At miste håbet - og vinde det tilbage igen

Af Rasmus Vincentz

I de efterhånden otte år, jeg har arbejdet med klimaspørgsmål, er det kun sket ganske få gange. Og i sidste uge skete det så igen – et akut tab af overbevisningen om, at det nytter noget.

Når man dagligt arbejder med, hvordan man kan give sit eget lille bidrag til håndteringen af de udfordringer, som hele kloden står over for, i form af klimaforandringer, miljøødelæggelser og tab af biodiversitet, så er der virkelig brug for masser af personlig energi og stor tiltro til, at man kan gøre en forskel.

For uden sådan en overbevisning kan man simpelthen ikke tage fat på flere dystre rapporter, debattere med stivnakkede benægtere og motivere folk fra nær og fjern.

Men forleden fik mit engagement, min overbevisning og lyst til overhovedet at gøre en indsats, så en kold skylle.

Årsagen burde måske ikke komme så meget bag på mig, men pludselig stod det lysende klart for mig, hvor stærke de kræfter, der arbejder målrettet på at bidrage til klimaforandringerne, egentlig er.

I en artikel i avisen Information var oplistet en række forslag på energiområdet fra Rick Santorum, den ene kandidat i den amerikanske kamp om at blive Republikanernes kandidat til præsidentposten.

I artiklen ’Høj benzinpris truer USA’s opsving’, og i andre af Santorums udmeldinger, fremgår det både, at han konsekvent nægter, at der skulle finde klimaforandringer sted, og at han samtidig har udmeldinger og forslag til ”løsninger”, der er så skræmmende langt fra hvad, der anbefales af folk, der bare i nogen grad tager højde for miljø- og klimaproblemerne. Tiltag, som muligvis kortvarigt kan skaffe adgang til noget energi, men som medfører så omfattende naturødelæggelser og risici, så det er ubegribeligt. Han nævner i flæng tiltag som olieboring på dybt vand, udvinding af olieskifer, og opførelse af den dybt kontroversielle XL-pipeline med tjæresand fra Canada. Ufattelige udmeldinger, som det republikanske parti så oven i købet topper med forslag om olieboringer i naturparker i arktiske områder i Alaska. Suk.

Det, der virkelig tog pusten fra mig, var ikke så meget, at endnu en republikaner ikke anerkender gængs videnskab – det er desværre noget, man jævnligt ser. Det, der er mest nedtrykkende, er, at selv simple virkemidler som energieffektiviseringer og energibesparelser, der burde være indlysende uanset politisk observans, slet ikke bringes i spil. For der er i Santorums kampagne kun dundertale om øget udvinding, og ikke et ord om, hvordan man kan gøre noget ved de enorme krav om billig energi. Selv om energieffektiviseringer og -besparelser er en fremgangsmåde, der ville spare os alle for enorme naturødelæggelser og yderligere ændringer i klodens klima.

Jeg fornemmer bag sådanne dumstædige og snævertsynede udsagn så stærke kræfter, både i det menneskelige sinds forviklinger, og i de enorme interesser i bl.a. bil- og olieindustrien, at jeg forfærdes. At jeg simpelthen lades kold og trist tilbage uden energi til at fortsætte min beskedne indsats.
Og hvis Santorums rablerier ikke er nok, er der adskillige andre højaktuelle eksempler på de kræfter, som arbejder på at fortsætte og ligefrem intensivere ødelæggelserne af naturen. I Panama er en gruppe af lokale indianere netop blevet involveret i voldsomme protester og opslidende demonstrationer, i kampen mod flere overgreb og undertrykkende mineprojekter i deres hjemområder. På dette punkt kunne det også være fantastisk, hvis de stærke kræfter, der arbejder for dette, i stedet fik øjnene op for muligheden at spare og genanvende, f.eks. noget af alt det kobber, der hver dag smides væk, og dermed kunne slippe for at skulle åbne flere nye miner i områder af stor historisk og naturmæssig værdi.

Oven i de to tidligere eksempler kom der endnu en påmindelse om, hvordan klimabenægterne systematisk arbejder. Det kom i form af et læk med, hvilke strategier klimabenægterne hos The Heartland Institute har planlagt for at forvanske og afspore klimadebatten. Vi taler sandelig ikke om gentleman sport her, for listen over manipulation og usagligheder, de benytter sig af, er noget, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, som interesserer sig for natur, klima og demokrati.

Disse tre eksempler var altså nok til, for en stund, at slå mig helt ud, og erstatte min vanlige optimisme med et sortsyn og tristhed, som helt fratog mig lysten til at arbejdere videre med de globale udfordringer, jeg til dagligt er så optaget af. Det sker heldigvis sjældent, at jeg på den måde rammes af afmagt, og det varer ikke særlig længe.

Noget af det, der stadig holder mig oppe og i gang, er, at der også er virkelig mange gode initiativer, og mange dejlige mennesker, som er i fuld gang med at arbejde for, at verden udvikler sig i en retning, hvor vi tager et fuldt ansvar ikke bare for nutidens, men også for fremtidens miljøproblemer.

Et lille hjemligt eksempel på dette er, at vi i sidste uge for første gang mødtes i bestyrelsen i Lejre Økologiske Fødevarefælleskab, hvor jeg for nylig er blevet valgt ind. Det er godt nok bare en lille samling folk, som med vid, flid og dygtighed vil tage nogle skridt i retning af at gentænke og omforme vores fødevareproduktion og forhold til naturen. Sådanne tiltag, hvor undseelige de end måtte tage sig ud, formår faktisk igen at give mig troen på, at der findes folk, som er i gang, som tror på, at det kan betale sig. Folk, som har den moralske ret til at stille sig op imod de enorme kræfter, som arbejder for at fortsætte de ødelæggelser, som klimaforandringer og tab af biodiversitet vidner om.

Bestyrelsen i Lejre Økologiske Fødevarefællesskab - en lille flok, men med stor optimisme og skaberglæde.

Sådanne små tiltag rummer en skaberglæde og en optimistisk tro på, at selv en lille flok mennesker faktisk kan sætte gang i noget så væsentligt, at det breder sig som ringe i vandet. Så selvom politikerne endnu tøver med at tage reelt fat på at omforme vores energisystemer til vedvarende energi og stoppe miljøødelæggelserne, og selvom stærke kræfter blandt politikere, visse virksomheder og klimabenægterne bedriver deres dystre spil, synes jeg dog ikke, der er grund til at fortvivle og synke ned i mørk magtesløshed. Tværtimod! Det er ligefrem derfor, at der er allermest brug for, at vi kommer på scenen, og i al vores entusiastiske mangfoldighed, nytænkning og naive tro kaster vores kræfter ind for det, vi tror på. På den måde kan vi, i stedet for blot at være sure, skuffede og magtesløse, træde frem som aktive medskabere af en bedre fremtid.

Den tanke kan igen fylde mig med masser af god energi, selv når det ser sortest ud!