Af Peter Nicolaisen
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2017.Diskussion Indledningsvis vil jeg diskutere de væsentligste, konkurrerende forklaringer på partiernes adfærd, hvorefter overvejelser om partivalget og den begrænsede empiri i forhold til policy-løsningerne følger. Diskussionen rundes af med en argumentation for, hvorfor partierne ses som homogene aktører samt en vurdering af, hvad inddragelsen af et saliensperspektiv kunne have bidraget med.
Stemme- og taburetsøgende forklaringer udeladt Ved at fokusere på ideologi og videnskabens overbevisningsevne som de primære forklaringer på partiernes ageren har jeg samtidig fravalgt andre plausible motivationer. Ved at inddrage Kaare Strøms idealtyper for partipolitisk adfærd er det muligt at få indblik i andre mulige forklaringer på politikernes ageren. Strøm skelner mellem tre former for adfærdsmotivation: vote-seeking, hvor der opereres ud fra en hensigt om at maksimere antallet af stemmer; office-seeking, hvor der stræbes mod at komme i regering for at nyde de medfølgende goder; og policy-seeking, hvor hensigten er at præge den førte politik i en bestemt retning (Strom, 1990: 566-568). Min tilgang tager kun højde for policy-seeking adfærd - at partierne taler og handler i overensstemmelse med den politik, de foretrækker. At partiernes handlinger i stedet er styret af hensynet til vælgerne eller muligheden for regeringsmagten udgør væsentlige, konkurrerende forklaringer.
Med udgangspunkt i et vote-seeking-perspektiv kan man forvente, at partierne anerkender IPCC’s problemdefinition, fordi det er et vælgermobiliserende standpunkt, og ikke fordi de er blevet overbevist af forskerne. Der findes ikke tilgængelige data om, hvordan danske vælgere har opfattet klimaet igennem hele min undersøgelsesperiode. Til gengæld kan man få en fornemmelse af, hvor salient emnet har været hos vælgerne ved hjælp af Det Danske Valgprojekt. Her har man i forbindelse med folketingsvalgene spurgt vælgerne, hvilke problemer politikerne skal prioritere. Der findes ikke en klimakategori, så den bedste indikation bliver kategorien ”Miljø og Energi”. Det er tydeligt, at miljøet ikke har været vurderet særlig væsentligt af vælgerne i løbet af min periode. Ved valgene i 1988 og 1990 ser kun omkring ti procent af danskerne miljøet som et af de vigtigste problemer, og i de resterende år er satsen lavere (Stubager et al., 2016: 20). Det harmonerer med min opgørelse af mediedækningen af IPCC’s rapporter, som viser, at den første udgivelse fik en meget beskeden eksponering i medierne. Jørgen Goul Andersen og Ole Borre slår i en undersøgelse af folketingsvalget i 2001 samtidig fast, at miljø ikke er et emne, som tiltrækker
issue voters til hverken Socialdemokratiet eller Venstre (J. G. Andersen & Borre, 2003: 244-247). Fordi emnet ikke er salient og afgørende for stemmetallet, virker det mindre sandsynligt, at vælgerne skulle presse politikerne til at mene noget bestemt. Derfor er partierne formentlig ikke fortrinsvis motiveret af vote-seeking på dette område.
Fra en office-seeking-synsvinkel kan man se partiernes retorik og handlinger på klimaområdet som en måde at bejle til potentielle koalitionspartnere på. Denne forklaring fremstår dog mindre plausibel set i lyset af klimaets beskedne saliens i dansk politik. At Venstres tidlige accept af klimaforandringerne som et politisk problem udelukkende skulle ske for at tækkes Radikale Venstre, ville have været mere forventeligt, hvis klimaet var et afgørende spørgsmål i afklaringen af et regeringssamarbejde, som indvandringsproblematikken eksempelvis var det i 2001 (J. G. Andersen & Borre, 2003: 344). Det lader ikke til at have været tilfældet. I sine taler ved Folketingets åbning, der bruges til at markere regeringens vigtigste indsatsområder (Damgaard, 2000: 244, 248), i årene 1988-1992 nævner Poul Schlüter ikke klimaet eller drivhuseffekten (Schlüter, 1988, 1989, 1990, 1991, 1992). I åbningstalen fra 1988 omtaler han behovet for at begrænse energiforbruget og udnytte vedvarende energikilder, men først langt henne i talen efter at have vendt emner som underskuddet på betalingsbalancen, den offentlige sektors størrelse og arbejdsløsheden (Schlüter, 1988). At partierne har en ret stabil tilgang til både problemdefinitionerne og policy-løsningerne, selvom de undervejs i undersøgelsesperioden skifter politiske samarbejdspartnere, svækker også en office-seeking-forklaring. Man kan dog se Venstres tilbagetrukne tilgang i klimadebatten i 2001, som en måde at imødekomme Dansk Folkeparti på, der i debatten om ratificeringen af Kyoto-protokollen giver udtryk for at tvivle på teorien om menneskeskabte klimaforandringer (Førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 194, maj 2001). Under alle omstændigheder er effekten ikke så kraftig, at den får Venstre til at vakle i forhold til årsagsforklaringen.
Klimaskepsis ved den ideologiske yderpol Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den svage effekt af ideologi på problemdefinitionerne kan skyldes partivalget. At Venstre ikke er tilstrækkelig langt ude på højrefløjen til, at partiet vil bestride klimaforskningens problemdefinition. Denne indvending henter empirisk støtte, hvis man eksempelvis tager Fremskridtspartiets udtalelser om klimaet i betragtning. I debatten om ratifikationen af Kyoto-protokollen i 2001 efter partiets opløsning erklærer den tidligere energiordfører Kim Behnke, at han
fortsat er fuldstændig uenig med FN’s klimapanel (Førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 194, maj 2001). Behnke henviser i stedet til de forskere, der angiver ændringer i solens aktiviteter som kilde til den globale opvarmning og dermed tilskriver udviklingen en tilfældig årsag (Førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 194, maj 2001).
På baggrund af dataene fra Det Danske Valgprojekt kan man dog argumentere for, at Venstre ikke bare placerer sig marginalt til højre for midten, men tager en klar højreorienteret position. Dermed kan man diskutere, om fundet skyldes, at vælgerne har placeret Venstre for langt til højre, eller om man skal helt ud til den højreorienterede pol for at finde tilstrækkeligt stærke ideologiske overbevisninger til at afvise klimaforskningens problemdefinition. Fremskridtspartiet scorer således over 8,5 i de år, hvor partiet har indgået i valgundersøgelsen (Valgundersøgelserne). Sidstnævnte mulighed virker mest sandsynlig, eftersom Huber og Ingleharts ekspertundersøgelse giver omtrent samme estimering af partiernes positioner som de danske vælgere (Huber & Inglehart, 1995: 95). I forhold til den tredje måde at måle partiernes ideologiske position på, kodning af partiprogrammer, fremstår vælger- og ekspertvurderingerne mere valide i en dansk sammenhæng. En sammenligning med vurderingerne fra Comparative Manifestos Project viser, at udsvingene i partiernes positioner er store. Validiteten virker tvivlsom, når Venstre ifølge disse data eksempelvis var mere venstreorienterede end Socialdemokratiet i 2011 (Lehmann et al., 2017). De voldsomme fluktuationer og Venstres overhaling venstre om Socialdemokratiet skyldes formentlig de danske valgprogrammers ”brochureagtige” præg (Farstad, 2017: 5), hvor små detaljer kan få uforholdsmæssig stor betydning for den efterfølgende sætningskodning af materialet.
Et forligsbåret policy-område Min analyse af partiernes policy-løsninger hviler som tidligere nævnt på et relativt lille datagrundlag. Hvis jeg havde inddraget perioderne omkring den anden og fjerde klimarapport, kunne jeg have forøget den empiriske kvantitet, men formentlig kun i beskeden grad. Hovedvægten af energipolitikken bliver således fastsat gennem brede forlig (Christiansen, 2008: 102), som er blevet indgået med jævne mellemrum i løbet af perioden og har en lang løbetid (Energistyrelsen). I det seneste energiforlig, som løber fra 2012 til 2020, er aftalens længde begrundet med hensynet til
troværdige, stabile og langsigtede rammer om den danske energipolitik (Energiaftale, 2012: 1). Forligene er alle indgået, så de falder uden for de fastsatte undersøgelsesår. Hvis disse aftaler skulle have været inddraget i undersøgelsen, ville det derfor have været i strid med designets logik om at holde ord og handlinger i den samme periode op imod hinanden. Desuden ville en analyse af forligene have krævet en anden metodisk tilgang til lovgivningsarbejdet, fordi forligsprocessen i høj grad foregår uden for offentlighedens søgelys (Loftager, 2004: 215-216). Det ville formentlig have været nødvendigt at foretage interviews med nøglepersoner omkring forhandlingerne, hvis jeg skulle opnå en indsigt i, hvordan partiernes policy-præferencer adskilte sig fra hinanden. En anden måde at måle partiernes førte politik er at bruge data fra finansloven, men som Henrik Seeberg (Seeberg, 2016: 195) argumenterer for, er det ikke et hensigtsmæssigt mål, når regulering er i centrum, fordi regulerende tiltag ikke behøver at være afspejlet i de offentlige budgetter.
Partier som enheder eller mosaikker Udgangspunktet for mit studie er, at politikere er drevet af ideologi. Partierne ses derfor som sammenslutninger af aktører, der har de samme ideologiske overbevisninger. Sat på spidsen implicerer denne antagelse, at den enkelte politiker ikke vil være en del af partiet, hvis dets ideologi er uoverensstemmende med vedkommendes tankesæt. I en dansk kontekst bakkes antagelsen op af, at politikerne internt i Folketingets partier placerer sig nær hinanden på en traditionel højre/venstre-skala (Skjæveland, 2001: 40). Derudover er dansk politik kendetegnet ved generelt at have en høj grad af partidisciplin (Skjæveland, 2001: 35-36). Den ideologidrevne tilgang formår dog ikke at forklare, hvorfor der i nogle partier opstår fløje. De indre splittelser kan siges at være særligt relevante at tage i betragtning, når man har store partier som analysegenstand. Her må homogeniteten alt andet lige være sværere at bevare end i mindre partier. På baggrund af min empiri er der dog ikke grund til at tro, at der internt i partierne har været delte opfattelser af klimaspørgsmålet. I hvert fald ikke blandt talsmændene på miljø- og energiområdet, der har deltaget i debatterne, hvor klimaet er blevet diskuteret. Det har der måske været alligevel. Anders Fogh Rasmussen satte som økonomi- og skatteminister i 1992 spørgsmålstegn ved, om klimaforandringerne er menneskeskabte (Fogh Rasmussen, 1992). Ved Venstres landsmøde i 2008 indrømmede den daværende statsminister, at han
meget længe var i tvivl om årsagen til klimaforandringerne, men siden er blevet overbevist af IPCC’s udlægning af problemet (Fogh Rasmussen, 2008). Den usikkerhed har ikke været repræsenteret blandt Venstre-politikerne i de analyserede debatter og kronikker. Selvom der i alle perioderne har været flere afsendere fra partiet på de relevante udsagn, har linjen været entydig. Det samme gælder for Socialdemokratiet. Tager man samtidig ordførere og ministres centrale roller i tegningen af danske partiers profiler på givne politikområder i betragtning (Skjæveland, 2001: 39), virker det rimeligt primært at forlade sig på deres udsagn.
Indhold kontra vægtning I mit studie behandler jeg klimaet, som om det var et område præget af positionel konkurrence, hvor partierne i hvert fald i udgangspunktet ville have forskellige ståsteder. Analysen viser dog, at dette ikke er tilfældet. Partierne abonnerede gennem hele perioden på relativt ens problemdefinitioner i lighed med, hvad Båtstrand finder i sin undersøgelse af norske regeringsgrundlag (Båtstrand, 2013: 163). Hvis man fokuserer på det indholdsmæssige, fremstår Venstre og Socialdemokratiet enige i klimaspørgsmålet, der dermed lader til at være et valensemne. Empirien giver imidlertid grobund for at overveje, om der i forhold til partiernes vægtning af emnet er en mere markant forskel. Især i 2001 er Venstre meget tilbageholdende med at melde noget ud om klimaet, mens Socialdemokratiet med Svend Auken i spidsen omvendt var særdeles aktive i klimadebatten på dette tidspunkt. Derfor er det værd at overveje, om en tilgang, der i højere grad koncentrerede sig om emnekonkurrence, havde været frugtbar. Som Christoffer Green-Pedersen påpeger, fylder denne form for politisk differentiering stadig mere i vesteuropæiske demokratier (Green-Pedersen, 2007: 607). Samtidig udpeger han miljøet som et af de emner, partierne i forskellig udstrækning vil lægge vægt på (Green-Pedersen, 2007: 609). Prioriteringen af emner sker med henblik på at få de sager, man har emneejerskab over, til at fylde mest muligt på dagsordenen (Petrocik, 1996: 828). Set i det lys giver det god mening, at Socialdemokratiet i 2001 taler mere om klimaet end Venstre og generelt står bag flere kronikker i undersøgelsesårene, henholdsvis 14 og 5. Ifølge Det Danske Valgprojekt er det således Socialdemokratiet, der ejer miljøspørgsmålet (Stubager et al., 2016: 14). Dette stemmer overens med, at en højreorienteret ideologi er negativt korreleret med saliensen af klimaet i partiers valgprogrammer (Farstad, 2017: 6). Den ideologisk betingede forskel i partiernes vægtning af klimaet får Farstad til at argumentere for, at det ikke er et valensemne (Farstad, 2017: 7).