Brundtland-rapporten, som udkom i 1987, havde egentlig det officielle navn ”Vor Fælles Fremtid”, men har siden taget navn efter den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, som var leder af den uafhængige kommission som udfærdigede rapporten.
Rapporten fastslår, at miljøproblemerne er en realitet og et stigende problem på globalt plan. Miljøproblemerne skyldes produktions- og forbrugsmønstre som ikke er
bæredygtige, særligt i industrilandene og ligeledes fattigdom og udviklingsproblemer, særligt i
udviklingslandene.
Rapporten indeholder også forslag til miljøstrategier, således at en bæredygtig udvikling sikres på det lange sigt.
Den omtalte bæredygtige udvikling defineres i rapporten som følgende:
"Menneskeheden har muligheden for at gøre udviklingen bæredygtig - til at sikre at den imødekommer de øjeblikkelige behov uden at gå på kompromis med de fremtidige generationers mulighed for at sikre deres behov. Begrebet bæredygtig udvikling indebærer visse grænser - ikke absolutte grænser men begrænsninger som den eksisterende teknologiske situation og sociale organisation pålægger miljøressourcerne, og begrænsninger som hænger sammen med biosfærens evne til at absorbere virkningerne af menneskenes handlinger."
Rapporten blev efterfulgt af en FN-konference under titlen Miljø og Udvikling i Rio i 1992. Der var deltagelse fra 181 lande, her iblandt Danmark, og Agenda 21 og Rio-deklarationen blev vedtaget. Siden konferencen har hovedmålet været at få implementeret principperne og løsningsmetoderne fra rapporten, både på national og internationalt plan.
De danske kommuner påbegyndte arbejdet med Agenda 21 i 1995/96 og i 2004 havde alle danske amter og kommuner udfærdiget lokale Agenda 21 strategier.
Eksterne links/kilder:Miljøstyrelsen: Økologisk Råderum - en sammenfatningRingsted Kommune: Brundtlandrapporten
Kilde: Berlingske Research. Udarbejdet år 2009, hvorfor oplysninger kan være forældede, og evt. rettelser kan mangle. Få aktuel viden om klima på Berlingske Viden.