Små fyringsanlæg
Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Jørgen Boldt
Små fyringsanlæg
Træ og trækul har i årtusinder været den vigtigste kilde til opvarmning, men efter 2. verdenskrig faldt forbruget til næsten ingenting. Siden oliefyring i 1953 blev tilladt til privat boligopvarmning, har fyring med faste brændsler haft dårlige kår udviklingsmæssigt og lovgivningsmæssigt.
Mens olieselskaberne i 60’erne investerede millioner i udvikling af velfungerende oliebrændere, forsvandt producenterne af fastbrændselskedler. Efter at miljøbeskyttelsesloven trådte i kraft i 1974, aftalte Byggestyrelsen og Miljøstyrelsen hurtigt regler for oliefyrenes forbrændingskvalitet udtrykt ved vejledende grænser for CO2 og sodtal. Regler for fastbrændselsfyr fandt man overflødige med den begrundelse, at praktisk talt ingen fyrede med fast brændsel.
Alligevel steg efterspørgslen af trækul igen fra begyndelsen af 1970’erne, men det skyldtes grillen på de mange parcelhusterrasser. Havegrillen holdt liv i Danmarks sidste producent af trækul, Tureby Trækulsfabrik, frem til 1982, hvor dansk trækul ikke længere kunne konkurrere med importeret trækul.
Brændeovnen frem fra gemmerne
I dette århundrede er brændeovnen blevet hevet frem fra gemmerne, hver gang der har været energikrise. Det skete under verdenskrigene og også under oliekrisen i 1973-74. Dengang havde brændeovnene stadig en ret dårlig virkningsgrad, med deraf stor forurening til følge, ofte til betydelig gene for naboerne. Der er siden sket en række teknologiske forbedringer, og en moderne ovn forurener ganske lidt.
Oliekrisen satte også gang i udviklingen af lidt større flisfyrede anlæg på godser og lignende. Skovejer K.Malthe Bruun, Emmedsbo skovbrug, installerede i 1976 et flisfyringsanlæg til opvarmning af 3 huse, mens et tilsvarende anlæg fandtes hos Hans Kieldsen, Trend Storskov. Flishugningen foregik enten i skoven eller stationært ved flislager. Fyringsenheden bestod af to dele – forfyr og kedel. Petersgård Gods startede i 1979 med at fyre med træflis. Først 120 kJ/s på godsets hovedbygning, senere fulgte 60 kJ/s i skovfogedboligen og 90 kJ/s i forpagterboligen. Alt sammen med fortrinlig økonomi, og alle kedler med forfyr.
Det første træpillefyr blev sat i drift på pensionisthøjskolen i Nr. Nissum i 1982. Pillerne blev fremstillet af grønflis, der blev sønderdelt, tørret og komprimeret. Fremstillingen foregik på Tørrecentralen Vestjylland.
Halmfyring i landbruget begyndte i større omfang på grund af oliekrisen i starten af 1970’erne med den deraf følgende tilskudsordning til installering af halmfyr. Specielt i starten forurenede en del af anlæggene temmelig meget. Tilskuddene blev givet frem til 1983, hvorefter antallet af anlæg stagnerede. I slutningen af 80-erne og begyndelsen af 90’erne stod udviklingen stille på grund af en diskussion mellem Miljøstyrelsen og fabrikanterne af halmfyr om, hvor niveauet for tilladelig støv emission skulle ligge - uden at man fra nogen af siderne udtrykte særlig interesse for forbrændingskvalitet og nyttevirkning.
Trods en kraftig vækst i antallet af fastbrændselskedler fra midt i 70’erne og op gennem 80’erne, fastholdt myndighederne synspunktet om, at regler for fastbrændselsfyring var overflødige. Der er således fortsat ingen kontrol med, hvordan fastbrændselfyr til privat boligopvarmning brænder.
De seneste år har de individuelle kedler (varmt vand i stedet for strålings- og konvektionsvarme) til brænde og træpiller fået et stort opsving. Opsvinget startede med en bekendtgørelse fra marts 1991, hvor der blev åbnet mulighed for, at private husstande kunne undgå tilslutningspligten til kollektive forsyningssystemer, fjernvarme og naturgas, hvis man var forsynet med mere end 50% vedvarende energi til opvarmning.
Dette blev fulgt op af et program, som Energistyrelsen satte i gang i 1995, gældende for områder uden kollektiv varmeforsyning. Programmet blev primært skruet sammen af Ivan Nygaard fra Energistyrelsen og Lars Germann fra Teknologisk Institut. Programmet, som i skrivende stund stadig kører, indeholder bl.a. en tilskudsordning med to formål: Primært at opmuntre brug af biomasse til opvarmning og dermed fortrænge olie, sekundært at forbedre virkningsgraden og dermed reducere emissionerne. Statstilskuddet, der varierer mellem 10 og 26 %, er beregnet på grundlag af virkningsgraden og emissionerne af kulilte og støv.
Programmet omfatter desuden en typegodkendelse. Det er således kun typegodkendte kedler, der kan modtage tilskud. Der bliver udgivet produktlister med angivelse af virkningsgrader og emissioner, og dette har fået forbrugerne til i vid udstrækning at skæve til disse forhold og ikke kun til pris og design.
Endvidere blev der lanceret en informationskampagne rettet mod husholdninger udenfor de kollektive systemer. De lokale Energi- og Miljøkontorer har spillet en aktiv rolle i at udbrede og følge op på denne kampagne.
Programmet har sat sig kraftige spor. Op mod halvdelen af producenterne har taget initiativ til at miljøforbedre deres produkter. I 1995 var der kun én halmfyret kedel med en virkningsgrad over 70%. I dag kommer adskillige over 80%. Umiddelbart efter 1995 voksede markedet for træpillefyr brat med 200-300%, og det holdt sig siden på dette niveau, selv om tilskudsprocenten var sat ned. Markedet for andre teknologier steg også, dog ikke så markant som træpille-kedlerne.
| < Situationen ved indgangen af det 21. århundrede | Indholdsfortegnelse | Træ - en ressource > |
Af Jørgen Boldt
Små fyringsanlæg
Træ og trækul har i årtusinder været den vigtigste kilde til opvarmning, men efter 2. verdenskrig faldt forbruget til næsten ingenting. Siden oliefyring i 1953 blev tilladt til privat boligopvarmning, har fyring med faste brændsler haft dårlige kår udviklingsmæssigt og lovgivningsmæssigt.
Mens olieselskaberne i 60’erne investerede millioner i udvikling af velfungerende oliebrændere, forsvandt producenterne af fastbrændselskedler. Efter at miljøbeskyttelsesloven trådte i kraft i 1974, aftalte Byggestyrelsen og Miljøstyrelsen hurtigt regler for oliefyrenes forbrændingskvalitet udtrykt ved vejledende grænser for CO2 og sodtal. Regler for fastbrændselsfyr fandt man overflødige med den begrundelse, at praktisk talt ingen fyrede med fast brændsel.
Alligevel steg efterspørgslen af trækul igen fra begyndelsen af 1970’erne, men det skyldtes grillen på de mange parcelhusterrasser. Havegrillen holdt liv i Danmarks sidste producent af trækul, Tureby Trækulsfabrik, frem til 1982, hvor dansk trækul ikke længere kunne konkurrere med importeret trækul.
Brændeovnen frem fra gemmerne
I dette århundrede er brændeovnen blevet hevet frem fra gemmerne, hver gang der har været energikrise. Det skete under verdenskrigene og også under oliekrisen i 1973-74. Dengang havde brændeovnene stadig en ret dårlig virkningsgrad, med deraf stor forurening til følge, ofte til betydelig gene for naboerne. Der er siden sket en række teknologiske forbedringer, og en moderne ovn forurener ganske lidt.
 |
| Halmfyring i landbruget begyndte i større omfang på grund af oliekrisen i starten af 1970’erne med den deraf følgende tilskudsordning til installering af halmfyr. |
Det første træpillefyr blev sat i drift på pensionisthøjskolen i Nr. Nissum i 1982. Pillerne blev fremstillet af grønflis, der blev sønderdelt, tørret og komprimeret. Fremstillingen foregik på Tørrecentralen Vestjylland.
Halmfyring i landbruget begyndte i større omfang på grund af oliekrisen i starten af 1970’erne med den deraf følgende tilskudsordning til installering af halmfyr. Specielt i starten forurenede en del af anlæggene temmelig meget. Tilskuddene blev givet frem til 1983, hvorefter antallet af anlæg stagnerede. I slutningen af 80-erne og begyndelsen af 90’erne stod udviklingen stille på grund af en diskussion mellem Miljøstyrelsen og fabrikanterne af halmfyr om, hvor niveauet for tilladelig støv emission skulle ligge - uden at man fra nogen af siderne udtrykte særlig interesse for forbrændingskvalitet og nyttevirkning.
Trods en kraftig vækst i antallet af fastbrændselskedler fra midt i 70’erne og op gennem 80’erne, fastholdt myndighederne synspunktet om, at regler for fastbrændselsfyring var overflødige. Der er således fortsat ingen kontrol med, hvordan fastbrændselfyr til privat boligopvarmning brænder.
De seneste år har de individuelle kedler (varmt vand i stedet for strålings- og konvektionsvarme) til brænde og træpiller fået et stort opsving. Opsvinget startede med en bekendtgørelse fra marts 1991, hvor der blev åbnet mulighed for, at private husstande kunne undgå tilslutningspligten til kollektive forsyningssystemer, fjernvarme og naturgas, hvis man var forsynet med mere end 50% vedvarende energi til opvarmning.
Dette blev fulgt op af et program, som Energistyrelsen satte i gang i 1995, gældende for områder uden kollektiv varmeforsyning. Programmet blev primært skruet sammen af Ivan Nygaard fra Energistyrelsen og Lars Germann fra Teknologisk Institut. Programmet, som i skrivende stund stadig kører, indeholder bl.a. en tilskudsordning med to formål: Primært at opmuntre brug af biomasse til opvarmning og dermed fortrænge olie, sekundært at forbedre virkningsgraden og dermed reducere emissionerne. Statstilskuddet, der varierer mellem 10 og 26 %, er beregnet på grundlag af virkningsgraden og emissionerne af kulilte og støv.
Programmet omfatter desuden en typegodkendelse. Det er således kun typegodkendte kedler, der kan modtage tilskud. Der bliver udgivet produktlister med angivelse af virkningsgrader og emissioner, og dette har fået forbrugerne til i vid udstrækning at skæve til disse forhold og ikke kun til pris og design.
Endvidere blev der lanceret en informationskampagne rettet mod husholdninger udenfor de kollektive systemer. De lokale Energi- og Miljøkontorer har spillet en aktiv rolle i at udbrede og følge op på denne kampagne.
Programmet har sat sig kraftige spor. Op mod halvdelen af producenterne har taget initiativ til at miljøforbedre deres produkter. I 1995 var der kun én halmfyret kedel med en virkningsgrad over 70%. I dag kommer adskillige over 80%. Umiddelbart efter 1995 voksede markedet for træpillefyr brat med 200-300%, og det holdt sig siden på dette niveau, selv om tilskudsprocenten var sat ned. Markedet for andre teknologier steg også, dog ikke så markant som træpille-kedlerne.
| < Situationen ved indgangen af det 21. århundrede | Indholdsfortegnelse | Træ - en ressource > |
0 kommentar(er) · 5399 fremvisninger
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Små fyringsanlæg: