Undervisningsmaterialet KlimaNØRD fra FDB’ skoletjeneste har fået hele 70.000 skoleelever til at beskæftige sig med klimaproblemer i natur/teknik-undervisning. Materialet lægger op til, at eleverne kan teste sig selv og eksperimentere i forskellige "klimanørdede" discipliner.
”Klima kan hurtigt blive en meget pessimistisk agenda, og det er vigtigt, at eleverne forstår, at det er det slet ikke, det er bare nye tider med nye udfordringer,” fortæller skoletjenesteleder Bente Svane Nielsen til Folkeskolen.dk.
”Derfor er undervisningsmaterialet tilrettelagt på en måde, hvor eleverne selv får mulighed for at eksperimentere for at få det ind under huden og opleve at arbejde med dilemmaerne. Opleve at de selv kan arbejde med løsningerne, så de får en personlig succes, men også en succes i forhold til, at det her ikke er umuligt,” siger hun og påpeger, at undervisningsforløbet har skabt ligeså stor interesse blandt pigerne som blandt drengene. Det er man ikke vant til i natur/teknik-timerne.
Kilde: Folkeskolen.dk