Husk mig
▼ Indhold

Et interessant jubilæum for polarforskningen

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker, Ph.D., Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA

Det hører til sjældenhederne, at polarforskningen kan fejre et 100-års-jubilæum. Et sådant jubilæum fandt sted i december 2011, nærmere bestemt d. 14. december. Men hvad var det lige, der skete for 100 år siden, tilbage i 1911?

Historien begynder i 1893, da en medicinstuderende ved navn Roald Engelbregt Gravning Amundsen (1872-1928) efter sin mors død, blot 21 år gammel, besluttede sig for at kvikke studierne til fordel for et liv som opdagelsesrejsende i polarområderne. Forud for Amundsens mest kendte ekspedition – Sydpolsekspedition (1910-1912) – deltog Amundsen i forskellige vovelige sejladser, bl.a. som styrmand under Gerlaches belgiske Antarktis-ekspedition i 1897-1899 og som ekspeditionsleder for Nordvestpassageekspeditionen i 1903-1906, hvor han som den første i nyere historisk tid med succes sejlede gennem Nordvestpassagen mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Herefter begyndte Amundsen forberedelserne til en ekspedition til den geografiske nordpol, men da såvel Frederick A. Cook som Robert E. Peary hævdede, at de havde sat foden på klodens nordligste punkt i henholdsvis 1908 og 1909, ændrede Amundsen i stilhed sine planer, idet ekspeditionen nu gik mod den geografiske sydpol, hvor han indledte et kapløb mod tiden og mod den britiske opdagelsesrejsende Robert Falcon Scott. Amundsen og hans fire mand store team nåede Sydpolen d. 14. december 1911, cirka fem uger før Scott, som på tragisk vis omkom af sult og ekstrem kulde på hjemturen. Polarforskningen var på daværende tidspunkt ikke prioritet nummer et, det var derimod erobringen af Sydpolen. Siden da har der på og omkring den geografiske sydpol været fokus på polar- og klimaforskningen, da bl.a. amerikanerne i 1956 etablerede en permanent bemandet forskningsstation, The United States Amundsen-Scott South Pole Station (beliggende i 2835 meters højde).

Her 100 år efter forsøgte et fire mand stort hold af nordmænd – bestående af Vegard Ulvang (tre gange OL-guldvinder i langrend), Stein P. Aasheim (forfatter), Jan-Gunnar Winther (polarforsker og direktør for Norsk Polarinstitut) og Harald Dag Jølle (historiker og polarforsker) at følge i Amundsens fodspor for at ankomme på årsdagen til klodens sydligste punkt og dermed fejre 100-års-dagen for Norges ’erobring’ af den geografiske sydpol. Det er kun anden gang, at ruten er blevet tilbagelagt, siden Amundsen gjorde det i 1911. Ulvang og Jølle fuldførte ekspeditionen på ski, hvorimod de to andre blev fløjet de sidste 80 km (ud af mere end 1000 km) for at være til stede, da den norske statsminister Stoltenberg holdt tale på polpunktet d. 14. december.

Os der fulgte 2011-jubilæumsekspeditionen dag efter dag på nettet vil vide, at de fire nordmænd gjorde et stort stykke arbejde (på ski) i at nå frem til Sydpolen den 14. december 2011 (i et klima, hvor gennemsnitstemperaturen er omkring -32 grader C i sommermånederne, gående fra slutningen af oktober til begyndelsen af februar). Med dette i baghovedet er der ingen tvivl om, at Amundsen og hans team har bedrevet en stor og mindeværdig bedrift, som man kun kan have den dybeste respekt for. Ære være Amundsens minde.





3. januar 2012, 08:12 1 kommentar(er) · 5591 fremvisninger

Kommentarer
Kosmos 7. januar 2012, 18:54
Med dette i baghovedet er der ingen tvivl om, at Amundsen og hans team har bedrevet en stor og mindeværdig bedrift, som man kun kan have den dybeste respekt for

- interessant beretning.

Ære være Amundsens minde

- hørt!
Deltag aktivt i debatten om artiklen Et interessant jubilæum for polarforskningen:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Et enestående arktisk jubilæum i en tid med klimaforandringer (Mernilds Klumme, september 2008)
DebatterSvarSeneste indlæg
Interessant medieundersøgelse1802-02-2016 23:47
Interessant foredrag af Murry Salby1013-07-2013 22:06
Montreal-protokollens 20-års-jubilæum2305-10-2007 11:31
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik