COP1

Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.

< Klimakonventionen

Indholdsfortegnelse

COP2 >

4.2 COP1
Det følgende afsnit vil undersøge den etablerede diskurs og talehandlingerne under COP1¹²⁷.

Allerede under COP1 bliver klimadebatten ækvivaleret med politiske og militære konflikter og dermed en trussel mod verdensfreden. Klimadebatten bliver således hævet op på et militært sikkerhedsniveau. Klimaforandringer bliver også ækvivaleret med ekstreme vejrforhold og en opvarmning af de lavere havlag i Atlanterhavet – en uholdbar udvikling og en trussel for klimasystemet og nuværende og fremtidige generationer.¹²⁸

Samtidig etableres et skel mellem nord og syd - diskursen om ilande vs. ulande. Der bliver givet ekstra styrke til den diskurs, idet der henvises til, at ilande har ansvaret for at agere først og mest. Dette er en diskurs, der ligger i princippet, som der løbende under COPerne henvises til, om landenes fælles men forskellige ansvarsområder og respektive kapaciteter¹²⁹, men som også bliver ophedet under konferencerne. Princippet opstod oprindeligt i forbindelse med konventionens etablering for at motivere ulande til at sætte sig til forhandlingsbordet.¹³⁰

For at forhindre denne klimarelaterede trussel bør konferencen hæve klimadebatten fra enighed til samarbejde med en forpligtelse om handling for at gøre konventionen til en realitet. Effektive teknologier skal overføres og drivhusgasser skal reduceres. Civilbefolkningen skal mobiliseres.

Angela Merkel, formand for COP1 og Tysklands miljøminister, og Tysklands forbundskansler, Helmut Kohl, forsøger på vegne af Tyskland at sætte en diskurs for COP1. I diskursen ækvivaleres klimadebatten med ørkendannelse og naturkatastrofer, men også med overfiskning af havene, vandforurening og skovrydning, der ikke umiddelbart har det fælles udgangspunkt, at de er følger af menneskeskabt CO2-udledning, hvilket ellers i UNFCCC-regi er diskursen for klimadebatten. Ozonlaget, klimaet og østater trues eksistentielt. Angela Merkel og Helmut Kohl går dog skridtet videre og mener, at klimaforandringerne truer den økonomiske udvikling og velstand eksistentielt. For at modvirke denne tendens bør alle parter samarbejde, foretage en fælles implementering af UNFCCC, implementere radikale forandringer i opførsel, forbrug, produktion og livsstil og etablere en fælles position for at opnå en effektiv og bæredygtig fremgang. Det er jf. afsnittet om talehandlingsteori en typisk form for direktiv illokutionær pointe, som vil være genstand for hovedparten af talehandlingsanalyserne, og hvoraf aktørens intention med talehandlingen fremgår. Talehandlingsanalyserne vil netop derfor fokusere på tekstudrag med sådanne illokutionære pointer.

Helmut Kohl ækvivalerer klimadebatten med Berlin-muren og advarer mod, at aldrig mere skal mure af fjendskab opstå mellem folk, nationer og stater, hvilket også refererer til, at klimaforandringerne er en trussel for verdensfreden.¹³¹

“Never again must walls of enmity be erected between peoples, nations or States, between East and West or between North and South: that was the lesson to be learned from the history of Berlin. (...) The end of the global East-West confrontation also gave mankind a chance to tackle the great humanitarian task of the future, namely, the preservation of creation and the maintenance of the sources of life.”

Helmut Kohl kobler klimadebatten til den verdensomspændende recession, og påstår, at den verdensomspændende recession har fået lande til at beskæftige sig med deres nationale egeninteresse og økonomiske opsving, hvorfor klimarelaterede overvejelser er blevet tilsidesat.

“The outcome of the Rio Conference remained a mandate and an obligation. (...) Because of the recent worldwide recession, however, the expected momentum had failed to develop. National self-interest had come to the fore and, in the desire for economic recovery, environmental considerations had often been disregarded and forward-looking projects placed on the back-burner as expensive luxuries, indicating that Rio’s message of sustainable development was not yet accorded sufficient importance by States.”

Han advarer mod, at der uden en aktiv klimapolitik risikeres en temperaturstigning på mellem 1.5 og 4.5°C inden udgangen af det 21. århundrede, hvilket vil true den økonomiske udvikling og velstand.¹³²

Økonomi er således det store emne. Det giver god mening, da økonomi under recessionen i begyndelsen af 1990erne¹³³ har været det store sikkerhedsemne. En kobling af klimadebatten til økonomi kan ses som et forsøg på at koble klimadebatten til en af de andre sikkerhedsområder.

Et andet emne ved COP1 er energieffektivitet og teknologi som løsningsmodel, hvilket Angela Merkel og Helmut Kohl lægger vægt på i deres talehandlinger, og hvilket kan gavne den tyske stat, der ser energieffektivitet og teknologi som deres styrkeområde. Denne tendens giver sig også til kende ved et nærmere blik på deltagerlisten, hvor det er slående, at især tyske ikkestatslige organisationer, såsom institutioner og organisationer indenfor teknologi- og energieffektivitetsbranchen har benyttet sig af muligheden for at deltage. Således deltager bl.a. Arbeitsgemeinschaft Selbstständiger Unternehmer e.V., Bundesverband der Deutschen Industrie e.V., Bundesverband Deutscher Wasserkraftwerke, Deutsche Forschungsgemeinschaft, Energiewende Saarland e.V., Fachhochschule, Forschungszentrum, Free University og ISES. Der kan ikke siges noget om, hvad formålet med deres deltagelse er, og om det således drejer sig om networking, lobbyisme eller at holde sig opdateret.

< Klimakonventionen

Indholdsfortegnelse

COP2 >