Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Jens WindeleffDen såkaldt passive solvarme |
Det blev udlændinge som Stan Bentel og Floyd Stein, der bragte den passive solvarme til Danmark. Her et billede fra Stan Bentels hus ved Arresø. |
Parallelt med udviklingen af den aktive solvarme foregik en udvikling af den passive solvarme, dvs. solvarme som akkumuleres direkte i bygningens tungere dele.
Den passive solvarme kom til os fra varmere lande. Én af de første, der omsatte teori til praksis, var
Stan Bentel (1980), som flyttede hertil fra Sydafrika og byggede sit eget hus dækket af græstørv i en skråning med udsigt over Arresø. Det blev bygget af kasserede betonelementer fra de store byggepladser og kostede kun et par hundrede tusinde kroner, men blev alligevel et af de smukkeste passiv solvarmehuse, der er bygget i Danmark. Kommunen klassificerede imidlertid huset meget lavt, fordi det ikke havde WC, men multtoilet, og ikke varmeanlæg, men kun solenergi og brændeovn. Det var godt isoleret efter datidens standard, og vinduerne var næsten udelukkende orienteret mod syd, oven i købet med optimal hældning i forhold til solen. Varmen blev lagret i betonelementerne, og græstørvene tætnede huset.
Floyd Stein kom fra USA og blev pioner i passiv solvarme i byerne. I Baggesensgade (1985) byggede hans boligforening den første passiv solvarme glasaltan i tykke trækonstruktioner og med altandækkene hævet et par trin over gulvet i lejlighederne, så der kom mest mulig sol og dagslys ind i lejlighederne bagved. Også dette byggeri var præget af sans for materialer og bygningens omgivelser og er vel stadig én af de smukkeste glasaltaninddækninger i landet. Den kom til at indvarsle den største succeshistorie for passiv solvarme i Danmark, glasaltaninddækningen af titusinder af altaner i 60-ernes elementbyggerier.
|
Lavenergibebyggelsen i Nørre Alslev blev en milepæl for den passive solvarme. |
Til gengæld var en anden foregangsmand
Flemming Abrahamsen solidt forankret i Dansk tradition med sit gennembrudsbyggeri i solbyen i Nørre Alslev (1988). Her byggede han et stråtækt hus i ubrændte lersten og med en hel sydfacade dækket af glas. Opvarmningen kom fra en masseovn.
Dette koncept blev forfinet over årene i en lang række byggerier bl.a. i Økologisk Landsbysamfund. Her fandt Flemming Abrahamsen, Floyd Stein og en række andre pionerer sammen med Erik Scheldon som organisator, og resultatet blev en række spændende huse med forskellige former for udnyttelse af såvel aktiv som passiv solvarme. Konceptet blev siden fulgt op af et tilsvarende projekt i Hjortshøj ved Århus.
Også arkitekten
Boje Lundgaard byggede mange spændende solbygninger. Først en prisbelønnet bebyggelse i Greve, hvor bygningen konsekvent blev zonet i udestue mod syd, et stort 2- etagers glasrum i midten og sove- og servicerum mod nord. Senere i Nørre Aslev (1988), i en smuk glasaltan bygning i Dannebrogsgade (1992) på Vesterbro, og senest i en bygning helt i glas i Ballerup (1997) samt IEA byggeriet i Kolding. Fælles for disse bygninger er en meget konsekvent næsten programmatisk bearbejdning af temaerne.
I Håndværker-solhuset i Saltum (1988) kombinerede
Ivar Moltke, der efter en tid hos
PlanEnergi i Århus var draget til Teknologisk Institut, et halvt traditionelt dansk byggeri på nordsiden, med et halvt glashus på sydsiden. Den store udestue dannede overgang til solvægge og store vinduer ind til resten af bygningen, som på nordsiden var skærmet af servicerum.
Ove Mørck og
Peter Vejsig fra
Cenergia fulgte op på Stan Bentels design i en større bebyggelse Smakkebo i Espergærde og blev siden initiativtagere til en lang række solvarmebebyggelser, der indeholdt alle tænkelige kombinationer af sæsonlagre, udestuer med stenlagre, bygningsintegrerede solvarmeanlæg, solvægge, luftsolvægge og store glaspartier. Ikke mindst i Egebjerggård i Ballerup og nærmeste omegn er der mulighed for at beskue resultaterne.
Desuden bidrog tegnestuen
Vandkunsten med en række meget vellykkede bygninger med glasrum integreret i bygningen, bl.a. i Ballerup og de nye økohuse. Medvirkende til denne udvikling var også statstilskud i slutningen af 80érne. Disse blev beregnet i forhold til anlæggenes ydelse, da man af gode grunde ikke kunne yde tilskud som en fast procent af de stærkt varierende anlægspriser, og denne konkurrenceskabende form for tilskudsgivning blev senere overført til standardtilskuddene til aktive solvarmeanlæg.
I 1992 opførte
Lars Yde på Nordvestjydsk Folkecenter for Vedvarende Energi et 400m2 stort
Plusenergihus i 3 etager med hele sydfacaden som én stor passiv solfanger. I det 20 cm tykke mellemrum mellem de to lag af hærdet glas kunne på kort tid automatisk indblæses og bortsuges små isolerende polystyrenkugler alt efter solindfaldet, og huset blev dermed landets første mobilisolerede hus. På årsbasis blev der høstet mere energi fra solen end den, der blev tilført den regulerende varmepumpe, og huset blev i en årrække i gartneriprojekter brugt til forsøg med bl.a. dyrkning af økologiske tomater.
I villa VISION (1994) vendte
Flemming Skude og
Ivar Moltke passiv solvarme konceptet med vrangen ud ved at bygge rundt om et glas atrium i stedet for at have vinduerne mod syd. Sydsiden blev forsynet med 20 m2 solceller, som sammen med solvarmeanlægget fra
Batec blev belønnet med EUs solarkitekturpris. Lysforholdene ved atrium, køkken og himmelseng trak publikum til. Samtidig var der gjort en indsats for højisolerede ruder, og boligministeren introducerede det nye bygningsreglement i villaen med en bemærkning om, at alle bygningsdele her var dobbelt så godt isoleret som krævet i BR 95, så der var ingen grund til bekymring over stramningen.
Torben Esbensen og
Poul Erik Kristensen var stærke drivkræfter i
Brundtland Centret (1995) hvor de i samarbejde med KHR arkitekter som de første integrerede passiv solvarme og solceller i et stort glastag. Centret blev dermed et af de første markante eksempler på bygningsintegreret solenergi, som nogle år efter blev ét af de store temaer i udviklingen.
Der blev også lagt stor vægt på dagslysforholdene og styring af kunstlys, og Brundtland Centret blev det første sted, hvor vinduer, der optisk sender lyset op på loftet, blev introduceret.
På det glastekniske område skete der et gennembrud i perioden. Først med lavemissions glassene og siden med gasfyldte termoruder. U-værdien for en 2 lags termorude faldt fra 2,9 til 1,1 og det blev muligt at købe 4-lags ruder med en U-værdi så lav som 0,4. På DTU forskede professor
Svend Svendsen i en årrække med det ekstremt højisolerende air-glas, som imidlertid ikke i perioden nåede at blive udviklet til et robust produkt, der kunne markeds føres. Men Danmark kom på det nærmeste med i verdenseliten med hensyn til vakuumruderne.
Ole Jensen havde gennem sine internationale kontakter fået kendskab til en genoptagelse af udviklingen på solenergilaboratoriet i Colorado (
Bensson), og herigennem blev udviklingshold aktiveret både i Australien (
Collins) og i Danmark. Herhjemme blev det
Mikael Bredsdorff,
Eik Bezzel og
Ivar Moltke, der gennem 90érne udviklede et produkt, der med optimale lavemissionsbelægninger bragte U-værdien ned i nærheden af 0,4. Udviklingen foregik i samarbejde med den franske glasproducent
Saint-Gobain, men produktet nåede ikke at blive markedsført i perioden.
Udviklingen af de glastekniske løsninger blev primært støttet af Energiforskningsprogrammet, som også ydede tilskud til udvikling af solvægge og lagring af passiv solvarme.
Efterhånden blev passiv solvarme til bygningsintegrerede løsninger og til bygnings- og byøkologi. Byøkologi handler både om natur i byen, et mere naturligt liv, kredsløb og et meget bredere miljømæssigt perspektiv. Udviklingen trængte de meget tekniske aspekter i baggrunden til fordel for helheden. Blandt de mest markante eksempler er
Anne Ørums Ramshusene fra 1991 i Svaneke.
Ulla Falck, der grundlagde sin position som passiv solvarmes danske moder i Freja gruppen helt tilbage i 70-erne, og siden bl.a. i OVE arbejdede med glaslukninger af altaner, bygningsintegrerede luftsolfangere og byøkologiske projekter, blev eksponent for denne udvikling. Bygningsintegrerede koncepter påkaldte sig i det hele taget øget opmærksomhed som fremtidens løsninger, dels på grund af større mulighed for arkitektoniske indpasninger, dels på grund af udsigten til prisreduktioner.
Søren Østergaard Jensen fra Teknologisk Institut tog sig af den energimæssige beregning og evaluering af disse koncepter.