Den ambitiøse japanske CO2-reduktionsplan

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D.), International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, Alaska, USA

Japan, klodens andenstørste økonomi og verdens tredjestørste CO2-udleder, har sat kurs mod en fremtidig ambitiøs CO2-reduktionsplan: 60-80 % CO2-reduktioner i 2050, lyder målsætningen. Det bliver en vanskelig sejlads, men den japanske regering tror, at de med deres langsigtede målsætning kan bane vejen for en global fælles indsats mod det stigende CO2-indhold i atmosfæren. Men er det realistisk at tro, at en sådan plan bliver virkelighed, når slutforhandlingerne indledes i København i december 2009? Eller forholder det sig, sådan som Lomborg udtrykte det i kronikken i Jyllands Posten d. 23. maj 2008: 'Alt for mange har tilsyneladende tabt hovedet og kastet proportionssansen bort. Det er ingen steder mere synligt i de stadig mere ambitiøse målsætninger, som nationer sætter op, tilsyneladende helt uden skelen til bagateller som omkostninger og alternativer'.
Har Lomborg ret? Og er det mon realistisk at tro, at lande som USA, Kina og Indien, der hver producerer store mængder drivhusgasser, vil følge efter det ambitiøse japanske forslag? Uden aktiv deltagelse fra de lande, der producerer mest CO2, bliver det ikke muligt at overholde Kyoto-aftalen, der udløber i 2012, lyder det fra japansk side. Japanerne ser derfor deres ambitiøse plan som en nødvendighed for at bane vejen for en global klimaaftale i FN-regi til afløsning af Kyoto-protokollen.

Gennem de sidste fem uger har jeg på nærmeste hold oplevet det japanske samfund: et spændende og interessant samfund, som på mange områder minder om det, vi kender i den vestlige del af verden. Under mit igangværende tre måneder lange forskningsophold ved Hokkido University er det blevet mig synligt, at klimadebatten også her i Japan fylder meget i folks bevidsthed – en væsentlig lighed mellem Japan og Danmark er, at begge kæmper en særdeles aktiv kamp mod klimaændringer og global opvarmning. Her er tale om en debat, som optager den enkelte japaner i høj grad, men også den japanske sportsverden blot for at nævne et eksempel. Her i Japan er baseball en yderst populær sportsgren. Japans Professionelle Baseball Union ønsker at gå forrest for klimakampen – gøre en indsats imod CO2-udslippet. Der diskuteres for tiden, hvorvidt der skal indføres kortere spilletid i baseballkampe. Dette for at minimere brugen af de kraftige, energikrævende projektører, der oplyser stadions, for derved at mindske CO2-udslippet til atmosfæren, og i sidste ende for at leve op til Kyoto-aftalen. Forslaget går på at reducere spilletiden med i alt 6 procent. En sådan reduktion i spilletiden er blot en af Japans mange planer for, hvordan de fra år 2008 til 2010 kan reducere landets udslip af drivhusgasser med 6 procent fra 1990-niveauet. Kortere baseballkampe skal åbenbart hjælpe med til at opfylde det ambitiøse reduktionsprogram i udledningen af CO2 til atmosfæren. Gad vide, om et lignende forslag ville blive accepteret i den danske sportsverden?

Det er ikke kun i Japan, der diskuteres, hvad der bør gøres for fremtiden for at gøre kloden godt – for at løse verdens største problemer. Copenhagen Consensus afholder for anden gang (i skrivende stund) møde i Danmark, hvor otte internationalt anerkendte økonomiske eksperter står i spidsen for det ekspertpanel, der skal komme med deres bud på, hvilke problemer der er mest økonomisk fornuft i at løse for fremtiden. Hvorvidt det er den globale opvarmning – begrænsningen i udledningen af CO2 – som der fokuseres meget på her i Japan, eller kvinders forhold i de fattige lande, bekæmpelse af terrorisme eller noget fjerde bliver interessant at se, når ekspertpanelet fremlægger deres liste over hvilke af verdens 10 største problemer, der er mest økonomisk fornuft i at løse. Sidst – for fire år siden – kom de økonomiske eksperter frem til, at det økonomisk set bedst kunne betale sig at få løst de voldsomme problemer, som hiv og aids skaber i verdens fattige lande. Den gang kom Kyoto-protokollen ind på en 16. plads: indsatsen mod bekæmpelsen af stigende CO2 i atmosfæren kan relativt ikke betale sig, blev der vurderet for 4 år siden. Men hvorvidt det ligeledes er de økonomiske eksperters vurdering denne gang, bliver spændende at se.

Men selvom Copenhagen Consensus også denne anden gang kommer frem til en prioritering som ligner den tidligere, ja, så kan et land som Japan under alle omstændigheder med sin store udledning af CO2, sin afhængighed af olie og høje befolkningstæthed vinde meget ved en reduktion af CO2-udslippet og en fuldstændig overgang til vedvarende energi.