Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Niels I. MeyerAtomkraftdebat 1974-1985
Debatten om atomkraftens indførelse i Danmark tog fart efter 1974. Helt frem til midten af firserne var flertallet i Folketinget positiv over for a-kraft, hvilket som tidligere nævnt afspejlede sig i de officielle energiplaner fra 1976 og 1981. Den teknisk-videnskabelige verden var delt i entusiastiske tilhængere og moderate tilhængere over for skeptikere og overbeviste modstandere. På den entusiastiske tilhængerfløj fandtes bl.a. professorerne
Poul L. Ølgaard, Bent Elbek og Allan Machintosh, medens professor Ove Nathan startede som moderat tilhænger og endte som skeptiker. På den modsatte fløj fandtes bl.a. forfatterne til den tidligere nævnte alternative energiplan.
Debatten om atomkraft og VE-alternativerne blev meget hård og langtfra altid præget af den store saglighed, således som det fremgår af nedenstående udvalgte citatsamling.
I en lederartikel af redaktør T. Morsing i Ingeniørens Ugeblad d. 2. februar 1974 betegner han modstanderne af atomkraft som: ”politiske plattenslagere, dommedagsprofeter og pseudomarxistiske skrålhalse”.
I bladet Hovedområdet (9. juli 1976) citeres svampeprofessor Morten Lange, som netop var udnævnt til formand for regeringens energiråd for følgende beskrivelse af modstanderne af atomkraft: “modstanden er jo et led i en ganske almindelig ”religiøs” bølge sat i gang af barfodsgængere og andre biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”. Han tilføjer, ”at f. eks. Bent Sørensen fra Niels Bohr Instituttet hører til denne sekteriske kategori”.
I Information (20. maj 1977) citeres NESA’s informationschef, Jørgen Gullev for følgende udtalelse om atomkraftdebatten ved et energimøde i Ingeniørforeningen:
”Det er aktivister og brøndkarsespisende kystbanesocialister, som sammen med OOA
dominerer billedet”.
Fra samme møde i Ingeniørforeningen citeres Morten Lange for udtalelsen: ”Hvis I vil blive ved med at køre på motorcykel, så skal I også sige ja til atomkraften. .....Og I skal sige det med en snerren, så det trænger ind.”
Ifølge Information d. 24. marts 1977 mener Eja Elbek fra REO, at Lone Dybkjær, Niels Meyer og Siegfried Christiansen truer fortsat udvikling af de vestlige demokratier. Dette uddyber hun et par år senere i Holstebro Dagblad (2. oktober 1979) med udtalelser om, “.....at de aktive atomkraftmodstandere tilhører kommunistiske grupper, af hvilke man kan vente sig både sabotage og terrorvirksomhed.”
I Weekendavisen d. 12. okt. 1979 citeres direktør E. L. Jakobsen fra ELSAM for udtalelser om, at ”kernekraftmodstanderne, også i Danmark, har til hensigt at bruge energien til at spænde vognen for hesten og skabe politiske omvæltninger i samfundet”. Han tilføjer, at danske el-værksfolk ikke er de eneste, der opfatter de tværpolitiske folkebevægelser mod kernekraften som et før-revolutionært stadium.”
Om vindenergiens fremtid skriver Heinz Hansen fra Risø så sent som d. 22. sept. 1984 i Berlingske Tidende: ”Derfor kan man jo godt pusle lidt med bedre propeltyper, nye materialer og mere elektronik; men nogle egentlige forskningsperspektiver er der ikke i vindkraften. Nej, det er fortsat atomenergien, der tegner til at overtage fremtidens elproduktion. Det er her, perspektiverne ligger.” Det var året før Folketinget besluttede, at Danmark ikke skulle have atomkraft. |
På det folkelige plan blev kampen mod a-kraften anført af OOA under medvirken af mennesker med vidt forskellig faglig baggrund. Da denne bog fokuserer på VE, skal her kun nævnes nogle fremtrædende repræsentanter fra den tidlige fase.
I starten af halvfjerdserne var pensioneret ingeniør
Eigil Poulsen og trafikflyver
Mogens B. Vikstrøm blandt de få, der skrev avisartikler imod atomkraft. Deres skriverier var især ansporet af Elsam’s beslutning fra februar 1971 om at bygge et atomkraftværk, samt af at staten i 1972 nedsatte en undersøgelsesgruppe, der skulle finde placeringer til de første værker. Ønsket om at starte atomalderen i Danmark fik desuden støtte fra Risø, Arbejdsgiverforeningen, Industrirådet, Ingeniørforeningen, LO og Dansk Metal, samt flertallet i Socialdemokratiet og de borgerlige partier. Stort set den samlede dagspresse og radio/ TV fandt, at nu var det på høje tid, at vi kom i gang. I modsat fald ville Danmark halte bagud i industriudvikling, beskæftigelse og energiforsyning. Der var således særdeles stærke kræfter bag indførelsen af atomkraft i Danmark. På denne baggrund dannedes i 1973 NOAH/Københavns Atomkraftgruppe med
Eigil Poulsen, Mogens B. Vikstrøm, Ingrid Hind, Lars Josephsen, Oluf Danielsen og
Jørgen Boldt. Gruppens primære aktiviteter var avisindlæg mod atomkraft og deltagelse i et stort antal debatmøder i forsamlingshuse, foreninger m.fl., hovedsageligt med folk fra Risø og elværkerne som debatmodstandere. Gruppen medvirkede desuden ved dannelsen af OOA.
Blandt pionererne i OOA kan bl.a. nævnes studenterpræsten
Jens Brøndum, daværende stud. theol.
Siegfried Christiansen, seminarielærer
Tarjei Haaland, og biolog
Jørgen Steen Nielsen. De to sidstnævnte kom senere til at spille en vigtig rolle som forkæmpere for VE. Tarjei Haaland især gennem sit virke i Greenpeace, og Jørgen Steen Nielsen som journalist på Information. Mange flere burde nævnes, men dette er ikke en historie om a-kraften, som kun er medtaget her, fordi den indirekte kom til at sætte yderligere fart i modstandernes kamp for at fremme VE. En mere udførlig beskrivelse af begivenhederne i begyndelsen af halvfjerdserne kan findes i en bog af
Per Kågeson [6]. OOA gennemførte helt frem til 1985 en bred og kompetent kampagne mod atomkraft gennem demonstrationer, møder, avis- og tidsskriftsartikler m.v.
Hovedargumenterne imod a-kraften gik på faren for uoverskuelige ulykkeskonsekvenser, manglen på sikre depoter for højradioaktivt affald, samt risikoen for at fissilt materiale skulle ende i de gale hænder, fx hos terrorister eller gale diktatorer, som ville benytte materialet til at lave bomber.
Senere kom en række økonomiske argumenter til, hvor det bl.a. viste sig, at man helt har undervurderet omkostningerne ved fjernelsen af en nedslidt atomreaktor.
Det folkelige modstykke til OOA var en organisation under navnet
Reel EnergiOplysning (REO). Denne organisation havde især sin basis på Risø, men fik aldrig nogen særlig gennemslagskraft.
I foråret 1974 besluttede Folketinget at iværksætte en energioplysningskampagne. Energispørgsmål hørte dengang under handelsministeriet, hvor
Poul Nybo Andersen var minister. Regeringen besluttede efter nogen tøven at lægge arbejdet uden for eget regi. Nybo var tidligere medarbejder på Krogerup Højskole, og han valgte denne skoles forstander
K.E. Larsen til formand for det
EnergiOplysningsUdvalg, som nu blev oprettet. Som sekretariatsleder valgte K.E. Larsen højskolelærer
Uffe Geertsen fra Kolding Højskole, selvom Nybo var yderst betænkelig ved en sådan ”kritisk og venstreorienteret samfundsdebattør”. Men K. E. Larsen stod fast ved sig valg, og sådan blev det. Udvalget var lovet uafhængighed, og det gjaldt også kampagnens form og indhold.
Udvalget oprettede hurtigt en tilskudsordning til selvstændige lokale oplysningsinitiativer, som blev en virkelig succes og gav grundlag for studiekredse, møder, diasserier og endda film.
Blandt udvalgets mere originale initiativer var udgivelsen af en debatbog om a-kraft, hvor en tilhænger (
C.U. Linderstrøm-Lang) og en modstander (
Niels I. Meyer) gennemgik problematikken sammen
[7]. Når de var enige om et afsnit skrev de teksten i fællesskab, når de var uenige skrev de i parallelle spalter i bogen. På den måde fik læserne på en systematisk og afbalanceret måde argumenterne for og imod a-kraft. I alt udgav udvalget 6 grundbøger om energispørgsmålene, og den sidste fra sommeren 1975 handlede om vedvarende energi
[8]. Det faldt mange for brystet, men udvalget kunne med rette henvise til, at det var vigtigt også at belyse alternativerne til atomkraft.
Denne oplysningskampagne virkede så godt, at den oplyste befolkning blev mere og mere overbevist om, at den ikke ville have a-kraft. Det var jo ikke meningen, og der var talrige forsøg på at stoppe oplysningskampagnen. Det ved vi fra
Erling Jensen, som var blevet handelsminister i en socialdemokratisk regering efter et folketingsvalg i 1975. K.E. Larsen og Uffe Geertsen blev kaldt ind i ministeriet og fik i bryske, kammeratlige vendinger betydet, at indflydelsesrige erhvervsinteresser havde klaget i betydeligt omfang. Det kom dog ikke frem, hvem der havde klaget over hvad. Men resultatet blev, at regeringen nedlagde det uafhængige udvalg efter godt et års arbejde, hvor debatten var ved at komme i gang, og hvor der i høj grad var brug for udvalgets fortsatte arbejde. Heldigvis var OOA og OVE klar til at føre debatten videre.
Modstanden mod a-kraft blev efterhånden så stærk, at de styrende politiske partier ikke turde tage en folkeafstemning om sagen, men foretrak i 1985 (et år før Tjernobyl-ulykken) at vedtage, at Danmark ikke skulle have a-kraft. Når man ser hvilke praktiske og politiske problemer en række lande (inklusive Sverige og Tyskland) i dag har med deres a-kraft, vil de fleste danskere nok glæde sig over, at man valgte at satse på VE i stedet for på a-kraft.