Husk mig
▼ Indhold

Teori

Af Peter Nicolaisen
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2017.


< IntroduktionIndholdsfortegnelseForskningsdesign og metode >


Teori
Dette kapitel introducerer en teoretisk ramme, som kan forklare samspillet mellem forskning og politik med særlig vægt på ideologis betydning for denne interaktion. Jeg vil koble teori om dagsordensfastsættelse med ideologiteori og teori om eksperters indflydelse på den politiske proces. Koblingen danner grundlag for en undersøgelse af, hvordan den internationale klimaforskning har påvirket to regeringsbærende danske partier med forskellige ideologier, Venstre og Socialdemokratiet. Kapitlet er bygget op omkring et komplementaritetsprincip, så teorierne integreres for at udfylde deres respektive huller.

Den første del introducerer John W. Kingdons empirisk funderede teori om de tre strømme i udviklingen af politiske dagsordener suppleret af Deborah Stones teori om problemdefinitioner. Herefter vil ideologis rolle i moderne politik blive belyst for at opveje den overfladiske behandling, de konkrete politiske skillelinjer får hos Kingdon. Ved at kæde ideologi sammen med et specifikt politikområde forholder jeg mig samtidig til den kritik, der har været rettet mod politics matters-tilgangen for at have svært ved at identificere, hvordan abstrakte ideologiske principper udmønter sig i forventninger til konkret politik (Gustafsson, 2012: 227). Fordi forskningens indvirkning på politik spiller en hovedrolle i min opgave og kun er perifert berørt i Kingdons teori, vil jeg inddrage Peter Haas’ teori om videnskabelige fællesskabers politiske betydning.

Afslutningsvis vil jeg sammenkæde afsnittets tre teoretiske felter i en syntese, der vil munde ud i formuleringen af tre forventninger til undersøgelse i analysen.

Amerikanske tanker brugt på danske forhold
For at få en forståelse af, hvordan noget kommer på beslutningstagernes agenda, vil jeg benytte Kingdons dagsordensteori, der er udledt af en lang række interviews med nøglepersoner på det transport- og sundhedspolitiske område i USA sidst i 1970’erne (Kingdon, 2014). På grund af det amerikanske udgangspunkt skal man selvfølgelig være varsom med ukritisk at overføre teorien til en dansk kontekst. Der er stor forskel på, om en teori forholder sig til en amerikansk struktur med to partier eller et mere alsidigt partipolitisk landskab som det danske, hvor samarbejde på tværs af partierne som regel er en parlamentarisk nødvendighed. Alligevel anser jeg teorien for at være brugbar i en dansk sammenhæng. Dens behandling af emners opstigning på den politiske dagsorden er universel, idet problemer og løsninger findes i alle politiske systemer. At teoriens udgangspunkt er forandringer snarere end stabilitet (Green-Pedersen, Jensen, & Nannestad, 2015: 153), gør den samtidig velegnet til at undersøge, hvordan partier over tid kan ændre opfattelse af klimaet. Derudover findes de særskilte amerikanske træk på et relativt detaljeret niveau, mens jeg vil lægge vægt på teoriens grundlæggende forståelse af, at dagsordenen er styret af samspillet mellem problemer, løsninger og kræfterne i det politiske univers.

For at anvende teorien på min problemstilling er det dog nødvendigt at moderere visse aspekter af den. Hvor Kingdon i høj grad koncentrerer sig om eksogene faktorer som folkestemningen og presset fra de organiserede interesser i sin præsentation af kræfterne i det politiske univers (Kingdon, 2014: 145-153), søger jeg en endogen forklaring ved at anlægge et ideologiorienteret perspektiv. Mit studie undersøger samtidig flere led i processen, end Kingdons teori omfatter. Han nøjes således med at undersøge fastsættelsen af dagsordenen samt specifikationen af alternativer, der skal træffes beslutninger om (Kingdon, 2014: 2-3). Jeg vil gå et skridt videre ved også at beskæftige mig med, hvilke løsninger der ender med at blive foretrukket. Her kan Kingdons teori bidrage med et blik for, hvad der bestemmer paletten af muligheder, men må også suppleres af andre teorier, hvis en bedre forståelse af løsningsvalget skal opnås.

Fordi idéer kommer til at være et gennemgående tema i opgaven, vil jeg lægge ud med at diskutere Kingdons brug af idébegrebet. I ”Agendas, Alternatives and Public Policies” søger Kingdon at forklare, hvorfor nogle idéer får en mere fremtrædende plads på dagsordenen end andre (Kingdon, 2014: 1). Han fastslår dog aldrig helt præcist, hvad betegnelsen rummer. Det nærmeste, man kommer en definition, er i indledningen, hvor vendingen an idea whose time has come udlægges som a fundamental reality about an irresistible movement that sweeps over our politics and our society, pushing aside everything that might stand in its path (Kingdon, 2014: 1). Denne definition er ret diffus. Jeg vil derfor ty til Jal Mehtas definition. Han opfatter idéer som forestillinger på forskellige abstraktionsniveauer, der definerer rammerne for politisk handling (Mehta, 2011: 25). Mehta opererer ligesom andre politologer (se Schmidt, 2008: 306) med tre niveauer af idéer: policy-løsninger, problemdefinitioner og makroidéer.

Policy-løsninger er den mest konkrete idétype og omhandler de politiske instrumenter, der tages i brug for at løse et problem. De svarer dermed på spørgsmålet ”hvordan”. Altså om et problem som klimaforandringer for eksempel skal løses ved hjælp af øgede skatter og afgifter, ved investeringer i vedvarende energikilder eller ved internationalt samarbejde.

Problemdefinitionen siger noget om ”hvad”. Det drejer sig om, hvordan et konkret fænomens årsager anskues i en sammenhæng med flere mulige forståelser (Mehta, 2011: 27). Derfor er definitionen af problemer til konstant forhandling, en situation Mehta beskriver som a contested process among players with varying power and persuasiveness (Mehta, 2011: 34). Fordi problemdefinitioner hører til på et mere overordnet niveau end policy-løsninger, er de beslægtet med Peter Halls paradigmebegreb (Hall, 1993). De adskiller sig dog ved, at der i paradigmebegrebet ligger en forestilling om en høj grad af determinisme, hvor et paradigme nødvendigvis fører til nogle bestemte politiske løsninger, mens den samme problemdefinition kan føre til forskellige instrumentvalg (Mehta, 2011: 33) Man kan således ikke præcist forudsige bestemte policy-løsninger ud fra en given problemdefinition. Netop sammenhængen mellem disse to niveauer af idéer udgør et kerneelement i dette speciale.

Makroidéer rangerer øverst i idéhierarkiet og er mere vidtrækkende idéer, der skærer på tværs af politikområder (Mehta, 2011: 27). På dette niveau opererer Mehta med begreberne zeitgeist og public philosophies, der dækker over generelle antagelser om samfundets ideelle indretning og dermed er meget lig politiske ideologier. Ifølge Sheri Berman hører ideologier også til denne del af spektret (Berman, 2009: 20). Jeg vælger at gøre brug af ideologibegrebet på makroniveauet, fordi jeg tager udgangspunkt i en klassisk højre/venstre-forståelse af politiske partier.

Denne tredeling stemmer godt overens med den fundamentale antagelse i Kingdons teori: at der flyder tre særskilte strømme i det politiske landskab: problemstrømmen, løsningsstrømmen og den politiske strøm. Hvis en politisk udvikling skal tage fart, kræver det en sammenhæng mellem strømmene. Der skal derfor være et problem, en passende løsning og en politisk vilje, før en idé kan udvikle sig fra at blive diskuteret i en sluttet kreds af sagkyndige til at vinde indpas hos beslutningstagerne.

Et varmere klima – et problem eller en tilstand?
Udviklingen i problemstrømmen er afgørende for, at et fænomen som klimaforandringer kan gøre sig politisk gældende. Humlen er, at der altid findes en overflod af spørgsmål, som politikere kunne beskæftige sig med. Nogle må derfor prioriteres på bekostning af andre (Kingdon, 2014: 90). Hvis den globale opvarmning skal have meget opmærksomhed, må andre emner vige. En plads på dagsordenen kan blandt andet hjælpes på vej af focusing events: opsigtsvækkende begivenheder, der kan henlede opmærksomheden på et problem (Kingdon, 2014: 94-98). En anden måde at skabe bevidsthed om et problem er ved at henvise til videnskabelig evidens, der kan synliggøre dets omfang og udvikling. Kingdon anerkender hermed, at videnskaben spiller en rolle i udpegningen af problemer, selvom han primært ser forskere som producenter af løsninger (Kingdon, 2014: 55-56).

Fremstiller en politiker noget som problematisk, forpligter vedkommende sig samtidig til at ændre på situationen (Kingdon, 2014: 109). Problemets modstykke er en tilstand. Tilstande er forhold, man enten ikke kan eller bør gøre noget ved (Kingdon, 2014: 109). Når førende klimaforskere gør opmærksom på alvorlige klimaforandringer forårsaget af forureningen med drivhusgasser, vil man som politiker binde sig til at handle på situationen, hvis man anerkender deres fremstilling. Den følgende imødegåelse af den globale opvarmning vil dog nærmest uundgåeligt komme til at indbefatte mere regulering af økonomien (Farstad, 2017: 2). Derfor er det forventeligt, at partiers syn på regulering påvirker deres opfattelser af klimaforandringerne.

Årsager som problemdefinitionens essens
For at undersøge, hvordan partierne forstår klimaforandringerne, er det nødvendigt at kunne identificere ligheder og forskelle i deres fremstillinger af den globale opvarmning. Her kan Deborah Stone bidrage med et relevant perspektiv. Hun forholder sig således til de strategier, der gør sig gældende i forhandlingen af et problem og dets årsager (Stone, 1989, 2002). Hendes teori kan bruges til at sammenligne partiernes måder at omtale klimaforandringerne på. Ifølge Stone er kernen i en problemdefinition den årsagssammenhæng, der formodes at ligge til grund for det pågældende fænomen. Et fænomen bliver til et politisk problem, når det hænger sammen med menneskelig adfærd. Hermed overgår det fra den såkaldte skæbnesfære til sfæren for menneskelig handling, som kan påvirkes politisk (Stone, 1989: 283). I denne proces, hvor nøglebegreberne er årsag, skyld og ansvar (Stone, 1989: 282), spiller videnskaben en væsentlig rolle:

Science is an intellectual enterprise with its own vast social and economic organization devoted to determining cause-and-effect relationships. … science commands enormous cultural authority as the arbiter of empirical questions (Stone, 1989: 294).

Videnskaben kan således påvirke politik ved fra en magtposition at afdække årsagerne til et problem og dermed fordele skyld og ansvar. Denne proces afhænger af menneskets mulighed for at påvirke et fænomen. Et centralt begreb for Stone er derfor kontrol: om en given udvikling kan påvirkes af menneskelig ageren (Stone, 1989: 283). Hvis man er imod indblanding i en sag, er det hensigtsmæssigt at portrættere situationen som ukontrollabel, mens en fortaler for intervention vil betone potentialet for at kunne gøre en forskel. Stone sondrer mellem forskellige kausalfortællinger, der i varierende grad giver mulighed for kontrol. Heraf er to relevante i klimasammenhæng: Tilfældige årsager, som betegner ukontrollerbare hændelser såsom naturkatastrofer samt utilsigtede årsager, hvor handlinger møntet på at opnå noget på ét felt, har uforudsete bivirkninger et andet sted (Stone, 2002: 191).

Ifølge Stone pågår der en evindelig kamp blandt aktørerne på et policy-område om at være markedsførende med kausalfortællinger. I denne strid om dagsordenen har mediedækning stor indflydelse:

Assertions of a causal theory are more likely to be successful – that is become the dominant believe and guiding assumption for policy makers – if the proponents have visibility, access to media and prominent positions … (Stone, 1989: 294)

Fordi medieeksponeringen er afgørende for, om problemdefinitioner slår igennem på dagsordenen, er der god analytisk ræson i at inddrage denne, når man vil undersøge forskningens mulighed for at påvirke politik.

Uden løsning, intet problem
I relationen mellem problem- og løsningsstrømmen vil jeg fokusere på, at en given problemdefinition gør nogle løsninger mere oplagte end andre i kraft af sin måde at fremstille årsagerne på. Omvendt påvirker udvalget af løsningsmuligheder også problemets mulighed for at gøre sig gældende ifølge Kingdon:

The chances of a problem to rise on the decision agenda are dramatically increased if a solution is attached. (Kingdon, 2014: 143)

Løsningerne skal leveres af løsningsstrømmens centrale aktører, the policy community, en broget skare af specialister som blandt andet tæller embedsmænd, lobbyister og forskere (Kingdon, 2014: 117). I forhold til min problemstilling er det interessant, at Kingdon ser det akademiske miljø som mere løsningsgenererende end dagsordensættende:

… academics might well affect the alternatives more than the governmental agenda … the agenda is set by forces and actors outside the researcher-analyst community. (Kingdon, 2014: 55)

Mit studie vil udfordre dette syn og undersøge forskeres mulighed for at påvirke politiske problemopfattelser. I forhold til løsningsstrømmen er den væsentligste pointe i denne sammenhæng, at manglen på løsninger kan virke begrænsende på problemers mulighed for at vinde frem på dagsordenen. Ifølge Kingdon vil policy-eksperterne holde løsningsforslag tilbage, hvis ikke de spås at kunne vinde politisk opbakning (Kingdon, 2014: 139). Dermed knyttes der an til den tredje og sidste strøm, den politiske.

Den politiske balanceakt
Den politiske strøm kommer som indikeret ovenfor i mange tilfælde til at være overordnet de to andre, fordi problemer og løsninger holdes tilbage, når den politiske interesse mangler (Kingdon, 2014: 163). Om en politisk idé er frugtbar for beslutningstagerne kommer an på bevægelserne i denne strøm. Kingdon vægter som nævnt i høj grad udefrakommende stimuli som folkestemningen og presset fra de organiserede interesser som forklaringer på politisk adfærd (Kingdon, 2014: 145). Her vil dette speciale i stedet interessere sig for, hvad ideologi som endogen faktor betyder for synet på problemer og valget af løsninger. Denne tilgang er ikke nødvendigvis modstridende med Kingdons opfattelse af dynamikkerne i den politiske strøm. Han anerkender, at regeringsskift påvirker dagsordenen, fordi nye folk med andre prioriteter dermed kan komme til (Kingdon, 2014: 153). Ifølge ham er the orientations of elected officials blandt den politiske strøms væsentlige kræfter (Kingdon, 2014: 163).

Det er dermed ikke kun presset udefra, men også de overbevisninger, politikere møder verden med, som løsninger og problemer skal balanceres efter. Kingdon nævner dog ikke ideologi eksplicit i denne forbindelse og vier generelt meget lidt opmærksomhed til de ideologiske forskelles beskaffenhed. Når han gør, bærer det tydeligt præg af den amerikanske kontekst, værket er skrevet i (Kingdon, 2014: 133-134). Der er derfor brug for en mere grundig og bred indføring i ideologis betydning i nutidig politik.

Ideologi i moderne partier - Døve mænds samtale om regulering
I det ideologiske tillæg til Kingdons teori vil jeg lægge mig op ad Giovanni Sartoris definition af ideologi:

… ideology is a belief system based on i) fixed elements, characterized by ii) strong affect and iii) closed cognitive structure. (Sartori, 1969: 405)

En ideologi består altså af faste overbevisninger, som er knyttet til stærke følelser og indgår i et lukket system af viden. I denne sammenhæng er det tydeligt, at den første betingelse hentyder til politiske anskuelser. Det lukkede videnssystem kommer til udtryk ved det ideologiske sinds uvilje mod at lade sig overbevise af argumenter og evidens (Sartori, 1969: 403). Sartori taler i forlængelse heraf om politik som en samtale mellem døve mænd (Sartori, 1969: 410). Denne opfattelse af ideologi er på linje med Leon Festingers teori om kognitiv dissonans, hvor individer formodes at ville undgå information, som taler imod deres grundlæggende opfattelser, for at undslippe det psykologiske ubehag ved at skulle håndtere den følgende indre konflikt (Festinger, 1957). Modviljen mod at få udfordret sit verdenssyn kan have betydning i tilfælde, hvor forskere påpeger et ideologisk kontroversielt problem. Yuko Heath og Robert Gifford peger på, at denne mekanisme kan ses i klimaspørgsmålet. Personer med forkærlighed for det frie marked, anerkender således i mindre grad menneskets rolle i klimaforandringerne og betvivler endda, om ændringerne finder sted (Heath & Gifford, 2006: 64-65). Med foregående pointe in mente kan det ikke forventes, at videnskabelige beviser alene kan tø ideologisk forankrede opfattelser op. Dog kan de faste overbevisninger forandres i tilfælde af stort pres (Sartori, 1969: 404). Hvad der kan forårsage en opfattelsesændring, uddybes ikke nærmere.

Når man har relationen mellem forskellige ideologier for øje, skal man ifølge Sartori se på antallet og styrken af, hvad han betegner som adskillende elementer: de dimensioner hvor der er uenighed. Disse skillelinjer kan ændre sig over tid (Benoit & Laver, 2006: 57), hvorfor det er nødvendigt løbende at iagttage, hvor de væsentligste forskelle mellem partierne består. John Huber og Ronald Inglehart bekræfter ved hjælp af landeeksperter, herunder danske, den klassiske højre/venstre-skalas fortsatte anvendelighed i forhold til at tydeliggøre det rumlige aspekt af politik (Huber & Inglehart, 1995). Deres studie viser derudover, at holdningen til regulering er bestemmende for moderne partiers ideologiske placering og dermed udgør et af nutidens væsentligste adskillende elementer. En position til højre for midten er ensbetydende med et ønske om deregulering, mens moderne venstreorienterede er kendetegnede ved at være mindre skeptiske over for statslig regulering (Huber & Inglehart, 1995: 84-85). Hvad der nøjagtig skal forstås ved regulering, bliver dog ikke anskueliggjort.

I et nyere ekspertbaseret studie bekræfter Benoit og Laver den tætte sammenhæng mellem partiers syn på deregulering og deres placering på en højre/venstre-skala (Benoit & Laver, 2006: 141-142) Undersøgelsens danske eksperter er ikke blevet spurgt om partiernes opfattelse af deregulering, men i Norge og Sverige er korrelationen signifikant (Benoit & Laver, 2006: 147). Benoit og Laver er mere klare i deres definition af deregulering, når de beder eksperterne om at forholde sig til, om partierne favoriserer statslig regulering af og kontrol med markedet, eller om de ønsker deregulering ved enhver lejlighed (Benoit & Laver, 2006: 168).

Ifølge Mehta kan en ideologi klassificeres som en makroidé, der adskiller sig fra de andre typer af ideer ved at gøre sig gældende på tværs af politikområder og indeholde præferencer for bestemte problemdefinitioner og policy-løsninger (Mehta, 2011: 27). Som et centralt element i moderne politik må opfattelsen af regulering derfor have betydning på tværs af politiske emner. Den generelle beskyttelse af miljøet er forbundet med offentlig indgriben i virksomheder og privatpersoners råderum (McCright & Dunlap, 2011: 160), og den statslige indblanding bliver kun større, når det handler om at imødekomme klimaforandringerne (Farstad, 2017). I Danmark viser det sig blandt andet som krav til virksomheder om at fremlægge CO2-regnskaber, og for forbrugerne kan det snart få betydning ved slagterindkøb, såfremt en klimaskat på kød realiseres (Det Etiske Råd, 2016; Lykkeskov & Gjerris, 2017).

Ideologi må derfor formodes at spille en central rolle for partiernes indstilling til klimaproblematikken. Et reguleringsbehæftet problem som global opvarmning bør således have svært ved at trænge igennem til borgerlige politikere af flere årsager. For det første passer de regulerende løsningsmuligheder ikke med deres ideologi. Derudover kan klimaforandringerne ses som historiens største markedssvigt (Stern, 2007: 1), hvorfor også årsagen til den globale opvarmning er i strid med en deregulerende ideologi. Det er et eksempel på det, Mehta kalder upward flowing interaction, hvor en lavere rangeret idétype udfordrer en mere overordnet. Det er ifølge Mehta svært at fastholde en makroidé som ideologi, hvis den ikke flugter med definitionen af tidens mest fremtrædende problemer (Mehta, 2011: 43-44). På baggrund af den dobbelte konflikt er det forventeligt, at politikere med en højreorienteret ideologi vil være modvillige til at anerkende klimaforandringerne som et problem. Denne formodning stemmer overens med fundet af en negativ sammenhæng mellem en reguleringsskeptisk ideologi og menneskeskabte klimaforandringer blandt lægfolk (Lewandowsky, Gignac, & Vaughan, 2013: 402). Omvendt kan problemet forventes at vække genklang på venstrefløjen, hvor modviljen mod regulering er mindre.

Eksperter som dagsordensættere
For at finde de omstændigheder, der skal gælde, før videnskaben alligevel kan udfordre de ideologiske overbevisninger, er det nødvendigt at inddrage teorier med en snæver interesse for forskeres samspil med det politiske system. Denne teori skal samtidig have øje for videnskabsfolks rolle som autonome aktører, der varetager en problemdefinerende rolle.

Til at belyse sagkundskabens mulighed for at præge politik vil jeg benytte Peter Haas’ teori om videnskabelige fællesskaber (Haas, 1992). Han udpeger usikkerhed, fortolkning og institutionalisering som nøgleord i forståelsen af interaktionen mellem det akademiske og det politiske system (Haas, 1992: 3). Usikkerhed er en katalysator for videnskabens rolle i politik. Haas forstår usikkerhed ved hjælp af Alexander Georges definition som omstændigheder, hvor aktører skal tage beslutninger uden at have tilstrækkelig information om situationen, og hvor følgevirkningerne af mulige handlinger er ukendte (George, 1980: 27). Usikkerheden opstår, blandt andet når politikere står over for komplekse fysiske fænomener som internationale miljøproblemer (Haas, 1992: 3-4). I disse spørgsmål vil politikere ifølge Haas efterspørge vejledning fra eksperter. På baggrund af deres videnskabelige ståsted kan de fortolke årsager og virkninger for politikerne, som Stone også pointerer.

Ifølge Haas vil forskeres bidrag altid tage udgangspunkt i en specifik fortolkning af virkeligheden, som antager en bestemt kausalitetsforståelse og måde at opnå gyldige resultater på (Haas, 1992: 21). Deres bidrag består dermed ikke i, at de præsenterer politikerne for sandheden, men at de baserer deres input på den viden, der er konsensus om inden for deres videnskabelige felt. Det er ved at udtale sig på baggrund af et enigt fagfelt, de henter deres autoritet (Haas, 1992: 23). Som reaktion på det politiske behov for viden vil forskere med ekspertise på de pågældende områder finde sammen i videnskabelige fællesskaber, heraf institutionaliseringen. For at en gruppe kan klassificeres som et videnskabeligt fællesskab i Haas’ forstand, må den leve op til fire krav:

1. Den skal dele værdibaserede antagelser, som danner grundlag for måden, der handles på i fællesskabet.
2. Den skal dele opfattelse af årsagssammenhænge på baggrund af medlemmernes praktiske erfaringer på området. Gruppens løsningsanbefalinger og endemål hviler på den fælles forståelse af de kausale forhold.
3. Den skal være enig om måden, hvorpå der kan opnås valid viden inden for det pågældende felt.
4. Den skal have et delt politisk projekt, som løftes i troen på, at det vil gøre verden til et bedre sted.

Et videnskabeligt fællesskab fordrer altså et internt sammenfald af såvel videnskabelige som normative anskuelser. En sammenslutning af forskere kan brolægge vejen til indflydelse ved at fremlægge så opsigtsvækkende fund, at det chokerer offentligheden og presser politikerne til at handle (Haas, 1992: 14). Beslutningstagernes lydhørhed over for forskerne afhænger dog af, hvor politiseret det pågældende område er. Samtidig er et videnskabeligt fællesskabs potentiale for at øve indflydelse betinget af, hvorvidt dets rødder har spredt sig på tværs af landegrænser. Internationale grupper af forskere har således mere intens og langvarig magt end fællesskaber bestående af landsmænd (Haas, 1992: 17).

I sit bidrag til Magtudredningen stiller Erik Albæk skarpt på eksperters betydning for politik i dansk sammenhæng (Albæk, 2004). Her er eksperter forstået som fagligt kompetente, uafhængige personer, der har fagfæller som deres primære målgruppe (Albæk, 2004: 29). Ifølge Albæk skal tre præmisser være opfyldt, hvis de vidende skal kunne rokke ved de magtfulde: Der skal være videnskabelig konsensus, forskernes anbefalinger skal være lette at omsætte til politik, og endelig er det vigtigt, at de sagkyndiges budskaber skal kunne forstås af lægfolk (Albæk, 2004: 160).

Albæk og Haas er altså enige om, at udpræget enighed i forskerkorpset befordrer videnskabens mulighed for at blive en faktor i politik. Ifølge Albæk har også formen betydning. En enkel og handlingsorienteret formidling af forskningen fremmer dens politiske relevans (Albæk, 2004: 85).

Med udgangspunkt i Haas og Albæks teorier er det forventeligt, at forskere vil spille en større rolle i politik, når der er tale om områder præget af stor usikkerhed. Når de forener sig i videnskabelige fællesskaber, som kan udlægge empiriske fænomener for beslutningstagerne, og når de er enige og formår at formulere deres forskning på en tilgængelig måde og med henblik på, at den skal kunne omformes til konkrete politiske tiltag.

De tre strømme, ideologi og videnskabelige fællesskaber
Afslutningsvist vil jeg flette de tre teorispor sammen for at skabe opgavens teoretiske ramme. Målet med at forbinde teorierne er at finde svar på, hvad mødet mellem ideologi og videnskab betyder for problemers færd på dagsordenen og for de løsningsforslag, der fremsættes.

Ideologis indvirkning på problemdefinitioner
Kingdon er opmærksom på, at politiske værdier har betydning for, hvilke problemer politikere vælger at beskæftige sig med:

The values one brings to an observation play a substantial role in problem definition. A mismatch between the observed conditions and one’s conception of an ideal state becomes a problem. (Kingdon, 2014: 110)

Som tidligere nævnt er det dog ikke udførligt beskrevet hos Kingdon, hvad disse ideologiske skel udgøres af. Det kan Huber og Inglehart derimod bruges til at forklare. I relation til kategoriseringen af ideologi som en makroidé, der transcenderer politikområder, kan de pege på, hvad det er for konkrete præferencer, der dominerer på tværs af emner:

Today, from Buenos Aires to Berlin, the central issue is not nationalization but rather privatization and deregulation. … The term “right” is associated with the pursuit of rapid and widespread privatization and deregulation, while “left” is associated with a desire to slow change down or stop it altogether. (Huber & Inglehart, 1995: 84-85)

Det er denne ideologiske forskel, jeg vil bruge til at forstå dynamikken i den politiske strøm og dermed, hvorfor forskellige partier fremhæver forskellige problemer. Som Sartori fremhæver, er ideologidrevne aktører svære at rokke i deres grundopfattelser. Højreorienterede, reguleringsfjendtlige partier må derfor som tidligere nævnt antages at være afvisende over for et problem som klimaforandringer, der både er delvist afledt af ureguleret økonomisk vækst og kræver restriktioner på privatpersoner og virksomheder for at blive løst. Modsat vil partier til venstre for midten være lydhøre over for klimaproblemerne, fordi de stemmer godt overens med deres ideologiske indstilling. Dette giver næring til en forventning om, at klimaforskningens problemdefinition vil have sværere ved at nå igennem til højrefløjspartier end venstrefløjspartier (se Forventning 1).

Påvirkningen fra videnskaben
Kingdon, Stone, Haas og Albæk betoner alle i varierende grad, hvordan forskere kan skabe en modvægt til ideologi i definitionen af problemer. Videnskaben trækker i denne forbindelse på sin evne til at måle empiriske fænomener og skaber på den måde ammunition, der kan bruges i den politiske strid om, hvad der skal tælle som problemer.

På områder præget af stor usikkerhed og svært gennemskuelige årsagssammenhænge har videnskabelige fællesskaber ifølge Haas særlig meget at skulle have sagt. Dette må siges at være gyldigt i forhold til klimaforandringerne. Her er politikerne nødt til at konsultere fagkundskaben for at kunne overskue kompleksiteten af det felt, de står over for. Hvis en bestemt idé om problemets beskaffenhed vinder indpas blandt toneangivende forskere vil denne have bedre chancer for at gøre sig politisk gældende. Især hvis det lykkes at flytte offentlighedens opmærksomhed hen på de videnskabelige fund og dermed skabe en chokeffekt (Haas, 1992: 14). Disse pointer er i tråd med Stones budskab om, at mediedækningen er en af de væsentligste faktorer for en problemdefinitions mulighed for at slå igennem. Samtidig kan en voldsom vækst i medieomtalen i nogen grad sidestilles med, hvad Kingdon betegner som en focusing event (Kingdon, 2014: 94-95). Såfremt videnskaben skaber bred resonans, kan den være med til at presse modvillige partier til at overtage en virkelighedsopfattelse, som i princippet strider mod deres ideologiske ståsted.

Ifølge Albæk og Haas vil en høj grad af konsensus blandt forskerne være med til at øge videnskabens gennemslagskraft yderligere. Den tungtvejende forskning kan siges at konstituere det pres, som Sartori påpeger skal til, førend der kan rokkes ved ideologisk forankrede overbevisninger. Venstrefløjspartier vil formentlig allerede i udgangspunktet abonnere på de videnskabelige vurderinger, idet de flugter med deres ideologi. Fordi klimaforskningens problemdefinition antages løbende at blive mere konsensuspræget og eksponeret i medierne, vil højrefløjspartier med tiden anerkende den. Jeg forudser derfor en tærskeleffekt, hvor forskningen skal have en vis gennemslagskraft, før den vil påvirke højrefløjspartier (se Forventning 2).

Det ideologiske aftryk på løsningerne
Forskningen formodes altså at kunne presse partier til at ligne hinanden i deres problemdefinitioner, men det betyder ikke, at de kommer til at vælge de samme policy-løsninger. Årsagen er, at højreorienterede partier er mere negative over for regulering end venstrefløjspartier og derfor vil vælge andre måder at imødegå klimaforandringerne på. Dette støttes af Haas´ syn på videnskabelige fællesskaber som mere egnede til at pege på problemer end på løsninger i højpolitiserede spørgsmål (Haas, 1992: 16). Derfor må ideologi formodes at have en større indflydelse på partiernes policy-løsninger end på deres problemdefinitioner. Det leder til en forventning om, at højrefløjspartier vil vælge andre policy-løsninger i klimaspørgsmålet end venstrefløjspartier, selv når de har samme problemdefinition (se Forventning 3).

På baggrund af den teoretiske syntese er de følgende tre forventninger opstillet:
Forventning 1: Klimaforskningens problemdefinition vil hurtigere få indflydelse på venstrefløjspartier end højrefløjspartier.
Forventning 2: Klimaforskningens problemdefinition vil med tiden blive accepteret af højrefløjspartier.
Forventning 3: Højre- og venstrefløjspartiers policy-løsninger på klimaområdet vil være forskellige, selvom partierne nærmer sig hinanden i deres problemdefinitioner.

< IntroduktionIndholdsfortegnelseForskningsdesign og metode >






 0 kommentar(er) · 377 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Teori:

Husk mig

Lignende indhold
NyhederDato
Ny teori: Opvarmningen skyldes svovldioxid12-02-2009 09:19
Ny rapport bekræfter teori om fremtidens intense regn11-08-2008 06:16
DebatterSvarSeneste indlæg
Fænomen understøtter Svensmarks teori!924-08-2013 11:22
▲ Til toppen
Afstemning
Hvilken af verdens førende økonomier er længst fremme i omstillingen til vedvarende energi?

USA

EU

Kina

Japan

Indien

Brasilien

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2017 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik