Mens kulden hersker i Europa, er der meget varmere end normalt andre steder på kloden. I november var Nordeuropa 4 grader under normalen for 1951-1980, mens det nordøstlige Canada lå 10 grader over gennemsnittet. Alt i alt er 2010 på vej til at blive det varmeste år, der nogen sinde er registreret.
Det er NASA Goddard Institute for Space Studies – forkortet GISS – der står bag vurderingen i en ny rapport. December skal blive meget kold, hvis ikke 2010 kommer til at overgå 2005, der var det hidtil varmeste år, forklarer forskerne med den i klimaforskerkredse kendte James Hansen i spidsen.
Når det er så koldt i Nordeuropa skyldes det næppe en ændring af vejrmønstrene som følge af mindre isdække i for eksempel Barentshavet. Det har en del forskere ellers spekuleret i.
NASA-forskerne mener, det er et tilfældigt udsving, hvor den såkaldte nordatlantiske oscillation er stærkere, end man tidligere har observeret. Populært sagt er der normalt lavtryk ved Island og højtryk over Mellematlanten, hvorved lun luft presses ind over Europa ude fra den varme Golfstrøm. De sidste to år har trykfordelingen nærmest været omvendt, så den sibiriske og polare kulde har kunnet trænge ned over det nordlige og vestlige Europa.
Varmen i Canada skyldes det samme fænomen kombineret med, at Hudson Bugten ikke er frosset til, som den plejer i november. Derved har isen ikke isoleret varmen i vandet fra omgivelserne, og temperaturerne er blevet ekstremt høje for årstiden. Det er ifølge forskerne en fremragende illustration af, hvad der kommer til at ske, når polarisen skrumper ind. Vinterklimaet omkring Arktis vil blive betydelig varmere, end det er i dag. Så den sidste varmerekord er ikke sat.
Illustrationen viser afvigelser fra normalen i november. Blå områder er koldere end normalt, mens røde områder er varmere end normalt.
Illustration: GISS
