Det britiske meteorologiske institut, Met Office, lancerer en kampagne, som skal aktivere befolkningen til at deltage i klimamålinger. Deltagerne i kampagnen skal udføre en række simple aktiviteter, som kontrollerer resultaterne af klimatiske computermodeller.
Blandt opgaverne er måling af vindhastigheden ved at blæse sæbebobler op i luften, tjek af vindretningen ved hjælp af et spejl, observation af kondensstriber fra fly, måling af temperatur og fugtighed samt notering af, hvor kold eller varm luften føles.
”Det er alt samme aspekter, som faktisk er ret svære for os at analysere eller måle med vores standard-målenetværk, så det handler om at indfange nye data, som kan supplere vores eksisterende observationer og fortælle os lidt mere,” siger klimaforsker Mark McCarthy ifølge Terradaily.com.
Som eksempel nævner han flystriberne. Det skal undersøges, i hvor høj grad de eksisterende vejr- og klimamodeller er i stand til at forudse, under hvilke vejrforhold striberne dannes, og om de breder sig ud til siderne og danner skyer.
Der er store forventninger til offentlighedens interesse for kampagnen, og der er allerede fordelt 40.000 såkaldte aktivitetspakker til skoler og andre organisationer.