Klimadebat.dk Dansk forum om klima og energi
COP15: Obama og Ban Ki-Moon giver optimisme
I dag begynder den politiske del af FN’s klimatopmøde i København med de første sonderinger mellem embedsmænd fra hele verden. Aftale-optimisterne har fået mere medvind, efter at USA’s præsident Barack Obama har meldt sin ankomst ved konferencens sidste dag.
At Obama har flyttet sit besøg fra 9. december til den formentlig hektiske afslutning, bliver opfattet som et tegn på, at præsidenten selv lægger vægt på at opnå en aftale. Og USA’s engagement kan gå hen og blive afgørende for, om der bliver en solid aftale, vurderer iagttagere.
Amerikanerne kan ikke indgå en juridisk bindende aftale i København, og de vil næppe forpligte sig ud over de 17 procents CO2-reduktion i 2020 sammenlignet med 2005, som de tidligere har annonceret. Til gengæld kan de opmuntre udviklingslandene i Afrika og Asien ved at vifte med en stor ”check”. En vigtig opgave bliver at finde 10 milliarder dollar (knap 50 milliarder kroner) i 2012, som skal hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig klimaændringer, fremgår det ifølge Berlingske Tidende af en erklæringen fra Det Hvide Hus. Det skal følges op af en langsigtet finansiering til udviklingslandene, lyder det. Og netop penge til klimatilpasning og teknologioverførsel har været den fattige del af verdens krav for at indgå en aftale.
Også FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon er i et interview med danske medier optimistisk og overbevist om, at der kommer en aftale, som underskrives af alle FN’s medlemslande. Det bliver dog i første omgang en politisk aftale – og ikke en direkte efterfølger til Kyoto-aftalen, hvor der var fastsat juridisk bindende reduktionsmål. Den juridiske aftale skal nok komme bagefter, vurderer Ban Ki-Moon i interviewet.
Kilde: Berlingske Tidende m.fl.
Kilde: Publikum Kommunikation
6. december 2009, 23:14 0 Kommentarer · 2431 Fremvisninger ·
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.
Deltag aktivt i debatten om nyheden COP15: Obama og Ban Ki-Moon giver optimisme:
Lignende indhold
▲ Til toppen
Afstemning
Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.