Den globale opvarmnings magt og matematik

I klimaarbejdet er der et spørgsmål, som desværre alt for sjældent bliver stillet direkte: Hvem er det egentlig, vi, i kampen for at forhindre løbske klimaforandringer, kæmper imod?
Jeg vil i denne klumme, med udgangspunkt i en netop offentliggjort artikel af en af klimaarbejdets helt store pionerer og organisatorer, amerikaneren Bill McKibben, åbne op for det spørgsmål i en dansk kontekst.

I august-nummeret af magasinet Rolling Stone, har McKibben skrevet en artikel, der ganske kort og grundigt trækker linjerne op for indsatsen for klimaet, og tager fat på spørgsmålet om, hvem modstanderne er.
Lad os prøve at se på, hvad det er, han siger, som er skræmmende præcist, og som samtidig lægger an til en ny vinkel på klimaarbejdet.
McKibben har kaldt sin artikel for 'Den globale opvarmnings skræmmende nye matematik', og det er lige, hvad det er. Grundlæggende gør han os opmærksom på tre helt centrale tal i forbindelse med klimaet, og deres indbyrdes sammenhænge.

Det første tal er de 2 graders celsius, som der i en del år har været politisk konsensus om at se som loftet for, hvor meget temperaturen på kloden må stige. Valget af de 2 grader som den øvre grænse for acceptable forandringer af klimaet stammer helt tilbage fra midten af 90'erne, men er senest blevet slået fast i både G8-regi, og pointeret i udkommet fra COP15 i København, den såkaldte Copenhagen Accord. Det skal indskydes, at de 2 grader slet ikke er udtryk for status quo, men er noget nær garanti for mange flere miljøkatastrofer i form af massive oversvømmelser, tørker, orkaner og skovbrande osv.

Det andet tal er de 565 milliarder tons CO2, som det anslås, at vi kan udlede frem til 2050, hvis ikke de 2 graders celsius skal overstiges, altså et såkaldt CO2-budget. Det anslås, at verden i år 2011 udledte omkring 31,6 milliarder tons CO2, og i de følgende år vil udlede et par procent mere år for år. Det betyder, at budgettet for udledninger kan blive brugt op på under tyve år, og altså langt før de 40 år, som er minimum for, hvornår de mængder af CO2 må blive lukket ud i atmosfæren.

Det sidste og tredje tal i McKibbens artikel er det, som gør udfordringen meget mere massiv. Tallet 2795 milliarder tons CO2, som er en beregning af den mængde CO2, der er indeholdt bare i de eksisterende kendte og tilgængelige reserver af kul, olie og gas i verden. Dertil kommer, at der stadig foretages enorme investeringer i at udvinde mere fra eksisterende felter, finde nye og endda udvikle andre former for fossilbrændstoffer som f.eks. hydro-fracking, der er ved at blive afprøvet i Danmark. Altså er potentialet for udledning af CO2 i hvert fald 5 gange højere end det tal, videnskabsfolk anser, at planeten rent fysisk, kemisk og biologisk kan håndtere, uden at der sker en stigning på mere end 2 grader celsius.
Da langt størstedelen af de tilgængelige fossile reserver, som tallet 2795 mia. tons CO2 dækker over, ejes af private selskaber, opstår der en helt grundlæggende modsætning mellem at have en fossil industri, som trives, og på den anden side en tilstrækkelig indsats for klimaet. For vi kan ikke have en fossil industri, der fører 'business as usual', som i dag, og samtidig holde de globale temperaturstigning under 2 grader, for det ville kræve, at i hvert fald 4/5 af virksomhedernes forretningsgrundlag ikke bliver udvundet. Noget, som det er umuligt at forestille sig, nogen virksomheder frivilligt ville gå med til, endsige passivt se til bliver besluttet politisk. Hermed har vi altså en del af forklaringen på, at det ikke er lykkes at vedtage og gennemføre en ambitiøs klimaaftale, som på rimelig vis forbinder de tre tal ovenfor, fordi, og selvfølgelig fristes man til at sige, at de fossile industrier har enorme interesser i, at dette ikke sker.

Undertitlen på McKibbens artikel er faktisk 'Three simple numbers that add to global catastrophe that make clear who the real enemy is ...'.

Ved at pointere det så klart lægger McKibben op til et brud med den tilgang inden for klimaarbejdet, som har været fremherskende i en række år. Det har nemlig været almindeligt, også omkring COP15 i København, at gå konstruktivt til virksomheder, og samarbejde med dem, som er gået med på at gøre en indsats for klimaet. Det er normalt, at progressive virksomheder bliver hyldet, også i NGO-kredse, og for eksempel har Verdensnaturfonden en lang række samarbejder med virksomheder om deres klimaindsats.
Det eneste eksempel på en konfrontatorisk tilgang, jeg kan komme i tanke om herhjemme, er 'Shut it Down'-aktionen i september 2009 for at lukke kraftvarmeværket på Amager. Her rendte et par hundrede aktivister ind på værkets grund med det formål at fremtvinge en midlertidig lukning. Ud over dette mindes jeg ingen direkte konfronterende indsatser, som udstiller de virksomheder, som lever af fortsat udledning af CO2, eller mod de organisationer, som vildleder klimadebatten.

Det skift, som McKibbens artikel markerer, ses også af rapporten A Climate of Corporate Control, som i maj 2012 blev udgivet af den amerikanske organisation 'Union of Concerned Scientists'. Rapporten tager fat på 28 offentligt handlede selskaber, og analyserer den rolle, de hver især har spillet i forbindelse med klimaarbejdet, både offentligt, i forhold til lovgivning og via støtte til lobbyorganisationer. Det er primært olieselskaber, men også General Electric, Nike og Boeing er med i undersøgelsen. Her bliver navngivne virksomheder hængt ud, og deres score inden for anti-klimahandlinger og kommunikation er listet op. Det er skræmmende og virkelig tankevækkende læsning, som man ikke ved, om man skal grine eller græde over.
Det er et markant oplæg til det videre klimaarbejde, og det kan vise sig at blive starten til en proces, hvor der ikke længere bare arbejdes med de positive og konstruktive virksomheder, der igangsætter klimatiltag, men hvor der også bliver gået til dem, der gang på gang obstruerer og modarbejder en seriøs klimadebat og klimapolitik.

Jeg vil stadig meget hellere have samarbejdspartnere og konstruktive medspillere blandt virksomheder, som kan bringe de innovative potentialer og ledelsesmæssige styrker i spil for en klimaindsats, end jeg vil have fjender. Men det er de virksomheder og organisationer, som i dag fastholder en massiv kampagne mod indsatsen for klimaet, der vælger, at det skal være en fjende-relation, en kamp om man vil, ved at bruge deres finansielle styrke til at modarbejde og vildlede. Det er simpelthen ikke acceptabelt, og vi er nødt til at tage fløjlshandskerne af nu, for tiden arbejder bestemt ikke for klimaet.

Herhjemme i Danmark er der desværre ikke noget overblik over, hvilke virksomheder og organisationer, der aktivt modarbejder en klimaindsats.

Jeg vil derfor opfordre til at vi alle, præcist som 'Union of Concerned Scientists' har gjort det, begynder at samle oplysninger sammen om de virksomheder og organisationer, der modarbejder klimaindsatsen, herhjemme og ude omkring. Det kan fungere som startskuddet til at opfordre disse organisationer til at vælge det konstruktive samarbejde, frem for at obstruere indsatsen og sætte vores alle sammens fremtid på spil. Eller bruges til vedholdende og massivt at udstille og offentligt udspørge dem om, hvad meningen er.

Så spørgsmålet herfra skal lyde: Hvilke virksomheder, organisationer og eventuelt personer er det i Danmark, som lobbyer mod en aktiv klimaindsats, hvordan stiller de danske afdelinger af de internationale olieselskaber sig, og hvilke roller spiller brancheorganisationerne, når mikrofonerne er slukket, og politikken skal udformes?
Sidder du inde med en del af svaret, så tøv ikke med at poste oplysninger, observationer og spørgsmål på denne side, eller send dem til mig, så kan vi sammen begynde at opbygge et pres på dem, der ud fra snævre egeninteresser ikke bare spiller hasard med planetens fremtid, men som direkte arbejder på at holde kursen hen imod løbske klimaforandringer.

Jeg vil godt på forhånd tage afstand fra:
1. Indvendinger om jobskabelse; selvfølgelig skal vi ikke undlade at lave klimaindsatser bare for at holde gang i nogle skadelige og miljøødelæggende job. Vi anerkender da heller ikke andre former for hærværk som iværksætteri og støtter det finansielt!
2. Indvendinger om, at jeg opfordrer til ulovligheder. Jeg er kun tilhænger af ikke-voldelige indsatser, der holder sig inden for demokratiets rammer, og jeg tager afstand fra vold, selvtægt og hærværk.

Jeg vil derfor opfordre til at vi alle, præcist som 'Union of Concerned Scientists' har gjort det, begynder at samle oplysninger sammen om de virksomheder og organisationer, der modarbejder klimaindsatsen, herhjemme og ude omkring

Not long ago, the American Tradition Institute initiated a transparency campaign using federal and state freedom of information laws to learn more about how taxpayer-funded academics use their positions to advance a particular agenda. On its face, this should have been welcomed by the Left, which often lays claim to the "transparency" mantle. It is instead causing great angst.
Our project would compile the context to the "Climategate" scandal, which, as activist academics central to its revelations assured us, was really an out-of-context misrepresentation. Curiously, the same people think this project a very bad idea.
So do the media and environmentalist establishments. Of the latter, the Union of Concerned Scientists became particularly exercised, mobilizing left-wing groups to urge universities not to satisfy our requests for public documents...