Cancunaftalen i grove træk

COP16, FN's klimatopmøde i Mexico, sluttede lørdag morgen med et resultat, der fik verdens politikere, diplomater og en stor del kommentatorer til at udtrykke begejstring. Men hvad blev de egentlig enige om i Cancun, og i hvor høj grad er der overhovedet tale om en succes? Klimadebat.dk forsøger her at give et overblik over aftalen.

Først og fremmest er mange af de punkter, der i al hast blev nedfældet i Københavnsaftalen (Copenhagen Accord) sidste år, nu mere formelt blevet indkorporeret i FN-systemet i form af officielle dokumenter. Det gælder blandt andet hensigten om at holde temperaturstigningerne på to grader celsius.
De frivillige løfter om CO2-reduktioner, som verdens lande i løbet af 2010 har indmeldt til Københavnsaftalen, er nu skrevet ind i et formelt FN-dokument, og selvom der på ingen måde er tale om en juridisk bindende aftale, så ses det som et fremskridt i forhold til den modstand, der fra visse lande har været imod overhovedet at arbejde med Københavnerdokumentet. Vælger man at følge IPCC's beregninger, står det dog klart, at de reduktionsmål, der er blevet indmeldt, langt fra vil være tilstrækkelige til at sikre en opvarmning på under to grader. Det er også værd at bemærke, at intet land valgte at bruge anledningen til i Cancun at skærpe de løfter, de hidtil er kommet med.

Fremtiden for Kyoto-protokollen, hvis første forpligtelsesperiode udløber i 2012, er stadig uvis. Diskussionen er blevet udsat til Durban i Sydafrika, hvor COP17 vil finde sted samme tid næste år. Men under forhandlingerne blev det klart, at især Japan og Rusland, og til dels også Canada, forholder sig meget afvisende til en ny forpligtelsesperiode, så længe USA og Kina ikke har tilsvarende reduktionskrav. Kyoto-protokollen indeholder som bekendt kun reduktionsforpligtelser til Annex 1-landene, dvs. de industrialiserede lande (USA har ikke ratificeret protokollen).
Nogle af de kommende giganter på den internationale scene, med høj vækst i både økonomi og CO2-udledning, som især kommer til orde gennem den såkaldte BASIC-gruppe (Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika), sætter omvendt som ultimativt krav, at Kyoto-protokollen fortsætter.

Et andet vigtigt punkt hvad angår forebyggelse/reduktioner ("mitigation") er spørgsmålet om afskovning. Detaljerne omkring den såkaldte REDD-politik (Reducing Emissions from Deforestation and Forest Degradation), som bl.a. Norge har arbejdet hårdt for at få gennemført i Cancun, er endnu ikke afklaret. Man mener, at afskovning er ansvarlig for 20% af verdens CO2-udledning, og håbet er, at få indført en mekanisme, der gør det muligt at handle med afskovning, således at rige lande kan betale fattige lande for ikke at fælde regnskoven. Det er imidlertid stadig meget uklart, hvad Cancunaftalen har opnået på dette område.

Der skelnes i klimaforhandlinger mellem "mitigation" (forebyggelse) og "adaptation" (tilpasning). Hvad angår "adaptation" er der især to ting at hæfte sig ved:
1) De politiske løfter fra København om 100 milliarder dollar i 2020 og 30 milliarder dollar til hurtig opstart i 2012 blev gentaget af flere af de rige lande.
2) Der er blevet oprettet en Grøn Klimafond til overførsel af klimabistand fra i- til ulande. I den komité, der skal administrere klimafonden, er ulandene i overtal, og det ses derfor som en sejr for mange af ulandene - omend kassen i fonden endnu er så godt som tom.
Når det kommer til de hårde realiteter, og talen falder på, at pengene skal falde, er der således noget, der tyder på, at de tunge beslutninger, ligesom vi så under "mitigation"-delen, er blevet udskudt til næste COP.

De to ugers forhandlinger sluttede som omtalt lørdag morgen, hvor kun Bolivia erklærede sig som modstander af den foreslåede tekst. Forhandlingslederen, den mexicanske udenrigsminister Patricia Esponosa, valgte at gå imod FN-traditionen for 100% konsensus og ignorere Bolivias modstand, hvorved teksten kunne vedtages. En fremgangsmåde, der næppe ville være blevet accepteret, hvis det var Lars Løkke Rasmussen, der havde siddet med formandshammeren i hånden. Måske fordi den store gruppe af ulande denne gang ikke følte, at de blev kørt ud på et sidespor af formandskabet. Det er fra flere sider blevet påpeget, at den åbne proces er en af forklaringerne på, at forhandlingerne ikke på samme måde gik i hårdknude denne gang. En anden forklaring kan simpelthen være, at forventningerne var skruet så lavt ned, at det var langt lettere at komme ud med et resultat, der så ud som en sejr.

Er der så tale om en succes? At vurdere ud fra den internationale optimisme, og de næsten jubelagtige, følelsesladede scener i Cancun, fristes man til at sige ja. Det var en prøve for FN-systemet (UNFCCC), der med endnu et sammenbrud risikerede at havne i samme nedfrosne tilstand, som WTO-forhandlingerne befinder sig i. For FN-systemet var det derfor en succes, forstået på den måde, at processen i hvert fald stadig lever. For de multilaterale forhandlinger med COP-møder hvert år var det en succes, eller i hvert fald en udskydelse af fiaskoen. Om det var en succes for klimaet, det er en helt anden diskussion.


Jeppe Branner, Klimadebat.dk