De nye konjunkturer for solcellerne

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< Solcellerne

Indholdsfortegnelse

Referencer til kapitel 6 >

Af Jens Windeleff

De nye konjunkturer for solcellerne

Solceller blev hermed en del af den danske Handlingsplan for Solenergi og formåede i de tre 3-årige handlingsplaner op gennem 1990’erne at skaffe sig en plads på linje med andre solenergiteknologier, hvilket konkret gav sig udslag i tilskud på ca. 20 mio. kr. til godt 50 solcelleprojekter. Bl.a. som følge af denne støtte voksede den samlede installerede effekt af solceller til 0,5 MWp - svarende til ca. 10 cm2 solcelleareal pr. indbygger i Danmark inklusiv Grønland. Grønland er i den forbindelse værd at nævne, fordi det med sine ca. 50.000 indbyggere og godt 125 kWp installeret solcelleeffekt til drift af telekommunikationssystemet er det land i verden, der har den største installerede solcelleeffekt per indbygger, nemlig 2,5 Watt.

Det første nettilsluttede anlæg blev installeret i maj 1993 ved prøvestationen for solcelleanlæg og lidt senere hos VOH i Brædstrup, og de fungerer stadig upåklageligt. Det første bygningsintegrerede anlæg blev udført som en altaninddækning på en boligblok i Kolding. Der var lagt op til en pompøs indvielse, men panikken bredte sig, da der endnu 10 minutter før boligministeren skulle indvie anlægget ikke kom den mindste smule strøm ud af det. I sidste minut blev fejlen rettet – der var byttet rundt på plus og minus fra solcellerne. Det med jævnstrøm er et tema, som mange elinstallatører nok kommer til at genopfriske!

Stor pressedækning indenfor området fik de tilbagevendende Solar Cup solbil-løb, arrangeret af Dansk Solbilforening ved Kurt Nielsen og Henning Bitch i samarbejde med erhvervschef Henrik Christensen i Løgstør. Her kunne man med egne øjne se de danske solbiler, som deltog i det prestigefyldte australske SunRace solbilløb med meget flotte resultater.

Farten herhjemme var dog knap så imponerende som under den australske sol. Bilerne blev bygget på Sønderborg Teknikum med Svend Erik Knudsen som primus motor. Der deltog desuden seriøse og festlige varianter af ombyggede Ellerter, Trabanter m.fl.

Op gennem 90’erne voksede antallet af leverandører markant, som en direkte følge af den voksende interesse for solceller til kolonihavehuse, campingvogne, fritidsbåde og lignede anvendelser, hvor man kan nøjes med et lille anlæg. Prisen for solceller nærmede sig et overkommeligt niveau, selvom elprisen stadig var mindst 5 gange dyrere end strøm fra nettet.

Det voksende antal projekter nødvendiggjorde en kvalitetssikring af komponenter og installationer, og Solenergicentret etablerede derfor ordninger helt parallelt med de etablerede ordninger på solvarmeområdet. Elinstallatørerne var meget interesserede i det nye arbejdsfelt, og det tog kun kort tid at blive enige om en certificeringsordning for solcelleinstallatører, KSC-ordningen. Denne blev etableret samtidig med at Energistyrelsen i 1998 etablerede en standardtilskudsordning for solcelleanlæg til erhvervsvirksomheder.

Firmaet Cenergia opnåede EU-støtte til en række solcelleprojekter i Valby og på Vesterbro, og der gennemførtes i 1998 den første arkitektkonkurrence vedr. solceller for Lundebjergbyggeriet i Skovlunde med tegnestuen Vandkunsten som vinder. Men de mest fremstående og banebrydende solcelleprojekter blev Brundtland Centret, Solgården i Kolding, samt elselskabernes projekter Solbyprojektet Sol 30 og efterfølgeren Sol 300.

I Solgården blev for byfornyelsesmidler integreret 107 kWp solceller i en boligblok med 80 boliger samt nogle erhvervslejemål. Solcellerne blev arkitektonisk godt indpasset, og projektet førte desuden til en afklaring af de institutionelle forhold vedr. solcelleanlæg til lejeboliger.

I Solbyprojektet, som gennemførtes af elforsyningsselskabet VOH, blev 30 parcelhuse i Brædstrup forsynet med et nettilsluttet solcelleanlæg af en gennemsnitlig størrelse på 2 kWp, i alt 60 kWp. Flere af husene fik 30 m2 solceller på taget med udsigt til at blive næsten selvforsynende med strøm, så projektet blev kolossalt populært. Man begyndte at ane, at den folkelige interesse for den solenergi, der producer strøm, måske i fremtiden ville følge rangordenen på entropiskalaen, og blive langt større end interessen for solvarmen.

Solcelleprojekterne i Jylland mod slutningen af 90’erne blev meget populære og konsoliderede også den politiske interesse for solcellerne.

Ud over at belyse en række tekniske forhold blev Solbyprojektet igangsættende for en afklaring af en lang række spørgsmål omkring solcelleanlæg på parcelhuse, herunder nettilslutning, forsikring, skat, tarifering og ejerskab. Sol 30-projektet indbragte i 1998 Brædstrup kommune prisen som ’Årets Solby’.

Med Sol 30-projektet kom brugervanerne i forbindelse med solcellestrøm for alvor i fokus. VOH havde som led i projektet opfundet et solcellemeter, som blev placeret i køkkenet, og hvor beboerne på en grøn og en rød skala kunne følge med i, hvor meget anlægget producerede, hvor meget der gik ind på nettet, og hvor meget der skulle købes fra nettet. Og dermed voksede beboernes harme også over, at de kun fik ca. 60 øre pr. kilowatttime for den overskydende strøm der blev sendt ind på nettet i solfyldte dagtimer, medens tilbagekøbet om aftenen kostede ca. 120 øre. Beboerne plæderede for, at det jo var deres egen solcellestrøm, som i dagtimerne blot var lånt til nettet, og at det midlertidige ophold på det fælles elnet ikke retfærdiggjorde så stor en prisforskel. Folketinget vedtog derfor i 1998 - foreløbig for boliger og institutioner i en 4-årig periode - princippet om ‘netmetering’, dvs. afregning af ind- og udgående strøm til samme takst med én måler, som løber baglæns, når solcellerne producerer ind på nettet. Evt. overskudsstrøm på årsbasis, som leveredes til nettet, kunne man dog foreløbig ikke få noget for.

Med denne lovændring, og den politiske interesse for solcellerne, som var stimuleret af hollandske resultater samt en solcellekonference, som Verdensnaturfonden i samarbejde med Forum for Energi og Udvikling, FEU, afholdt i sensommeren 1998, var banen kridtet af til større projekter. Solceller indgik i langtidsscenarierne i Energi 21, ikke med noget stort tal, men med den væsentlige bemærkning, at meget større mængder fotovoltaisk energi ville kunne indpasses i den danske energiforsyning, hvis priserne på solcellerne faldt væsentligt. Miljø- og Energiminister Svend Auken udtalte, at solcellerne i så fald kunne blive én af fremtidens vigtigste energikilder. På baggrund af disse ‘konjunkturer’ iværksatte Per Kristensen og Flemming Kristensen fra EnCon projektet Sol 300 som et samarbejde mellem en række elselskaber om opførelse af 300 solcelleanlæg på parcelhuse i det jydsk-fynske område, i alt 750 kWp installeret effekt. Projektets klare sigte var at skabe yderligere interesse for solcelleenergi, samt prisreduktioner gennem storindkøb af solcellemoduler. Samtidig var det væsentligt for den videre udbredelse, at den arkitektoniske indpasning blev dyrket. Der blev derfor tilknyttet en række arkitekter til de 8 geografiske områder, der var involveret. Arkitektfirmaet Domus blev udvalgt til at koordinere indsatsen, og til at nedfælde erfaringer og anvisninger i en brochure i lighed med den, firmaet tidligere havde udarbejdet for solvarmeanlæg til enfamiliehuse. Projekterne betød også en gryende interesse i den danske industri, både Velux som producent af ovenlysvinduer og Dansk Eternit som producent af tagplader udviklede løsninger til bygningsintegration af solceller.

De samlede omkostninger for Sol-300 projektet løb op i nærheden af 50 mio. kr., hvoraf Energistyrelsens udviklingsprogram bekostede 5 mio. kr., resten blev dækket af brugerfinansiering og PSO-finansiering, dvs. de midler, som elselskaberne som en Public Service Obligation opkrævede over elregningen og hensatte til udviklingsformål.

Årtiet sluttede solcellemæssigt med flere markante initiativer. En række elforsyningsselskaber dannede en solcellegruppe med DEFU som sekretariat, og Thomas Brændgård Nielsen som sekretariatsleder. Formålet var bl.a. at stille EnCon vundne erfaringer med solcelleteknologi og projekter til rådighed for den samlede elverden. Desuden tog EnCon sammen med denne gruppe og Solenergicentret initiativ til endnu en solcellekonference om solcellernes placering i forhold til den nye elreform. Konferencen, der blev holdt i Folketingets Landstingssal vil især blive husket for de politiske tilkendegivelser. Svend Auken opfordrede til at tage bygningsreglementet i anvendelse for at fremme udbredelsen af solenergien, og Kim Bencke fra Fremskridtspartiet mere end ruskede i arkitektstanden, og opfordrede til ikke at glemme solenergien i Ørestadsbyggeriet, således som det beklageligvis var sket i udbygningen af Det Kongelige Bibliotek, ’Diamanten’.

På den teknologiske front sås et nyt koncept, den hybride solfanger-solcelle løsning, med solceller øverst med indbyrdes mellemrum mellem cellerne og en solfanger nederst. Batec Solvarme bl.a. fremstillede en sådan prototype. Denne såkaldte PV/T-løsning udløste internationalt samarbejde i IEA-sammenhænge og gav fremtidsperspektiver også for solvarmen.

Endelig færdiggjorde NESA støjvoldsanlægget med solceller ved Fløng, Dansk Ingeniørforening fik solceller på sit nye domicil ved havnefronten i København, Københavns Belysningsvæsen formulerede ambitiøse målsætninger for den fremtidige solcellestrømforsyning i Valby, og EnCon formulerede nye planer for den fortsatte solcelleudvikling. Elselskaberne markerede dermed, at man på solcelleområdet ikke ville spille den tøvende, undertiden resistente rolle, som havde været karakteristisk for 80’ernes engagement i vindenergien, men at man tværtimod ville være med fra første færd, og måske oven i købet agtede at spille en førende rolle i den videre udvikling.

Det sidste og måske mest perspektivrige initiativ blev dog, at regeringen og Enhedslisten i efteråret 1999 blev enige om et 3-årigt udviklingsprogram for bygningsintegrerede solceller med nye tilskudsmidler på 10 mio. kr. om året. Programmet fik tyngdepunktet i udvikling og demonstration af bygningsintegrerede løsninger med bolig- og byfornyelsesselskaberne som de vigtigste aktører, og med SolenergiCenter Danmark og SBI som central registrant og informationsformidler af de udviklede og demonstrerede løsninger. Endvidere blev der afsat midler til en særlig forskningsindsats i elektrokemiske solceller (PEC), med klar adresse til den udvikling af elektrolytiske solceller af Grätzel- typen, som Eik Bezzel havde indledt på Teknologisk Institut med henblik på evt. dansk produktion af relativt lavtydende, men prisbillige solceller.

En heldig gennemførelse af dette program, som blev forankret i danske teknologiske forudsætninger, kunne sammen med elselskabernes fortsatte indsats tegne perspektiverne for en egentlig udbredelse af solcelleanlæg i Danmark.

< Solcellerne

Indholdsfortegnelse

Referencer til kapitel 6 >

> Mere om solceller på Klimadebat.dk