Husk mig
▼ Indhold

Solenergiudvalget og de første handlingsplaner

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< Ny organisering af indsatsenIndholdsfortegnelseDe første landsdækkende solvarmekampagner >

Af Jens Windeleff

Solenergiudvalget og de første handlingsplaner

I denne periode ændredes også den offentlige administration af solenergiområdet. Daværende energiminister Jens Bilgrav-Nielsen og industriminister Ib Stetter besluttede at samle alle energitilskudsordninger under Energistyrelsen. Det drejede sig foruden en ordning under Boligministeriet om hele Energiforskningsprogrammet, som var placeret under Energiministeriet. Det havde ydet tilskud til en række solenergiprojekter, især inden for passiv solvarme, under ledelse af Peter Dorph-Petersen assisteret af Ole Jensen fra Statens Byggeforskningsinstitut. Og sidst men ikke mindst Teknologirådets Styregruppe for Vedvarende Energi, som var placeret under Industri- og handelsstyrelsen. I 1989 gennemførtes sammenlægningen, og administrationen af solenergiområdet, som var blevet varetaget af Kjeld Hyllested, Finn Godtfredsen og Peter Nielsen overgik til Jens Windeleff fra Styregruppen, som senere fik det smigrende tilnavn ‘Solkongen’.

Peter Nielsen nåede sammen med Vest Hansen fra Prøvestationen at få gennemført en omlægning af tilskudsordningen, således at de faste 30 % tilskud afløstes af tilskud proportionalt med solfangerens ydelse. Dette skabte en god konkurrence blandt fabrikanterne om at producere de bedste anlæg, og tilskudsprincippet skabte interesse i udlandet.

Styregruppen fortsatte i princippet sit arbejde 2 år endnu tilknyttet Flemming Sechers kontor for vedvarende energi i Energistyrelsen på Gl. Kongevej, der i 1990 gennemførte den anden solvarmekonference i Eigtveds Pakhus helliget temaet markedsføring og billiggørelse af solvarmeanlæg. Herefter etableredes som afløsning VE-Rådet med Niels I. Meyer som formand. Under det nye råd nedsattes faglige udvalg, og den gamle Solkoordineringsgruppe blev afløst af Solenergiudvalget, hvori foruden de gamle medlemmer af koordineringsgruppen indvalgtes andre fra sektoren, herunder Emanuel Brender fra Batec, rådgiverne Torben Esbensen og Peder Vejsig Pedersen, arkitekterne Karen Zahle og Ulla Falck, og Svend Svendsen fra DTU, Ejvin Beuse fra OVE, Anne-Grete Elvang fra Informationssekretariatet for Vedvarende Energi (IVE), samt Ole Hansen som konsulent. Som formand valgtes Laue Traberg Smidt. I kraft af sine tidligere hverv som folketingsmand og direktør for Håndværksrådet var han en god fortaler for solenergiområdet, og når tiden tillod det var han også en fremragende mødeleder. Samtidig overgik Henrik Lawaetz fra Energistyrelsen til jobbet som ny leder af Prøvestationen for Solvarme, der også omfattede hvervet som sekretær for Solenergiudvalget.

En af udvalgets første opgaver blev udarbejdelsen af en handlingsplan for 3-års perioden 1991-94. Udvalget konkluderede ligesom OVE, at 25 % af landets varmebehov i år 2020 kunne dækkes af solvarme. Et gennemgående diskussionstema var – som det havde været alle årene, og som det også blev fremover – at selvom solvarme var ret populært var det for dyrt både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk. ’Skyggepriserne’ for solvarme, dvs. omkostningerne for en sparet tons CO2, var i heldigste fald ca. 2000 kr., men ofte op mod ca. 5000 kr. pr. ton CO2. Der var klar enighed om, at ét af de vigtigste indsatsområder skulle være fortsat teknologiudvikling. De lave ydelser på 100 -200 kWh pr.m2 pr. år, som var typiske for en del solfangeranlæg under Handelsministeriets udviklingsprogram, var ganske vist mere end fordoblede i løbet af 80’erne, men fortsat udvikling var mulig, og videreudvikling af luftsolfangere, solvægge og andre former for passiv solvarme var også vigtige emner. Sidstnævnte områder var ikke særligt opdyrkede og appellerede stærkere til energiforskningsprogrammet (EFP), men dette program, som i årene forud havde ydet betydelige tilskud til forskningen og udviklingen, aftrappede gradvist solenergien som indsatsområde. Udviklingsprogrammet for Vedvarende Energi (UVE) blev dermed den primære finansieringskilde for solenergiprojekterne, og i Solenergiudvalget var der stærke ønsker om en stor informationsindsats inklusiv landsdækkende kampagner finansieret af UVE-programmet, men bl.a. Henrik Lawaetz fremførte, at en sådan forudsatte en yderligere styrkelse af kvaliteten af anlæggene og deres installation. Efter nogen diskussion enedes man om at sætte begge initiativer på programmet som de øvrige to indsatsområder.

< Ny organisering af indsatsenIndholdsfortegnelseDe første landsdækkende solvarmekampagner >






 0 kommentar(er) · 1172 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Solenergiudvalget og de første handlingsplaner:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik