Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Jørgen Boldt
Flydende bio-brændstoffer
Biomasse i transportsektoren drejer sig hovedsageligt om forarbejdede planteolier (biodiesel) og etanol, der fremstilles af sukkerholdige afgrøder. Etanolen kan anvendes som tilsætning til benzin.
I 1995 blev iværksat et Forsøgsprogram for Flydende Biobrændstoffer i et samarbejde mellem Energistyrelsen, Miljøstyrelsen, Fødevareministeriets Strukturdirektorat og Trafikministeriets Færdselsstyrelse.
Demonstrationsprogrammet indgik som et af initiativerne i Energi 21. Formålet var at gennemføre et begrænset demonstrationsprogram for biobrændstoffer, med henblik på at vurdere samtlige økonomiske, energimæssige og miljømæssige effekter af dyrkningen og brugen af biomasse til biobrændstoffer. Der blev igangsat 8 forskningsprojekter for i alt 7,6 mio. kr. Det kom aldrig til demonstrationsstadiet.
I 1997 havde forudsætningerne for at gennemføre forsøgsprogrammet ændret sig betydeligt. Således indebar ændringer i EU’s politik for braklægning af landbrugsjord, at såvel kravet til braklægningens størrelse samt braklægningsstøtten gradvist var reduceret væsentligt siden 1995. Endvidere var EU’s landbrugsstøtteordninger under forandring, hvilket ikke gav tilstrækkelig stabilitet til at basere en langsigtet biobrændstof-politik på. Dermed var en af de vigtigste begrundelser for gennemførelse af et demonstrationsprojekt for biobrændstoffer bortfaldet. Det blev endvidere vurderet, at det er miljømæssigt bedre at fremme anvendelsen af gasdrevne biler samt elbiler end at bruge biobrændsstoffer til transport. Brug af biobrændstoffer i transportsektoren er endvidere en meget dyr måde at reducere CO2 på. De tre samfinansierende ministerier (Miljø- og Energiministeriet, Trafikministeriet, Fødevareministeriet) satte derfor demonstrationsprogrammet for biobrændstoffer i bero sidst i 1998.