Husk mig
▼ Indhold

Sikkerhedsliggørelsens komponenter

Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.


< SikkerhedsliggørelsesteoriIndholdsfortegnelseDiskursteori >


2.4.2. Sikkerhedsliggørelsens komponenter
I det følgende vil parallellerne mellem Københavnerskolens teoriapparat og klimadebattens empiri blive draget. Hver komponent vil blive analyseret enkeltvis og herpå sammenkoblet for at nå til et større billede af, hvad sikkerhedsliggørelse af klima er.

2.4.2.1. Referenceobjektet
Hos Wæver, Buzan og de Wilde beskrives referentobjekter på følgende måde:
Referent objects (...) [are] things that are seen to be exitentially threatened and that have a legitimate claim to survival.44
Oprindeligt har der i den traditionelle sikkerhedsliggørelse været tale om at grupperinger af mennesker har været truet. I denne definition skrives der dog ”ting”, da referenceobjektet grundlæggende kan være alt mellem himmel og jord.

Referenceobjektet ”klima” er allerede blevet udpenslet under afgrænsningen, hvor det blev klart, at ”klima” er et paraplybegreb for en masse underliggende elementer.



Figur 8: Elementer under paraplybegrebet "klima"

Hvert enkelt element, der kan indgå under paraplybegrebet ”klima”, vil derfor i denne opgave, hvis det forefindes i casematerialet, indgå som referenceobjekt.

2.4.2.2. Trussel
Truslen/truslerne, som klima er udsat for, er ligeledes blevet uddybet under afgrænsningen, hvor de blev identificeret som værende menneskeskabte CO2-udledninger, hvilket dog også er et paraplybegreb for følgevirkninger, der truer referenceobjekterne. Nogle eksempler kan ses på følgende figur.



Figur 9: Trusler

UNFCCC har forsøgt at konstruere en diskurs om, at status quo indenfor CO2-udledninger vil føre til en trussel mod klimaet og de andre elementer, som paraplybegrebet ”klima” dækker over.

Idet klimaet bliver truet bliver også vores fremtid, eksistens og overlevelse indirekte truet, idet fødevarer, ferskvand, habitat, økonomi, samfund, civilisation, levestandard og sundhed trues.

2.4.2.3. Sikkerhedsliggørende aktør
En sikkerhedsliggørende aktør er den, der udfører talehandlinger, som beskriver et emne som sikkerhedsproblem.
There can be a variety of securitizing actors: not all securitizing speech is uttered by the powers that be, who also do not always have to be state powers. People outside official authority can utilize securitization speech to achieve certain aims, provided they have sufficient social capital.45

Og den sikkerhedsliggørende proces er i princippet fuldstændig åben.
(any ”securitizing actor” can attempt to securitize any issue and referent object)46

Det er dog i praksis en fordel, hvis aktøren er en politisk aktør. I denne opgave vurderes det, at den sikkerhedsliggørende aktør er UNFCCC. Det er interessant at analysere, hvorfor UNFCCC kan identificeres som sikkerhedsliggørende aktør.

Man kan identificere en sikkerhedsliggørende aktør ved at se nærmere på, hvem der offentligt har italesat et referenceobjekt som truet. Her er det entydigt, at klima i mange år har været en del af FNs ansvars- og interesseområde. FNs klimaprogram, UNEP, opstod således allerede i juni 1972 under FNs miljøkonference i Stokholm.47 Og i 1988 etablerede UNEP sammen med WMO IPCC, der er det førende videnskabelige organ for vurdering af klimaforandringer.

Det var dog først med UNFCCC, at der blev etableret en enhed, som aktivt skulle etablere internationalt gældende lovgivning med det formål at reducere drivhusgasudledningen.
The current climate policy architecture has evolved since 1992 under the United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) and the Kyoto Protocol.48

Den sikkerhedsliggørende aktør har udviklet sig under sin eksistensperiode. UNFCCC blev etableret den 9. maj 1992. Fra den 4. til den 14. juni 1992 blev den åbnet for undertegnelse i Rio de Janeiro. Den var herefter åben for undertegnelse i FNs hovedkvarter i New York fra den 20. juni 1992 til den 19. juni 1993. Forinden var konventionen blevet underskrevet af 166 medlemmer. Den 21. maj 1994 trådte konventionen i kraft. I 1995 fandt den første COP sted, og i 1997 under COP3 i Kyoto havde allerede 193 lande underskrevet konventionen. Medlemstallet er steget sidenhen, og i dag er der 195 medlemmer, hvoraf 194 er stater. Også andre deltagere i møderne, såsom mellemstatslige og ikkestatslige organisationer49, får taletid – hvorfor de også må bedømmes som værende en del af dette sikkerhedsliggørende organ. Disse aktører kaldes af Københavnerskolen for funktionelle aktører. En funktionel aktør er en aktør parallel med den sikkerhedsliggørende aktør, der har en signifikant indflydelse på de beslutninger der træffes omkring sikkerhed på et bestemt område – det kan som i dette tilfælde være andre sikkerhedsliggørende aktører, men en funktionel aktør kan også have en modarbejdende indflydelse. Eftersom de funktionelle aktører dog ikke hører til dette speciales problemstilling, der primært er rettet mod at afdække forsøg på sikkerhedsliggørelse, vil der ikke specifikt blive set nærmere på denne gruppe.

At UNFCCC er sådan en kompleks enhed har også indflydelse på, hvem publikum er, hvilket der vil blive set nærmere på under afsnittet om publikum som komponent i sikkerhedsliggørelsen af klima.

UNFCCC som aktør vil ikke være centrum for analysen, ligesom aktører ikke er centrum i sikkerhedsliggørelsesteorien, der drejer sig om, hvorledes et emne sikkerhedsliggøres. Det er dog relevant, hvilken aktør der udfører talehandlingerne, da visse aktører har mere autoritet indenfor et bestemt område og derved lettere ved at sikkerhedsliggøre et referenceobjekt end andre, og hvor FN, som UNFCCC er en del af, har en førende position, da organisationen er etableret med det formål at skabe sikkerhed.

Dette leder videre til afsnittet om faciliterende omstændigheder, som aktørens autoritet er en del af.

2.4.2.4. Faciliterende omstændigheder
De faciliterende omstændigheder er kort sagt sandsynligheden for, at aktøren er heldig i sit forsøg på at sikkerhedsliggøre referenceobjektet som truet.50

I UNFCCCs tilfælde er nogle af de faciliterende betingelser den allerede etablerede klima- og miljøvenlige diskurs samt aktørernes autoritet. Autoritet er ikke en betingelse, men en fordel. Det er med andre ord ikke muligt at sammensætte diverse faciliterende omstændigheder for herpå med sikkerhed at kunne sige, at en sikkerhedsliggørelse vil være heldig, da der altid vil være en chance for, at andre faktorer kan have indflydelse på talehandlingernes udfald.
[The power to define security] is never absolute: No one is guaranteed the ability to make people accept a claim for necessary security action (…), nor is anyone excluded from attempts to articulate alternative interpretations of security.51

De faciliterende omstændigheder vil blive analyseret indledende i del 2.

2.4.2.5. Publikum
Publikums accept er en meget vigtig brik i sikkerhedspuslespillet, da den er billetten til en succesfuld sikkerhedsliggørelse.
Successful securitization is not decided by the securitizer but by the audience of the security speech act: Does the audience accept that something is an existential threat to a shared value?52

Og det er vigtigt, at det publikum, som talehandlingen henvender sig til, er et relevant publikum.

Metodisk kan det være svært at skelne mellem aktør og publikum. Traditionelt er publikum det pågældende lands befolkning eller befolkningen i den relevante region. UNFCCC er et specielt tilfælde, da publikum primært er medlemslandenes delegerede og beslutningstagere, men også hele verdens befolkning. Og publikum er samtidig de lande, som er medlemslande i UNFCCC, og hvis delegerede dermed er aktøren. Derfor er udvælgelsen af casematerialet i denne sammenhæng også lidt speciel, da UNFCCCs medlemslande selv har udført de relevante talehandlinger og har bidraget til at nå til enighed om de beslutninger, som vil blive analysematerialet i denne opgave.

Som nævnt under afsnittet om den sikkerhedsliggørende aktør, så har UNFCCC fået flere medlemmer gennem årene. Under COP1 deltog kun 116 af de 126 lande, der havde ratificeret konventionen. I dag har 195 lande ratificeret konventionen, hos hvilke konventionen også er trådt i kraft. Publikum har dermed ændret sig over årene. Man kan således sige, at publikum er inddelt i to lejre. Der er publikummet, der har underskrevet og ratificeret konventionen, og hvor denne er trådt i kraft. Dette publikum er bundet til de aftaler, der træffes i UNFCCC-regi53 – denne del af publikum er i dag hovedparten af verdens lande. Den anden del af publikum er dem, der fra sidelinjen følger beslutningerne og debatterne i UNFCCC og som på baggrund af den diskurs, der bliver skabt, da alle andre lande følger de for dem bindende aftaler, føler sig nødsaget til at ratificere konventionen eller agere klimavenlige – denne del af publikum er i dag stort set ikke eksisterende længere.

Metodisk er det også vanskeligt at vurdere, hvornår publikum har accepteret en sikkerhedsliggørelse. Hovedparten af verdens befolkning kan således enes om, at der eksisterer menneskeskabt CO2-udledning. Mange er også enige om, at denne CO2-udledning har indflydelse på klimaet. Men er alle overbeviste om, at menneskeskabte CO2-udledningers indflydelse på klimaet truer menneskehedens eksistens? Er alle enige om, hvem der bærer ansvaret? Og er alle enige om prioriteringerne i denne sammenhæng? Det væsentligste må være, at aktøren får overbevist publikum i en sådan grad, at publikum er indforstået med, at ekstraordinære midler tages i brug.

2.4.2.6. Ekstraordinære midler
Ekstraordinære midler er som regel altid afslutningen på en sikkerhedsliggørelsesproces og sættes i værk for at sikre referenceobjektets overlevelse. Et ekstraordinært middel er dog ikke nødvendigvis en militær handling. Det ekstraordinære kan også være en radikal ændring i almindelige procedurer.

Eftersom referenceobjekterne og truslerne i klimadebatten bliver meget brede, når man undersøger, hvad ”klima” og ”CO2-udledning” står for, så er det i denne sammenhæng vanskeligt at vurdere, om ekstraordinære midler er retfærdiggjort i klimadebatten – eller om de endda allerede er taget i anvendelse. Det kan i det hele taget være svært at operationalisere, hvad en ekstraordinær handling eller et ekstraordinært middel er. I teorien er det dog ganske enkelt.

In theory, any public issue can be located on the spectrum ranging from nonpoliticized (meaning the state does not deal with it and it is not in any other way made an issue of public debate and decision) through politicized (meaning the issue is part of public policy, requiring government decision and resource allocations or, more rarely, some other form of communal governance) to securitized (meaning the issue is presented as an existential threat, requiring emergency measures and justifying actions outside the normal bounds of political procedure).54

Men i praksis er det mere vanskeligt. Der er mange spørgsmål og overvejelser at gå igang med for at vurdere, om noget er ekstraordinært. Endnu et vigtigt spørgsmål er, hvem der afgør, om noget er ekstraordinært. Og også de førende teoretikere på området oplever denne problematik.
In the case of issues (notably the environment) that have moved dramatically out of the nonpoliticized category, we face the double question of whether they have merely been politicized or have also been securitized.55

Ekstraordinære midler i klimadebatten er et emne for sig. Klimaforandringer rammer bl.a. områderne miljø, energi og økonomi – men ift. den traditionelle sikkerhedsteori mangler der en ”fjende”. Er fjenden således klimaforandringerne og den globale opvarmning? Er fjenden ilande, der har skabt drivhusgasserne, som igen har skabt klimaforandringerne? Eller er fjenden de klimaflygtninge, der på baggrund af hungersnød og fattigdom krydser grænserne og søger tilflugt, vand og fødevarer i nabolandene? Ekstraordinære midler vil altid være en håndtering af ”problemet” ud fra den sikkerhedsliggørende aktørs forslag. Denne håndtering vil dog være forskellig alt efter hvad ”problemet” er – de ekstraordinære midler kan således være vidt forskellige. Som det antydes i definitionen fungerer ekstraordinære tiltag ikke som et egentligt kriterium for sikkerhedsliggørelsen. Kriteriet herfor er mindre krævende og forudsætter hovedsageligt, at den sikkerhedsliggørende aktørs talehandlinger opnår tilstrækkelig resonans til at overbevise publikum om, at problemet udgør en eksistentiel trussel og derfor burde muliggøre indførelsen af ekstraordinære tiltag.56

Aftalerne opnået i UNFCCC-regi vurderes i denne sammenhæng ikke som ekstraordinært middel, da FN ikke kan tvinge medlemslandene til at overholde miljøaftaler, og der kun er svage sanktionsmuligheder.57 Tværtimod burde man ift. ekstraordinære midler se på, hvad NGOerne accepterer som ekstraordinært.

2.4.2.7. Sikkerhedsliggørelse af paraplybegrebet ”klima”
Nedenfor er der skitseret en opsummering af gennemgangen af de forskellige komponenter i FNs forsøg på sikkerhedsliggørelse af klimadebatten.



Figur 10: Klimadebattens komponenter

Afsluttende, inden der ses nærmere på diskurs- og talehandlingsteori, fremgår sammenhængen mellem klimadebattens komponenter i en sikkerhedsliggørelsesproces af følgende tegning.



Figur 11: Sikkerhedsliggørelsesprocessen anvendt på klimadebatten

< SikkerhedsliggørelsesteoriIndholdsfortegnelseDiskursteori >






 0 kommentar(er) · 1784 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Sikkerhedsliggørelsens komponenter:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik