Bioethanol

Bioethanol er et biobrændstof, baseret på plantemateriale. Ethanol udvindes af afgrøder.

Bioethanol er blevet produceret i mange år til drikkesprit osv. Men bioethanol kan også anvendes i transportsektoren, som supplement til benzin. Bioethanol fremstilles CO2-neutralt.

Når ethanol udvindes af afgrøder, betyder det, at landbrugsarealet er den begrænsede ressource. Derfor skelner man imellem 1. og 2. generations biobrændstoffer. Hvor 1. generations bioethanol er baseret på de primære produkter fra markerne – eksempelvis sukkerroer eller hvede, er 2. generations bioethanol baseret på restprodukter fra landbruget og skovbruget - eksempelvis halm eller træflis. Det resulterer i, at 2. generations biobrændstoffer er forbundet med lavere omkostninger og et større udbud.

Ved brug af ethanol, fremstillet ud fra hvede eller sukkerroer med konventionel energiproduktion, kan der forventes en CO2-reducerende effekt på mellem 30 og 65 pct. i forhold til almindelig benzin og diesel.

I 2004 blev der produceret 41. mia. liter bioethanol.

I 2003 vedtog EU-kommissionen biobrændstofdirektivet, som siger, at biobrændstof i 2005 skal udgøre 2 pct. af brændstofforbruget og 5,75 pct. i 2010.

Biler, der bruger benzin, kan uden større problemer køre med op til en 5 pct. iblanding af ethanol. For at køre på højere blandingsforhold kræver det dog nogle ændringer af motoren og dens styringssystem. Biler der både kan køre på E85 og benzin kaldes Flexifuel biler. Typisk vil denne modifikation betyde en merudgift på 5.000-10.000 kr. før afgift for en almindelig personbil.

Eksterne links/kilder:
Danbio.info
BioGasol
BioBiler.dk

Kilde: Berlingske Research. Udarbejdet år 2009, hvorfor oplysninger kan være forældede, og evt. rettelser kan mangle. Få aktuel viden om klima på Berlingske Viden.

Fra SKOLEduel:
Bioethanol
Biobrændstof, som kan produceres af sukker- og stivelseholdige afgrøder som for eksempel sukkerroer, sukkerrør, majs eller hvede. Bioethanol kan både bruges i kraftvarmeværker og i biler, busser og tog.

Biosprit
Man kalder også bioethanol for biosprit. Man arbejder både med det man kalder 1. generations og 2. generations biosprit. Det første fremstilles på afgrøder, som man lige så godt kunne spise. Her bør man satse på 2. generations biosprit, fordi det fremstilles af planternes uspiselige dele. Der er munde nok at mætte i verden. Derfor vil det være uheldigt, hvis man skal diskutere, om man skal dyrke mad eller brændsel. Priserne på korn og brød stiger for eksempel i øjeblikket mere, end de har gjort de seneste 10 år. Det hænger blandt andet sammen med, at der sættes flere marker af til at dyrke biobrændsel – og dermed er der færre marker til dyrkning af afgrøder.

1. generations bioethanol
Fremstilles typisk ud fra hvede og sukker, som man lige så godt kunne spise. Man dyrker altså spiselige afgrøder for derefter at lave dem om til brændstof. Miljøgevinsten ved 1. generations bioethanol er ikke lige så stor som ved 2. generations bioethanol. Der bruges nemlig mere energi til både dyrkning og produktion af for eksempel hvede end til indsamling af de halmstrå, som man blandt andet bruger til 2. generations bioethanol.

2. generations bioethanol
Fremstilles ud fra de plantedele, som man ikke kan spise. Miljøgevinsten ved 2. generations bioethanol er større end ved 1. generations bioethanol, fordi man bruger de dele af planterne, som typisk ellers ville ende som affald.

Biodiesel
Er et flydende brændstof, der er udvundet af planter. Det er en olie, og den kan være med til at erstatte den dieselolie, som dieselbiler kører på i dag. Allerede i dag kan man blande op til 5 procent planteolie i dieselolien. Og med en tilpasning af bilen kan man komme højere op. Der findes både 1. generations biodiesel og 2. generationsbiodiesel.

1. generations biodiesel
Er typisk fremstillet af rapsfrø, som presses.

2. generations biodiesel
Er fremstillet ud fra planterester samt brugt friturefedt og dyrefedt fra slagterier eller fedt fra døde dyr fra landbruget.

Bioethanol og elprroduktion - kan gå hånd i hånd
Ved Skærbækværket i Jylland arbejder danske forskere og erhvervsfolk sammen om et projekt, der måske kan være med til at gøre Danmark til et af verdens vigtigste udviklingscentre indenfor udvikling og produktion af 2. generations bioethanol. Projektet hedder IBUS – Integrated Biomass Utilisation System – og deltagerne er blandt andet Forskningscenter Risø-DTU, Life-KU og DONG Energy.

Det er stadig ret dyrt at producere flydende biobrændsel. Men danske forskere har fundet ud af at fremstille det flydende bioethanolen på en billigere og renere måde end før. Hvis man producerer biogas og bioethanol “ved siden af hinanden”, så kan man nemlig bruge spildet fra den ene produktion som råstof i den anden.

IBUS-anlægget er et stort demonstrationsanlæg, et såkaldt 2. generationsanlæg. Her producerer man bioethanol ud fra halm og husholdningsaffald. Halmen og affaldet varmes op. Og ved hjælp af gær dannes der sprit ud fra sukkerstofferne i biomassen.

Anlægget er helt bevidst opført tæt på et kraftværk. Det er fordi, bioethanolanlægget og kraftværket populært sagt hjælper hinanden. På bioethanolanlægget kommer der nemlig nogle biprodukter, der kan bruges som brændsel på kraftværket. Og noget af kraftværkets energi kan bruges til at opvarme halmen og husholdningsaffaldet, når det skal omdannes til bioethanol på bioethanolanlægget. Man kan sige, at halmen selv kommer med noget af den energi, som skal bruges for at lave den om til bioethanol. Det gør bioethanolproduktionen mere bæredygtig, blandt andet fordi den slipper meget mindre CO2 ud.

Kilde: SEAS-NVE