Sikkerhedsliggørelsesteori
Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.
2.4.1. Sikkerhedsliggørelsesteori
Afsnittet vil blive inddelt i nogle underafsnit, begyndende med Københavnerskolens konstruktivistiske og realistiske baggrund, for herefter at gå videre til, hvordan sikkerhed og sikkerhedsliggørelse herudfra er defineret. Afsluttende vil dette lede frem til Københavnerskolens version af sikkerhedsliggørelse.
2.4.1.1. Københavnerskolens konstruktivistiske og realistiske baggrund
Der er stor debat om, hvorvidt Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori tager udgangspunkt i konstruktivismen eller poststrukturalismen. Eftersom sikkerhedsliggørelsesteorien dog i vid udstrækning, ifølge min egen iagttagelse, anses som en syntese mellem konstruktivismen og klassisk politisk realisme i sin tilgang til international sikkerhed, så vil dette speciale fokusere på den konstruktivistiske teori.
Opgavens teoretiske grundlag læner sig således hovedsageligt op ad Ole Wæver, Barry Buzan og Jaap de Wildes værk Security A New Framework For Analysis, hvis forord indleder med en forklaring af den konstruktivistiske tilgang i opgaven:
Derfor er det relevant indledningsvist at redegøre for de grundlæggende træk i konstruktivismen og realismen.
Konstruktivismen er i sin tankegang en direkte modsætning til realismen, der ser virkeligheden som værende adskilt fra menneskets beskrivelse af den.25 Det er dog den politiske realismes fokus på nationale interesser og sikkerhed, der skal ses som et væsentligt element i Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori.
2.4.1.1.1. Konstruktivisme
Konstruktivismen sammen med kritisk teori, postmodernismen og normativ teori er del af den post-positivistiske bevægelse imod positivismen og positivistisk metodologi.
Fokus i konstruktivismen er den menneskelige bevidsthed og dennes plads i world affairs. Konstruktivister hævder, at der ikke findes nogen ydre objektiv virkelighed. Den sociale og politiske verden er ikke en fysisk enhed, der eksisterer udenfor den menneskelige bevidsthed. Den sociale og politiske verden eksisterer kun som en intersubjektiv bevidsthed blandt mennesker. Det er en menneskelig opfindelse eller konstruktion af ren intellektuel og idemæssig karakter, og kan måske rettere beskrives som et sæt af ideer eller system af normer, der er blevet arrangeret af bestemte mennesker på bestemte tidspunkter og steder. Hvis de tanker og ideer, der indgår i eksistensen af internationale relationer, ændrer sig, vil systemet også ændre sig, da systemet består af disse tanker og ideer. Denne intersubjektive karakter af internationale relationer kan undersøges nærmere af metoder, der er videnskabelige i den historiske og sociologiske betydning – dog ikke i ordets positivistiske betydning.26
Konstruktivisme bliver undertiden betragtet som en ny tilgang til international politik. Men i virkeligheden er det en gammel metode, der kan spores tilbage til det 18. århundrede, hvor den italienske filosof Giambattista Vico skrev, at verden er skabt af Gud, men at den historiske verden er lavet af mennesket. Historien og historiske konstruktioner såsom stater bliver således skabt af mennesker. Det er det faktum, at mennesket selv har konstrueret denne sociale verden bestående af menneskelig bevidsthed, tanker, overbevisninger, ideer, koncepter, sprog, diskurser, tegn, signaler, forståelser, forestillinger og antagelser, der gør den forståelig for dem. Den sociale verden er et intersubjektivt domæne, der er meningsfyldt for de mennesker, der har konstrueret den og som lever i den.27
Alexander Wendt har beskrevet, hvordan konstruktivismen er anvendelig på et sikkerhedsproblem:
Det er i overensstemmelse hermed, at Københavnerskolen tager udgangspunkt i en intersubjektiv forståelse af verden. I nietzschistisk forstand er det således det dominante, der har mulighed for at etablere nye interpretationer, og interpretation er således en slags magt.
Enhver gruppering, det være sig en stat, nation, NGO etc., har sine egne ideer, forestillinger og antagelser om sig selv som gruppe og om ”de andre”. Kort sagt består den politiske verden og international politik udelukkende af mennesker. Der eksisterer intet socialt udenfor den menneskelige aktivitet eller uafhængigt af denne. Konstruktivismen er således en empirisk tilgang til studiet af international politik. For hvis den sociale og politiske verden består af fælles overbevisninger, hvordan påvirker det så internationale begivenheder? Svaret er ganske enkelt. Ifølge konstruktivismen er der intet uundgåeligt eller uudskifteligt ved politik. Intet er på forhånd givet. Alt er intersubjektivt og dermed uvist.29
Konstruktivister er blandt dem, for hvilke forskning drejer sig om fortolkning mere end forklaring. De er skeptiske overfor mulighederne for at have en neutral holdning til forskning, hvilket vil resultere i objektiv viden. Der er dog stor spredning i skepticismen blandt konstruktivisterne. Således taler nogle konstruktivister om mekanismer og processer i social konstruktion. I den sammenhæng ses den internationale verden som en ekstern virkelighed, der kan forklares, når man kender dens sociale kræfter og love. Andre konstruktivister, der lægger vægt på diskurser og kommunikation, driver forskning ved at granske menneskers argumentation og sprog og dermed deres antagelser og overbevisninger for herigennem at redegøre for, hvordan disse former og betinger deres adfærd.30
Ift. Københavnerskolen har det konstruktivistiske udgangspunkt udmøntet sig i en metateoretisk kritik af den traditionelle sikkerhedsforsknings ontologi, der udspringer af realismen og liberalismen. De statscentrerede traditionelle sikkerhedsteorier har fokus på mere militære overvejelser med statens overlevelse som det centrale element. Som tilhængere af et mere bredt sikkerhedsbegreb har Københavnerskolens teori udfordret det traditionelle sikkerhedsbegreb – en debat, som diskussionen senere i specialet vil se nærmere på.
2.4.1.1.2. Klassisk realisme
De grundlæggende ideer og antagelser, der står bag realismen, har et pessimistisk syn på menneskets natur; en overbevisning om, at internationale relationer nødvendigvis vil være konfliktfyldte, og at internationale konflikter i sidste ende må løses ved krig; en stor værditilskrivelse til den nationale sikkerhed og statens overlevelse og en grundlæggende skepsis overfor resultaterne i international politik ift. national politik.
I realismen er mennesker kendetegnet ved at være optaget af deres egen trivsel i relationen til andre. De ønsker ikke at blive udnyttet, men istedet at være i førersædet. Dette ønske om at nyde en fordel ift. andre og undgå dominans er universel. International politik er derfor magtpolitik – en arena for rivalisering, konflikt og krig, hvor det gælder forsvaret af de nationale interesser og statens overlevelse.
Realister opererer således med antagelsen om, at international politik udfolder sig i et internationalt anarki, hvor stater er de eneste relevante aktører – med den mest vigtige opgave: forsvar. Staterne indgår i et internationalt magthierarki, hvor primært de dominerende stater kæmper for mere magt og sikkerhed. I dette hierarki handler det om at kende sin placering og tilpasse sig den naturlige virkelighed af ulige magtforhold. Andre aktører, såsom individer, internationale organisationer og NGOer, er af mindre betydning.31
Staten er etableret for at sikre borgerne og disses velfærd. Ifølge Thomas Hobbes32 herskede der forud for den suveræne stat en præ-borgerlig tilstand - naturtilstand – nærmere beskrevet en alles kamp mod alle/permanent krigstilstand, og ”(...) the life of men [will be] solitary, poor, nasty, brutish and short.”.33 Denne tilstand har en yderst negativ indvirkning på menneskers forhold til hinanden, hvor hvert individ konstant lever i frygt, og ingen kan være sikker på sin egen sikkerhed og overlevelse. Pga. denne naturtilstand indgår individet i en civiliseret politisk relation med andre individer, hvilket fører til statsdannelse, og dermed skaber individet et organ for politisk viden og visdom, for ikke længere at skulle frygte for sin egen død. I en sådan civiliseret tilstand og under statens beskyttelse kan individet trives i fred og nyde lykke og velvære. Statens etablering har til gengæld medført et nyt sikkerhedsdilemma, idet der nu er skabt en naturtilstand mellem staterne, der har medført national og international usikkerhed, som ikke kan undgås, da ingen stater er interesseret i at opgive deres suverænitet til fordel for en global sikkerhedsgarant i form af en global stat eller verdensregering. Til gengæld kan stater, hvis det er i deres overlevelses- og sikkerhedsinteresse, lave kontrakter og traktater med hinanden. International lovgivning kan moderere naturtilstanden mellem staterne ved at skabe aftaler og regler, som er til fordel for alle stater.
Det er dog en kendsgerning, at selvom der findes et politisk organ, er der ingen permanent løsning på sikkerhedsdilemmaet. Således vil det faktum, at alle stater skal sikre deres egne nationale interesser, betyde, at man aldrig kan stole på andre lande og disses regeringer. Alle internationale aftaler, konventioner, skikke, regler, love osv. er foreløbige og betinget af staternes vilje til at overholde dem. Staterne skal til enhver tid være parate til at ofre deres internationale forpligtelser, hvis disse kommer i konflikt med deres egeninteresse.
Machiavelli beskriver denne tilstand på følgende måde:
2.4.1.2. Sikkerhed og sikkerhedsliggørelse
Hvad er sikkerhed på baggrund af de to forudgående afsnit om konstruktivisme og realisme?
Ud fra den konstruktivistiske logik anskues ”sikkerhed” ikke objektivistisk, hvorfor det heller ikke er relevant, hvorvidt den givne trussel er eksisterende eller ej. Sikkerhedsliggørelsesteorien fokuserer istedet på, hvordan den sikkerhedsliggørende aktør forsøger at konstruere en intersubjektiv opfattelse af en eksisterende eksistentiel trussel ved diskursivt at henvise til en given værdsat referents sikkerhed.
Som Reed formulerer det:
Sikkerhedsliggørelsesteori ser med andre ord nærmere på, hvem der beslutter, at noget skal være et sikkerhedsemne, samt hvordan det blir det.
2.4.1.3. Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori
Københavnerskolens teori har vendt op og ned på antagelsen af, at sikkerhedsforskning i den traditionelle sikkerhedsteori kun er relevant ift. stater og militære løsninger. I dag er det almindeligt at omtale elementer indenfor andre sikkerhedskategorier, der oprindeligt er blevet formuleret af Buzan, i sikkerhedstermer.37 Sektorerne er brede kategorier af, hvad der teoretisk kan udgøre en eksistentiel trussel, og har det til fælles, at de alle kan analyseres ud fra en logik om overlevelse af et eksistentielt truet referenceobjekt.38 Det er vigtigt at bemærke, at sektorerne kun er teoretiske. Principielt kan sikkerhedsbegrebet således vise sig anvendelig i flere sektorer end de nævnte.39
Sektorerne er udformet på følgende måde:
Figur 4: Københavnerskolens sikkerhedssektorer
Ift. andre teorier om sikkerhed, beskæftiger Københavnerskolen sig således ikke med polaritet og materielle forhold, såsom våbenkapløb. Københavnerskolen er derimod interesseret i, hvorledes og hvorfor noget bliver gjort til et sikkerhedsemne. Ved på denne måde at udfordre den traditionelle sikkerhedsteori, har Københavnerskolen indskrevet sig i den ”brede” vs. ”smalle”-sikkerhedsforskningsdebat40, hvor Københavnerskolen gælder som ”udviderne”. Københavnerskolen har dermed taget den oprindelige sikkerhedsteoris elementer og udvidet dem til at kunne omfatte andre områder end staten og militæret.
De afgørende forhold i Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori er derfor
Det er elementerne af dette citat, der danner grundlag for sikkerhedsliggørelsesteorien.
Selveste sikkerhedsliggørelsen kræver således seks elementer:
Figur 5: Sikkerhedsliggørelsens elementer
I teorien om sikkerhedsliggørelse forsøger en aktør, som kan forventes at være politiske ledere, regeringer, lobbyister eller interesseorganisationer, at frame nogen eller nogets overlevelse som et sikkerhedsemne, ved at argumentere for, at den/det er eksistentielt truet.
En vellykket sikkerhedsliggørelse kræver herpå, at publikummet, som aktøren henvender sig til, accepterer diskursen, hvorpå der bliver givet mulighed for ekstraordinære midler. En sikkerhedsliggørende aktørs formål vil altid være at legitimere ekstraordinære tiltag, som afviger fra den almindelige praksis på området.
På følgende tegning ses, hvorledes sikkerhedsliggørelsens elementer hænger sammen. Tegningen vil udvikle sig i løbet af kapitlet for at forklare hvilke elementer og organer og disses relation i en sikkerhedsliggørelsesproces nærværende opgave vil beskæftige sig med.
Figur 6: Sikkerhedsliggørelsesprocessen
For Københavnerskolen bliver sikkerhed ergo en udvidelse af politik. Elementer – indenfor de forskellige sikkerhedskategorier – bliver flyttet fra en politisk diskurs til en sikkerhedsdiskurs, hvor aktøren kan legitimere brugen af ekstraordinære tiltag. Dette sker ved hjælp af en sikkerhedsliggørende handling og er defineret som
Det er denne sikkerhedsliggørende handling, som specialet vil undersøge nærmere.
Figur 7: Denne opgaves fokus i sikkerhedsliggørelsesprocessen
I dette speciale undlades at undersøge nærmere, om publikum accepterer sikkerhedsliggørelsen, og om brugen af ekstraordinære midler legitimeres som følge af en sikkerhedsliggørelse.
For at uddybe, hvilke elementer diskursen ”sikkerhed” ift. klimadebatten bygger på, vil det følgende afsnit bidrage med en definition heraf.
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.
| < Specialets teoretiske udgangspunkt | Indholdsfortegnelse | Sikkerhedsliggørelsens komponenter > |
2.4.1. Sikkerhedsliggørelsesteori
Afsnittet vil blive inddelt i nogle underafsnit, begyndende med Københavnerskolens konstruktivistiske og realistiske baggrund, for herefter at gå videre til, hvordan sikkerhed og sikkerhedsliggørelse herudfra er defineret. Afsluttende vil dette lede frem til Københavnerskolens version af sikkerhedsliggørelse.
2.4.1.1. Københavnerskolens konstruktivistiske og realistiske baggrund
Der er stor debat om, hvorvidt Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori tager udgangspunkt i konstruktivismen eller poststrukturalismen. Eftersom sikkerhedsliggørelsesteorien dog i vid udstrækning, ifølge min egen iagttagelse, anses som en syntese mellem konstruktivismen og klassisk politisk realisme i sin tilgang til international sikkerhed, så vil dette speciale fokusere på den konstruktivistiske teori.
Opgavens teoretiske grundlag læner sig således hovedsageligt op ad Ole Wæver, Barry Buzan og Jaap de Wildes værk Security A New Framework For Analysis, hvis forord indleder med en forklaring af den konstruktivistiske tilgang i opgaven:
”And it offers a constructivist operational method for distinguishing the process of securitization from that of politicization – for understanding who can securitize what and under what conditions.”
Derfor er det relevant indledningsvist at redegøre for de grundlæggende træk i konstruktivismen og realismen.
Konstruktivismen er i sin tankegang en direkte modsætning til realismen, der ser virkeligheden som værende adskilt fra menneskets beskrivelse af den.25 Det er dog den politiske realismes fokus på nationale interesser og sikkerhed, der skal ses som et væsentligt element i Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori.
2.4.1.1.1. Konstruktivisme
Konstruktivismen sammen med kritisk teori, postmodernismen og normativ teori er del af den post-positivistiske bevægelse imod positivismen og positivistisk metodologi.
Fokus i konstruktivismen er den menneskelige bevidsthed og dennes plads i world affairs. Konstruktivister hævder, at der ikke findes nogen ydre objektiv virkelighed. Den sociale og politiske verden er ikke en fysisk enhed, der eksisterer udenfor den menneskelige bevidsthed. Den sociale og politiske verden eksisterer kun som en intersubjektiv bevidsthed blandt mennesker. Det er en menneskelig opfindelse eller konstruktion af ren intellektuel og idemæssig karakter, og kan måske rettere beskrives som et sæt af ideer eller system af normer, der er blevet arrangeret af bestemte mennesker på bestemte tidspunkter og steder. Hvis de tanker og ideer, der indgår i eksistensen af internationale relationer, ændrer sig, vil systemet også ændre sig, da systemet består af disse tanker og ideer. Denne intersubjektive karakter af internationale relationer kan undersøges nærmere af metoder, der er videnskabelige i den historiske og sociologiske betydning – dog ikke i ordets positivistiske betydning.26
Konstruktivisme bliver undertiden betragtet som en ny tilgang til international politik. Men i virkeligheden er det en gammel metode, der kan spores tilbage til det 18. århundrede, hvor den italienske filosof Giambattista Vico skrev, at verden er skabt af Gud, men at den historiske verden er lavet af mennesket. Historien og historiske konstruktioner såsom stater bliver således skabt af mennesker. Det er det faktum, at mennesket selv har konstrueret denne sociale verden bestående af menneskelig bevidsthed, tanker, overbevisninger, ideer, koncepter, sprog, diskurser, tegn, signaler, forståelser, forestillinger og antagelser, der gør den forståelig for dem. Den sociale verden er et intersubjektivt domæne, der er meningsfyldt for de mennesker, der har konstrueret den og som lever i den.27
Alexander Wendt har beskrevet, hvordan konstruktivismen er anvendelig på et sikkerhedsproblem:
”Social structures have three elements: shared knowledge, material resources, and practices. First, social structures are defined, in part, by shared understandings, expectations, or knowledge. These constitute the actors in a situation and the nature of their relationships whether cooperative or conflictual. A security dilemma, for example, is a social structure composed of intersubjective understandings in which states are so distrustful that they make worst-case assumptions about each other’s intentions, and as a result define their interests in self-help terms. A security community is a different social structure, one composed of shared knowledge in which states trust one another to resolve disputes without war.”28
Det er i overensstemmelse hermed, at Københavnerskolen tager udgangspunkt i en intersubjektiv forståelse af verden. I nietzschistisk forstand er det således det dominante, der har mulighed for at etablere nye interpretationer, og interpretation er således en slags magt.
Enhver gruppering, det være sig en stat, nation, NGO etc., har sine egne ideer, forestillinger og antagelser om sig selv som gruppe og om ”de andre”. Kort sagt består den politiske verden og international politik udelukkende af mennesker. Der eksisterer intet socialt udenfor den menneskelige aktivitet eller uafhængigt af denne. Konstruktivismen er således en empirisk tilgang til studiet af international politik. For hvis den sociale og politiske verden består af fælles overbevisninger, hvordan påvirker det så internationale begivenheder? Svaret er ganske enkelt. Ifølge konstruktivismen er der intet uundgåeligt eller uudskifteligt ved politik. Intet er på forhånd givet. Alt er intersubjektivt og dermed uvist.29
Konstruktivister er blandt dem, for hvilke forskning drejer sig om fortolkning mere end forklaring. De er skeptiske overfor mulighederne for at have en neutral holdning til forskning, hvilket vil resultere i objektiv viden. Der er dog stor spredning i skepticismen blandt konstruktivisterne. Således taler nogle konstruktivister om mekanismer og processer i social konstruktion. I den sammenhæng ses den internationale verden som en ekstern virkelighed, der kan forklares, når man kender dens sociale kræfter og love. Andre konstruktivister, der lægger vægt på diskurser og kommunikation, driver forskning ved at granske menneskers argumentation og sprog og dermed deres antagelser og overbevisninger for herigennem at redegøre for, hvordan disse former og betinger deres adfærd.30
Ift. Københavnerskolen har det konstruktivistiske udgangspunkt udmøntet sig i en metateoretisk kritik af den traditionelle sikkerhedsforsknings ontologi, der udspringer af realismen og liberalismen. De statscentrerede traditionelle sikkerhedsteorier har fokus på mere militære overvejelser med statens overlevelse som det centrale element. Som tilhængere af et mere bredt sikkerhedsbegreb har Københavnerskolens teori udfordret det traditionelle sikkerhedsbegreb – en debat, som diskussionen senere i specialet vil se nærmere på.
2.4.1.1.2. Klassisk realisme
De grundlæggende ideer og antagelser, der står bag realismen, har et pessimistisk syn på menneskets natur; en overbevisning om, at internationale relationer nødvendigvis vil være konfliktfyldte, og at internationale konflikter i sidste ende må løses ved krig; en stor værditilskrivelse til den nationale sikkerhed og statens overlevelse og en grundlæggende skepsis overfor resultaterne i international politik ift. national politik.
I realismen er mennesker kendetegnet ved at være optaget af deres egen trivsel i relationen til andre. De ønsker ikke at blive udnyttet, men istedet at være i førersædet. Dette ønske om at nyde en fordel ift. andre og undgå dominans er universel. International politik er derfor magtpolitik – en arena for rivalisering, konflikt og krig, hvor det gælder forsvaret af de nationale interesser og statens overlevelse.
Realister opererer således med antagelsen om, at international politik udfolder sig i et internationalt anarki, hvor stater er de eneste relevante aktører – med den mest vigtige opgave: forsvar. Staterne indgår i et internationalt magthierarki, hvor primært de dominerende stater kæmper for mere magt og sikkerhed. I dette hierarki handler det om at kende sin placering og tilpasse sig den naturlige virkelighed af ulige magtforhold. Andre aktører, såsom individer, internationale organisationer og NGOer, er af mindre betydning.31
Staten er etableret for at sikre borgerne og disses velfærd. Ifølge Thomas Hobbes32 herskede der forud for den suveræne stat en præ-borgerlig tilstand - naturtilstand – nærmere beskrevet en alles kamp mod alle/permanent krigstilstand, og ”(...) the life of men [will be] solitary, poor, nasty, brutish and short.”.33 Denne tilstand har en yderst negativ indvirkning på menneskers forhold til hinanden, hvor hvert individ konstant lever i frygt, og ingen kan være sikker på sin egen sikkerhed og overlevelse. Pga. denne naturtilstand indgår individet i en civiliseret politisk relation med andre individer, hvilket fører til statsdannelse, og dermed skaber individet et organ for politisk viden og visdom, for ikke længere at skulle frygte for sin egen død. I en sådan civiliseret tilstand og under statens beskyttelse kan individet trives i fred og nyde lykke og velvære. Statens etablering har til gengæld medført et nyt sikkerhedsdilemma, idet der nu er skabt en naturtilstand mellem staterne, der har medført national og international usikkerhed, som ikke kan undgås, da ingen stater er interesseret i at opgive deres suverænitet til fordel for en global sikkerhedsgarant i form af en global stat eller verdensregering. Til gengæld kan stater, hvis det er i deres overlevelses- og sikkerhedsinteresse, lave kontrakter og traktater med hinanden. International lovgivning kan moderere naturtilstanden mellem staterne ved at skabe aftaler og regler, som er til fordel for alle stater.
Det er dog en kendsgerning, at selvom der findes et politisk organ, er der ingen permanent løsning på sikkerhedsdilemmaet. Således vil det faktum, at alle stater skal sikre deres egne nationale interesser, betyde, at man aldrig kan stole på andre lande og disses regeringer. Alle internationale aftaler, konventioner, skikke, regler, love osv. er foreløbige og betinget af staternes vilje til at overholde dem. Staterne skal til enhver tid være parate til at ofre deres internationale forpligtelser, hvis disse kommer i konflikt med deres egeninteresse.
Machiavelli beskriver denne tilstand på følgende måde:
”(…) a prince, and especially a new prince, cannot observe all those things by which men are considered good, for in order to maintain the state he is often obliged to act against his promise, against charity, against humanity, and against religion. And therefore, it is necessary that he have a mind ready to turn itself according to the way the winds of Fortune and the changeability of affairs require him; and, as I said above, as long as it is possible, he should not stray from the good, but he should know how to enter into evil when necessity commands.”34Et element, som Københavnerskolen har fra realismen og den traditionelle sikkerhedstilgang, er således, at sikkerhed drejer sig om overlevelse fra en eksistentiel trussel.
2.4.1.2. Sikkerhed og sikkerhedsliggørelse
Hvad er sikkerhed på baggrund af de to forudgående afsnit om konstruktivisme og realisme?
”[It] is the move that takes politics beyond the established rules of the game and frames the issue either as a special kind of politics or as above politics. Securitization can thus be seen as a more extreme version of politicization.”35
Ud fra den konstruktivistiske logik anskues ”sikkerhed” ikke objektivistisk, hvorfor det heller ikke er relevant, hvorvidt den givne trussel er eksisterende eller ej. Sikkerhedsliggørelsesteorien fokuserer istedet på, hvordan den sikkerhedsliggørende aktør forsøger at konstruere en intersubjektiv opfattelse af en eksisterende eksistentiel trussel ved diskursivt at henvise til en given værdsat referents sikkerhed.
Som Reed formulerer det:
”What they represent is less important than what they do (...)”36
Sikkerhedsliggørelsesteori ser med andre ord nærmere på, hvem der beslutter, at noget skal være et sikkerhedsemne, samt hvordan det blir det.
2.4.1.3. Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori
Københavnerskolens teori har vendt op og ned på antagelsen af, at sikkerhedsforskning i den traditionelle sikkerhedsteori kun er relevant ift. stater og militære løsninger. I dag er det almindeligt at omtale elementer indenfor andre sikkerhedskategorier, der oprindeligt er blevet formuleret af Buzan, i sikkerhedstermer.37 Sektorerne er brede kategorier af, hvad der teoretisk kan udgøre en eksistentiel trussel, og har det til fælles, at de alle kan analyseres ud fra en logik om overlevelse af et eksistentielt truet referenceobjekt.38 Det er vigtigt at bemærke, at sektorerne kun er teoretiske. Principielt kan sikkerhedsbegrebet således vise sig anvendelig i flere sektorer end de nævnte.39
Sektorerne er udformet på følgende måde:
Figur 4: Københavnerskolens sikkerhedssektorer
Ift. andre teorier om sikkerhed, beskæftiger Københavnerskolen sig således ikke med polaritet og materielle forhold, såsom våbenkapløb. Københavnerskolen er derimod interesseret i, hvorledes og hvorfor noget bliver gjort til et sikkerhedsemne. Ved på denne måde at udfordre den traditionelle sikkerhedsteori, har Københavnerskolen indskrevet sig i den ”brede” vs. ”smalle”-sikkerhedsforskningsdebat40, hvor Københavnerskolen gælder som ”udviderne”. Københavnerskolen har dermed taget den oprindelige sikkerhedsteoris elementer og udvidet dem til at kunne omfatte andre områder end staten og militæret.
De afgørende forhold i Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori er derfor
”(…) who securitizes, on what issues (threats), for whom (referent objects), why, with what results, and, not least, under what conditions (…).”41
Det er elementerne af dette citat, der danner grundlag for sikkerhedsliggørelsesteorien.
Selveste sikkerhedsliggørelsen kræver således seks elementer:
Figur 5: Sikkerhedsliggørelsens elementer
I teorien om sikkerhedsliggørelse forsøger en aktør, som kan forventes at være politiske ledere, regeringer, lobbyister eller interesseorganisationer, at frame nogen eller nogets overlevelse som et sikkerhedsemne, ved at argumentere for, at den/det er eksistentielt truet.
”(...) the issue is presented as an existential threat, requiring emergency measures and justifying actions outside the normal bounds of political procedure.”42
En vellykket sikkerhedsliggørelse kræver herpå, at publikummet, som aktøren henvender sig til, accepterer diskursen, hvorpå der bliver givet mulighed for ekstraordinære midler. En sikkerhedsliggørende aktørs formål vil altid være at legitimere ekstraordinære tiltag, som afviger fra den almindelige praksis på området.
På følgende tegning ses, hvorledes sikkerhedsliggørelsens elementer hænger sammen. Tegningen vil udvikle sig i løbet af kapitlet for at forklare hvilke elementer og organer og disses relation i en sikkerhedsliggørelsesproces nærværende opgave vil beskæftige sig med.
Figur 6: Sikkerhedsliggørelsesprocessen
For Københavnerskolen bliver sikkerhed ergo en udvidelse af politik. Elementer – indenfor de forskellige sikkerhedskategorier – bliver flyttet fra en politisk diskurs til en sikkerhedsdiskurs, hvor aktøren kan legitimere brugen af ekstraordinære tiltag. Dette sker ved hjælp af en sikkerhedsliggørende handling og er defineret som
”a discourse that takes the form of presenting something as an existential threat to a referent object.”43
Det er denne sikkerhedsliggørende handling, som specialet vil undersøge nærmere.
Figur 7: Denne opgaves fokus i sikkerhedsliggørelsesprocessen
I dette speciale undlades at undersøge nærmere, om publikum accepterer sikkerhedsliggørelsen, og om brugen af ekstraordinære midler legitimeres som følge af en sikkerhedsliggørelse.
For at uddybe, hvilke elementer diskursen ”sikkerhed” ift. klimadebatten bygger på, vil det følgende afsnit bidrage med en definition heraf.
| < Specialets teoretiske udgangspunkt | Indholdsfortegnelse | Sikkerhedsliggørelsens komponenter > |
0 kommentar(er) · 15039 fremvisninger
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Sikkerhedsliggørelsesteori: