Elbilens akilleshæl er, at den skal lades op med jævne mellemrum – og i ret lang tid. Den udfordring løses nu på en helt ny måde af californiske Project Better Place, hvor der også er et par danske fingre med i spillet.
Virksomheden har udviklet en ladestation, hvor elbilen kører ind og, uden at chaufføren stiger ud, får fjernet det tomme batteri og erstattet det med et nyt, opladet batteri. Det hele klares på 45 sekunder, og så kan bilen køre videre. Ideen er, at ladestationerne skal stå ligeså tæt på motor- og landeveje som vor tids benzinstationer, og at man abonnerer på udskiftningen af batterier, skriver dagbladet Børsen.
Administrerende direktør herhjemme, den tidligere Microsoft-direktør Jens Moberg, skal gøre Danmark til et af pionerlandene for Project Better Places idé, ligesom energiselskabet Dong har skudt 770 millioner kroner i projektet.
Der skal inden starten af 2012 opføres 100-150 ladestationer i Danmark, lyder planerne. Det er virksomhedens mål at gøre 500.000 danskere til elbil-ejere inden 2020.
Læs mere om projektet på www.betterplace.com.
Kilde: Børsen