Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Jens WindeleffDe første landsdækkende solvarmekampagner
De første landsdækkende solvarmekampagner startede i 1992 med
Kim Klastrup fra det daværende AV-kompagni som konsulent. Kim Klastrup, der i 1995 afløste Laue Traberg Smidt som formand for Solenergiudvalget, anbefalede inddragelse af professionelle markedsføringsbureauer.
Kampagneelementerne bestod af annoncering i de landsdækkende aviser og korte tv-spots, en sol-avis distribueret af solvarmeinstallatørerne, samt OBS-udsendelser og en række pjecer, bl.a. ‘Fokus på solvarme’ produceret af Informationssekretariatet for Vedvarende Energi (IVE). Endelig et regionalt samarbejde mellem solvarmeinstallatørerne og Energi- og miljøkontorerne, som
Karsten Plejdrup fra energikontorsamvirket forestod.
Resultatet var lovende. Medens de regionale kampagner indtil 1991 havde løftet området fra ca. 200 til 1300 solvarmeanlæg om året, blev resultatet af de første års landsdækkende kampagner ca. 2500 årligt installerede solvarmeanlæg.
En medvirkende årsag var også muligheden for at supplere Energistyrelsens standardtilskud med boligforbedringstilskud i begyndelsen af 90’erne, den såkaldte “boligpakke”.
Løftet om at forbedre kvaliteten blev samtidig overholdt. Prøvestationens kontrol af systemerne og de indgående komponenter var allerede etableret, og der var meget få meldinger om utilfredsstillende produkter. En kort periode blev der meldt om fejlkonstruerede solfangere, hvor der gennem udluftningshætterne kunne løbe regnvand ind – de blev hurtigt døbt ’akvarierne’, men de blev tømt. Og der var kroniske problemer med skoldningssikringer, der kalkede til. Og frygt for at for høje solfangertemperaturer kunne gøre frostsikringsvædsken korrosiv eller nedbryde belægninger i solvarmebeholderen.
Problemerne med komponenterne fandt deres løsninger, men hvad med selve installationerne? De blev dels foretaget af korpset af solvarmeinstallatørerne, som kun havde korte kurser fra de regionale kampagner som ballast, men derudover blev anlæggene også ofte installerede af VVS-installatører og smede, som havde yderst blandede erfaringer med solvarmeanlæg. Pessimisterne kunne fortælle historier om, at solvarmeanlæg en overskyet dag var blevet installerede på hustagenes nordsider! Også
Vilstrups interviewundersøgelser pegede på, at en vigtig faktor i fortsat udbredelse af solenergien var installationskvalitet - den almindelige dansker havde ikke lyst til at risikere sine sparepenge ved at være forsøgskanin for en ny og relativt uprøvet teknologi.
Energistyrelsen og Prøvestationen forhandlede dernæst et år om kvalitetssikring med VVS-brancheorganisationerne, som til at begynde med var konservativt skeptiske. For allerede i 1989 havde Vest Hansen luftet tanker om autorisation på solvarmeområdet, men det var ikke faldet i god jord. Men i 1993 enedes man om at etablere
KSO-ordningen, dvs. Kvalitetssikringsordningen for installation af solvarmeanlæg med 3-dages uddannelse og certificering af solvarmeinstallatørerne på tekniske skoler landet over. I første omgang som en frivillig ordning, men med et tydeligt logo som dermed for solvarmeinstallatørerne blev et symbol for den statslige anerkendelse, og for kunderne en garanti for fejlfri håndværksmæssig udførelse. Sekretariatet for ordningen blev placeret på Prøvestationen, hvor
Leon Buhl foretog markkontrollen af installationerne. Dette bevirkede en væsentlig kvalitetsforbedring, som medvirkede til den stigende popularitet for anlæggene i de følgende år.
Selvbyggeranlæggene, som havde udgjort halvdelen af solvarmeanlæggene i 70’erne, fik dermed en mere marginal placering i det samlede billede, selvom det fremover blev muligt at opnå tilskud til de såkaldte medbyggeranlæg, hvor en solvarmeinstallatør havde det egentlige ansvar for installationen.
Samtidig etablerede installatørforeningerne Dansk VVS og Dansk Smedemesterforening solvarmesektioner for KSO-installatørerne.