De stadig flere computere vil få energiforbruget fra kontorer til at blive dobbelt så stort i 2020 som i dag, viser en ny rapport fra analysevirksomheden McKinsey & Company. Men årsagen er først og fremmest vækst i de kinesiske og indiske kontormiljøer, hvor hovedparten af energien leveres af kulkraftværker.
Kina stod allerede sidste år for 23 procent af det globale energiforbrug til it-infrastruktur. Verdens 30,3 millioner servere og andre kontorcomputere stod dog kun for 2 procent af den samlede udledning af drivhusgasser, skriver Worldwatch Institute.
Ifølge McKinsey rapporten vil stigningen i forbrug komme på trods af, at der arbejdes intenst på at reducere energiforbruget fra it-udstyr. Det sker blandt andet ved serverkonsolidering (færre servere til samme mængde data og opgaver), mere effektive kølingssystemer og software, som reducerer energiforbruget i de timer, hvor en server ikke er i så intensiv brug.
Årsagen til, at det trods teknologiske fremskridt går meget langsomt med at reducere energiforbruget, skal ifølge artiklen fra Worldwatch Institute findes i virksomhedernes målsætning. De fleste virksomheder fokuserer på salg, men er langt mindre opmærksomme på, hvor meget de kan forbedre deres resultat ved også at bruge ressourcer på at reducere energiforbruget til for eksempel it.
Kilde: Worldwatch Institute. Foto: Elsparefonden