Den antarktiske gletsjer Pine Glacier smelter 50 procent hurtigere nu end i 1994, skriver Businessweek.com. Derved slås der en pæl igennem formodningen om, at den globale opvarmning endnu ikke er nået til den sydlige pol.
Gletsjeren, som befinder sig i den vestlige del af Antarktis, er blevet undersøgt af Columbia University i New York og British Antarctic Survey i Cambridge. Forskerne konstaterer, at gletsjeren nu taber 78 kubikkilometer is hvert år. For 17 år siden lå tabet på 53 kubikkilometer.
Årsagen til den kraftige hastighedsvækst er næppe alene, at havtemperaturen i perioden er steget med 0,2 grader i området, men i særlig grad, at det lunere havvand har undergravet isen nedefra, så den ikke længere hænger fast i en undersøisk bjergryg, lyder det fra forskerne.
Hvis denne gletsjer sammen med mindre nabogletsjere smelter helt, vil det alene kunne løfte verdenshavenes niveau med 24 centimeter. Det varer dog mange år, før det eventuelt sker.
Foto: NASA