Biodiversitet kan kort defineres som variationen i den levende natur. Jo flere arter der er af både planter og dyr, jo større er biodiversiteten. Biodiversitet har meget at sige for hvor stabile Jordens
økosystemer er. Populært formuleret kan man sige, at jo højere biodiversitet, jo bedre helbred har Jorden.
Forskere har identificeret mere end 1,7 millioner forskellige insekter, fisk, pattedyr, fugle, reptiler, planter og mikroorganismer. Der er bred enighed om, at de identificerede arter kun udgør en del af det faktiske antal arter. Det mest almindelige estimat går på, at der er omkring 13 millioner arter i alt, mens nogle tror på et tal, der ligger tættere på 100 millioner. Biodiversitet inkluderer desuden to andre aspekter: Genetiske forskelligheder inden for den enkelte art samt antallet af økosystemer, så som skove, sumpområder, ørkener, søer, floder, bjerge og koralrev.
Men biodiversiteten er truet. Forskere er enige om, at antallet af arter er på vej ned med en hastighed, der sandsynligvis ikke har været større siden dinosaurerne uddøde for mere end 65 millioner år siden. Arter forsvinder 50 til 100 gange hurtigere end den naturlige rate, og hastigheden anslås at være opadgående. Grunden skal findes i menneskelige aktiviteter som skovhugst, udledning af giftige kemikalier,
global opvarmning, forstyrrelse af de naturlige habitater osv.
En lavere biodiversitet vil skade økosystemernes produktivitet. Menneskers liv på jorden afhænger af økosystemerne, og de resurser der kan hentes derfra: Frisk luft, vand, brændstof, mad, materialer m.m. FN estimerer, at 40 pct. af verdensøkonomien er baseret på biologiske produkter og processer. Svagere økosystemer har sværere ved at håndtere naturkatastrofer såsom
tørke,
oversvømmelse og
orkaner samt menneskeskabte påvirkninger som forurening og højere temperaturer.
Ved Earth Summit i 1992 i Rio de Janeiro underskrev størstedelen af verdens regeringer Biodiversitets-konventionen, der udlægger tre mål: Bevarelse af biodiversitet, bæredygtig udnyttelse af resurser samt en fair og ligelig fordeling af gevinsterne fra brugen af genetiske resurser.
Eksterne links/kilder:Biodiversity911.org
Convention on Biological DiversityUNEP: BiodiversityKilde: Berlingske Research. Udarbejdet år 2009, hvorfor oplysninger kan være forældede, og evt. rettelser kan mangle. Få aktuel viden om klima på Berlingske Viden.