Styregruppen for Vedvarende Energi 1982-1991
Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Niels I. Meyer
Styregruppen for Vedvarende Energi 1982-1991
Den nye Styregruppe for Vedvarende Energi (i det følgende betegnet Styregruppen) fik hurtigt et ry som et af de mest utraditionelle udvalg i centraladministrationen. Udvalgsmedlemmerne var udvalgt ud fra deres faglige indsigt og kompetence, samt deres personlige interesse for at styrke VE i Danmark. Allerede dette var i modsætning til de centraladministrative udvalgstraditioner om først og fremmest at sørge for at alle særinteresser er repræsenterede – uanset om de pågældende rent faktisk støtter arbejdets formål.
Udvalgsmøderne var præget af kreativ og ofte heftig diskussion, som dog i reglen førte til konstruktive forslag til fremme af VE-udviklingen. Bevillingsarbejdet var karakteriseret ved meget lidt bureaukrati og stor villighed til at satse på spændende projekter og nytænkning. Ikke alle de tilforordnede sekretærer fra Industri- og Handelsstyrelsen kunne klare denne arbejdsform, men i de fleste tilfælde fik udvalget et godt samarbejde med embedsværket. Udvalget havde også god støtte af sine faglige sekretærer, hvor specielt kan nævnes Lars Albertsen, Karl Vogt-Nielsen, Hans Jørgen Juhler Hansen og Jens Windeleff.
Ud over Niels I. Meyer som formand havde den første Styregruppe følgende medlemmer: Jean Fischer (Dæmpa), Jens Jensen (Dansk Smedemesterforening), Johs. Jensen (Odense Universitet), Preben Maegaard (repræsentant for OVE), M. Munk Nielsen (Skibsteknisk Laboratorium) og Helge Petersen (Risø). Desuden deltog Karin Christiansen fra Teknologistyrelsen. I december 1982 udtrådte Jean Fischer af helbredsgrunde og blev erstattet af Svend Andersen (Arcon). Senere indtrådte Klaus Illum (AUC) og Sonny Sørensen (BHHH), medens Finn Godtfredsen (Energistyrelsen) deltog i en periode som observatør.
Styregruppen startede med en rammebevilling på ca. 2 millioner kr. i 1982, som blev forøget til 20 millioner kr. i 1983 og herefter var jævnt stigende til 34 millioner kr. i 1989 og 1990. Den samlede uddelte støtte i Styregruppens niårige levetid beløb sig til ca. 224 millioner kr. Støtten var især rettet mod små og mellemstore virksomheder til fremme af udviklings- og demonstrationsprojekter. Desuden skulle Styregruppen arbejde for en spredningseffekt for VE bl.a. gennem informationskampagner.
Foruden støtten til teknologisk udvikling iværksatte Styregruppen også en række planlægningsprojekter til illustration af potentialet for VE. Et af de mere markante projekter blev kaldt ”Bornholm som grøn ø” og blev gennemført i et effektivt samarbejde mellem Styregruppen, Bornholms Amt og Energistyrelsen i 1984-85. I den forbindelse blev der oprettet et særligt Energisekretariat på Bornholm med en projektgruppe på to ingeniører og en arkitekt.
Projektets målsætning var at skabe en høj grad af selvforsyning med energi på Bornholm, at skabe lokal beskæftigelse og et bedre miljø, samt at øge forsyningssikkerheden på øen. De vigtigste midler var energibesparelser og udnyttelse af flis, halm, gylle, vind og sol. Projektet afsluttedes med en rapport som foreslog både en kortsigtet og en langsigtet udbygningsplan [9]. Desværre var den bornholmske økonomi generelt så svag, at kun en mindre del af forslagene er blevet ført ud i livet. 309
For at øge spredningseffekten af VE tog Styregruppen initiativ til en ordning, som gav økonomisk støtte til gennemførelse af forberedelsesseminarer i forbindelse med lokale vindmøllelaug eller biogasanlæg. Denne ordning ydede standardtilskud til betaling af en faglig indleder, leje af lokaler, mødeannoncering etc., og den krævede kun beskedne administrationsressourcer. Støtteordningen fungerede over en længere årrække i firserne og gav skub til et antal lokale VE-aktiviteter.
I samme ånd gav Styregruppen økonomisk støtte til oprettelsen af lokale energikontorer fra midten af firserne. For at imødegå en skepsis fra officiel side vedr. den faglige kompetence, indførte Styregruppen en ordning, så energikontorernes medarbejdere fik kurser på Folkecentret for Vedvarende Energi.
På grund af en administrativ fejl i Industri- og Handelsstyrelsen blev der i en periode i firserne kun afsat 16 millioner kr. til Styregruppen på regeringens forslag til finanslov. Det manglende beløb skulle så fremskaffes gennem de årlige finanslovforhandlinger. Som eksempel kan nævnes, at Styregruppen i 1987 havde en bevilling på finansloven på 32 millioner kr. ,medens regeringens udspil til finanslov for 1988 kun anviste 16 millioner kr. til Styregruppen.
Det var egentlig ikke noget stort problem, så længe Folketinget havde et ”grønt flertal” bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale, således som det var tilfældet op gennem firserne, hvor specielt Lone Dybkjær sørgede for, at Styregruppen fik sine penge. Faren kom fra et andet hold, nemlig inden for Socialdemokratiet, hvor den energipolitiske ordfører (Poul Nielson) stadig ikke havde glemt sin forkærlighed for a-kraft og sin skepsis over for VE. En enkelt gang var det ved at gå helt galt, fordi samme Poul Nielson havde ”glemt” at få sikret det grønne flertals ekstrabevilling på finansloven. Nærværende forfatter måtte midt under forhandlingerne om den endelige finanslov i Folketinget flyve fra et møde i Aalborg og styrte op til socialdemokratiets gruppeformand (Ritt Bjerregaard) for at få hende til at gribe ind over for Poul Nielson. Det gjorde hun heldigvis effektivt, men i sidste øjeblik, nede i selve folketingssalen.
Blandt de mere markante indsatsområder kan som eksempel nævnes følgende fra Styregruppens treårige handlingsplan for årene 1988- 1990 [10]:
I forbindelse med projekterne vedr. Storbyenergi var det ikke mindst Hans Bjerregaard og Ivar Moltke, der ydede en energisk indsats. Under afsætning og eksport ydede Styregruppen bl.a. støtte til firmaet LM Glasfiber til afprøvning af vingeprofiler, hvilket medvirkede til virksomhedens stærke placering som vingeproducent.
I juni 1988 besluttede Teknologirådet at nedsætte et udvalg til at evaluere effekten af Styregruppens indsats for VE igennem firserne. Evalueringsudvalget fik professor Thomas Johansson fra Lunds Universitet som formand og de øvrige medlemmer var: Arne Skov Andersen (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), Tage Dræbye (FRI), Leif Hansen (DK-teknik), Peter Hjuler Jensen (RISØ), Jørgen Jespersen (Bornholms Amtskommune), og Jens Kvorning (Håndværksrådet). Som sekretær for evalueringsudvalget fungerede Jens Kvorning, og Jens Windeleff deltog i møderne som repræsentant for Industri- og Handelsstyrelsen. Som faglige konsulenter medvirkede Jørgen Fenhann, Lotte Schleisner og Henrik Sørensen fra RISØ, samt Jan Andersen og Søren Kerndrup fra Roskilde Universitetscenter. De faglige konsulenter udarbejdede en selvstændig bilagsrapport med en gennemgang af udviklingen på de forskellige VE-områder.
Rapporten fra evalueringsudvalget blev offentliggjort i januar 1990 [11]. Selvom der var enkelte punkter, hvor evalueringsudvalget pegede på, at en ændret ressourceanvendelse kunne have givet større effekt, så var den samlede konklusion yderst positiv:
”Evalueringsudvalgets samlede vurdering af ordningen er, at den har haft betydelig indflydelse på den stedfundne udvikling indenfor VE-området i den undersøgte periode. Styregruppens administration af ordningen har endvidere været kendetegnet af smidighed og risikovillighed, hvilket samlet har haft stor betydning for ordningens positive effekter”.
Med udgangen af 1990 blev Styregruppen overflyttet til Energistyrelsen, samtidig med at den blev omdøbt til VE-Rådet og fik en ændret sammensætning (se næste afsnit). I den anledning blev der lavet en statusrapport [12] over gennemførelsen af den sidste treårige handlingsplan, hvor der i alt var blevet behandlet ca. 700 ansøgninger om støtte. Her skal nævnes nogle af de væsentligste konklusioner fra denne statusopgørelse.
På havmølleområdet tilbød Styregruppen i 1988 tilskud til skitseprojekter for konkrete havmølleprojekter. Der blev givet støtte på i alt 900.000 kr. til fem projekter, og resultaterne blev præsenteret ved et seminar i 1989. Styregruppen bevilgede derfor støtte til detailprojektering for Norsmindeparken. Desværre blev dette lovende projekt aldrig gennemført på grund af modstand fra forskellige officielle myndigheder. Ikke mindst Hans von Bülow og Jørgen Calundann fra Energiministeriets departement viste sig at have ekstraordinære evner, når det gjaldt om at finde frem til blokerende betænkeligheder. Derved blev hele udviklingen på havmølleområdet forsinket adskillige år.
På biomasseområdet fokuserede Styregruppen bl.a. på udviklingen af biogasgårdanlæg, hvor der blev givet tilskud til demonstrationsprojekter og måleprogrammer. Der viste sig imidlertid at være betydelige økonomiske problemer med flere af de opførte anlæg. Disse blev diskuteret ved en konference i januar 1990, hvor man konkluderede, at problemerne bl.a. kunne tilskrives, at den enkelte gård som regel har et ret begrænset varmeforbrug. Desuden erstatter anlæggets energi varme og el uden energiafgifter, hvilket medfører en væsentlig dårligere privatøkonomi end gældende for fællesanlæg. Efter konferencen blev der givet tilskud til en udvikling af de såkaldte stjerneanlæg, hvor gassen fra flere gårde føres frem til et større og prismæssigt gunstigere marked fx i en landsby.
Det bør også nævnes, at Styregruppen gjorde en indsats for at få Danida til i større omfang at inkludere systemer baseret på VE i organisationens støtteprogrammer. Det fandt dog ikke den store genklang hos Danida, som ikke havde syn for sammenhængen mellem organisationens programmer og skabelsen af en bæredygtig energiudvikling. I øvrigt henvises til beskrivelserne af de enkelte teknologiske udviklinger i de respektive kapitler.
| < VE-Initiativudvalg i Teknologirådet 1980 | Indholdsfortegnelse | Anden officielle energiplan 1981 > |
Af Niels I. Meyer
Styregruppen for Vedvarende Energi 1982-1991
Den nye Styregruppe for Vedvarende Energi (i det følgende betegnet Styregruppen) fik hurtigt et ry som et af de mest utraditionelle udvalg i centraladministrationen. Udvalgsmedlemmerne var udvalgt ud fra deres faglige indsigt og kompetence, samt deres personlige interesse for at styrke VE i Danmark. Allerede dette var i modsætning til de centraladministrative udvalgstraditioner om først og fremmest at sørge for at alle særinteresser er repræsenterede – uanset om de pågældende rent faktisk støtter arbejdets formål.
 |
| En af de mere bizarre oplevelser Styregruppen for Vedvarende Energi var udsat for. Under et besøg på Lillehedens Limtræsfabrik blev Styregruppen præsenteret for en oversavet møllevinge. Hærværket forsøges her rekonstrueret af Lars Albertsen og Niels I. Meyer. |
Ud over Niels I. Meyer som formand havde den første Styregruppe følgende medlemmer: Jean Fischer (Dæmpa), Jens Jensen (Dansk Smedemesterforening), Johs. Jensen (Odense Universitet), Preben Maegaard (repræsentant for OVE), M. Munk Nielsen (Skibsteknisk Laboratorium) og Helge Petersen (Risø). Desuden deltog Karin Christiansen fra Teknologistyrelsen. I december 1982 udtrådte Jean Fischer af helbredsgrunde og blev erstattet af Svend Andersen (Arcon). Senere indtrådte Klaus Illum (AUC) og Sonny Sørensen (BHHH), medens Finn Godtfredsen (Energistyrelsen) deltog i en periode som observatør.
Styregruppen startede med en rammebevilling på ca. 2 millioner kr. i 1982, som blev forøget til 20 millioner kr. i 1983 og herefter var jævnt stigende til 34 millioner kr. i 1989 og 1990. Den samlede uddelte støtte i Styregruppens niårige levetid beløb sig til ca. 224 millioner kr. Støtten var især rettet mod små og mellemstore virksomheder til fremme af udviklings- og demonstrationsprojekter. Desuden skulle Styregruppen arbejde for en spredningseffekt for VE bl.a. gennem informationskampagner.
Foruden støtten til teknologisk udvikling iværksatte Styregruppen også en række planlægningsprojekter til illustration af potentialet for VE. Et af de mere markante projekter blev kaldt ”Bornholm som grøn ø” og blev gennemført i et effektivt samarbejde mellem Styregruppen, Bornholms Amt og Energistyrelsen i 1984-85. I den forbindelse blev der oprettet et særligt Energisekretariat på Bornholm med en projektgruppe på to ingeniører og en arkitekt.
Projektets målsætning var at skabe en høj grad af selvforsyning med energi på Bornholm, at skabe lokal beskæftigelse og et bedre miljø, samt at øge forsyningssikkerheden på øen. De vigtigste midler var energibesparelser og udnyttelse af flis, halm, gylle, vind og sol. Projektet afsluttedes med en rapport som foreslog både en kortsigtet og en langsigtet udbygningsplan [9]. Desværre var den bornholmske økonomi generelt så svag, at kun en mindre del af forslagene er blevet ført ud i livet. 309
For at øge spredningseffekten af VE tog Styregruppen initiativ til en ordning, som gav økonomisk støtte til gennemførelse af forberedelsesseminarer i forbindelse med lokale vindmøllelaug eller biogasanlæg. Denne ordning ydede standardtilskud til betaling af en faglig indleder, leje af lokaler, mødeannoncering etc., og den krævede kun beskedne administrationsressourcer. Støtteordningen fungerede over en længere årrække i firserne og gav skub til et antal lokale VE-aktiviteter.
I samme ånd gav Styregruppen økonomisk støtte til oprettelsen af lokale energikontorer fra midten af firserne. For at imødegå en skepsis fra officiel side vedr. den faglige kompetence, indførte Styregruppen en ordning, så energikontorernes medarbejdere fik kurser på Folkecentret for Vedvarende Energi.
På grund af en administrativ fejl i Industri- og Handelsstyrelsen blev der i en periode i firserne kun afsat 16 millioner kr. til Styregruppen på regeringens forslag til finanslov. Det manglende beløb skulle så fremskaffes gennem de årlige finanslovforhandlinger. Som eksempel kan nævnes, at Styregruppen i 1987 havde en bevilling på finansloven på 32 millioner kr. ,medens regeringens udspil til finanslov for 1988 kun anviste 16 millioner kr. til Styregruppen.
Det var egentlig ikke noget stort problem, så længe Folketinget havde et ”grønt flertal” bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale, således som det var tilfældet op gennem firserne, hvor specielt Lone Dybkjær sørgede for, at Styregruppen fik sine penge. Faren kom fra et andet hold, nemlig inden for Socialdemokratiet, hvor den energipolitiske ordfører (Poul Nielson) stadig ikke havde glemt sin forkærlighed for a-kraft og sin skepsis over for VE. En enkelt gang var det ved at gå helt galt, fordi samme Poul Nielson havde ”glemt” at få sikret det grønne flertals ekstrabevilling på finansloven. Nærværende forfatter måtte midt under forhandlingerne om den endelige finanslov i Folketinget flyve fra et møde i Aalborg og styrte op til socialdemokratiets gruppeformand (Ritt Bjerregaard) for at få hende til at gribe ind over for Poul Nielson. Det gjorde hun heldigvis effektivt, men i sidste øjeblik, nede i selve folketingssalen.
Blandt de mere markante indsatsområder kan som eksempel nævnes følgende fra Styregruppens treårige handlingsplan for årene 1988- 1990 [10]:
- Havmøller
- Biomasse- og gasbaserede systemer
- Storbyenergi
- VE til lavenergihuse
- Solvarme og energilagring
- Afsætning og eksport
I forbindelse med projekterne vedr. Storbyenergi var det ikke mindst Hans Bjerregaard og Ivar Moltke, der ydede en energisk indsats. Under afsætning og eksport ydede Styregruppen bl.a. støtte til firmaet LM Glasfiber til afprøvning af vingeprofiler, hvilket medvirkede til virksomhedens stærke placering som vingeproducent.
I juni 1988 besluttede Teknologirådet at nedsætte et udvalg til at evaluere effekten af Styregruppens indsats for VE igennem firserne. Evalueringsudvalget fik professor Thomas Johansson fra Lunds Universitet som formand og de øvrige medlemmer var: Arne Skov Andersen (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), Tage Dræbye (FRI), Leif Hansen (DK-teknik), Peter Hjuler Jensen (RISØ), Jørgen Jespersen (Bornholms Amtskommune), og Jens Kvorning (Håndværksrådet). Som sekretær for evalueringsudvalget fungerede Jens Kvorning, og Jens Windeleff deltog i møderne som repræsentant for Industri- og Handelsstyrelsen. Som faglige konsulenter medvirkede Jørgen Fenhann, Lotte Schleisner og Henrik Sørensen fra RISØ, samt Jan Andersen og Søren Kerndrup fra Roskilde Universitetscenter. De faglige konsulenter udarbejdede en selvstændig bilagsrapport med en gennemgang af udviklingen på de forskellige VE-områder.
Rapporten fra evalueringsudvalget blev offentliggjort i januar 1990 [11]. Selvom der var enkelte punkter, hvor evalueringsudvalget pegede på, at en ændret ressourceanvendelse kunne have givet større effekt, så var den samlede konklusion yderst positiv:
”Evalueringsudvalgets samlede vurdering af ordningen er, at den har haft betydelig indflydelse på den stedfundne udvikling indenfor VE-området i den undersøgte periode. Styregruppens administration af ordningen har endvidere været kendetegnet af smidighed og risikovillighed, hvilket samlet har haft stor betydning for ordningens positive effekter”.
Med udgangen af 1990 blev Styregruppen overflyttet til Energistyrelsen, samtidig med at den blev omdøbt til VE-Rådet og fik en ændret sammensætning (se næste afsnit). I den anledning blev der lavet en statusrapport [12] over gennemførelsen af den sidste treårige handlingsplan, hvor der i alt var blevet behandlet ca. 700 ansøgninger om støtte. Her skal nævnes nogle af de væsentligste konklusioner fra denne statusopgørelse.
På havmølleområdet tilbød Styregruppen i 1988 tilskud til skitseprojekter for konkrete havmølleprojekter. Der blev givet støtte på i alt 900.000 kr. til fem projekter, og resultaterne blev præsenteret ved et seminar i 1989. Styregruppen bevilgede derfor støtte til detailprojektering for Norsmindeparken. Desværre blev dette lovende projekt aldrig gennemført på grund af modstand fra forskellige officielle myndigheder. Ikke mindst Hans von Bülow og Jørgen Calundann fra Energiministeriets departement viste sig at have ekstraordinære evner, når det gjaldt om at finde frem til blokerende betænkeligheder. Derved blev hele udviklingen på havmølleområdet forsinket adskillige år.
På biomasseområdet fokuserede Styregruppen bl.a. på udviklingen af biogasgårdanlæg, hvor der blev givet tilskud til demonstrationsprojekter og måleprogrammer. Der viste sig imidlertid at være betydelige økonomiske problemer med flere af de opførte anlæg. Disse blev diskuteret ved en konference i januar 1990, hvor man konkluderede, at problemerne bl.a. kunne tilskrives, at den enkelte gård som regel har et ret begrænset varmeforbrug. Desuden erstatter anlæggets energi varme og el uden energiafgifter, hvilket medfører en væsentlig dårligere privatøkonomi end gældende for fællesanlæg. Efter konferencen blev der givet tilskud til en udvikling af de såkaldte stjerneanlæg, hvor gassen fra flere gårde føres frem til et større og prismæssigt gunstigere marked fx i en landsby.
Det bør også nævnes, at Styregruppen gjorde en indsats for at få Danida til i større omfang at inkludere systemer baseret på VE i organisationens støtteprogrammer. Det fandt dog ikke den store genklang hos Danida, som ikke havde syn for sammenhængen mellem organisationens programmer og skabelsen af en bæredygtig energiudvikling. I øvrigt henvises til beskrivelserne af de enkelte teknologiske udviklinger i de respektive kapitler.
| Blandt departementets mange forsinkende strategier for havmøllerne var også hensynet til fuglene. Et havmølleprojekt kom således i slem knibe, fordi man krævede, at der først skulle gennemføres en undersøgelse af møllernes indvirken på fuglelivet. Jens Windeleff, som deltog i mødet på vegne af Styregruppen, besværede sig over, at der ikke var proportioner i at lave omfattende undersøgelser over relativt få fugles endeligt i møllerne, medens titusinder af fugle årligt omkom i oliepøler langs de danske kyster. Han spurgte, hvorfor VE-folket altid skulle præstere mere dokumentation end andre på energiområdet, hvortil Hans von Bülow svarede: ”Det er fordi, I er så hellige”. |
| < VE-Initiativudvalg i Teknologirådet 1980 | Indholdsfortegnelse | Anden officielle energiplan 1981 > |
0 kommentar(er) · 3890 fremvisninger
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.
Deltag aktivt i debatten om artiklen Styregruppen for Vedvarende Energi 1982-1991: