Af Catharina Magdalena Merle Toft
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.COP2
Det følgende afsnit vil undersøge den etablerede diskurs og talehandlingerne under COP2
134.
Formanden for COP1, Angela Merkel, åbner COP2. I denne åbning ækvivalerer hun klimadebatten med menneskeskabt CO2-udledning, der truer klimasystemet.
135COP2s formand, Chen Chimutengwende, klimaminister i Zimbabwe, ækvivalerer også klimadebatten med menneskeskabt CO2-udledning og en trussel for energimarkedet. For at løse problemet må industrisektoren udvikles og levere klimavenlige teknologier. Energi er således også i COP2 et vigtigt emne.
Chen Chimutengwende henviser som afrikansk minister til ulandenes minimale kapaciteter ift. at håndtere klimaforandringerne, bringer ulandenes økonomiske og udviklingsmæssige svagheder på bane og henviser til diskursen om, at ulande bør yde mindre end ilande.
136Generalsekretæren for FN havde sin besked til konferencens deltagere overbragt af Nitin Desai, undergeneralsekretær for politikkoordinering og bæredygtig udvikling. Diskursen heri handler primært om truslen ved en mislykket implementering af konventionen, hvilket vil true konventionen, kommunikationen mellem landene, udvikling og en sikker planet for nuværende og fremtidige generationer. Nitin Desai indskriver sig hermed i diskursen, der hæver klimadebatten op på et militært sikkerhedsniveau, idet han henviser til, at landenes kommunikation er truet, hvilket vil true en sikker planet for nuværende og fremtidige generationer. Her refererer han indirekte til den diskurs, som Helmut Kohl også henviste til under COP1, om at der aldrig mere må bygges ”mure” mellem lande, nationer og stater. For at forebygge denne trussel kræves en styrkelse af medlemslandenes forpligtelser og samarbejde ift. klimadebatten.
137Michael Zammit Cutajar, sekretariatschef for konventionen, taler om vigtigheden af at implementere de indgåede forpligtelser for at opretholde konventionens troværdighed. Michael Zammit Cutajar er således den første, der sikkerhedsliggør selveste processen i UNFCCC, hvor referentobjektet er konventionens troværdighed/overlevelse, og den eksistentielle trussel er medlemslandenes fejlen.
Diskursen etableret i ministererklæringen “
Climate change: new scientific findings and opportunities for action” og i “
The Geneva Ministerial Declaration” tager udgangspunkt i IPCCs Second Assessment Report fra 1995 og ækvivalerer klimadebatten med udledning af drivhusgasser, temperaturstigninger, høje temperaturskift, ekstreme vejrforhold, ørkendannelse, tørke og havstandsstigning, hvilket truer klimaet, små østater og afrikanske lande, men også den økonomiske sektor, samfundsstrukturer, landbrugssektoren, fødevareforsyningen, socioøkonomiske sektorer, vandressourcer og helbred.
G.O.P. Obasi, generalsekretær for WMO, Elizabeth Dowdeswell, administrerende direktør for UNEP, Bert Bolin, formand for IPCC og Chen Chimutengwende, påstår med henvisning til IPCCs Second Assessment Report, at klimaforandringerne er menneskeskabte og anmoder publikum om at følge IPCCs anvisninger. Claude Haegi, talende på vegne af myndighederne i værtsbyen, Geneve, advarer om, at klimaforandringerne vil udslette menneskeliv og føre til menneskehedens ødelæggelse. Claude Haegi hæver altså klimadebatten op på et niveau, hvor det gælder menneskehedens overlevelse.
”It was clear from the findings of the IPCC that man was involved in climate change and that climate change posed major problems at the international level. (...) the challenge was indeed that of life.”
Claude Haegis talehandling er en af de få selvhævdende talehandlinger i rapporterne, hvor hovedparten af talehandlinger har et direktivt formål.
Robert Priddle, administrerende direktør for IEA, indskriver sig i energidiskursen og hævder, at energi spiller en stor rolle ift. klimaforandringerne.