Hvis ikke havet opsugede store mængder CO2 fra luften, ville den globale opvarmning allerede være katastrofal. Men prisen for havets gavnlige effekt er, at vandet bliver surt og truer vigtige fødedyr.
Blandt de ramte dyr, når havets pH-værdi falder som følge af en øget mængde af kultveilte, er en lille og meget udbredt havsnegl. Den indgår som en vigtig del af en central polar fødekæde, hvor sneglen ædes af laks, som ædes af sæler, der igen ædes af hvaler. I det sure vand har sneglen svært ved at danne sit hus, og så dør den, skriver TheDailyClimate.org.
Men også mange andre dyr og planter i havet trues eller forsvinder – ikke mindst
koralrev. Lige nu er havet over hele kloden mere surt, end det har været i 800.000 år, viser en rapport fra organisationen Oceana.
Havene opsuger hver dag cirka 30 millioner ton CO2 fra atmosfæren. Og med den forventede stigning fra i dag 385 ppm CO2 i atmosfæren til en stabilisering på måske mere end 570 ppm, bliver truslen mod havets fødekæder forstærket i de kommende år, fastslår rapporten.
Kilde: TheDailyClimate.org