Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Jens WindeleffEuforien 1979/80 – kvalitetsproblemerne
Begunstiget af konjunkturerne inklusiv statstilskuddene samt institutternes effektive formidling af resultaterne af Handelsministeriets program dukkede i løbet af forbløffende kort tid et væld af nye fabrikater op.
Philips (vakuumrør) og
Eversol (rullesvejst tyndpladeabsorber) fra
trykekspansionsfirmaet E. V. Rasmussen havde allerede præsenteret sig på solhavehusene i Skive. Nu fulgte solfangere fra
HS-Tarm, Metro, Solteknik fra Ringsted,
Brüel, Schiøler og Jensen, et tysk produkt fra
Stiebel Eltron, solfangere fra
BP, og fabrikaterne
Kaptan og
Zachomatic. Endvidere en solfangerstyring fra
Danfoss. Og da FLS-datterselskabet
B&C Trading og aluminiumsprofilfirmaet
Dæmpa (oprindeligt ejet af
Jean Fischer, siden overtaget af FLS) gik på markedet, fik de “gamle” fabrikanter pludselig alvorlig konkurrence.
Og flere produkter fulgte. Med
Carl Herforth og
Claus Nybroes bog ’Sol & Vind’ fra 1976,
Henrik Lawaetz’ og
Torben Esbensens ’Bogen om Solenergi’ fra 1977 samt
Åge Johnsens m.fl. ‘Solbyggehåndbog´ fra OVE i 1979 var der ikke blot givet inspiration, men i realiteten også leveret en opskrift på, hvordan man kunne blive solfangerfabrikant.
|
Lars Christiansen fra Ans Solvarme forblev alle årene énmandsfabrikant. Ikke desto mindre formåede han at forsyne det meste af sin hjemby med solvarme. |
Mod slutningen af 70’erne var der registreret 39 solvarmefabrikater, heriblandt solfangerne fra
Hobro Produktionsværksted og fra
Ans Solvarme, som af
Lars Christiansen blev fremstillet og installeret på et stort antal huse i Ans. Selv et statsfængsel (Ringe) blev solfangerfabrikant!
I konsekvens af denne udvikling blev
Foreningen af Danske Fabrikanter af Solvarmeanlæg stiftet i 1979. Formand var i mange år
Per Alling, som havde overtaget
Dansk Solvarme. Siden blev posten overtaget af
Svend Andersen, Torkil Forman og
Emanuel Brender. I begyndelsen af 90’erne blev der gjort forsøg på at stifte endnu en fabrikantforening, som imidlertid aldrig kom rigtig i gang.
Som følge af den almindelige begejstring og de statslige tilskud boomede salget allerede i perioden 1979/80 med næsten 1000 anlæg om året, et antal, som det efter et snarligt dyk, skulle tage næsten 10 år at komme tilbage til. Og til rækken af demonstrationsprojekter føjedes 6 prøvehuse i Hjortekær. Sådan gik det også i mange andre europæiske lande, og interessen for solvarmeanlæg var næsten euforisk. Det interessante var, at væksten skete næsten uden påvirkning landene imellem, den samme pionergeist var simpelthen til stede som konjunktur overalt. Men resultatet efter to års himmelflugt var næsten også det samme i alle lande: et kraftigt tilbageslag, dels fordi energipriserne faldt, og dels fordi mange af anlæggene var for dårlige. Den første generation af solfangere var domineret af absorbere og rør af jern, som undertiden tærede, bl.a. som følge af spaltekorrosion i de rullesvejste løsninger, eller af aluminium som desværre også kunne korrodere, fordi stillestående luftblærer i solfangervædsken kunne være ligeså skadelige som syre. Det var ganske vist muligt at bruge olie i stedet for vand og at tilføre absorberende geler i solfangerkredsen, men det var og blev komplicerede løsninger, som ikke var tilstrækkeligt betryggende. Endskønt der også var gode anlæg - der findes endnu i dag velfungerende anlæg fra denne periode - klappede markedet for solvarmeanlæg i Danmark i begyndelsen af 80érne sammen som en lungepunktering, og i de følgende 5-6 år blev der kun installeret ca. 200 anlæg om året. At den skrøbelige branche overhovedet overlevede skyldtes primært det personlige engagement hos de tilbageværende solfangerfabrikanter.
|
Solenergiforkæmperen Jytte Abildstrøm holdt en skoldende hed tale ved 10-års jubilæet for Prøvestationen for Solenergi, der blev indviet i 1981. Prøvestationen var i høj grad medvirkende til, at solvarmen genvandt sit gode renommé mod slutningen af 80’erne. |
Men også myndighederne præsterede en hurtig og adækvat reaktion. Som videreudbygning af den godkendelsesordning, der var etableret under Handelsministeriet, oprettede Energistyrelsen i 1981
Prøvestationen for Solvarmeanlæg, der fysisk blev placeret på Teknologisk Institut i Tåstrup. Den skulle sikre kvaliteten af en ny generation af solvarmeløsninger, og kun de anlæg der kunne stå mål med de nye krav, og som derfor kunne få en
systemgodkendelse, var herefter tilskudsberettigede. Lederen af den nye prøvestation blev
T. Vest Hansen, der både på DTU og senere Teknologisk Institut havde deltaget i mange af udviklingsaktiviteterne, og i løbet af de næste 5 år blev de fleste af børnesygdommene kureret.
I princippet fik Prøvestationen også overdraget opgaven at informere om solenergi. En målrettet information blev dog kun gennemført over for fabrikanter samt nogle indledende kampagner overfor installatører. Forbrugerinformationen overgik hurtigt til det nystartede
Informationssekretariat for Vedvarende Energi, der fik
Jørgen Lemming som første leder. Senere overtog
Peter Olesen fra Energistyrelsen (som havde sørget for bevillingen til Prøvestationen) ledelsen for en kort periode og blev afløst af
Anne-Grete Elvang, som fortsatte i jobbet til IVE blev nedlagt i 1999.
Produktudviklingen og kvalitetsforbedringen blev i høj grad gennemført af solfangerfabrikanterne selv, med firmaerne Arcon Solvarme, Batec og Aidt Miljø som de mest energiske, sidstnævnte bl.a. med selv- og medbyggeranlæg og anlæg til sommerhuse, hvoraf en hel del også fungerede som luftsolfangere til frostsikring og ventilation om vinteren. Men også en række mindre fabrikanter, som Ans Solvarme, Islev Solvarme og mod slutningen af perioden Dansk Solvarme, som blev overtaget af
Henrik Hedegaards Suntake, samt Djurs Solvarme med
Per Elklit i spidsen, stod for en række forbedringer. Djurs Solvarme benyttede således en aluminiumsprofilløsning udviklet af
Peter Christensen på Nordvestjydsk Folkecenter for Vedvarende Energi, der muliggjorde en hurtig montage. Absorbermaterialerne var blevet erstattet af materialer, der ikke kunne korrodere: Arcon, Batec og Djurs Solvarme benyttede den Grängespatenterede verdenssucces Sunstrip, der blev fremstillet på fabrikker i Sverige, Canada og Kina, og som bestod af aluminiumsfinner valset under stort tryk på kobberrør. Aidt Miljø benyttede plasts-ribberør, og Dansk Solvarme en rulle-svejst rustfri stålabsorber.
Fabrikanternes udvikling blev i høj grad muliggjort af tilskud fra Energiministeriet. Det blev imidlertid kendetegnende for udviklingen, der i disse år først og fremmest drejede sig om absorberen, at de to institutter Prøvestationen for Solenergi på Teknologisk Institut og Laboratoriet for Varmeisolering på DTU bidrog med store konceptforbedringer og beregningsprogrammer muliggjort af basistilskud fra Energistyrelsen. Desuden forestod begge institutter i forening det løbende prøvnings- og godkendelsesarbejde, samt forskellige uddannelses- og undervisningsaktiviteter. Nøglepersonerne her var
Leif Linding, Hans Olsen, Jørn Mørk Thomsen, Jan Erik Nielsen, Henrik Lawaetz, Inge-Lise Clausen fra Teknologisk Institut
, Svend Svendsen fra DTU
, og senere, da designet af optimale solvarmebeholdere og særskilt assistance til fabrikanterne kom stærkere i fokus
Simon Furbo og
David Tveit. Det var typisk for mange solenergiforskere, at de blev ’udklækket’ på DTU, men endte på Teknologisk Institut.