Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Jens WindeleffSolenergiudvalget og de første handlingsplaner
I denne periode ændredes også den offentlige administration af solenergiområdet. Daværende energiminister
Jens Bilgrav-Nielsen og industriminister
Ib Stetter besluttede at samle alle energitilskudsordninger under Energistyrelsen. Det drejede sig foruden en ordning under Boligministeriet om hele Energiforskningsprogrammet, som var placeret under Energiministeriet. Det havde ydet tilskud til en række solenergiprojekter, især inden for
passiv solvarme, under ledelse af
Peter Dorph-Petersen assisteret af
Ole Jensen fra Statens Byggeforskningsinstitut. Og sidst men ikke mindst Teknologirådets Styregruppe for Vedvarende Energi, som var placeret under Industri- og handelsstyrelsen. I 1989 gennemførtes sammenlægningen, og administrationen af solenergiområdet, som var blevet varetaget af
Kjeld Hyllested, Finn Godtfredsen og
Peter Nielsen overgik til
Jens Windeleff fra Styregruppen, som senere fik det smigrende tilnavn ‘Solkongen’.
Peter Nielsen nåede sammen med
Vest Hansen fra Prøvestationen at få gennemført en omlægning af tilskudsordningen, således at de faste 30 % tilskud afløstes af tilskud proportionalt med solfangerens ydelse. Dette skabte en god konkurrence blandt fabrikanterne om at producere de bedste anlæg, og tilskudsprincippet skabte interesse i udlandet.
Styregruppen fortsatte i princippet sit arbejde 2 år endnu tilknyttet
Flemming Sechers kontor for vedvarende energi i Energistyrelsen på Gl. Kongevej, der i 1990 gennemførte den anden solvarmekonference i Eigtveds Pakhus helliget temaet markedsføring og billiggørelse af solvarmeanlæg. Herefter etableredes som afløsning
VE-Rådet med
Niels I. Meyer som formand. Under det nye råd nedsattes faglige udvalg, og den gamle Solkoordineringsgruppe blev afløst af
Solenergiudvalget, hvori foruden de gamle medlemmer af koordineringsgruppen indvalgtes andre fra sektoren, herunder
Emanuel Brender fra Batec, rådgiverne
Torben Esbensen og
Peder Vejsig Pedersen, arkitekterne
Karen Zahle og
Ulla Falck, og
Svend Svendsen fra DTU,
Ejvin Beuse fra OVE,
Anne-Grete Elvang fra Informationssekretariatet for Vedvarende Energi (IVE), samt
Ole Hansen som konsulent
. Som formand valgtes
Laue Traberg Smidt. I kraft af sine tidligere hverv som folketingsmand og direktør for Håndværksrådet var han en god fortaler for solenergiområdet, og når tiden tillod det var han også en fremragende mødeleder. Samtidig overgik
Henrik Lawaetz fra Energistyrelsen til jobbet som ny leder af Prøvestationen for Solvarme, der også omfattede hvervet som sekretær for Solenergiudvalget.
En af udvalgets første opgaver blev udarbejdelsen af en handlingsplan for 3-års perioden 1991-94. Udvalget konkluderede ligesom OVE, at 25 % af landets varmebehov i år 2020 kunne dækkes af solvarme. Et gennemgående diskussionstema var – som det havde været alle årene, og som det også blev fremover – at selvom solvarme var ret populært var det for dyrt både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk. ’Skyggepriserne’ for solvarme, dvs. omkostningerne for en sparet tons CO2, var i heldigste fald ca. 2000 kr., men ofte op mod ca. 5000 kr. pr. ton CO2. Der var klar enighed om, at ét af de vigtigste indsatsområder skulle være fortsat teknologiudvikling. De lave ydelser på 100 -200 kWh pr.m2 pr. år, som var typiske for en del solfangeranlæg under Handelsministeriets udviklingsprogram, var ganske vist mere end fordoblede i løbet af 80’erne, men fortsat udvikling var mulig, og videreudvikling af luftsolfangere, solvægge og andre former for passiv solvarme var også vigtige emner. Sidstnævnte områder var ikke særligt opdyrkede og appellerede stærkere til energiforskningsprogrammet (EFP), men dette program, som i årene forud havde ydet betydelige tilskud til forskningen og udviklingen, aftrappede gradvist solenergien som indsatsområde. Udviklingsprogrammet for Vedvarende Energi (UVE) blev dermed den primære finansieringskilde for solenergiprojekterne, og i Solenergiudvalget var der stærke ønsker om en stor informationsindsats inklusiv landsdækkende kampagner finansieret af UVE-programmet, men bl.a.
Henrik Lawaetz fremførte, at en sådan forudsatte en yderligere styrkelse af kvaliteten af anlæggene og deres installation. Efter nogen diskussion enedes man om at sætte begge initiativer på programmet som de øvrige to indsatsområder.