CO2-regnskabet

Artiklen er en del af Klimaproblematikken og kulstofkredsløbet, en onlineudgave af tidsskriftet Geoviden nr. 2, 2006.

< Drivhuseffekten

Indholdsfortegnelse

De globale kulstofpuljer >

CO2-regnskabet

De globale kuldioxid-strømme er et forskningsområde, der i skyggen af den voksende bekymring for klimaforandring har fået stigende opmærksomhed. Beskrivelsen af disse ligger i grove træk temmelig fast, men der er flere betydningsfulde mangler i regnskabet, som er udgangspunkt for store forskningsudfordringer. De største CO2-strømme er koblede til naturlige processer over kontinenterne. De hænger især sammen med CO2-optag ved fotosyntese og CO2-udslip ved ånding og nedbrydning af organisk kulstof. Disse to store naturlige strømme er næsten lige store og resulterer i et lille netto-optag, som er langt mindre end det udslip, der skyldes det menneskeskabte CO2-udslip fra forbrænding af fossilt kulstof. Dette andrager omkring 22 gigaton (Gigaton) (109 t) CO2 per år, mens nettooptaget for landområder er 2,5 Gigaton per år.
Eftersom CO2 er fuldstændig opblandet i den nedre del af atmosfæren, er det relativt let at beregne hvor meget CO2, der ophobes i atmosfæren. Den årlige ophobning er omkring 11 Gt. For at kende CO2-regnskabet for Jorden som helhed, står der tilbage at vurdere oceanernes rolle. Gennem fotosyntese i alger sker der et CO2-optag, ligesom CO2 udveksles rent kemisk, men måleteknisk er det ikke muligt at få fuldt overblik over dette led. Dette medfører, at oceanernes CO2-optag bestemmes ud fra en idé om balance mellem de øvrige led, således at oceanernes optag bliver 22–11–2,5 = 8,5 Gigaton CO2 per år. At det skulle være så stor en mængde, der bindes i oceanerne er imidlertid tvivlsomt, idet oceanernes CO2-optag er langt mindre end landjordens. Man plejer derfor at tale om 'the missing carbon sink' som de ukendte størrelser i dette regnskab. Det er yderst tænkeligt, at det ikke er én, men flere små poster, der mangler i regnskabet. Blandt de hyppigst nævnte er CO2-fiksering i skovene i kolde klimaer, hvor temperaturen er begrænsende for skovenes produktion. En global opvarmning vil her betyde, at vækstsæsonen bliver længere, og CO2-optaget forøges. Med henblik på at bestemme ændringerne i skovenes kulstof-opmagasinering investeres der således mange kræfter i detaljerede målinger i Europa og Nordamerika. Et andet eksempel på en manglende post er CO2-strømme i forbindelse med cement, hvor udslippet fra cementproduktionen er kendt, mens det tilsvarende optag, når cementen ældes, er mindre kendt og ikke ordentligt inkluderet. Dette forhold blevman først opmærksom på i forbindelse med det såkaldte biome-forsøg i Arizona, hvor det viste sig, at CO2-optaget i cement udfyldte rollen som 'missing carbon sink'.


Kvinder samler brænde i regnskoven. Ved afbrændingen frigives CO2, svarende til den mængde CO2, som bindes i planten ved fotosyntese. Foto: Kjeld Rasmussen, Geografisk Institut.


© Stefan Anderberg, Bo Elberling, Lars Krogh, Kjeld Rasmussen, Henrik Søgaard, Torben Birch-Thomsen og GEUS Grafisk, Geocenter København. Tidligere udgaver af Geoviden kan findes på Geocenter Københavns hjemmeside www.geocenter.dk. Her findes også andre informationer om naturen og menneskers udnyttelse af jorden.

< Drivhuseffekten

Indholdsfortegnelse

De globale kulstofpuljer >