Ekspanderende virksomheder inden for vedvarende energi eller energi-optimering - de såkaldte
cleantech-firmaer - kan få vanskeligt ved at skaffe den nødvendige kapital oven på de mange, store sammenbrud blandt investeringsbanker.
Netop cleantech-firmaer er en risikobetonet investering, og de har stort kapitalbehov. Derfor vil de være blandt de første typer af virksomheder, som rammes af konjunkturerne, skriver BusinessGreen.com.
"Det bliver meget svært at rejse penge til højrisiko-projekter. Man kommer i tvivl om, hvordan sådan noget som CO2-deponeringsteknologier, som endnu ikke er fuldt dokumenterede, skal kunne rejse den kapital, der er behov for," siger David Metcalfe fra det uafhængige, amerikanske analysefirma Verdantix.
Det vil dog ikke gå så galt som ved IT-verdenens dotcom-sammenbrud i begyndelsen af årtiet. For ifølge Paul Herman, topchef hos den amerikanske investeringsrådgiver HIP Investor, modvirkes kreditkrisen af en stærkt voksende efterspørgsel på disse virksomheders produkter.
Kilde: BusinessGreen.com