Husk mig
▼ Indhold

Energi i politisk og økonomisk tænkning

Artiklen er en del af bogen I drivhuset - Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise, skrevet af Klaus Illum og udgivet af 3F i 2006.

< Vækst og velfærdIndholdsfortegnelseEnergi på Jorden >


2. ENERGI I POLITISK OG ØKONOMISK TÆNKNING

Fremtidens historikere vil forsøge at forklare, hvordan det gik til, at dette samfund, der kaldte sig et videns- og informationssamfund, baserede dets energipolitik på meningsløse opgørelser og regnestykker.

Før den såkaldte oliekrise, som OPEC-landene8 iværksatte i 1973 - 1981, var “energi” ikke et ord i politisk sprogbrug. Energi var noget, man lærte om i fysiktimerne i skolen. Sådan er det ikke i vore dage. Som det fremgår af følgende indskud, er “energi” nu blevet et politisk anliggende:

Da Anders Fogh Rasmussens VK-regering trådte til i 2001 blev Energi&miljøministeriet og Energi&miljørådet nedlagt. Energipolitiske anliggender og energistyrelsen blev overført til Erhvervs- og Økonomiministeriet. I den nye VKregering efter valget i februar 2005 blev energipolitikken og energistyrelsen en del af det nye Transport- og Energiministeriums ressortområde. Folketingets energipolitiske udvalg fortsatte. Selvom mulighederne for at føre dansk energipolitik er blevet kraftigt indskrænket i EU’s liberaliserede energimarked, er energiforsyning og energiforbrug således stadig et politisk emne. Før Folketingets sommerferie 2005 fremlagde transport- og energiministeren et oplæg om “Langsigtet energistrategi frem mod 2025", som blandt andet omhandler vedvarende energi og energibesparelser. Oplægget er udarbejdet af energistyrelsen.

I dette indskud indgår ordet “energi” i 10 forskellige ordsammensætninger: energipolitik, energistyrelsen, energimarked, energiforsyning, ...., energibesparelser, så man skulle kunne gå ud fra, at ordet har en fornuftig betydning, som alle er indforstået med. Ligesom det er nogenlunde klart, hvad landbrugs-, arbejds-, finans- og retspolitik drejer sig om. Men hvad gemmer der sig i virkeligheden bag ordet “energi”, sådan som det bruges i politisk sammenhæng ?

Svaret findes ikke i skolens fysikbøger. Der står jo, at “energi” er noget, der kan måles med et kalorimeter og med et voltmeter og et amperemeter, eller beregnes som f.eks. en billardkugles bevægelsesenergi. Og det er en vigtig læresætning i fysik, at “energi” ikke går tabt, men bevares i et lukket system, dvs. “noget”, der er lukket inde i en fuldstændigt varmeisoleret kasse uden nogen forbindelse med omverdenen. Men det er jo ikke umiddelbart et politisk anliggende.

Svaret er, at “energi” i politisk og økonomisk tankegang er det, der holdes regnskab med i energistatistikkerne, nemlig brændsel (olie, gas, kul, halm, brænde, affald), elektricitet og varme (fjernvarme, centralvarme, elvarme, solvarme, varme i industrielle produktionsprocesser). Det er noget, der kan handles med i energimarkederne, og som man kan belægge med skatter og afgifter (måske lige bortset fra centralvarme og solvarme). Så er dén ikke længere, vil de fleste politikere, økonomer og embedsmænd sige. Det svarer til den forklaring, at “købmandsvarer” er det, man kan købe hos købmanden.

Når “energi” således i politisk forstand forstås som det, der holdes regnskab med i energistatistikkerne, er det næste spørgsmål, hvordan disse regnskaber er opstået, og hvad de egentlig fortæller os. For at besvare det spørgsmål, må vi 30 år tilbage til oliekrisen i midten af 1970erne.

2.1 DA “ENERGI” BLEV ET POLITISK ORD
Det var først under den første oliekrise midt i 1970erne, at “energi” blev indført i den politiske sprogbrug.

Ordet “energi” optræder første gang i politisk sammenhæng ved afslutningen af anden verdenskrig, nemlig i navnet på den institution, der i 1946 blev oprettet i USA for at varetage administrationen af atomkraft til militære og civile formål: The Atomic Energy Commission. Det var en meget naturlig betegnelse for denne kommission, for energi er jo nøgleordet i atomfysik. Efterfølgende blev der oprettet atomenergikommissioner i mange industrialiserede lande. I Danmark blev Atomenergikommissionen oprettet i 1955. Dens vigtigste opgave var at etablere og administrere Forsøgsanlæg Risø, som blev bygget i 1956.

Det var imidlertid først efter oliekrisen i 1973, at “energi” blev indført i den politiske sprogbrug. Pludseligt blev de vestlige lande klar over, hvor afhængige deres økonomier var af olie og dermed af de olieproducerende landes produktions- og prispolitik. Det var nødvendigt at gøre denne afhængighed mindre. I Danmark blev el-værkerne hurtigt sat i gang med at skifte fra olie til kul. Der blev planlagt og iværksat en hurtig udbygning af naturgasnet og af fjernvarmenet til kraftvarmeforsyning for at komme af med så mange oliefyr som muligt. Også efterisolering af huse og indførelse af skærpede isoleringskrav i bygningsreglementet for nye huse kom på den politiske dagsorden. Og solvarme, vindmøller og biogasanlæg kom ind i billedet.

Da der således pludseligt blev brug for et ord, der dækker alle disse forskellige ting, blev “energi” indført i den politiske sprogbrug. Folketingets energipolitiske udvalg blev oprettet i 1975, Energistyrelsen i 1976, dengang under Handelsministeriet. I 1979 blev Energiministeriet oprettet, og energiplanlægning kom til som en ny sektor for offentlig planlægning. Kun transport blev holdt uden for den energipolitiske planlægning. Bilkørsel og landevejstransport skulle ikke begrænses.

Det samme skete i de andre lande, “vi normalt sammenligner os med”, dvs. OECD-landene. OECD’s Internationale Energiagentur (IEA) blev oprettet i 1974, og USA fik sit energiministerium, Department of Energy, i 1977.

2.2 ENERGIREGNSKABERNE
Ligesom vand, whisky, kærnemælk og benzin måles i liter, måles el, fjernvarme, solvarme, og olie, gas og kul i MegaJoule9. Hvordan målingen sker i praksis, har menigmand og politikere, embedsmænd og økonomer ikke bekymret sig om. Men for at begribe hvad der måles, og hvad der ikke måles, må vi vide, hvordan målingen i princippet sker.

Nu skulle der holdes regnskab med alle disse forskellige ting. Det betød, at alt skulle måles i samme enhed. Ligesom man i et penge-bogholderi værdisætter alt i kroner og øre. Her kommer kalorimetret ind i billedet. Et kalorimeter er, som vi har lært i skolen, en godt isoleret vandbeholder. Lad os forestille os et stort kalorimeter, der indeholder én kubikmeter vand, se figur 2.1. Vandet kan varmes op på forskellige måder. For eksempel med en el-dyppekoger; med varmt vand fra en solfanger, der ledes igennem en rør-spiral, der er neddykket i vandet; med hed røggas fra en olie- eller naturgasbrænder; eller simpelt hen ved at røre kraftigt rundt i vandet.

En kalorie er en gammel energienhed10. Én kalorie defineres som den energi, der skal tilføres 1 gram vand for at hæve dets temperatur 1 grad Celsius11. Én kubikmeter er 100*100*100 = 1 million kubikcentimeter. Dvs. at der skal tilføres det store kalorimeter 1 million kalorier for at opvarme vandet 1 grad. I vore dage bruger man en anden enhed, nemlig Joule (efter den engelske fysiker James Prescott Joule, 1818 - 1889). 1 kalorie = 4.2 Joule, så der skal 4.2 millioner Joule = 4.2 MegaJoule (Mega = million) til at opvarme vandet i kalorimetret 1 grad. Det er omtrent energien (brændværdien) af 100 g olie.

Med kalorimeteret kan vi nu måle alle former for energi i samme enhed, MegaJoule:
  • Vi kan med en el-dyppekoger varme vandet 10 grader op. Så har vi forbrugt 42 MegaJoule el12.
  • Vi kan varme vandet op ved at brænde 1 liter olie af (på en sådan måde, at al varmen fra olie-afbrændingen tilføres kalorimetret). Så stiger vandets temperatur ca. 8.5 grad. Dvs. at energien i 1 liter olie er 8.5 grad*4.2 MegaJoule/grad = ca. 36 MegaJoule. For naturgas finder vi, at energien i 1 kubikmeter gas er ca. 40 MegaJoule.
  • Vi kan varme vandet 10 grader op ved at lede 80 grader varmt vand fra et kraftvarmeværks fjernvarmenet gennem en rør-spiral, der er neddykket i kalorimeteret. Så har vi brugt lige så meget energi som med el-dyppekogeren, nemlig 10*4.2 MegaJoule = 42 MegaJoule.
  • Eller vi kan i stedet på en tidlig forårsdag bruge 30 grader varmt vand fra en stor solfanger, så vi, før solen kommer lavt på himlen, på den måde får varmet vandet 10 grader op. Så har solfangeren leveret de 42 MegaJoule.
Kort sagt kan en “energimængde” af en hvilken som helst art bestemmes ved at måle, hvor mange grader den pågældende “energimængde” kan opvarme vandet i et kalorimeter. Om det er elektrisk overført energi, en vis mængde olie, gas, kul eller halm, fjernvarmevand fra et kraftvarmeværk eller varmt vand fra solfanger spiller ingen rolle. Men man behøver som bekendt ikke at have kalorimeteret fremme, hver gang man skal finde en “energimængde”. Elmåleren og varmemåleren er opfundet og energien (brændværdien) i en liter olie, en kubikmeter gas, et kilo kul og et kilo halm kan slås op i en brændværditabel.

Ligesom man fører bogholderi i kroner og ører, kan man således opstille energiregnskaber (eller energistatistikker), hvori man i MegaJoule (eller i Giga-, Tera- eller PetaJoule) opregner mange forskellige energimængder. Man kan opregne landets samlede energiforbrug; brændselsforbruget i kraft- og kraftvarmeværker og fjernvarmeværker og el- og varmeproduktionen i disse værker; ledningstab i fjernvarmeledninger og el-ledninger; brændselsforbrug, el-forbrug og varmeforbrug i husholdninger og i de forskellige erhverv; energiforbrug til transport; osv. Spørgsmålet er nu, hvad disse regnskaber fortæller, og hvad de kan bruges til.


FIGUR 2.1 ENERGIMÅLINGER MED KALORIMETER
Man kan ved hjælp af et kalorimeter måle energi i mange forskellige former. Ligesom man på en vægt kan veje mange forskellige ting, f.eks. en pose mel og en pose cement. Men de tal man finder, siger ikke noget om brugsværdien af det, man måler. Med elektricitet kan man drive et S-tog, holde sin computer i gang og meget andet. Med olie kan man flyve Jorden rundt. Men med fjernvarmevand kan man kun holde huset varmt, og med lunkent vand fra en solfanger kan man kun forvarme vandet til sit brusebad.
Et kalorimeter er en godt isoleret vandbeholder. Vi ser her på et stort kalorimeter, der indeholder 1 kubikmeter vand. Der medgår en energimængde på 4.2 MegaJoule (MJ) eller 1.17 kWh til at opvarme vandet 1 grad (Celsius). Når man ved det, kan man ved at måle, hvor mange grader vandet er blevet opvarmet, regne ud, hvor meget energi, der er blevet tilført. Man skal bare gange antallet af grader med 4.2 MJ.
Med en elektrisk dyppekoger kan man for eksempel varme vandet i kalorimetret 10 grader op. Så har man brugt 42 MJ el, nemlig 10 grader*4.2 MJ/grad. Det samme el-forbrug får man, hvis man i stedet rører rundt i vandet med et elektrisk piskeris, indtil tempraturen er steget 10 grader. Energimæssigt er piskeriset nøjagtigt lige så effektivt - eller rettere ineffektivt - til vandopvarmning.
Man kan også varme vandet op ved at lade den ophedede luft fra afbrænding af 1 liter fyringsolieolie boble op gennem vandet, så det derved bliver afkølet (afgiver sin varme til vandet). Derved bliver vandet varmet 8.5 grader op. Vi finder på den måde, at energien i 1 liter fyringsolie er 8.5 grad*4.2 MJ/grad = 36 MJ. Denne energiværdi kaldes oliens brændværdi.
Hvis vandet varmes 10 grader op ved at lede 80 grader varmt fjernvarmevand gennem en rørspiral i kalorimetret, er fjernvarmeforbruget lig el-forbruget til samme opvarmning, nemlig 42 MJ.
I stedet for fjernvarmevand kan man en tidlig forårsdag lede 35 grader varmt vand fra en solfanger gennem rørspiralen indtil vandet er blevet opvarmet 10 grader. Så har solfangeren leveret 42 MJ.

2.3 HVAD ER MENINGEN?
Det er rigtigt, at 60 PetaJoule vindkraft + 35 PetaJoule varmt vand + 150 PetaJoule i form af forskellige brændsler giver 245 PetaJoule ialt. Det er også rigtigt, at 60 liter benzin + 35 liter varmt vand + 150 liter fløde giver 245 liter i alt. Men værdimæssigt er det åbenbart meningsløse regnestykker.

Som sagt i det foregående, skal de MegaJoule-tal, der lægges sammen i energiregnskaber og energistatistikker, forstås som “energimængder”, der angiver, hvor meget vand, der kan varmes op f.eks. fra 5 til 10 grader, hvis energien bruges til vandopvarmning. De tal kan regnes ud og lægges sammen, så man får tal for landets samlede energiforbrug, den samlede energiproduktion fra vedvarende energikilder, energiforbruget i forskellige erhverv, osv.

Et sådant energi-bogholderi falder helt i tråd med økonomers måde at beskrive verden på. De værdisætter alt i kroner og ører og opgør årlige stigninger i brutto-nationalproduktet, produktionen i de forskellige erhverv, forbruget i husholdninger, osv. I tilsvarende energi-regnskaber kan de få opgørelser over energiforbruget målt i MegaJoule på kalorimeter- måden, og f.eks. beregne om det således målte energiforbrug stiger hurtigere eller langsommere end bruttonationalproduktet.

Når Folketingets politikere diskuterer energipolitik og langsigtede energistrategier, er det alle disse regnskaber fra Energistyrelsen, Finansministeriet, Danmarks Statistik, m.fl. der lægges til grund for diskussionen. Så regnskaberne har betydning for de politiske beslutninger, der træffes. Men regnskaberne giver ikke politikerne den information og den forståelse af, hvad det drejer sig om, som de skal have for at træffe fornuftige beslutninger. Energipolitik drejer sig jo ikke om at sørge for, at vi fortsat kan varme vand op fra 5 til 10 grader, men om at sørge for, at samfundet fortsat kan fungere. At der er energi til landbrug, til industri, til personog godstransport med hensigtsmæssige transportmidler, til et sundt indeklima i bygningerne, osv.


NÅR MAN LÆGGER ÆBLER OG PÆRER SAMMEN

FIGUR 2.2
Denne figur findes i bogen Energi 21 - Regeringens energihandlingsplan 1996. Den er et eksempel på, at man i officielle energiopgørelser lægger størrelser af vidt forskellig brugsværdi sammen. Her opsummerer man "vedvarende energi" til 245 PJ i 2030 (tallene på den vandrette akse er årstal). Det er klart, at denne sum ikke kan bruges til noget som helst. El fra en vindmølle er jo noget helt andet end varmt vand fra solfanger og halm fra en mark.
Det, der kaldes "omgivelsesvarme", er varme, som varmepumper optager fra atmosfæren eller havvand. Men det er meningsløst at medregne atmosfæren og havet som energikilder. Tænk, hvis vi kunne suge energi ud af luften og fjorden uden at "betale" mere end det, vi får ind. Det, der foregår i varmepumper, er forklaret i kapitel 7.
"Geotermi" står for udnyttelse af 50 - 100 grader varme, vandførende lag dybt i undergrunden. Man borer to rør ned i passende afstand. Med en pumpe, der presser vand ned gennem det ene rør og op gennem det andet, kan man få det varme vand til at cirkulere op til overfladen, hvor det afgiver varme til en varmepumpe (se kapitel 7), eller - hvis det er varmt nok - direkte til et fjernvarmenet. I Thisted har man i mange år haft sådan et anlæg, og der er også andre steder i landet mulighed for at udnytte varmt vand i undergrunden, bl.a. i København og Slagelse.

"ENERGIVARER"

FIGUR 2.3
Denne figur findes i Energistyrelsens Energistatistik 2002. Den viser energiforbruget i handels- og serviceerhverv. (Enheden PJ på den lodrette akse står for PetaJoule. Peta er en milliard millioner, så 1 PJ er en milliard MegaJoule.)
Man kan se hvor meget el, der er blevet brugt. Hvor meget olie og naturgas, der er blevet brugt. Og hvor meget fjernvarme. Hvert for sig kan disse tal have interesse. Men summen af tallene har ingen interesse for noget praktisk formål. Ikke for virksomhederne, for priserne på de forskellige "energivarer" er jo meget forskellige. Heller ikke for Told&Skat, for de forskellige "energivarer" beskattes forskelligt. Og slet ikke for opgørelsen af det forbrug af brændsler og det CO2-udslip, handel&service belaster samfundsøkonomien med. El-forbruget giver jo et helt andet brændselsforbrug end fjernvarme.
Alligevel laves sådanne opsummeringer for de forskellige erhverv og for husholdninger og transport. Det er ren skrivebordsfilosofi: Man tænker sig, at energi i forskellige former er forskellige varer, hvis energiværdi kan måles med et kalorimeter (se figur 2.1), ligesom andre vares værdi måles i kroner og ører. Så kan man hokus pokus lave energi-bogholderi, ligesom man laver penge-bogholderi.
Landets store penge-bogholderi, der har bruttonationalproduktet (BNP) på bundlinien, er også en sum af alle mulige forskellige ting. Lidt forenklet sagt er BNP summen af de nuværende pengeværdier af alle de forskellige ting og serviceydelser, der produceres, lige fra levende eksport-svin til computer-programmer, ansigtsløftninger, jobformidling og turistforplejning. Prissedlen på en vare angiver dens bytteværdi i forhold til andre varer.
Energiværdien af en kubikmeter vand, der er blevet opvarmet 8.5 grader, er den samme som brændværdien af en liter olie (se figur 2.1). Men her er der ikke tale om en bytteværdi, der giver nogen mening i praksis.


Figur 2.2 er taget fra Energi 21 - Regeringens energihandlingsplan 1996. Den viser, at der i denne energiplan indgår en kraftig vækst i anvendelsen af de energiformer, der under ét kaldes vedvarende energi. Op til 245 PJ (PetaJoule) frem til 2030, eller ca. en fjerdedel af det nuværende energiforbrug. Brændsler (halm, træ, energiafgrøder,13 affald og biogas) er lagt sammen med lav-temperatur varme fra solfangere, “omgivelsesvarme” og “geotermi”14 og elektrisk kraft fra vindmøller.

Det er rigtigt, at man kan beregne “energimængderne” fra disse forskellige energikilder som det antal MegaJoule eller PetaJoule, de kan levere til vandopvarmning fra 5 til 10 grader. Vindenergien giver ca. 60 PetaJoule i 2030, svarende til opvarmning af 3.3 milliarder kubikmeter vand fra 5 til 10 grader. Solvarme + “omgivelsesvarme” + “geotermi” omtrent 35 PetaJoule.

Det er rigtigt, at 60 PetaJoule elektrisk kraft fra vindmøller + 35 PetaJoule varmt vand + 150 PetaJoule i form af forskellige brændsler giver 245 PetaJoule. Det er også rigtigt, at 60 liter benzin + 35 liter varmt vand + 150 liter fløde giver 245 liter i alt. Men værdimæssigt er det åbenbart meningsløse regnestykker. Enhver ved jo, at elektrisk kraft og benzin også i energimæssig henseende er noget ganske andet end varmt vand. Og at elektrisk kraft er noget andet end halm, ligesom benzin er noget andet end fløde. Og vi lærte i skolen, at man ikke må lægge æbler og pærer sammen, hvis det ikke kun går ud på at beregne, hvor mange kilo, man skal bære hjem.

Figur 2.3 viser endnu et eksempel på en helt uinteressant opsummering af energiforbrug fordelt på “energivarer”. Man bemærker ordvalget “energivarer” i stedet for “energiformer”. Det viser, at “energi” i denne tid, hvor markedsideologien dominerer tankegangen, opfattes som “varer”, der købes og sælges på markedet ligesom sko, biler, computere og gulerødder.

Selvom der er en afgørende forskel på “energi” og andre varer. Samfundets energisystem er det fælles grundlag for al vareproduktion og for alt det, som varerne bruges til.

2.4 HVAD ER FORKLARINGEN?
Den almindelige fysikundervisning i folkeskolen beskæftiger sig ikke med den del af fysikken, der handler om, hvordan livet på Jorden har kunnet udvikle sig i al dets mangfoldighed, og ikke med formålene med udnyttelse af de ressourcer, vi har til rådighed. Økonomer og embedsmænd, der opfatter energi som varer, udtænkte ideologien om de liberaliserede energimarkeder.

Hvis der i fremtiden er historikere, der vil skrive om vor tids historie, så vil de forsøge at forklare, hvordan det gik til, at dette samfund, der kaldte sig et videns- og informationssamfund, baserede dets energipolitik på meningsløse opgørelser og regnestykker. For eksempel at EU i 2001 vedtog et direktiv, der sagde, at 12% af medlemslandenes energiforbrug i 2010 skal dækkes af vedvarende energi, opgjort på den ovenfor beskrevne måde. I stedet for at fastsætte krav om nedtrapning af forbruget af olie, naturgas og kul, eller i det mindste en opbremsning af forbrugsvæksten. Det er jo det, det drejer sig om, og det kan ske på mange forskellige måder, herunder ved udnyttelse af forskellige vedvarende energikilder i forskelligt omfang. Men en målsætning om 12% vedvarende energi er af flere grunde ikke rationel.
Fremtidens historikere vil måske finde en væsentlig del af forklaringen deri, at den almindelige fysikundervisning i folkeskolen ikke beskæftigede sig med den del af fysikken, der handler om, hvordan livet på Jorden har kunnet udvikle sig i al dets mangfoldighed, og heller ikke med formålene med udnyttelse af de ressourcer, vi har til rådighed. Fysikundervisningen inddrog ikke den del af fysikken, der drejer sig om livets grundlæggende vilkår og vores teknologiske muligheder for at udnytte energiressourcer på en effektiv måde. Den overleverede et energibegreb, som er utilstrækkeligt for forståelsen af energipolitikkens fysiske vilkår og teknologiske muligheder.

Dette energibegreb er tilsyneladende simpelt, og energiregnskaber baseret på dette energibegreb falder helt i tråd med økonomiske bogholderi-regnskaber, hvori de mest forskelligtartede ting værdisættes i kroner og øre. I den økonomiske tankegang opfattes energi i forskellige former derfor som varer, der ligesom alle andre varer kan handles på et marked. Således udtænkte økonomer og embedsmænd ideologien om de liberaliserede energimarkeder. Disse markeder beskrives i kapitel 12 og 13.

2.5 FORSKELLIGE “ENERGIKVALITETER”
Hvad er det for noget, der måles i MegaJoule, og som kan leveres i forskellige kvaliteter?

Der tales undertiden om energi som varer, der kan fås i forskellige kvaliteter. Elektrisk kraft opfattes som energi af en bedre kvalitet end varmt vand. Men så er energi da i hvert fald ikke et mål for en fysisk størrelse eller egenskab. For i fysikken er der ikke tale om forskellige kvaliteter af det, man måler. Temperatur måles i grader. Der er ikke tale om forskellige temperatur-kvaliteter. Masse måles i kg. Der er ikke tale om forskellige masse-kvaliteter. Hvad er det for noget, der måles i MegaJoule, og som kan leveres i forskellige kvaliteter? Det er energi, siger man, men hvad er energi for noget?
Det er ikke til megen hjælp at sige, at “energi er en termodynamisk tilstandsfunktion”, som ikke fås i forskellige kvaliteter. For det giver kun mening for dem, der har studeret den termodynamiske teoribygning. Men uden at gå så langt, kan man godt forklare, hvad der er tale om. Det forsøger vi i de følgende kapitler 3 og 4.

2.6 HVAD ER PROBLEMET?
Hvis man ikke forstår, hvad “energi” i virkeligheden betyder, risikerer man at komme til at lave en masse fejlinvesteringer. I kapitel 4 og 7 viser vi med en række eksempler, at de simple kalorimetriske energiregnskaber i praksis fører tankerne på vildspor.

Hvis den globale olie- og naturgasproduktion stadig kunne forøges, så et stigende globalt forbrug kunne dækkes langt ud i fremtiden, og hvis vi ikke behøvede at bekymre os om klimaændringer på grund af CO2-udslip, så kunne den energipolitiske rådgivning overlades til økonomer, og så var diskussionen af energibegrebet i politisk og økonomisk tænkning mere af akademisk end af praktisk interesse. Men sådan er virkeligheden ikke. Inden for en overskuelig fremtid vil vi opleve, at olie- og gasproduktionen ikke kan dække efterspørgslen, og der er politisk enighed overalt i verden om, at CO2-udslippet i de kommende år skal nedbringes i de industrialiserede lande og begrænses i udviklingslandene, og at der på lidt længere sigt skal ske en kraftig formindskelse af det globale udslip.

Derfor kommer vi til at bygge vores energisystemer om, så samfundet kan fungere med et meget mindre forbrug af olie, gas og kul. Denne ombygning er en kompliceret ingeniørmæssig opgave. På den ene side drejer den sig om vores bygninger, el-apparater, industrielle produktionsapparater, landbrug, transportmidler og den måde vores bysamfund er indrettet på. På den anden side om at indpasse andre energikilder (vindkraft, biomassebrændsler, solenergianlæg og måske også bølgemaskiner) i et forsyningssystem, der kan udnytte den stadigt skiftende el- og varmeproduktion fra disse energikilder på en effektiv måde.
Denne opgave bliver ikke løst på en økonomisk fornuftig måde, hvis man tror, at det bare drejer sig om at erstatte fossile brændsler med energi fra andre kilder for på den måde at få et simpelt energibalanceregnskab til at gå op på en anden måde. Hvis man ikke forstår, hvad “energi” i virkeligheden betyder, risikerer man at komme til at lave en masse fejlinvesteringer. Og så kan det enten blive meget dyrt at løse opgaven, eller også forbliver opgaven uløst - også af den grund.

Vi skal derfor i de næste kapitler beskæftige os med, hvad “energi” i virkeligheden betyder. Derefter viser vi i kapitel 4 og 7 med en række eksempler, at de simple kalorimetriske energiregnskaber i praksis fører tankerne på vildspor. Også i kapitel 11, hvor vi ser på energisystemet i dets helhed, bliver det klart, at man ikke med et kalorimetrisk energibogholderi kan gøre rede for, hvordan ressourcerne udnyttes. Og i kapitlerne 12 og 13 om el-markedet påpeges det, at opfattelsen af elektrisk kraftoverførsel som en “vare” er i modstrid med den fysiske og tekniske virkelighed.

< Vækst og velfærdIndholdsfortegnelseEnergi på Jorden >






 0 kommentar(er) · 3802 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Energi i politisk og økonomisk tænkning:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Økonomi (Bionyt: 500 svar om klima)
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik