Der er grund til bekymring, men næppe ukontrollabel angst...

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D.), International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, Alaska, USA.

Klodens gennemsnitstemperatur nærmer sig nu de 14,5 grader celsius, hvilket betyder, at temperaturen i de sidste 100 år er steget mellem 0,7 og 0,8 grader celsius. År 2007 var således det 8. varmeste år, der indtil nu er registreret, med 1998 som det varmeste, mens årerne 2005, 2003, 2002, 2004, 2006 og 2001 indtager 2. til 7. pladsen. I takt med de varmere temperaturer bliver der i stigende grad fokuseret mere på klimaet og CO2-udslippet, samt på de nuværende og fremtidige konsekvenser for klodens forskelligartede økosystemer og for os mennesker. I den engelsktalende del af verden er man gået så vidt, at diagnosen "eco-anxiety" nu eksisterer. En tilstand der giver sig udslag i ukontrollabel angst over for klodens fremtid og klimaændringernes konsekvenser. Fremtidige konsekvenser, som hos nogle mennesker sætter sig så dybt, at det direkte medfører psykiske lidelser.

Tilbage i begyndelsen af 1980'erne, da popgruppen Shu-bi-dua indspillede sangen "Costa Kalundborg", som er at finde på albummet Shu-bi-dua 8, var der næppe tale om en ukontrollabel angst over for klodens fremtid, men vel nærmere en karikeret fortælling om fremtidens verden. Men hvem ville for blot 25 år siden have troet, at Shu-bi-dua's karikerede sang måske en dag ville ramme plet på nogle områder? Man syntes vel nærmest på daværende tidspunkt, at sangteksten var en sjov overdrevet latterliggørelse af fremtidens klimatiske forhold og dets afledte effekter – tænk at Danmark skulle blive det nye "tropeferie-paradis".

Vi lever i en verden, hvor det stigende menneskeskabte CO2-udslip påvirker vores atmosfærer – eller som Shu-bi-dua udtrykte det: "Der er sket en forurening af den ydre atmosfære". En CO2-koncentration der nærmest synes at have udviklet sig eksponentielt fra omkring 280 ppm før industrialiseringen til 387 ppm i dag. FN's klimapanel samt globale og nationale politikere tillægger årsagen til det varmere klima den eksplosive ændring i atmosfærens CO2-indhold. Ikke alle deler dog den opfattelse – men bred enighed er der dog omkring, at kloden er under kraftig forandring, hvilket specielt ses i de arktiske områder. Isen smelter "nu", hvilket sker som følge af den stigende temperatur og den deraf følgende længere periode med tø. En kædereaktion af processer er igangsat i Arktis. Havisen smelter nu så meget, at både Nordøst- og Nordvestpassagen er åben om sommeren. Et isfrit Polarhav vil ligeledes kunne accelerere afsmeltningen af den grønlandske indlandsis, som i modsætning til den smeltende havis vil få verdenshavene til at stige. Alene nettoafsmeltningen fra Indlandsisen betyder, at stigningen i det globale havniveau i disse år forøges med mellem 0,5–0,7 mm pr. år. En stigning der vil accelerere for fremtiden.

Kloden er under forandring fra nord til syd, hvilket Shu-bi-dua udtrykker på følgende måde: "Eskimoerne får solstik og Sahara bli'r til is, og Danmark bli'r det nye tropeferie-paradis". Nu er det desværre ikke sådan, at isen gendannes i Sahara, når den smelter på polområderne. Men derimod viser tendenserne, at de tørre områder bliver mere tørre med den risiko til følge, at de ørkener, der allerede eksisterer – eksempelvis Sahara – breder sig, og at nye områder vil blive udsat for ørkendannelse. De entydige tendenser kloden rundt taler deres eget sprog – forandringerne sker "nu".

Klimaet har brug for politisk handling. Der er tale om et globalt emissionsproblem, hvad enten udslippet kommer fra nedslidte fabrikker i Kina og Indien, fra energifrådsende motorkøretøjer i USA eller fra afbrænding af kul til energi i Danmark. En reduktion af CO2-udslippet vil ene og alene ikke udgøre den endegyldige løsning på den globale opvarmning. Klimaet er et komplekst dynamisk system af processer og indbyrdes relationer, og feedbackmekanismer mellem atmosfæren og jordoverfladen (ocean og landområder), kombineret med effekten fra solen.

Der er grund til bekymring men næppe ukontrollabel angst. Men kan vi med den politiske fokusering og indsats imod de fremtidige klimaforandringer – med fokuseringen på stigningen af CO2-koncentrationen i atmosfæren som eneste udslagsgivende faktor for det ændrede klima – påvirke og hindre klimaudviklingen og dets konsekvenser? Vi skal nok begynde at indstille os på, at fremtidens verden blive endnu mere karikeret end Shu-bi-dua sangen beskrev det tilbage i 1980'erne. Måske bliver Danmark netop det nye "tropeferie-paradis"...