Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Torkil FormanAt leve med naturenOmkring 1977 startede TOVE (OVE i Thorsø, der ligger ca. midt mellem Århus og Viborg). fire personer, nemlig min nabo
Frits Kristiansen, Elmer Framvig, Anders Clausen og undertegnede fandt sammen, og drøftede problemerne med energien - som vi havde nok af dengang. Sidenhen er begreber, som miljø, bæredygtighed og økologi kommet til. Men dengang som nu havde vi et begreb der hed, ‘at leve med naturen’. Men også det at være selvforsynende, betød en del.
Dengang var organisationen mod atomkraft OOA, den mest markante og omtalte bevægelse, - men vi havde på fornemmelsen, at den var for provokerende for folk uden for storbyerne. Det var bedre med en konstruktiv indgangsvinkel, og her var Organisationen for Vedvarende Energi oplagt. At kunne sætte en anden dagsorden end opførelse af risikable atomkraftværker, som vi fandt repræsenterede fremmedgjorthed, koncentration og risiko for sabotage. At påpege naturens rigdom og muligheder, lige foran næsen af os alle sammen, var og er stadig oplagt og uhyre fascinerende.
TOVE startede med et foredrag på en lille landsbyskole i Sall. Foredraget var måske lille og tyndt, men perspektivet og engagementet var der. Siden fulgte to foredragsrækker på Tungelundskolen i Thorsø. Folk strømmede til, og der var over hundrede deltagere. Pris 30 kr. for fire foredrag. Fra såvel Viborg som Grenå kørte folk helt op til 60 km, for at høre
Carl Herforth fortælle om solvarme og en anden aften
Preben Maegaard fortælle om biogas,
Erik Grove fortælle om vindmøller,
Åge Johnsen om isolering og decentrale kraftvarmeværker,
Carl Emil Seerup om overordnede energiplaner og økonomi. Egnens bønder kom, de var både nysgerrige og skeptiske. En studiekreds for interesserede blev etableret, hvor vi mødtes hver 14. dag på skift i hjemmene og drøftede muligheder for at bygge vindmøller, solvarmeanlæg mv. Bølgerne gik højt om aftenen, og mulighederne for selvforsyning fornemmedes.
Vi var med i Åbent-hus arrangementer i Østjylland og arrangerede ekskursioner til ejere af anlæg og til opstartede små virksomheder og naturligvis til Tvind-møllen.
I januar 1980 blev fire Kuriant (husmands-) møller rejst i januartågen på Aidt Mark. Møllerne vedligeholdt vi mere eller mindre selv, dvs. hældte olie på differentialet engang imellem og skiftede kileremmene ud mellem differentialets hjul og generatoren. Det var disse kileremme, der var møllens succes, idet de kunne absorbere vindstødene. Endelig justerede vi bremserne engang imellem og tappede kompressoren for kondensvand. En farlig balancering i 15 meters højde. Halvt oppe i masten blev en af vindmølleejerne,
Niels Tøttrup svimmel og måtte have en anden vindmølleejer, nemlig
Svend Erik Madsen til at kravle op i stedet. Han balancerede til gengæld helt oven på møllen, uden at de 15 meter ned til jorden rørte ham spor. Står man nede på jorden, ser det ikke så slemt ud med højden. Men står man oppe ved møllehatten, er der langt ned.
Fire Møller på Aidt Mark, mere eller mindre på stribe i snevejr, det var det billede
Hans Jørgen Christensen tog, og som blev vist i aviser og på en messe i Nairobi. Det var før begrebet vindmølleparker blev anvendt. Møllerne var opbygget på et Bedford bagtøj, og inden der var gået et år var de knækket i krøjen.
Alfred Christensen fra Kuriant skiftede Bedford ud med Volvo – det holdt. Første gang vi fik betaling for leveret el til MEF, fik vi 11,5 øre/kWh.
Møllerne fungerede frem til midt i halvfemserne, og var da allerede forældede og overhalet mange gange af en teknologi, som atomkrafttilhængerne ikke kunne stoppe. Oprindelig er jeg fra Aalborg med udsigt til Nibe Bredning, hvor jeg fra min mors hus kunne se elværkernes såkaldte Nibe-møller. De drejede sjældent rundt og var en slags bevis på, at vindmøller ikke duede, hvilket enhver nabo til møllerne kunne erfare ved selvsyn – lige indtil en beboer på den anden side af Limfjorden for egen regning investerede i en lille 22 kW mølle. Den kørte altid og gav mølle-naboerne noget nyt at tænke over. Flere ændrede faktisk deres opfattelse af vindmøllernes duelighed.
Gruppen omkring TOVE bestod af landmænd, håndværkere mv. - alle omkring 25 til 40 år med gejst og pionerånd. Det var dengang man for små midler fandt stumper, så man kunne bygge sin egen solfanger. Måske ikke en særlig effektiv solfanger, men de var billige og fungerede i en årrække. Og så havde man selv gjort arbejdet. TOVEs medlemmer deltog i de mange træf omkring vindmøller, solfangere og biogasanlæg og nogle af os deltog også i OVEs generalforsamlinger. Selv sad jeg i OVEs bestyrelse i en årrække.
I dag er det ikke frygten for mangel på energi. Det er snarere frygten for at blive kvalt i egen forurening - så måske er det også derfor det hedder Energi- og Miljøkontorer i dag. Hvis energien var det mandlige, er miljøet det kvindelige!