Maraton-forhandlingerne i Bella Center er overstået, og en tynd klimaaftale er i hus. ”Copenhagen Accord” kaldes slutdokumentet, som mere er en erklæring end en egentlig politiske aftale. Erklæringen bygger på det forhandlingsresultat, som USA, Kina, EU og nogle afrikanske lande nåede til enighed om fredag.
FN’s regler kræver, at alle lande kan tilslutte sig et slutdokument. Men en række genstridige lande – blandt andet Venezuela og Sudan – ville ikke give grønt lys til nogen af de kompromisser, som blev forsøgt. Så for at få beslutningen på plads, giver erklæringen mulighed for, at de lande, som ikke vil acceptere den, kan undlade at skrive under, uden at det blokerer for beslutningen.
Copenhagen blev ikke ”Hopenhagen”, og mediefolk i hele verden har allerede fundet nye overskrifter som ”Nopenhagen”, ”Brokenhagen” og ”No Hopenhagen” frem, skriver Politiken.dk. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen, der som den eneste tilbageværende statsmand om natten måtte kæmpe for aftalen, var ganske godt tilfreds.
”Vi er faktisk nået i mål. Vi er blevet enige om en aftale. Nu skal vi bare have landene til at underskrive, og skriver nok lande under, vil den have omgående virkning,” sagde han ifølge Berlingske.dk tidligt lørdag.
FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, ser frem til næste møde, for Københavnererklæringen er ikke nok, mener han.
”Jeg er glad for, at vi har en aftale i København, men det er kun en begyndelse. Det er et skridt i den rigtige retning. Vi vil arbejde hårdt på at få en juridisk bindende aftale i 2010,” siger Ban Ki-moon ifølge Berlingske.dk.
Det forventes, at de fleste deltagende lande vil skrive under på erklæringen. Det betyder blandt andet, at de til januar skal oplyse, hvor meget de hver især vil reducere deres udslip af drivhusgasser. Men det betyder også, at selv om erklæringen taler om at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader, kan der ikke på nuværende tidspunkt siges noget om, hvor store CO2-reduktioner der bliver tale om i for eksempel 2020 og 2050.
Kilde: Berlingske.dk, Politiken.dk m.fl.
Kilde: Publikum Kommunikation
19. december 2009, 17:11 0 Kommentarer · 2097 Fremvisninger ·
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.