Marrakech, Marokko)UlandKlimadebatten bliver sat i forbindelse med terrorisme. Kyoto-Protokollens implementering er et vigtigt emne.Stærk
COP8 (2002 i New Delhi, Indien)UlandKlimaforandringer sidestilles med en trussel for økonomi og velstand. I den sammenhæng er ilande vs. ulande et emne.Stærk
COP9 (2003 i Milan, Italien)IlandKlimaforandringer fremstilles som den vigtigste globale udfordring for menneskeheden.Stærk
COP10 (2004 i Buenos Aires, Argentina)UlandDer ydes kritik af ilandenes manglende indsats og sættes spørgsmålstegn ved UNFCCC. Klimaforandringer ses allerede, hvorfor det bliver et emne, hvad der skal ske, når Kyoto-Protokollen udløber.Antiklimaks for UNFCCC, men stærk sikkerhedsliggørelse af klimadebatten.
COP11 (2005 i Montreal, Canada)IlandDiskursen om klimaforandringer er tilbage på samme niveau som under COP5, og er ”kun” en vigtig miljømæssig trussel.Svag
COP12 (2006 i Nairobi, Kenya)UlandKlimaforandringerne ækvivaleres med en altoverskyggende trussel for økonomien og verdens fattigste.
Parterne anmodes om at se bort fra nationale interesser og ratificere Kyoto-Protokollen.
Stærk
COP13 (2007 i Nusa Dua, Bali, Indonesien)UlandFokus på medlemslandenes fejlen, hvorfor klimaforandringer er blevet en realitet.Meget stærk
COP14 (2008 i Poznan, Polen)IlandIngen talehandlingerSvag
COP15 (2009 i København, Danmark)IlandKlimaforandringer fremstilles, på samme niveau som under COP5, som en stor udfordring.Svag
COP16 (2010 i Cancun, Mexico)UlandKlimaforandringer ækvivaleres med en trussel for nydelsen af menneskerettigheder.Svag


Selvom det jf. denne opgaves problemformulering ikke er relevant, hvorvidt klimadebatten er sikkerhedsliggjort, kan det stigende antal medlemslande og det høje antal af deltagende statsledere tyde på, at en sikkerhedsliggørelse af klima er lykkedes. Der er tydeligt, at deltagerantallet er størst og med flest prominente gæster de år, hvor der forud er blevet lagt op til, at COPen skal medføre en aftale. På den anden side kan det vurderes ikke at være tilfældet, da en vellykket sikkerhedsliggørelse legitimerer ekstraordinære midler. I klimadebatten er der dog kun svage sanktioner overfor de lande, der ikke implementerer eller direkte bryder konventionerne. Set i lyset af, at en vellykket sikkerhedsliggørelse legitimerer ekstraordinære midler, er publikum det afgørende led. Men heller ikke publikum lader til at være overbevist af diskursen, da det mere eller mindre stiltiende accepteres, at Australien og USA først sent og slet ikke ratificerer Kyoto-Protokollen.

At Australien og USA tilsyneladende ikke hører til gruppen af sikkerhedsliggørende aktører gør det interessant at se nærmere på de forskellige grupperinger blandt deltagerne.

5.3. Deltagere

Selvom der indledende blev redegjort for, at UNFCCC er en samlet sikkerhedsliggørende aktør, er det tydeligt, at der i de forskellige rapporter er forskellige aktører, der øver et større forsøg på sikkerhedsliggørelse, end andre. Det er som regel værtslandet, hvor man ser et stort ønske om at frame en diskurs, der kan få parterne til at nå til enighed om aftaler, der kan minde om ekstraordinære tiltag. Således er det under COP1 især forbundskansler Helmut Kohl, der i sin tale udpensler farerne ved klimaforandringer samt opfordrer til at nå til enighed om afgørende tiltag, der kan stoppe denne proces. Derudover er det en gennemgående tendens, at værtslandenes repræsentanter og de respektive COPs formænd meget engageret beretter om tilstandene i deres eget land samt deres eget lands engagement indenfor UNFCCC og i kampen mod klimaforandringer og i den sammenhæng anmoder de andre lande om også at yde en indsats. Som eksempel herpå kan Buenos Aires nævnes. Dette engagement, for at promovere sit eget land, overskygger til tider talehandlingerne, der sikkerhedsliggør klimadebatten.

Udover disse enkelttilfælde, ses der også større forskelle i sikkerhedsliggørelsesforsøgene, der kan inddeles i grupperinger. De følgende afsnit vil inddele aktørerne i UNFCCC-regi i henholdsvis ilande og ulande. Disse to grupperinger er blot to ud af mange. Endnu et resultat af analysen er nemlig, at selvom hvert land har en stemme i FN, slutter mange lande sig sammen i grupper kendetegnet ved fælles interesser, når de skal sikkerhedsliggøre et emne.

5.3.1. Klimaengagement blandt ilandene

USA underskriver i 1998 Kyoto-Protokollen. Til gengæld trækker de sig ud i 2001 med argumentet, at implementering vil ødelægge den amerikanske økonomi. USA har til dags dato ikke ratificeret Kyoto-Protokollen. Men ikke kun USA er et af de fodslæbende ilande. Også Australien er sen til at hoppe med på vognen og ratificerer først Kyoto-Protokollen i 2007.

Det er derimod tydeligt, at EU-landene står som forkæmpere for klimaet i UNFCCC-regi. Hvor bl.a. Australien og USA på intet tidspunkt har været værtsland for en COP, så har fem europæiske lande: Tyskland, Schweiz, Polen, Holland og Danmark. Derudover har analysen ikke kunnet fremfinde nogen form for talehandlinger eller sikkerhedsliggørelsesforsøg fra andre ilande end EU-lande og Canada. Det har været muligt i analysematerialet at finde forsøg på sikkerhedsliggørelse af Tyskland (ved Angela Merkel, Helmut Kohl og Gerhard Schröder), Schweiz (ved Claude Haegi og Moritz Leuenberger), Polen (ved Jan Szyszko), Holland (ved Jan Pronk), Ungarn (ved Milos Persany), Italien (ved Altero Matteoli) og Danmark (ved Connie Hedegaard).

5.3.2. Ulandenes status

Nord-Syd-debatten er gået igen i hele analysen, og udover AOSIS-landene, der eksempelvis under COP13 i høj grad har forsøgt at sikkerhedsliggøre klimadebatten, har ulandene været gode til, i Buzans term, at ”koble” klimadebatten til andre problematikker med relevans for dem. Jf. afsnittet om Ekstraordinære midler, vil ekstraordinære midler altid være en håndtering af ”problemet” ud fra den sikkerhedsliggørende aktørs ønsker og forslag, og jf. afsnittet om den klassiske realisme, vil de enkelte stater altid følge deres egeninteresse. Et eksempel herpå er COP7 i Marokko, hvor landets konge, miljøminister og formanden for regionalrådet i Marrakesh i hver deres taler anmoder om international støtte til de afrikanske lande og påstår, at de afrikanske lande har behov for finansiel støtte, klimavenlig teknologi, viden og menneskelig- og institutionel kapacitet.

Da ulandenes 130 medlemslande i G77 udgør hovedparten af UNFCCCs 195 medlemslande, er det ikke forunderligt, at det er lykkedes dem at sætte dagsorden og at disse koblinger i høj grad er slået igennem i den etablerede diskurs, hvor klimaforandringer, forskyldt af ilandenes udvikling, er blevet ækvivaleret med bl.a. sygdomme, fattigdom og sult, og anmodningen til publikum eller den absolutte prioritering er af finansiel eller teknologisk karakter.

Ulandenes krav kan ses i lyset af 2015 målene fra Millenniumtopmødet i 2000, hvor ulandene satte dagsordenen, og bæredygtigt miljø landede på næstsidste plads til fordel for andre mere presserende trusler i ulandene.



Figur 29: FNs otte 2015 mål

En stor del af sikkerhedsliggørelsen i klimadebatten er derfor en økonomisk form for sikkerhedsliggørelse.

5.3.3. Funktionelle aktørers indflydelse

Hvor de foregående to afsnit har vist de interesseforskelle, der kan være blandt ilandene og ulandene, findes der i UNFCCC-regi også grupperinger, der kan have et ønske om at modarbejde en sikkerhedsliggørelse af klimadebatten. Det kan ikke udelukkes, at disse aktører overlapper med andre grupperinger.

Det er tankevækkende, at de interstatslige organisationer LAS, OAPEC og OPEC, hvis indtægtskilde er på spil i forbindelse med fokus på fossile brændstoffer, allerede deltager under COP1. Dette kunne tyde på, at disse organisationer er det, Københavnerskolen kalder funktionelle aktører – hermed ment funktionelle aktører, der modarbejder bestemte diskurser.226 Flere af landene spiller en konfliktuerende dobbeltrolle ift. disse interstatslige organisationer. Indonesien var således under sit formandsskab for COP13 stadig medlem af OPEC.

Landegrupper kan også være funktionelle aktører. Disse har en direkte mulighed for at øve indflydelse på diskursen. Det har ikke været hensigten at undersøge ”hvad der ikke bliver sagt”, men anvendelsen af diskurs- og talehandlingsanalyse betyder, at man skal være opmærksom på, at en diskurs etableres bevidst. Det er således et bevidst valg, hvad der ikke bliver sagt eller hvordan det bliver sagt. Som den tyske kansler Gerhard Schröder formulerer det under COP5, kan en diskurs snakkes ihjel, og medlemslandene behøves således ikke tale en diskurs, der er imod bekæmpelsen af klimaforandringer. Aktører kan istedet nøjes med at pointere vanskeligheder ved forhandlingerne, og dermed trække disse og beslutningerne i langdrag.
(...) nobody should be allowed to postpone measures by pointing out remaining scientific uncertainties.

Det har desværre ikke været muligt at undersøge, hvilke emner, der ikke er blevet bragt på bane i UNFCCC-sammenhæng, og hvilke emner, der er blevet udskudt ud fra en interesse om, at aftaler ikke skulle vedtages.

< COP16IndholdsfortegnelsePolitiske konsekvenser >






 0 kommentar(er) · 1533 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Sammenfatning af analysens overordnede konklusioner:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik