Husk mig
▼ Indhold

Stagnationen og den nye handlingsplan 1998-2000

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< De større solvarmeanlæg og sæsonlagringIndholdsfortegnelseSolcellerne >

Af Jens Windeleff

Stagnationen og den nye handlingsplan 1998-2000

Idéen at installere en solvarmeforberedt beholder, når den gamle beholder var tæret op blev omsat til kampagne, men strategien slog alligevel ikke rigtig an.
Solenergiudvalget udarbejdede under indtryk af truende stagnation endnu en 3-årig handlingsplan inden årtiet og århundredet sluttede. En kampagne for solvarmeforberedte beholdere med tilskud havde ikke levet op til forventningerne.

Det var politisk ufremkommeligt at indføre pligt til solvarme i nybyggeriet, og succesen med naturgasselskaberne viste sig ikke varig. Konverteringsmarkedet blev ‘slidt op’, og afsætningen af solvarmeanlæg faldt tilbage til det kendte niveau fra midten af 90’erne: ca. 2000 anlæg om året. Den påbegyndte afvikling af statstilskuddene til solvarmeanlæg blev derfor sat i bero indtil videre. Årsagen til tilbagefaldet var ikke blot usikkerhed om tilskuddene og gasselskabernes vekslende held og engagement, men også, at installatørerne havde fået andet at se til end at installere solvarmeanlæg til små fortjenester: danskerne havde det rigtig godt økonomisk og skænkede det ikke en tanke, hvorledes det varme vand blev produceret mest miljørigtigt. Men hanerne, som det varme vand kom ud af, tændte man på: der kom højkonjunkturer for lækre køkkener og forgyldte badeværelser. Solvarmen blev sorteper og det viste sig endnu engang, at den eneste 100 % trofaste branche var og blev - solfangerfabrikanterne.

Solenergiudvalget gik i stilling og præsterede en markant 3-årig plan, som skulle fokusere stærkere på solenergi end den officielle energiplan Energi 21. Og den skulle ikke blot handle om solvarme, men også om solceller, passiv solvarme og lagring af solenergi. Planen gik på tværs af de traditionelle teknologiskel, og den vigtigste overskrift blev bygningsintegreret solenergi. Dvs. solenergianlæg som fra starten er tænkt ind i byggekomponenterne eller som bygges ind som del af klimaskærmen, og som derfor betyder en potentiel økonomisk besparelse såvel som bedre arkitektonisk indpasning. Planen, som også indeholdt en indsats for solenergi til erhvervsbygninger, der kunne medfinansieres af CO2-støttemidler, betød en ønskeseddel om 3 til 5 gange flere tilskudsmidler end de hidtidige, hvilket de bevilgende myndigheder ikke kunne opfylde.

På den teknologiske side oprustede Teknologisk Institut, DTU og Risø ved at etablere SolenergiCenter Danmark som en fælles faglig base, og solenergiområdet fik sin egen hjemmeside på nettet: www.solenergi.dk. Og på informationsområdet tog Nordvestjydsk Folkecenter for Vedvarende Energi tørnen som dansk koordinator af den nationale og den europæiske Solpris i 7 kategorier, og som formidler af oplivende beretninger om den solvarmesucces, der stadig kunne registreres i udlandet, dvs. især i Holland og Østrig.

Men for den danske solvarmebranche randt epoken alligevel en smule mistrøstigt ud. Der var ganske vist gode fabrikanter, som fremstillede danske kvalitetsprodukter. Og der var gode installatører, som imidlertid kun var gode til at installere. Ydermere havde de ofte travlt med andre ting, og undertiden sagde de ligeud til folk, at solvarme knap kunne betale sig, så måske var det på tide at genoplive gamle drømme om billige selv- og medbyggeranlæg, således som det var sket i Østrig. Aidt Miljø og mange Energi- og Miljøkontorer, herunder NIVE, havde med en række kurser i hvert tilfælde sørget for, at denne mulighed ikke helt gik i glemmebogen.

Den mest iøjnefaldende mangel ved den danske markedsstruktur på solvarmeområdet var imidlertid, at der intet professionelt salgskorps fandtes, udover dét som nogle fabrikanter og installatører kunne stille op med. Staten havde med sine tilskud og kampagner gjort sit til at øge salget, naturgasselskaberne havde som ’stand-in’ leveret en effektiv markedsføring i en kort årrække, men det tredje led salgsleddet manglede stadig. Som et sidste tiltag i perioden opfordrede det omorganiserede Solenergiudvalg derfor til projekter, der kunne styrke den aktive markedsføring. Men med beskedne ressourcer var forhåbningerne tempererede, og selv entusiaster overvejede i sorte stunder, om solvarmen blot som et stykke lavteknologi var en trædesten for en langt mere perspektivrig udnyttelse af den fotovoltaiske solenergi.

Velux gik efter flere års tøven og produktudvikling i 1999 ind på solvarmemarkedet med en veldesignet, tagintegreret solfanger i samme geometri som de kendte Velux-vinduer.
En trøst blev det dog, at den samlede 25-årige indsats havde resulteret i over 30.000 solenergianlæg, dvs. ét anlæg for hver 40 enfamiliehus. Og praktisk talt alle velfungerende, dvs. en god reklame i sig selv. Danmark vandt desuden slaget om at få den europæiske solenergikonference EUROSUN 2000 til København i sommeren 2000. Og omsider skete også dét, som mange havde forestillet sig som en løsning: et stort firma på byggeområdet Velux gik ind på området, og lancerede i foråret 1999 helt i den nye handlingsplans ånd en tagintegreret solfanger i samme geometri som de kendte tagvinduer.

De ‘gamle’ danske fabrikanter havde ganske vist før præsteret gode tagintegrerede løsninger, men fortrinsvis til de lidt større anlæg. Med Velux’ markedsåbning syntes solvarmen blåstemplet for en ny gruppe af solenergiinteresserede enfamiliehusejere, som havde stillet større krav til arkitektonisk indpasning end de gængse standardløsninger havde kunne byde på.

Men til allersidst kom så fra politisk side et initiativ, som ingen længere troede muligt: den tidligere energiminister Jann Sjursen fra Kristelig Folkepart tog som den første danske politiker mod til sig og fremsatte i Folketinget forslag om pligt til solvarme i alle nybygninger uden for kraftvarmeområderne. Kun i Israel fandtes en tilsvarende lov, og forslaget havde gennem alle årene stået på Solenergiudvalgets ønskeseddel, uden at nogen havde turdet røre ved det med en ildtang. Ikke desto mindre ville det formentlig være den eneste realistiske vej til at føre solvarmen ud af tilværelsen som ’det kronisk syge institutionsbarn’ til en stabil afsætning på kommercielle vilkår uden statstilskud.

< De større solvarmeanlæg og sæsonlagringIndholdsfortegnelseSolcellerne >






 0 kommentar(er) · 916 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Stagnationen og den nye handlingsplan 1998-2000:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Kan dansk handlingsplan for VE på transportområdet nå EU-mål?227-06-2010 14:52
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik